13. marts 2014

Hollow Man

Paul Verhoevens sidste Hollywood-film Hollow Man er langt fra god, men filmen har de groteske Verhoeven-trademarks, som er med til at give det forudsigelige og kedelige plot noget kant.

Mens han var der i Hollywood, var den berygtede, hollandske instruktør Paul Verhoeven filmbyens uartige dreng. Med sine sci fi-perler RoboCop (1987), Total Recall (1990) (på dansk: Sidste udkald) og Starship Troopers (1997) og de erotiske Basic Instinct (1992) (på dansk: Iskoldt begær) og Showgirls (1995) pissede han de amerikanske censurfolk og til dels filmanmelderne af med sin hang til nøgenhed, grafisk sex og ultravold.

Hans fjerde sci-fi-film, thrilleren Hollow Man (2000), som vi ser på her, har også de kendte Verhoeven-trademarks, selvom den langt fra er vellykket.

En usynlig mand er løs
Videnskabsfolkene forsøger at gøre gorillaen synlig.
En gruppe unge videnskabsfolk anført af den arrogante Sebastian Caine (Kevin Bacon) arbejder på et tophemmeligt projekt for militæret. De forsøger at skabe et serum, der kan gøre mennesker usynlige! I starten har de eksperimenteret med at gøre dyr (aber og hunde) usynlige, og de tester en synlighedsserum på en usynlig gorilla.

Med nød og næppe lykkedes dem at gøre gorillaen synlig, og Caine mener, at tiden er inde til at teste usynlighedsserumet på mennesker. Han undlader at fortælle militæret om sine seneste resultater, for selv at kunne blive verdens første usynlige menneske. Efter Caine er blevet usynlig, opstår der problemer med at gøre ham synlig, hvilket gør hans psyke mere og mere ustabil. Snart udvikler han sig til en trussel – især overfor sine kollegaer…

Utrolige transformations-scener
Den usynlige gorilla bider i en rotte!
Hollow Man vakte opmærksomhed på den tekniske front, for Verhoeven havde vilde idéer til transformationsscenerne i filmen. Han ville se kroppen forsvinde ét lag af gangen, så som hud, blodårer, fedt osv. Det krævede enormt meget computerarbejde for effektfirmaet Sony Imageworks for at skabe en detaljeret digital kopi af Kevin Bacons krop, og de var tvivl om, om de kunne gøre det.

Caine (Kevin Bacon) forsvinder et lag af gangen.
Men det kunne de, og de fik en Oscar-nominering for deres arbejde. Der er selvfølgelig sket meget indenfor de sidste 14 år hvad angår cgi, men de nærmest surrealistiske effekter holder sig faktisk godt i dag. Højdepunkterne er absolut transformationsscenerne.

Kevin Bacon har både før og efter Hollow Man spillet usympatiske personer med stil, bl.a. i film som The River Wild (1994), Sleepers (1996) og X-Men: First Class (2011). Hans præstation i Hollow Man er ingen undtagelse. Det er ret flot, at han formår at spille rollen uden at det tekniske hæmmer ham. Han er så ond, på den underholdende måde, og han gør filmen værd at se.

Standard slasherfilm uden gys
Caine med maske på.
Bacons medspillere har til gengæld ikke meget indhold i deres roller. Den labre Elisabeth Shue og Josh Brolin kæmper en brav kamp, mens de andre er kedelige og intetsigende. Manuskriptet af Andrew W. Marlow og Gary Scott Thompson er i det hele taget kedeligt bygget op trods de ellers gode inspirationer fra H.G. Wells’ romanklassiker The Invisible Man (1897) (på dansk: Den usynlige mand). De formår ikke at gøre filmen til andet end en ordinær slasherfilm med masser af død, men uden gys.

Caine og Linda (Elisabeth Shue) i konfrontation.
I Verhoevens hænder bliver Hollow Man særdeles voldelig og fræk hen ad vejen. Hans brug af sex og vold i Hollow Man er dog i små mængder i forhold til hans andre Hollywood-film, og i denne gang var censursystemet ikke så meget efter Verhoeven. Filmen fik en standard R-rating.

Hollow Man samarbejdede Verhoeven igen med filmkomponist-legenden Jerry Goldsmith. Goldsmiths scores til Total Recall og Basic Instinct hører til nogle af komponistens bedste, og selvom Goldsmiths musik til Hollow Man ikke når samme højder, så har scoret et fint hovedtema, der passer perfekt til filmens titelsekvens.

Langt fra en Paul Verhoeven-klassiker

Hollow Man er den indtil videre sidste Hollywood-film fra Verhoevens hånd og er desværre ikke en fremragende film. Bacons præstation, Elisabeth Shue og Josh Brolin, de unikke effekter og Verhoevens sans for det pikante og det voldsomme er de eneste lyspunkter. Og, nå ja, en topløs Rhona Mitra!

Det er en skam, at Verhoeven ikke laver flere film i Amerika. For var der én, der kunne sparke Hollywood i bollerne og ryste filmbyens vante rammer, så var det den herlige, gale hollænder.

3 stjerner

Titel: Hollow Man
Instruktør: Paul Verhoeven
Manuskript: Andrew W. Marlow, Gary Scott Thompson
Cast: Kevin Bacon (Sebastian Caine), Elisabeth Shue (Linda McKay), Josh Brolin (Matthew Kensington), Kim Dickens (Sarah Kennedy), Greg Grunberg (Carter Abbey), Joey Slotnick (Frank Chase), William Devane (Dr. Howard Kramer), Rhona Mitra (Sebastian’s nabo), Mary Randle (Janice Walton)
Producere: Alan Marshall (producer), Douglas Wick (producer), Marion Rosenberg (executive producer)
Foto: Jost Vacano
Klip: Mark Goldblatt
Musik: Jerry Goldsmith
Spilletid: 108 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, finsk og norsk
Produktionsland, år: USA, 2000
Produktionsselskaber: Columbia Pictures
Distributør (DVD): Egmont Film
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 101 | 13/03/2014