Army of Darkness

Denne tredje film i Sam Raimis serie om de levende døde er en omgang fladpandet og helt igennem fantastisk underholdning. Hvor The Evil Dead (1981) var en lowbudgetgyser, der virkelig viste, at instruktøren Sam Raimi er en stor visuel begavelse, og Evil Dead II (1987) var en voldelig og humoristisk fortsættelse af den første, er Army of Darkness en rendyrket gyserkomedie i fantasyland med fede effekter, grov humor og et uhørt højt tempo. Det er bestemt ikke stor filmkunst, men det er til gengæld meget, meget underholdende at være vidne til Bruce Campbells udskejelser og Sam Raimis visuelle finurligheder.

Trapped in time. Surrounded by evil. Low on gas

Army of Darkness er ikke på højde med hverken The Evil Dead eller Evil Dead II, men det er der på den anden side ikke meget inden for den gren af gysergenren, som er. Men selvom der ofte ses lidt ned på Army of Darkness af kendere af genren, og folk ser den som meget kommerciel og leflende for et konstrueret “kultpublikum” – med det menes der, at Army of Darkness specifikt går efter at være en kultfilm, selvom kultfilm er noget, en film senere hen bliver udråbt til – så må jeg ærligt indrømme, at jeg fra første gennemsyn i en lille sal i Palads tilbage i 1993 var helt pjattet med filmen. Og det rykkede gensynet med filmen ikke ved.

En af filmens herlige taglines siger næsten det hele, og slår meget godt stemningen an: “Trapped in time. Surrounded by evil. Low on gas”. Og den humor, man aner i taglinen, er også den humor, som gennemsyrer hele filmen, der er spækket med oneliners, plat humor og tegneserievold. Så man skal bare slå hjernen fra, og lade sig underholde fyrsteligt af Army of Darkness.

Ash i middelalderen

Filmen starter der, hvor Evil Dead II slutter. Ash er røget gennem en portal, og befinder sig nu i England i middelalderen. Det skal her nævnes, at slutningen på Evil Dead II er blevet genindspillet, og derfor ser vi bl.a. også Bridget Fonda i rollen som Linda i resuméet af, hvad der skete i Evil Dead II. I det hele taget er det en ret sjov idé at genindspille scener og sætte dem sammen med de “rigtige” scener fra Evil Dead II i resuméet.

Ash er på røven. Han bliver fanget af en gruppe soldater, som er anført af Arthur, der tror, at Ash er soldat i rivalen Henry the Reds hær. Så Ash, og en masse andre fanger, deriblandt Henry the Red, føres til Arthurs borg, hvor de skal straffes. Midt i borggården findes et hul, hvor uheldige fanger smides i. Og så dør man ellers, med mindre man hedder Ash og har en motorsav, der hvor man normalt har sin højre hånd.

Ash bliver efterfølgende sendt af sted for at finde The Necronomicon, hvis tilstedeværelse har vækket de døde, og som de lokale har brug for i kampen mod de døde. Samtidig vil bogen også kunne sende Ash tilbage til fremtiden, så ved første øjekast må det betegnes som en win/win-situation. Men naturligvis træder Ash i spinaten, og snart er der både en ond udgave af Ash og en hel hær af dødninge på vej mod Arthurs borg. Så Ash må træde i karakter, hvilket ikke nødvendigvis er en god ting, og mere skal der ikke røbes af den helt forskruede handling.

Popkulturreferencer og old school-effekter

Som man nok kan fornemme er handlingen, mildest talt, langt ude i hampen. Men det hele fungerer, fordi tempoet er så højt, som det er, og de groteske indfald så morsomme, og det gør, at tåbelighederne og uoverensstemmelserne i handlingen glider ned, som når man skyller en lunken pilsner ned med en Arnbitter.

Handlingen er fyldt op med referencer, som stikker i alle mulige retninger, lige fra Gulliver’s Travels (1776) til Indiana Jones and the Temple of Doom (1984), Star Wars: Episode VI – Return of the Jedi (1983) og ikke mindst den legendariske sætning “Klaatu barada nikto!” fra The Day the Earth Stood Still (1951). Det er en popkulturel pærevælling, som er faretruende tæt på at koge over, men som konstant holder røven tør ved hjælp af Raimis visuelle overdrive og Campbells manierede overspil.

Filmens effekter er ganske gode, når man tager i betragtning, at det er trickeffekter fra en tid, hvor CGI ikke var blevet hverdagskost i Hollywood. Det er også dejligt befriende at se gammeldags effekter, og Raimis hyldest til den legendariske stop motion-mester Ray Harryhausen går ikke ubemærket hen. Da filmen jo heller ikke ønsker at være specielt troværdig og virkelighedstro, gør det heller ikke så meget i de tilfælde, hvor effekterne er decideret grimme – som i scenen, hvor den ene mini-Ash hopper ned i munden på Ash. Man griner faktisk bare af det på den gode måde.

Og så er filmen spækket med Raimis visuelle kendetegn: specielle POV-skud (som når man ser tingene fra en pils synspunkt eller et monsters) og hurtige zooms/indklip (som man ser det i de mange montagesekvenser). Det fungerede i The Evil Dead og det fungerer også upåklageligt i Army of Darkness, og siden hen har det også været med til at give de tre Spider-Man-film (2002, 2004 & 2007) lidt ekstra kulør.

Proppet med oneliners

Men uden Bruce Campbell var filmen trods alt ikke blevet noget hit. Karakteren Ash er så dejlig dum, ubehagelig, nøjeregnende, sarkastisk og meget andet, hvilket gør ham til den perfekte antihelt – og netop det, jeg finder tiltrækkende ved karakteren, vil andre finde belastende.

Samtidig er Campbells kropsprog og mimik helt uovertruffen, og specielt den fysiske slapstickhumor er lige noget for Campbell, der ikke lader meget stå tilbage for de store stumfilmsstjerner. At filmen så også er proppet med sjove oneliners og veltrimmede og meget morsomme dialoger, gør det ikke ringere, og jeg vil her kommer med et par eksempler på både dialog og oneliners.

Det skal lige tilføjes, at dialogen i filmen stort set er bygget op om “platte” oneliners, så hvis det ikke lige er ens kop the, bør man nok slå lyden fra og sidde og læse højt fra et Shakespeare-stykke imens, for det er ikke den finere litteratur, der er blevet brugt til at skabe dialogen i Army of Darkness. Efter at Evil Ash har drillet Ash med, at han bare er en tøset good guy, skyder Ash Evil Ash i hovedet med sin shotgun, hvortil han tørt siger: “Good. Bad. I’m the guy with the gun”. Eller da Ash skal til at kysse en smuk kvinde og han siger: “Gimme some sugar, baby.”

En samtale mellem Henry og Ash rammer alle de rigtige knapper, og er i mine øjne meget morsom, selvom det er ganske plat og underlødigt: Henry: “You are not one of my vassals. Who are you?” Ash: “Who wants to know?” Henry: “I am Henry the Red. Duke of Shale, Lord of the Northlands and leader of its peoples.” Ash: “Well hello Mister Fancypants. Well, I’ve got news for you pal, you ain’t leadin’ but two things: Jack and shit… and Jack just left town.”

Herlig omgang underholdning

Alt i alt er Army of Darkness i mine øjne en herlig omgang underholdning. Den er blevet beskyldt for at være for familievenlig, men det gør mig faktisk ikke noget. Når det hele er så velgjort og hylende morsomt, er det sådan set lige meget, om den er familievenlig – hvilket jeg sådan set ikke syntes den er. Da filmen i sin tid kom ud, florerede der før premieren VHS-udgaver af en alternativ slutning, som er meget anderledes, end den man ser i den oprindelige version, der kom frem i biograferne.

Den alternative slutning er desværre ikke på den udgave, jeg har anmeldt af Army of Darkness, men jeg har set den, og den er ret sjov. Så hvis man, som jeg, synes om Army of Darkness, vil jeg anbefale, at man anskaffer sig den DVD-udgave, hvor begge slutninger er på – denne Director’s Cut-udgave indeholder også flere ændringer og er et lille kvarter længere end den officielle udgave, men det er slutningen, som er helt forskellig fra biografversionen.

Anmeldt i nr. 28 | 13/02/2008

Stikord: 3’er, Fortsættelse, Middelalderen, Okkultisme, Splat