13. april 2012

Bond-pigerne

I denne artikel ser vi nærmere på begrebet “Bond-pigen”, og hvordan hun forholder sig til Bond-serien. Eller nærmere hvordan Bond forholder sig til hende!

Der er mange træk ved James Bond-filmene, der – frem til Casino Royale (2006) – var faste elementer af seriens film, og som fans forventede af enhver ny Bond-film. En af de væsentligste af disse, og én som rebooten af serien ikke lavede om på, er konceptet med Bond-pigen: Enhver James Bond-films kvindelige hovedperson.

En ikke helt fast skabelon

Bond-pigen har været et fast element helt fra Dr. No (1962), og i de fleste film har Bond også nedlagt mere end én dame. Man kan læse mange steder, at Bond-filmene opererer efter en skabelon, hvor der altid skal være tre damer i en Bond-film: Den ene er en tilfældig flirt, der ofte, men ikke altid, har meget begrænset screentime. Den anden er én af skurkens kvindelige håndlangere, som Bond måske, måske ikke, nedlægger. Og den tredje er så den egentlige Bond-pige; den kvindelige hovedrolle, der som regel ender i kanen med Bond, om end ikke nødvendigvis før til allersidst.

Selv om det er rigtigt, at en hel del af Bond-filmene passer ind i denne skabelon, er det alligevel en sandhed med modifikationer: i virkeligheden er Bond-filmene på lige netop dette punkt ikke så skabelonprægede, som mange andre elementer i filmene er blevet det. Det eneste, der er ufravigeligt, er, at Bond nedlægger mindst én dame i løbet af filmen.

Selv om Bond-rebooten Casino Royale ikke har afskaffet idéen med Bond-pigen, er der ingen tvivl om, at Bonds seksuelle appetit og nærmest overnaturlige evner til at få kvinderne til at smide klunset, er blevet skruet væsentligt ned. Det er nok også godt det samme, for i en hel del af seriens film har Bonds seksuelle eskapader været en ufrivilligt komisk del af handlingen.

Værst var Roger Moore-perioden, hvor Bonds damejagt ikke alene begyndte at føles som en utroligt mekanisk del af manuskripterne, men hvor det, sammen med Moores generelle fortolkning af figuren, også var med til at gøre Bond til en borderline latterlig playboy, snarere end den livsfarlige hemmelige agent, han egentlig er.

Seksuelt rovdyr

Selv om Moore-æraen tog en stor del af farligheden ud af James Bond, så tog det dog ikke farligheden ud af Bonds seksualitet. Faktisk er det interessant at observere, hvordan Bonds erobringer i en del tilfælde – både under Connery og Moore – er et resultat af en ekstremt aggressiv seksualitet, hvor damerne ikke altid frivilligt lader sig charmere.

Der er en del eksempler på, at Bond ikke forstår, at nej betyder nej og faktisk tvinger sig vej til sex. Eller i hvert fald til det første kys; derefter lader til det til, at ingen kvinder kan sige stop og må overgive sig. I Connery-æraen (hvor offentlige klap i numsen i øvrigt også stadig var salonfähig) kan nævnes Pussy Galore fra Goldfinger (1964) som et eksempel på en uvillig kvinde, som Bond faktisk undertvinger. Og det samme sker i Moore-perioden bl.a. i Octopussy (1983), hvor titelfiguren indledningsvist modsætter sig Bonds kærtegn.

Derudover holder Bond sig heller ikke tilbage fra at tage ufine metoder i brug. I Live and Let Die (1973) erstatter han således alle kort i Solitaires Tarot-spil med “The Lovers”, så hun bliver overbevist om, at hun og Bond er skæbnebestemt til at være sammen. Det er næppe tilfældigt, at Alan Moore vælger at gøre tykt grin med Bond-figuren i The League of Extraordinary Gentlemen: Black Dossier (2007) ved at gøre ham til en gemen voldtægtsmand.

Kvinderollerne

På trods af Bonds til tider brutale kvindesyn og tendens til at tiltvinge sig adgang til sex, er det ikke ensbetydende med, at alle kvinderne er hjælpeløse damsels in distress. Selv i 1960′erne er nogle af – men ikke alle – kvinderne i Bonds univers ganske selvstændige og handlekraftige. Dette gælder dog ikke på det seksuelle område; her er det udelukkende Bond, der tager initiativet, selv om særligt de kvindelige skurke naturligvis lægger op til forførelse for dermed at få skovlen under Bond.

Sidstnævnte er dog ikke ensbetydende med, at Bonds libido gøres til en svaghed; han falder aldrig i spionverdenens klassiske honeytrap, men formår altid at komme ud on top of the situation – i mere end én forstand.

Et andet interessant træk ved Bond-filmene er, at der skal gå lang tid, inden den primære Bond-pige viser sig som en stærk kvinde. De stærke kvinderoller er som regel forbeholdt enten skurkens kvindelige håndlangere eller én af de kvindelige bipersoner, som Bond kun har en kortvarig affære med. De gode piger (altså de der venter på Bonds initiativ i alle henseender, også seksuelt) fremstilles i langt højere grad som ren staffage og som langt mere hjælpeløse.

En markant undtagelse i de tidlige film er Pussy Galore, der imidlertid også har en dobbeltrolle, idet hun både er skurkens kvindelige håndlanger og filmens primære Bond-pige. Her lykkes det Bond at få hende “omvendt” ved at gå i seng med hende.

Men hvis man tænker på film som From Russia With Love (1963), Thunderball (1965) eller Live and Let Die (1973), er den egentlige Bond-pige en noget mere hjælpeløs størrelse. Tatiana Romanova i From Russia With Love er helt hjælpeløs uden Bond; det samme er Domino i størsteparten af Thunderball og Solitaire i Live and Let Die.

I næsten alle filmene er der stærke og proaktive kvinder, men de dør undervejs, bl.a. fordi de som oftest er skurkens håndlander, f.eks. Fiona Volpe i Thunderball eller Helga Brandt i You Only Live Twice (1967). Aki, den smukke japanske efterretningsagent i You Only Live Twice er en lidt mærkelig størrelse, for hun er rent screentimemæssigt måske at regne som filmens primære Bond-pige, men på den anden side dør hun inden filmens klimaks.

Der skulle gå en rum tid, inden den primære Bond-pige også blev rigtig selvstændig; Contessa Teresa di Vincenzo (Diana Rigg) i On Her Majesty’s Secret Service (1969) er den første, men hun er også helt unik, idet Bond ikke bare forelsker sig regulært i hende, men faktisk gifter sig med hende.

Først langt op i 1970′erne kommer der flere eksempler på, at den primære Bond-pige er mere selvstændig og faktisk langt hen ad vejen Bonds ligemand – f.eks. den sovjetiske efterretningsagent Anya Amasova (Barbara Bach) i The Spy Who Loved Me (1977), Holly Goodhead (Lois Chiles) i Moonraker (1979), Pam Bouvier (Carey Lovell) i Timothy Dalton-filmen Licence to Kill (1989) og fra Brosnan-æraen Wai Lin (Michelle Yeoh) i Tomorrow Never Dies (1997) og Jinx Johnson (Halle Berry) i Die Another Day (2002). Men denne udvikling til trods er der aldrig tale om, at det er Bond-pigerne, der har det seksuelle initiativ; det kommer altid fra Bond selv eller fra de kvindelige skurke.

De kvindelige håndlangere kan endda opdeles i de rigtig slemme skurke, der godt kan finde ud af at tage det seksuelle initiativ eller i hvert fald lægger op til at lade sig forføre (f.eks. Fiona Volpe i Thunderball), og så de misforståede, der lige så meget som de reelle Bond-piger må forføres af Bond (f.eks. Corinne Dufour i Moonraker).

Med andre ord er der en dybt konservativ seksualmoral i Bond-filmene, der prædiker, at kvinder, der tager det seksuelle initativ er bad news, mens de, der skal forføres af manden er gode. Dette underbygges yderligere af det faktum, at kvinder, der går i seng med Bond uden at være filmens primære Bond-pige, har generelt dårlige odds på at overleve (med mindre hun udelukkende er en ultrakort flirt), og så ender vi pludselig i særdeles velkendt territorium, som vi kender til hudløshed fra f.eks. slashere og gyserfilm, hvor sex er en ret dårlig idé.

En fortsat fascination

Bond-filmenes konservatisme til trods er Bond-pigen en helt særlig filmisk figur, og måske er det netop på grund af konservatismen, at hun er omgærdet af så stor opmærksomhed fra de mandlige fans: Bond-pigen er den ultimative damsel in distress, som det kræver en ægte mand at redde og derfor underbygger hun James Bond-filmene som den ultimative drengedrøm.

Opmærksomheden omkring hvem der mon bliver den nye Bond-pige er altid stor, og ind imellem når det nærmest hysteriske dimensioner. F.eks. ville stoltheden i lille Danmark ingen ende tage, da Cecilie Thomsen havde en ultrakort optræden i begyndelsen af Tomorrow Never Dies (1997) som én af Bonds erobringer; ikke engang den egentlige Bond-pige, men én af Bonds mange flirter. Og i øvrigt en så lille rolle, at hun var én af dem, der ikke behøvede at dø senere i filmen.

For det meste er nysgerrigheden dog bare reel nysgerrighed, blandt andet fordi Bond-producenterne, næsten altid har evnet at finde nogle ekstremt smukke kvinder til rollerne – både som den primære Bond-pige og som “det løse”; skurkens håndlanger, tilfældige flirter og så videre. Eventuelle kvindelige læsere må derfor have os mænd undskyldt, hvis vi virker bare lidt mere end bare almindeligt interesserede i både hvem, der bliver den næste Bond-babe og hvem, der har kvindelige biroller i den næste Bond-film. Det er bare en del af spillets regler.

At Bond-pigerne så ikke altid har været den type skuespiller, der vinder priser for deres skuespil er en anden sag. Nu har Bond-filmene heller aldrig været Oscar-materiale, og heldigvis for det. Vi er i pulpland, og det er vi glade for her på stedet.

Udgivet i nr. 78 | 13/04/2012