Red, White & Blue

Britiske Simon Rumley gjorde sig bemærket med den anderledes gyser The Living and the Dead (2006) og vandt en del priser på forskellige filmfestivaler. Med sit barske og brutale hævndrama Red, White & Blue (2010) har Rumley lavet sin første film i USA. Hævn har altid været godt og solidt stof til film, og trods ujævnheder er Red, White & Blue en af de mest brutale hævnfilm, jeg har set i et stykke tid.

En rastløs pige på afveje

Den smukke, rastløse pige Erica (Amanda Fuller) sover aldrig i den samme seng to nætter i træk. Hendes hverdag er uden retning, og den eneste spænding i hendes liv er tilfældig sex med mange mænd. Hun er ensom og søger ikke kærlighed efter at være blevet skadet af sin dystre familiefortid, hvor hun blev voldtaget som lille af sin stedfar.

En af de mænd, Erica lige har haft sex med, er den håbefulde rockstjerne Franki (Marc Senter), der drømmer om at komme væk fra Austin, Texas og leve af sin musik, som han laver sammen med sine venner. Dog er Frankis liv ikke uden problemer, da hans mor er ved at dø af kræft.

Erica møder på et tidspunkt den mystiske soldat Nate (Noah Taylor), der lige er vendt hjem fra Irakkrigen. Han virker som en stille og harmløs person, men under overfladen gemmer der sig en farlig og voldelig psykopat. Han bliver betaget af Erica, og der opstår en slags venskab mellem dem. Men da Erica forsvinder sporløst, bliver Nate besat af at finde hende, og han er ikke bleg for at bruge vold om nødvendigt.

Rå, brutal og ujævn

Red, White & Blue har gode pointer med sin skræmmende historie. Den starter lovede med at man følger Erica på hendes færd og oplever hendes møde med Nate. Amanda Fuller formår at skabe interesse for sin karakter og gøre Erica ægte. Noah Taylor truer dog gang på gang med at stjæle scenerne med sin intense præstation som Nate, som man aldrig rigtig ved, hvor man har. Samspillet mellem ham og Fuller fungerer godt – uden at det bliver sentimentalt hvad angår deres pseudoforhold.

Der hvor Red, White & Blue bliver ujævn, er i filmens anden akt. Her er der fokus på Frankis liv med alt, hvad det indebærer. Trods godt skuespil fra Marc Senter som Franki, så er tempoet i de mange scener med ham desværre noget sløvt og truer med at kamme over i kedsomhed – med undtagelse af en vigtig scene mellem Franki og Erica, som jeg ikke vil afsløre her. Nogle cuts hist og pist havde nok hjulpet på historiens afvikling.

Tredje akt tilhører i høj grad Noah Taylor, som for alvor slår sig løs med sin psykopatrolle. Her bliver filmen også meget ubehagelig med nogle rystende voldsscener – især på grund af den intime måde, de er filmet på. Man føler, at man er i samme rum med Nate. Simon Rumley sparer ikke på de voldsomme scener og heller ikke på nøgenhed i filmens få sexscener. Han fremstår som en modig filmskaber, og det skal blive interessant at se, hvad han laver næste gang.

En nådeløs film trods ujævnheder

Red, White & Blue er dejligt nådeløs i sin ekstreme håndtering af sex, vold og hævn, og bakkes op af gode skuespillere i centrum. Havde anden akt af filmen været lige så god som første og tredje, så havde Red, White & Blue siddet lige i skabet som en sublim thriller.

Red, White & Blue er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr 78 | 13/04/2012

Stikord: Hævn