13. august 2013

Livide

Livide starter ud som konventionel horrorfilm og ender som en smuk og poetisk metafor for både forventninger og tab.

Livide er lige præcis den type film, der gør mig enormt glad for, at vi har Another World Entertainment på det danske marked. Det er også den type film, der gør, at jeg gladelig tilgiver AWE for, at selskabet ind imellem også udgiver film af en mildest talt tvivlsom kvalitet.

Livide er Alexandre Bustillo og Julien Maurys opfølger til den roste À l’intérieur (2007; engelsk: Inside), men hvor À l’intérieur var en blodig home invasion-film, er Livide, i det mindste på overfladen, en noget mere konventionel sag. Men skinnet bedrager, og i takt med at filmen skrider frem, bliver man som seer nødt til at erkende, at man står med en helt anden type film, end man forventede – om ikke plotmæssigt, så i hvert fald tonalt.

I praktik som hjemmesygeplejerske
Lucie bliver hentet af Madame Wilson.
I filmens indledning møder vi den unge pige Lucie (Chloé Coulloud), der skal i praktik som hjemmesygeplejerske. Hun kører rundt til en række patienter sammen med den garvede Madame Wilson (Catherine Jacob), og undervejs når de frem til et stort, afsidesliggende hus.

Her får Lucie indledningsvist at vide, at hun ikke må komme med ind – hun er ”ikke parat” til en patient af den type – men det gør hende naturligvis bare nysgerrig, og hun går ind alligevel. Her introducerer Wilson hende for den ældgamle Madame Jessel, der har ligget i koma i årevis, men som engang var en berømt danselærerinde. Wilson fortæller Lucie, at Madame Jessel engang havde en datter, men at datteren for længst er død. Hun fortæller også Lucie, at et rygte vil vide, at der er en skat et sted i Jessels store hus.

Sent samme aften vender Lucie tilbage til Jessels hus sammen med sin kæreste Will (Félix Moati) og Wills bror Ben (Jérémy Kapone) for at lede efter skatten. Det skulle de selvfølgelig aldrig have gjort!

Fra horror til eventyr
Madame Jessels hus.
Præcis hvordan Livide udvikler sig, skal jeg ikke afsløre her, men i tredje akt tager filmen en drejning, der flytter den ud af horrorgenren og over i noget, der minder mere om et eventyr. Det er ikke uden grund, at LivideIMDb beskrives som ”Fantasy / Horror”, og det er bestemt heller ikke uden grund, at flere anmeldere har sammenlignet filmens stil og tone med noget, Guillermo del Toro kunne have lavet. Der er elementer i Livide, der klart leder tankerne i retning af El laberinto del fauno (2006; dansk: Pans labyrint).

Madame Jessel. Creepy, eh?
Indledningsvist udspiller Livide sig ellers som klassisk haunted house-horror: De tre unge trænger ind i det store, uhyggelige hus om natten. De finder bl.a. et creepy børneværelse, hvor mekaniske dukker med hoveder af udstoppede dyr sidder omkring et bord (og dukkerne kan vel at mærke bevæge hovederne!), men endnu mere uhyggeligt bliver det, da de finder nøglen til en låst dør.

Der står en død – udstoppet? – pige i ballerinakostume som en del af noget, der bedst kan beskrives som en oversize spilledåse. Men da de tre unge begår den fejl at starte spilledåsen, sker der noget: Pludselig hører de lyde fra Madame Jessels værelse, men den komatøse kvinde kan jo umuligt være vågnet op, eller hvad….?

Artfilm-elementer
Vore tre hovedpersoner begynder at indse, at de er ude, hvor de ikke kan bunde.
Herefter er det, at Livide langsomt begynder at glide fra noget, der er forholdsvist rendyrket horror, og over i noget langt mere drømmende. I denne del af filmen er der også stedvise mindelser om nogle af Dario Argentos værker fra senhalvfjerdserne og de tidlige firsere, hvor drøm og virkelighed smelter sammen og al konventionel plotudvikling opgives.

Så udsyret som f.eks. Inferno (1980) bliver Livide aldrig, selvom Jessels hus klart afspejler et sted, hvor virkeligheden er under opløsning. I stedet for den totale opløsning af narrativ og virkelighedsfornemmelse, holder Bustillo og Maury sig inden for rammerne af noget, der med lidt god vilje kan kaldes et stringent plot.

Vi får sågar en form for forklaring – om end vag – på, hvad det er, der foregår (og tidligere er foregået) i huset, bl.a. igennem et par smukt realiserede flashbacksekvenser. Det er også her, og i filmens sidste scener, at Livide går hen og bliver decideret poetisk. Slutningen af filmen er faldet en del for brystet, men jeg er faktisk ret begejstret for den, bl.a. fordi den er vidunderligt tvetydig.

En udstoppet ballerina?
Det er måske rigtig nok, at Livide hen imod slutningen bliver ret prætentiøs på en temmelig kunstlet facon, men jeg nåede aldrig til et punkt, hvor jeg fandt filmen arty farty på den ufede måde. Her afslutter Bustillo og Maury nemlig filmen, inden den når alt for langt ud på overdrevet, og det er klogt.

En anden grund til, at det bevidst og meget smukt udførte artfilm-aspekt ved Livide fungerer så godt, som jeg synes, det gør, er, at Livide ikke bare er en horrorfilm. Det er helt tydeligt en film, der er skrevet, fordi forfatterne (også Bustillo og Maury) har noget på hjerte. Tidligere i filmen har vi fået slået fast, at Lucies mor (Béatrice Dalle i en kort cameo) få måneder tidligere har begået selvmord, og forholdet mellem mødre og døtre er nøglen til Livide – ikke bare til plottet, men også til billedsproget. På den måde bliver Livide til en smuk og poetisk metafor for både forventninger og tab.

Mellem to stole
Fra en af filmens flashbacksekvenser.
Til gengæld kan man heller ikke klandre de, der vil mene, at Livide sætter sig lidt mellem to stole. Gennem mere end to tredjedele af filmen er vi på meget konventionelt horrorterritorium, hvor tingene egentlig fungerer glimrende på egne, klassiske forudsætninger. Stilskiftet kan derfor synes en kende voldsomt, da det kommer, også selvom vi billed- og stemningsmæssigt fortsætter i det dunkelt gotiske.

Selvom Livide på den måde ”snyder” sit publikum ved meget længe at udgive sig for noget, filmen i sidste ende ikke vil være, nemlig old school-horror, ender det hele alligevel med – i det mindste for mig – at gå op i en højere enhed, og efter min mening er Livide en bedre film netop af den grund.

Om ikke andet bør man se Livide for dens billeder, som er fænomenalt gode hele vejen igennem. Det skyldes ikke bare, at Bustillo og Maury tydeligvis har haft en klar vision for filmen, men også, at håndværket på filmen har været af høj kvalitet: Scenografien og fotograferingen er forrygende, og det er længe siden, et gammelt og stort hus på film har været så uhyggeligt. Endelig synes jeg, komponisten Raphael Gesqua fortjener ros for at undgå genrens fortærskede klichéer, selv på steder, hvor det ville have været nemt at falde for fristelsen.

Poetisk
Fra én af de andre flashbacksekvenser, hvor eventyrelementerne træder tydeligt frem.
Livide var en overordentlig god filmoplevelse for mig. Jeg var behørigt skræmt i de dele af filmen, der gik efter den reaktion, men jeg blev også grebet, da tonen og stilen ændrede retning og gjorde Livide til én af de få horrorfilm, jeg har set, hvor tillægsordet ”poetisk” virkelig er rammende.

To af de bedste horrorfilm, jeg har set inden for de sidste fem år, er franske, og begge er karakteriseret ved på uventet vis at ændre retning midt i det hele. Men hvor mesterværket Martyrs (2008) er en film, jeg stadig ikke ved, om jeg nogensinde får lyst til at se igen, er Livide en film, jeg er overbevist om, at jeg vil gense. Helt så god som Martyrs er den ikke, men mindre kan også sagtens gøre det.

Livide er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

5 stjerner

Titel: Livide
Andre titler: Livid
Instruktør: Alexandre Bustillo & Julien Maury
Manuskript: Julien Maury & Alexandre Bustillo
Cast: Chloé Coulloud (Lucie Klavel), Félix Moati (William), Jérémy Kapone (Ben), Catherine Jacob (Catherine Wilson), Béatrice Dalle (Lucies mor)
Producere: Vérane Frédiani (producer), Franck Ribière (producer)
Musik: Raphael Gesqua
Foto: Laurent Barès
Klip: Baxter
Spilletid: 88 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Fransk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Frankrig, 2011
Produktionsselskaber: La Fabrique 2, SND, La Ferme! Productions, Plug Effects, Canal+, CinéCinéma, Coficup, Backup Films, Cofimage 22
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 94 | 13/08/2013