Avenging Force

Hvem husker ikke den fremragende titel Jæger uden nåde? Først fra udlejningsbutikkerne og siden hen fra Men of Action-serien, hvor vi kunne købe denne VHS-perle for 99 kr. Bag den danske titel gemmer sig den amerikanske titel Avenging Force.

“A killer cult just picked the wrong target.”

Ja, sådan lyder en tagline til filmen. Smukt, specielt set gennem actionfilmbriller.

Jagtsæsonen er skudt i gang!

Filmen har en herlig og brutal indledning. Et par mænd flygter gennem et sumplandskab. Nogle udklædte personer jagter dem.

Først bliver den ene af de to flygtende mænd dræbt, og så følger en scene, der har flænset sig ind i min actionfilmiske hukommelse: Den anden mand nærmer sig sikkerheden, og lige som man tror, at manden nu skal slippe væk, dukker en af jægerne op fra vandet og kvæler staklen med en garrotte. Stærke sager!

Jægerne fra filmens prolog tilhører logen/kulten “The Pentangle”, som består af rige, hvide amerikanske mænd, og kultens base er i New Orleans. Kultens leder er professor Elliott Glastenbury, og de tre andre jægere fra prologen er også med i kulten.

Udover at kultens medlemmer er højreekstremister, der får KKK til at ligne kordrenge, så er kultens ledelse fascineret af at jage og dræbe uskyldige mennesker. Gerne tidligere soldater, der kan gøre jagten udfordrende.

Hunter er en ægte actionhelt

Vi møder også vores helt, filmens hovedperson, Matt Hunter. Hunter har, helt genreklassisk, trukket sig tilbage som Secret Service-agent og lever på en ranch i Texas sammen med søsteren og deres bedstefar.

Kendere vil vide, at Hunter også var hovedpersonen i Invasion U.S.A. (1985), hvor han blev spillet af Chuck Norris, der takkede nej til at gentage rollen i Avenging Force.

Hunter er en badass, en klassisk actionhelt, som folk omtaler med stor respekt. Men som sagt har han trukket sig tilbage. Hunters gode ven Larry Richards, som han naturligvis kender fra deres fælles tid som supermænd i militæret, er nu politiker i New Orleans.

Larry og Hunter har et ægte macho-actionmand-forhold, som understreges, da Larry siger: “Matt, you don’t have to get involved in this part, this is my fight.” Hvortil Hunter svarer: “Your fight is my fight. You just remember that.” En ægte militærjargon.

Larry er sort, og netop da Hunter og søsteren vælger at besøge Larry og familien i New Orleans, er der nogen, der forsøger at dræbe Larry. De “nogen” er naturligvis The Pentangle.

Hunter bliver, som det ofte er tilfældet med den pensionerede actionhelt, trukket ind i konflikten mod sin vilje. Man da lokummet brænder på, og de mennesker, Hunter elsker, bliver truet, så træder han i karakter. Jægerne bliver de jagede – og ellers ikke mere om handlingen her.

Et spraglet syn

1980’ernes actionlandskab var et spraglet syn. Dybest set kan man tale om en hovedflod og en masse bifloder og forgreninger – og det gælder jo ikke kun actionfilmen, men filmbranchen generelt og specielt genrefilmene.

Kort sagt var der de store produktioner, hovedfloden, og så var der forskellige forgreninger. Både mindre amerikanske produktioner, italienske kopiprodukter (klassisk genresnavs) og mange flere.

First Blood (1982) havde banet vejen for en lidt ny tilgang til actionhelten; til actionfilmen som genre. Den hårde maskuline krop, enspænderen, den retfærdige hævner, de svages beskytter. Stallone, Dolph, Arnold, Van Damme, og Seagal.

Og mindre profilerede navne, der ikke kom på de røde løbere i Hollywood, som Chuck Norris og Michael Dudikoff.

Golan og Globus, B-filmslegender

På actionscenen, i den lidt billige afdeling, var Menahem Golan og Yoram Globus nogle ganske vigtige skikkelser, efter de i 1979 overtog Cannon Films. De var ægte filmkøbmænd, der som et par brugtvognsforhandlere sminkede lig (læs: dårlige manuskripter), så de lignede guld.

Hvis man ser på de mange Golan/Globus-produktioner er der mange film, som jeg kigger tilbage på med nostalgiske øjne. Ofte er der ikke tale om specielt gode film, men det er film med charme. Ofte film med Chuck Norris og Michael Dudikoff.

Tænk blot på titler som Missing in Action (1984), Lifeforce (1985), American Ninja (1985), Invasion USA (1985), The Delta Force (1986) og The Barbarians (1987).

Det er denne tradition, dette filmiske landskab, vi befinder os i med denne anmeldelse.

The Most Dangerous Game som byggesten

Sam Firstenberg, der om nogen var Golan/Globus’ topnavn på instruktørfronten, har selv udtalt, at Avenging Force er hans favoritfilm. Og jeg må give ham ret.

På trods af at filmen er en anelse rodet, med en del plothuller, så har den en ganske fremragende stemning. Kynisk og brutal, en pervers skyggeside af det amerikanske samfund præsenteres.

Både i forhold til The Pentangles politiske synspunkter og i forhold til den perverse idé om jagten, som kunne være taget ud af Richard Connells novelle The Most Dangerous Game (1924); en novelle der også har dannet baggrund for film som Turkey Shoot (1982), The Running Man (1987) og Hard Target (1993).

Filmen er også konsekvent i forhold til at lade vigtige personer dø. Filmen er brutal og mørk, uden at det skal lyde som et drama, men den grundlæggende mørke tone er noget, der klæder filmen.

Derudover er der mange opfindsomme actionscener, og det er Dudikoffs bedste præstation i karrieren.

Dudikoff er i det hele taget en lidt spøjs skuespiller. På den ene side ligner han lidt James Dean, og på anden side ligner han lidt en actionhelt som Van Damme. Der er ikke mange nuancer i skuespillet men alligevel har han en basal charme, der gjorde ham til lidt af en konge i B-filmland, for det blev aldrig til andet end B-film, og det er jo som sådan også fint nok i sig selv.

Bag filmens manuskript står James Booth, der også spiller en central rolle i filmen som admiral Brown; manden der sørger for, at Hunter træder ind på scenen. Booth er primært kendt som skuespiller.

Et Cannon-hovedværk

Filmen fremstår i dag som et hovedværk i Golan/Globus’ imponerende reservoir af elskelige skodfilm.

Man havde samlet det bedste hold af både folk foran og bag kameraet og tilsat et opfindsomt og modigt manuskript, hvor ubehaget, det perverse, lurer lige bag overfladen og hvor det er op til den handlekraftige actionhelt, i Dudikoffs skikkelse, at uddele tæsk til skurkene.

Men det er også en film fyldt med sorg og nederlag og en langt mere alvorlig film, end hvad man kunne forvente fra Cannon Films. Kort sagt en perfekt storm i B-actionfilmsbassinet og en film, der i dag faktisk fremstår bedre end mange lignende produktioner fra dengang.

Anmeldt i nr. 163 | 13/05/2019