Africa addio

6 minutters læsetid
Africa addio

Da Africa addio (dansk: Farvel til Afrika) havde amerikansk premiere i 1967, skrev Roger Ebert en sønderlemmende anmeldelse af filmen, som Ebert kaldte “brutal, uærlig, racistisk”. Jeg har tidligere kritiseret Roger Ebert for at have misforstået meningen med en film – det var i forbindelse med Day of the Woman (1978) – men denne gang er Ebert i høj grad undskyldt.

Jeg mener stadig, at Eberts kritik af Africa addio er misforstået, men til gengæld er det langt hen ad vejen Gualtiero Jacopetti og Franco Prosperis egen skyld. Men inden jeg går længere ned i materien, er det nok på plads med en introduktion til filmen.

Afrika i kaos

Den sidste britiske guvernør forlader Kenya.
Den sidste britiske guvernør forlader Kenya.

Africa addio fulgte i kølvandet på de to populære Mondo cane-film (1962 og 1963). I modsætning til de to tidligere rodebunker, er Africa addio imidlertid langt mere fokuseret, idet den udelukkende handler om Afrika og i særdeleshed om konsekvenserne af, at de gamle kolonimagter trækker sig ud. Fokus ligger særligt på Kenya og Tanzania, men der kigges også på situationen i Congo. Der er endvidere scener fra uafhængighedskrigen i Angola, der først sluttede med Angolas selvstændighed i 1975, og som kontrast anvendes billeder fra Sydafrika.

Filmen består altovervejende af ægte dokumentaroptagelser, selv om kritikere (herunder Ebert) formentlig har ret i, at der er scener i filmen, der er arrangerede. Én sådan scene, som Roger Ebert også peger på, er bl.a. den, hvor Boerne forlader Kenya for at rejse tilbage til Sydafrika. Ifølge Africa addio foregik det i prærievogne, hvilket giver anledning til nogle billeder af stor skønhed, tilsat nærmest westernagtige toner af Riz Ortolani.

Meget, meget hård kost

Kolonimagten overgiver sine våben.
Kolonimagten overgiver sine våben.

Til gengæld er mange af de scener, hvor diverse vilde dyr nedlægges på ufattelig brutal vis, formentlig ægte – og det håber jeg bestemt også, de er, for hvis Jacopetti og Properi ville gå så langt blot for nogle spektakulære scener, er det intet mindre end rystende. Vi taler her om scener, hvor bl.a. zebraer, elefanter, gnuer og flodheste jages og nedlægges med både rifler og spyd. Det er meget, meget hård kost at se på.

Roger Ebert påstår, at mindst én af scenerne må være opstillet og peger på aspekter af klipningen som afslørende, men jeg må indrømme, at jeg ikke har haft lyst til at sætte filmen på igen og tjekke, om han har ret.

Endnu hårdere end de mange jagtscener er de to summariske henrettelser, Jacopetti og Prosperi filmede, og som kommer hen mod filmens slutning. Disse scener er utvivlsomt ægte, selv om Jacopetti faktisk blev stillet for retten i Italien – anklaget for mord! Anklagemyndigheden troede nemlig, at scenerne var opstillede. Jacopetti blev frifundet, og der er da heller ikke noget i scenerne, der antyder, at de skulle være arrangerede. Det samme gælder for de helikopteroptagelser, filmen indeholder af massakrerne, der fulgte i kølvandet på revolutionen på Zanzibar.

Misforstået

Boernes exodus - som ud af en westernfilm.
Boernes exodus – som ud af en westernfilm.

Helt generelt er Africa addio meget, meget hård kost, og bestemt ikke for alle. Men har Ebert (og mange andre kritikere) ret i, at Africa addio er en racistisk film, der tilsviner et helt kontinent? Både ja og nej, for man kan bestemt vælge at læse Africa addio på den måde. Til gengæld tror jeg faktisk, at Jacopetti og Prosperis hensigter har været anderledes.

Et ofte citeret “bevis” på, at filmen skulle være både racistisk og imperialistisk er en del af speaken fra filmens begyndelse, hvor vi ser den sidste britiske guvernør forlade Kenya. Her siges i speaken, at kolonimagterne har behandlet Afrika som et barn, men at barnet nu er blevet større: “Europe has abandoned her baby, just when it needs her the most.”

Én af filmens barske jagtscener - her nedlægges en elefant med spyd.
Én af filmens barske jagtscener – her nedlægges en elefant med spyd.

Jeg har ingen problemer med at forstå, at nogle tolker speaken som et imperialistisk udsagn – især ikke når man tager resten af filmen i betragtning. Africa addio viser absolut ingen positive aspekter ved afrikanernes nyvundne frihed, men svælger i død og ødelæggelse. Som sådan kan speaken utvivlsomt forstås både racistisk og imperialistisk. Men faktisk tror jeg ikke, det er sådan, Jacopetti og Prosperi har tænkt hverken den eller filmen.

Gennem resten af filmen, og i særdeleshed speaken, bliver det nemlig også meget tydeligt, at skylden for den megen vold og død ikke kun lægges på afrikanernes skuldre, men i lige så høj grad på de europæiske kolonimagters. ”Problemet” er, at de to filmfolk vælger ikke bare at vise død og ødelæggelse men at svælge i det.

Exploitation i dokumentarklæder

Ofre for følgerne af revolutionen på Zanzibar.
Ofre for følgerne af revolutionen på Zanzibar.

At Africa addio er en exploitationfilm i dokumentarklæder skal der ikke herske tvivl om, og derom kan man mene, hvad man vil. Synderligt sympatisk er det ikke at udnytte lidelse og død til at trække folk i biografen, men fra mit perspektiv er det heller ikke udtryk for dårligere smag end de italienske nazisploitationfilm. Værre for filmens rygte er, at Jacopetti og Prosperi ikke er særligt dygtige dokumentarister. Derfor drukner det, jeg tror har været deres egentlige hensigt med filmen, i klodsede tvetydigheder, sensationsliderlighed og en manglende rød tråd.

For man skal ikke lade sig snyde af, at Africa addio er mere fokuseret end de to Mondo cane-film. Man kan på ingen måde tale om, at Africa addio er en fokuseret film i sig selv. Den springer mellem forskellige steder og begivenheder uden mål og med, og der er ikke anden tematisk sammenhæng igennem filmen end det postkoloniale kaos. Derudover er filmen ganske enkelt for lang.

Problemer med speaken og lydsiden

Alt dette betyder imidlertid ikke, at Africa addio ikke er fascinerende. Tværtimod er det en ekstremt fascinerende og gribende film; særligt når man, som undertegnede, ikke er specielt godt inde i afrikansk historie. Man skal naturligvis ikke tro, man bliver særligt godt oplyst af Africa addio, men man bliver bevidst om ting, man ikke anede, var sket, og får derigennem lyst til at lære mere. Derudover er Africa addio også en teknisk ganske vellavet film, og enkelte scener – bl.a. den tidligere omtalte med prærievognene – er cinematografisk decideret smukke.

Desværre er der to yderligere problemer med Africa addio. Den ene er, at Jacopetti og Prosperis baggrund med de to Mondo cane-film gør, at man ikke stoler en tøddel på speaken. Man sidder hele vejen igennem og spekulerer på, om de ting, speaken påstår, man ser, også i virkeligheden er det, man ser!

Lydsiden gør dette problem større, for en meget stor del af dialogen lader til at være dubbet – formentlig fordi den oprindelige reallyd var for dårlig. Når man følger godt med, ser det faktisk ud som om, dialogen er i overensstemmelse med det, folk siger (de fleste medvirkende taler engelsk), men man føler sig alligevel usikker på det. Det er med til at så yderligere tvivl om ægtheden af de ting, vi får at vide, for her er vi i det hele taget fuldstændig prisgivet speaken.

Ligesom den første Mondo cane er alle disse ting med til at placere Africa addio i et meget interessant rum, hvor man som modtager konstant skal granske alle billeder og alle aspekter af speaken for at vurdere ægtheden af dem. Jeg tror som sagt på, at hovedparten af optagelserne er ægte, og formentlig gælder det samme for meget af speaken – om end jeg her har en fornemmelse af, at der stedvist smøres tykt på.

Fascinerende og gribende

Ingen af de mange punkter, hvorpå man kan (og bør) stille spørgsmålstegn ved filmens autenticitet, hensigter eller tekniske udførsel, gør dog Africa addio mindre fascinerende eller gribende. Billederne alene, uanset hvor rædselsvækkende mange af dem er, er nok til at gøre Africa addio til en stærkt seværdig film.

5 stjerner
Titel: Africa addio
Dansk titel: Farvel til Afrika
Instruktør: Gualtiero Jacopetti & Franco Prosperi
Manuskript: Gualtiero Jacopetti & Franco Prosperi
Producere: Angelo Rizzoli (producer)
Foto: Antonio Climati
Klip: Gualtiero Jacopetti & Franco Prosperi
Musik: Riz Ortolani
Spilletid: 128 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Italien, 1966
Produktionsselskaber: Cineriz
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 65 | 13/03/2011

Stikord: Afrika, Italian Cinema, Pseudodokumentar

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.