Animale

Af Nicolas Barbano

Camargue er en kystregion i det sydlige Frankrig, mellem Montpellier og Marseille. Et lavtliggende delta ved Rhône-mundingen med sump, marskland, laguner og andre vådområder. De store, flade vidder bruges som græsningsarealer med flokke af hvide heste og sorte tyre, som de lokale cowboys, gardians, på traditionelle manade‑ranches avler i semifrihed til brug i hesteshows og tyreløb.

Modsat traditionel tyrefægtning, hvor selvfede machomænd gør sig skyldige i sadistisk dyrplageri, udføres Camargues tyreløb ikke af matadorer, men af raseteurer, unge mænd i hvidt, der med en lille krog forsøger at rive rosetter og lignende symboler af hornene på tyren. Som derefter vender levende tilbage til manaden, ikke ulig olympiske atleter efter en livlig dag i sportsarenaen.

Man kan kritisere al udnyttelse af dyr til underholdning, men bør samtidigt huske, at disse majestætiske, nærmest guddommeligt udseende dyr er skabt til kamp. Hornene er ikke til pynt!

Mørk bagside

Animale er filmet i Camargue og skildrer dette charmerende, landlige miljø med intenst nærvær – men med en mørk bagside, der langsomt og målrettet skubber filmen over i horrorgenren.

Hovedpersonen er en 22-årig, lettere aseksuel drengepige, Nejma, spillet med sårbart blik af Oulaya Amamra. Måske en anelse for sårbart, idet karakteren lever som hårdtarbejdende gardian, helst negligerer skrammer og drømmer om at blive Camargues første kvindelige raseteur.

Det sårbare giver dog mening i forhold til, at vi skal opleve Nejma som filmens offer. I arenaen ledsages hendes kærlighed til tyrene desuden af respekt for deres horn, med kloge panikspring i sikkerhed, så 700 kilo tyremuskler nøjes med at torpedere palisaderne.

Talentfuldt skrevet, instrueret – og fotograferet

Animale er talentfuldt skrevet og instrueret af Emma Benestan. En stor del af dens vitalitet skyldes desuden fotografen Ruben Impens, der allerede i Beyond the Steppes (2010), The Sky Above Us (2015) og Le otto montagne / De 8 bjerge (2022) demonstrerede blik for natur. Via støv og lysreflekser fremmaner Animale så stærk en oplevelse af Sydfrankrig, at man føler sig tør i halsen og instinktivt griber ud efter en tube solcreme.

Impens har også fotograferet Grave / Raw (2016) og Titane (2021), der begge er horrorfilm. Ligesom Animale. Dette genreforhold lader sig vanskeligt belyse uden at afsløre centrale elementer i handlingen, som filmen selv slører frem til sidste spole. Resten af denne anmeldelse er derfor en spoiler.

Rape-revenge monsterfilm

Nejma udsættes for gruppevoldtægt, hvorefter en række dødsfald tynder ud i hendes omgangskreds. Kort fortalt er Animale en rape-revenge monsterfilm, hvor heltinden forvandler sig til et tyreagtigt væsen og stanger de ansvarlige ihjel.

Nejma er med andre ord en varokse eller måske en vartyr. Bemærk dog, at ”var”, af samme rod som ”viril”, betyder ”mand”, mens en tyr som bekendt er hankøn. Dette kønslige mysterium uddybes ikke af filmen, og er måske irrelevant.

Beskrevet med ord kan Animale lyde som en b-film, og den har da også rødder tilbage til eksempelvis Attack of the 50 Foot Woman (1958), med den skønne replik: “She will tear up the whole town until she finds Harry. And then she’ll tear up Harry.”

Animale nævner selv varulvemyten. En vigtig forgænger er da også den italienske La lupa mannara / Ulvekvinden (1976) med Annik Borel som et voldtægtsoffer, der identificerer sig som varulv og tager blodig hævn.

Både horrorfilm og arthousedrama

Slægtskabet til trods fungerer Animale både som horrorfilm og som arthousedrama. Nejma er ikke blot en kombination af mand/kvinde og menneske/dyr men fungerer etisk og dramaturgisk som symbiose af monster/offer/heltinde.

Filmen passer ind i tidens bølge af film, hvor misbrugte kvinder på heroisk vis myrder onde mænd. Et metaforisk spejlbillede af den virkelige verdens MeToo-detroniserede gerningsmænd. Men her med et særligt skarpt blik for offerets mentale sår, der ikke nødvendigvis lader sig hele af hævn.

Filmens visuelle højdepunkt er et billede, hvor Nejma spejler sig i tyrens store øje, og visuelt bliver ét med sit totem. Så mange tanker og følelser vækkes her, at det ville kræve et klogere menneske end mig at kortlægge dem i ord.

Anmeldt i nr. 243 | 13/02/2026