Af Jakob Levinsen
Sidst i oktober udkom første bind af min komplette oversættelse af H.P. Lovecrafts fortællinger på forlaget Kandor i forbindelse med BogForum i København. Under al festivitassen i anledning af Cthulhu kalder. Fortællinger 1926-1928 var det spørgsmål, jeg suverænt flest gange blev stillet – også af den ene af Planet Pulps redaktører – om det da ikke havde været vanvittig svært at oversætte?
Det korte svar er jo. Og selv om al oversættelse i princippet er svær og ifølge nogle idealister sågar også principielt umulig, er Howard Phillips Lovecraft (1890-1937) det endda i flere helt specielle henseender.
Men i det mindste er han stort set aldrig sjov. Tiltalende nok interesserede han sig tilsyneladende heller ikke det ringeste for sport.
To af de helt store udfordringer ved at oversætte eksempelvis Lovecrafts mest berømte fan og åndelige lærling, Stephen King, hvad jeg har gjort i en årrække, er nemlig dels Kings store kærlighed til nationalspecialiteten baseball, dels hans hang til småplatte og ofte stort set uoversættelige vittigheder og ordspil. Decideret svær i lige denne forstand, hvor visse sproglige nødder bare skal knækkes for at få sammenhængen og pointerne til at gå op, er Lovecraft derimod sjældent.
Til gengæld er han vanvittigt krævende på snart sagt alle mulige andre måder. Først og fremmest er hans ordforråd enormt.
Som mange også vil vide, er engelsk endda allerede i sit udgangspunkt langt mere ordrigt og nuanceret end dansk, og i Lovecrafts gerne bevidst svulstige og drømmeagtige sætningskonstruktioner endda ordrigere end hos mange andre forfattere. At han skrev nøjagtig samtidig med Ernest Hemingway, mærker man i hvert fald ikke noget til.
Endvidere betjener han sig ofte helt bevidst af snurrige arkaiske og gammeldags vendinger, ordvalg og stavemåder såsom “shew” i stedet for “show”. Specielt i hans enlige romanforsøg Tilfældet Charles Dexter Ward er flere passager sågar på et svært tilgængeligt 1700-tals engelsk.
Omvendt fører hans nærmest journalistiske interesse for helt nye udviklinger inden for videnskab og teknik jævnligt til massiv brug af svært oversættelige og i dag muligvis ukurante fagudtryk. Bare vent til næste bind udkommer med den lange Antarktis-fortælling Ved vanviddets bjerge, der stedvis rummer veritable laviner af palæontologiske og zoologiske og geologiske fagudtryk.
Endda skal Lovecraft ikke altid tages for pålydende. Nogle gange refererer han således nærmest meterpræcist til eksisterende lokaliteter i det nordøstlige USA, primært Boston eller hjembyen Providence, Rhode Island, men andre gange bevæger fortællingerne sig gnidningsfrit ind i og ud af hans fiktive Arkham-region – tilsyneladende et ikke helt lille område i det nordøstlige Massachusetts med bl.a. sit eget Miskatonic University, opkaldt efter den ligeledes fiktive Miskatonic-flod.
Når der henvises til andre forfattere eller billedkunstnere, kan man heller aldrig være sikker på, at de rent faktisk har levet. Mens omvendt nogle af de mest obskure navne kan vise sig at være aldeles virkelige, og Lovecraft i øvrigt gerne indlægger hilsener til åndsbeslægtede kolleger eller disciple som Arthur Machen og Robert W. Chambers.
Og nå ja, så betjener Lovecraft sig flittigt af ikke nødvendigvis fuldt ud troværdige fortællere, eller som i f.eks. Cthulhu kalder og Tilfældet Charles Dexter Ward af sindrige æskesystemer af efterladte dokumenter, rapporter, dagbogsnotater og udklippede artikler fra muligvis engang eksisterende medier på den anden side af jordkloden. Mens han ved andre lejligheder – specielt i de drømmeagtige fortællinger om digterspiren Randolph Carter, i dette bind repræsenteret ved Sølvnøglen og den lange Drømmefærden til det ukendte Kadath – rask væk bruger løs af helt selvopfundne ord og vendinger som de blandt kendere berømte mareridtsvæsener “night-gaunts”.
Den helt store udfordring er imidlertid på det nærmeste uløselig. Den består nemlig i, at flere af Lovecrafts største tekster aldrig udkom i hans levetid, og derfor kun er overleveret som mere eller mindre gennemarbejdede manuskripter.
Det gælder i dette bind både Tilfældet Charles Dexter Ward og Drømmefærden til det ukendte Kadath. Specielt i forbindelse med den sidste er problemet for oversætteren ikke kun, at en behjertet redaktør nok kunne have strammet teksten en del op, men også Lovecrafts særegne, nærmest rituelle brug af tilbagevendende adjektiver og formuleringer – der nogle gange til forveksling kan ligne de islandske sagaers “kenninger”, men andre gange nok så meget fremgår som en slags kladdeudtryk, der under andre omstændigheder meget vel kunne være blevet trimmet og nuanceret på et senere tidspunkt.
Men så er det ellers bare om at komme i gang og som en anden Randolph Carter håbe engang at nå frem på den anden side af paralleluniverset, hvor det så ellers er henne. Er sted- og personnavnene virkelige eller fiktive, og kan det være nyttigt for danske læsere at få en forklarende fodnote med på vejen?
Hvad hedder de usædvanlige ord på dansk, eller findes de måske ligefrem også på vores sprog? Det krævede lidt overtalelse – og henvisning til Store Danske Encyklopædi – at overbevise forlagsredaktøren om, at ordet “ftisisk” rent faktisk gør (det betyder nærmest “svindsottig”).
Hvordan skal hjemmebyggede ord som “night-gaunts” oversættes, så fornemmelsen bevares, men det samtidig ikke bliver alt for kunstigt? De endte med at komme til at hedde “natte-rader”.
Heldigvis får man også motion. Der skal jongleres konsekvent med alle mulige specielle udtryk undervejs og ofte også på kryds og tværs mellem de enkelte fortællinger.
Specielt med hensyn til brugen af gammelt engelsk er der endda tale om en særlig hårfin balancegang. Her gælder det om på at bevare fornemmelsen af noget anderledes i forhold til den øvrige fortælletone – uden at få det til at lyde som det rene Holberg.
Ligesådan når der indimellem tales tilsyneladende afsides New England-dialekter. Lidt rustikt skal det også gerne klinge på dansk, men det må bare helst ikke skabe associationer til en landsbytosse i en Morten Korch-film.
Og sådan kan man blive ved, og det kommer jeg også til en rum tid endnu. Oversættelsen af næste bind er netop afleveret til forlaget.
Ved vanviddets bjerge med alle de sene fortællinger fra 1930’erne udkommer forventelig til foråret, og det rædselsvækkende kald i titelhistorien skal heldigvis under ingen omstændigheder oversættes. Tikeli-li!
Jakob Levinsen (f. 1960) har siden 1984 været redaktør og kulturskribent på bl.a. Weekendavisen, Berlingske og Jyllands-Posten, hvor han har skrevet om litteratur, film, musik og gastronomi. Han har skrevet en række kultur- og debatbøger og er i dag litterær oversætter på fuld tid. I efteråret 2018 udkommer foruden H.P. Lovecrafts Cthulhu kalder. Fortællinger 1926-28 også hans oversættelser af Walter Isaacsons biografi af Leonardo da Vinci, Ian McGuires roman Nordhavet, Jan Stocklassas true crime-beretning Stieg Larssons arv samt Stephen Kings roman Outsideren og Lee Childs roman Lærepenge. www.jlevinsen.wordpress.com.
Udgivet i nr. 157 | 13/11/2018
Stikord: H.P. Lovecraft
