Antichrist

Advarsel! Denne anmeldelse indeholder spoilers.

Da Antichrist havde premiere ved filmfestivalen i Cannes 2009, gik rygtet om, at flere blandt publikummet forlod salen i forargelse. Andre måtte have ilt under forvisningen, da filmen var så modbydelig, at de ikke kunne holde ud at se den færdig. Nu har Lars von Trier altid været kendt for at provokere både i sine film og udtalelser, så de svirrende rygter om Antichrist var blot med til at give filmen endnu mere omtale og lokke endnu flere ind i biffen for at se, om filmen var så modbydelig, som den var blæst op til.

På plads i Cannes!

Nu var jeg så heldig at være i Cannes i 2009 og så Antichrist dagen efter til en speciel day-after-screening, og der var en helt speciel trykket stemning i den lange kø samt i den store sal. Hvad var det, vi skulle se, og hvordan ville jeg reagere overfor det, Trier denne gang havde lavet? Men kun en 5-6 stykker forlod salen under nogle af filmens mere ”stille” scener, og det kunne ligeså godt have været på grund af varmen i salen end forargelse.

Men lad mig allerede slå fast her, at Antichrist bestemt ikke er en film for alle. Det er en film, som har delt vandene siden premieren, både hos anmeldere og publikum verden over. Efter første gennemsyn i Cannes var jeg ikke helt overbevist om filmens kvaliteter, da jeg virkelig havde sat min næse op efter noget grænseoverskridende i stil med Cannibal Holocaust (1980) eller Salò o le 120 giornate di Sodoma (1975).

Men som det nu engang er tilfældet med mange af Triers film, skal de ses mindst et par gange med en god tids mellemrum, før man virkelig kan bedømme, om man kan lide filmen. Og netop derfor var det jo oplagt at teste Blu-Ray-formatet med den visuelt smukke Antichrist i hjemmebiografen.

Warning: Spoilers!

Jeg skal prøve at holde denne anmeldelse så spoilerfri som muligt, men går man meget op i ikke at få afsløret noget, bør du nok stoppe her for en sikkerheds skyld og vende tilbage, når du har fået set filmen.

Et ægtepar mister deres søn, da han falder ud af et vindue en aften, imens de to forældre dyrker sex på badeværelset. Sorgen over tabet rammer dem begge hårdt, men det går især hårdt ud over kvinden (Charlotte Gainsbourg), der bebrejder sig selv for sønnens død.

Hendes terapeutmand (Williem Dafoe) vælger at behandle hende selv – for der er jo ingen læger, der kender hende bedre end hendes egen mand? Som en del af terapien drager de ud til deres isolerede feriehytte, hvor kvinden tilbragte sidste sommer med deres barn, imens hun skrev på sit speciale om hekseforfølgelse. Her skal hun stå ansigt til ansigt med sin frygt for at bearbejde sin sorg.

Men terapien går ikke helt som forventet, for isolationen og konfrontationen med den rå natur afslører nye hemmeligheder, og begge parters virkelighedsfornemmelse begynder at falde fra hinanden. Kvinden er stadig i en hysterisk trance og ryster over hele kroppen af angst, når hun kommer i kontakt med naturen, men efter nogle øvelser begynder hun at få det bedre og kan bevæge sig frit omkring hytten og den omkringliggende skov.

Men manden er stadig en smule skeptisk ved hendes opførsel, og da han ser et røntgenbillede fra sønnens obduktion og sammenligner med et billede, som kvinden tog af barnet sidste sommer, bliver en stor hemmelighed afsløret. Hvad det er, vil jeg naturligvis ikke afsløre, men blot sige, at kvindens studie i hekseforfølgelse spiller en vigtig rolle.

Ægte Trier-stil

Antichrist er som så mange andre von Trier film delt op i små kapitler med hver deres titel. Hvorfor Trier insisterer på dette greb er til stadighed et mysterium for denne anmelder: Bedst som man er blevet fanget af stemningen og handlingen, rives man ud af illusionen af en titelskærm. Det har måske noget at gøre med Triers besættelse af den russiske instruktør Andrei Tarkovsky, der også benyttede sig af sådanne kapitelinddelinger i hans film Andrey Rublyov (1966). Uanset hvad, virker det generende at blive afbrudt, når stemningen nu lige er så god.

Antichrist er filmet i vanlig Trier-stil med håndholdt kamera, som vi kender fra både Breaking the Waves (1996) og Dancer in the Dark (2000), men dog uden på noget tidspunkt at nærme sig det kornede og mørke Dogmelook som i Idioterne (1998) og TV-serien Riget (1994 og 1997).

Har man set Triers tidligere film, ved man hvad man kan forvente af billedsiden. Der er et lettere rystet kamera og masser af klip på kryds og tværs – om man så syntes, det er sagen, er en smagssag, men nogle steder fungere det faktisk ganske glimrende og det bliver aldrig så rystet, at man føler at man ser Cloverfield (2008).

Anthony Dod Mantle, der tidligere har filmet bl.a. Festen (1998) og Dogville (2003), står bag kameraet på Antichrist og har gjort et ganske glimrende stykke arbejde. Der hvor kameraføringen virkelig tager kegler, er i den sort/hvide prolog og epilog, der adskiller sig meget fra resten af filmen.

Her er det håndholdte lagt på hylden, og der serveres nogle stilfulde og meget smukke kameraindstillinger i superslowmotion, hvor hver eneste frame er nøje planlagt, fuldstændig som det var tilfældet med Forbrydelsens element (1984) – bare meget flottere!

Pik og klitoris

Et par af de scener, der har skabt mest omtale og provokeret publikum er bl.a. et supernærbillede af penetration i prologen og en scene længere henne i filmen, hvor kvinden slår manden i skridtet med en trækævle, så han besvimer, hvorefter hun giver ham et handjob, så han kommer blod. Mest provokeret har folk dog været over scenen, hvor kvinden klipper sin klitoris af i et frygteligt nærbillede. Klitorisscenen er væmmelig, men man skal nok være mere end almindeligt sart, hvis man bliver provokeret eller krænket af nærbilledet af en pik – og da særligt i en film, der i den grad kun er for voksne!

Efter premieren var der ligefrem nogle anmeldere og journalister, der kategoriserede Antichrist som torturporno i stil med Saw (2004) og Hostel-filmene (2005, 2007), men Antichrist bliver aldrig så kynisk som de andre så kaldte ”torturpornos”, og svælger heller ikke i den samme tortur og ondskab, som kendetegner Saw-serien.

Trier har selv udtalt, at han prøvede at lave en rendyrket horrorfilm, men at det ikke helt lykkedes for ham. Selvom nogle fans stadig vil mene, at den hæver sig et godt stykke over de fleste nyere gyserfilm, så er den i bund og grund en ganske ”simpel” gyserfilm. Et storbypar, der drager ud i en isoleret hytte i skoven og indser, at naturen er farligere end først forventet, er ikke ligefrem en ny idé i gyserverden – Sam Raimi afprøvede allerede dette i The Evil Dead fra 1981, og det er set flere gange både før og siden.

Men at det er gjort før, gør ikke Triers film til en dårligere oplevelse, for han sætter sit helt eget præg på både genren og historien, og det gør Antichrist til en speciel oplevelse.

Terapi blev til Antichrist

Antichrist er en meget personlig film for Trier, der led af en depression efter optagelserne af Dogville i 2003, og ikke var sikker på, om han kom til at lave film igen. Men under depressionen lavede Trier nogle skriveøvelser, og det endte med at han udviklede manuskriptet til Antichrist i samarbejde med nogle konsulenter, der er krediteret i filmens rulletekster.

Både manuskriptudviklingen og optagelserne var en del af nogle øvelser for Trier for at se, om han kunne magte at lave en film samtidig med at han prøvede at bearbejde sin depression, lidt som personerne i filmen må bearbejde deres sorg.

Filmen har været meget oppe i medierne, og det kan selvfølgelig ikke undgås, at den bliver en smule overvurderet, når næsten alle de danske anmelder giver filmen højeste karakter. Men jeg mener man skal gøre sig selv den tjeneste at tjekke filmen ud og glemme alt om, hvad man ellers har læst og hørt. Det er ikke en film for alle, men jeg vil foreslå, at man ser den et par gange, da filmen lige skal bundfælde sig, før man egentlig ved, om man kan lide den. Som sagt var jeg ikke vanvittig begejstret første gang, og mente at det var endnu en omgang Kejserens nye klæder, hvor alle hylder det, blot fordi det er Trier. Men da jeg fik den hjem i hjemmebiografen, var det en helt anden oplevelse.

Jeg vil ikke hylde filmen som et mesterværk eller en af de bedste gysere jeg har set, for så fantastisk er filmen heller ikke. Men den er smuk som Fanden og meget dyster. Netop derfor får Antichrist også en høj karakter her på Planet Pulp, da det er yderst sjældent, at en film kan skabe så dyster en atmosfære, at jeg som filmnørd ikke liiige snupper en film mere inden jeg ligger mig under dynen.

Har man investeret i en Blu-Ray afspiller, vil jeg på det kraftigste anbefale, at man anskaffer sig Antichrist på Blu-Ray-formatet. Især prologen er urimeligt smuk i HD på en stor fladskærm. Den engelske Blu-Ray fra Artificial Eye, der også har danske undertekster, er en rigtig god investering og er fuld af masser af spændende ekstramateriale. På skiven er der også kommentarspor med Lars von Trier.

Som sagt er det ikke en film for alle, og næsten hver person oplever filmen forskelligt, men man bør give filmen en chance og selv danne sig en mening.

Anmeldt i nr. 56 | 13/06/2010

Stikord: Skove