13. august 2011

Martyrs

MartyrsJeg er i tvivl om, om jeg nogensinde skal se den dybt ubehagelige Martyrs igen. Men alligevel må jeg blankt erkende, at jeg mener, den er et mesterværk.

I prologen til Martyrs ser vi en slemt forslået pige, der flygter fra en forladt industribygning. Igennem et kort og velafviklet stykke eksposition får vi derefter at vide, at pigen, Lucie, har været holdt fanget i lang tid og er blevet udsat for systematisk tortur og mishandling. Lucie kommer på en institution, hvor hun lærer den jævnaldrende Anna at kende, og samtidig antydes det for os, at et eller andet form for overnaturligt væsen forfølger Anna.

Scenen skifter. Det er femten år senere, og vi befinder os i et helt almindeligt hus hos en helt almindelig familie. Far, mor, teenage-søn og teenage-datter er ved at spise morgenmad. Det ringer på døren, og derefter følger de mest grafiske nedskydninger, jeg har set på film. Det er Lucie, der er dukket op, og hun likviderer koldblodigt alle fire med et haglgevær.

Den måde hun ser ud på, gør det tydeligt for os, at Lucie ikke har det godt. Hun ringer til Anna, der snart efter dukker op og bliver rædselsslagen over, hvad Lucie har gjort. Lucie fastholder, at manden og kvinden var dem, der mishandlede hende som barn, men det står klart, at Anna ikke tror på hende.

Hemmeligt rum

Alligevel prøver hun at hjælpe Lucie, men det er svært, for hvad end det er, der forfølger Lucie, driver det hende længere og længere ud. Her er der ikke længere nogen tvivl om, at det “monster”, der hjemsøger Lucie, ikke er virkeligt, men en del af hendes psykose.

Men da Anna opdager et hemmeligt rum i den helt almindelige families helt almindelige hus, går sandheden op for hende. Og her er det, at Martyrs tager en drejning. Her er det også, at handlingsreferatet skal slutte, for jo mindre man ved om, hvordan filmen fortsætter, jo bedre er det.

Det eneste jeg her vil konstatere er, at Pascal Laugier, der både har skrevet og instrueret Martyrs, formentlig har set Jaume Belaguerós Los sin nombre (1999) og/eller læst Ramsey Campbells roman The Nameless (1981), som Los sin nombre er baseret på.

Ren, uforfalsket ondskab

Den drejning Martyrs tager, gør den ikke alene til den ubetinget mest ubehagelige film, jeg nogensinde har set, men også til den ondeste og mest nihilistiske – i hvert fald i sin umiddelbare fremtoning om ikke i sine underliggende budskaber. De sidste 20-30 minutter af Martyrs er meget, meget svære at sidde igennem, og jeg overdriver på ingen måde, når jeg siger, at det her slet, slet ikke er en film for alle. Da rulleteksterne endeligt løb over skærmen, havde jeg en knude i maven og var på nippet til at føle fysisk ubehag.

Den eneste anden gang, jeg har oplevet den samme intense fornemmelse af ubehag var første gang, jeg så The Texas Chainsaw Massacre (1974), og dengang var det et resultat af en latterligt høj og effektiv spændingskurve med thrill på thrill og no rest for the wicked. Ved Martyrs var det på grund af fornemmelsen af, at have været vidne til en kold dokumentation af noget, der udspringer af de mørkeste og mest depraverede irgange i den menneskelige sjæl.

Dermed følger også, at jeg på ingen måde ellers vil sammenligne Martyrs og The Texas Chainsaw Massacre. Texas Chainsaw er på mange måder en relativt straightforward horrorfilm, der bare fungerer helt eminent på grund af sin stil og nogle fantastiske skuespilpræstationer. Martyrs er en helt anden størrelse.

Ikke konventionel underholdning

Jeg kendte ikke synderligt meget til Martyrs, før jeg så filmen. De anmeldelser jeg havde læst af filmen havde været barmhjertigt karrige med plotdetaljerne, og det er af samme grund, at jeg ikke selv ønsker at afsløre for meget. Af samme grund har vi også droppet screenshots fra filmen i denne anmeldelse.

Hvis man læser bag på coveret af Another World Entertainments danske udgivelse, kunne man få indtrykket af, at filmen udspiller sig som en form for rape ‘n revenge-film, hvor Lucie og Anna tager en frygtelig, frygtelig hævn over de, der mishandlede Lucie. Intet kunne være længere fra sandheden.

Coverteksten fortæller også, at Martyrs på overfladen kan fremstå som en hårdere version af Hostel (2005), men siger videre, at den er meget mere end det. Det er en vigtig kvalifikation at få med, for selv om nogle af virkemidlerne måske er fælles med film inden for torture porn-genren, så er Martyrs ikke en del af denne uheldigt navngivne genre. Saw- og Hostel-filmene bruger ekstrem vold og tortur til nogle ret konventionelle gyserhistorier, der har til formål at underholde. Martyrs er ikke konventionel, og filmens sidste 20-30 minutter er bestemt ikke underholdning.

Eksistentialistisk

Det er svært at sige alt for meget uden at risikere at afsløre noget, der ikke bør afsløres, men Laugier bruger sine ekstreme virkemidler til at udstille det, man kan kalde fanatismens yderste og ondeste konsekvens. Samtidig viser han, hvordan den allermest ekstreme fanatisme og den mest afsindige ondskab ofte gemmer sig bag helt almindelige ansigter. Heri ligger en del af filmens budskab, der måske hverken er nyt eller banebrydende, men som gang på gang bliver bekræftet af virkeligheden.

For man må ikke lade sig snyde af den nihilistiske stemning, der gennemsyrer Martyrs. Det er ikke en nihilistisk film som sådan. Den bruger sin onde og nihilistiske stemning til at opbygge budskaber og metaforer, der fungerer i forhold til mange forskellige ting, samt til at stille spørgsmål. Som sådan kan den ses som alt fra en udforskning af fanatisme til et tankeeksperiment over, hvorvidt der rent faktisk findes værre dyr end Josef Fritzl.

Det mest enkle og direkte spørgsmål er måske: Hvor går grænsen for, hvad mennesker er parate til at gøre ved hinanden? Og hvad er meningen med det hele, hvis der rent faktisk findes mennesker, der er parat til at gøre noget så ondt som dette? Som sådan kan Martyrs også klassificeres som en eksistentialistisk horrorfilm.

Teknisk effektiv

Teknisk set er Martyrs en forbandet effektiv film. Den er på ingen måde prangende eller forsynet med tjekkede virkemidler. Fotograferingen er doven, nærmest objektivt beskuende, og det gør det hele langt mere intenst og langt mere ubehageligt. Samtidig er filmen helt renset for det metalag, der f.eks. findes i Hanekes Funny Games (1997), som ellers filosoferer over nogle af de samme ting.

Martyrs er en ekstremt voldelig og brutal film, men de konventionelle og blodige effekter hører næsten udelukkende til i filmens første del med haglgeværmordene. Her er Martyrs utroligt blodig. Da handlingen tager den urovækkende drejning er det make up-effekterne, der er de vigtigste. Alt er veludført, troværdigt og igen fotograferet på den stille, registrerende facon, der især gør de sidste 20 minutter så grusomme.

Det eneste knæfald for klassisk horror, som Laugier gør, er det radbrækkede fantasigespenst, Lucie forfølges af. Her er vi i J-Horror-land, og selv om det fungerer fint, står gespenstet alligevel som en underligt konventionel effekt i en film, der ellers er alt andet end konventionel.

Konventionel er måske også til dels det metafysiske lag, filmen får i sin anden del, og som gør sammenligningerne med Los sin nombre uundgåelige. Men det fungerer alligevel fint i konteksten, og da en ældre dame dukker op med nogle rædselsvækkende fotografier, ved man godt, at det her ender skidt, skidt, skidt.

Skuespillerne gør det alle glimrende, og man tror både på Mylène Jampanoï som Lucie og Morjana Alaoui som Anna. Resten af de medvirkende har meget lidt at skulle have sagt, helt bogstaveligt, men også de udfylder deres roller fint.

En mørk perle

Den nye bølge af franske horrorfilm, der også tæller titler som Haute Tension (2003), A l’interieur (2007) og Frontière(s) (2007) har rykket grænser for, hvad vi har været vant til at se i europæiske horrorfilm og i horrorfilm generelt. Her skriver Martyrs sig flot ind som en meget mørk perle i selskabet, og selv om jeg er i tvivl om, om jeg nogensinde skal se Martyrs igen, må jeg blankt erkende, at jeg er dybt imponeret over filmen, som i min bog er et lille mesterværk.

Det er meget få horrorfilm, der gør mig virkeligt ubehagelig til mode. Ligeledes er det er meget få horrorfilm, der får mig til at reflektere. Martyrs gjorde begge dele, og dermed er det ikke alene en formidabel horrorfilm, men bare en ret formidabel film, som AWE skal have stor tak for, at de har sendt ud på det danske marked.

Martyrs er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

6 stjerner

Titel: Martyrs
Instruktør: Pascal Laugier
Manuskript: Pascal Laugier
Cast: Morjana Alaoui (Anna), Mylène Jampanoï (Lucie), Catherine Bégin (Mademoiselle)
Producere: Richard Grandpierre (producer), Simon Trottier (producer), Fréderic Doniguian (executive producer), Marcel Giroux (executive producer)
Foto: Stéphane Martin, Nathalie Moliavko-Visotzky & Bruno Philip
Klip: Sébastien Prangère
Spilletid: 95 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 2.0, Dolby Digital 5.1
Sprog: Fransk
Undertekster: Dansk
Produktionsland, år: Frankrig/Canada, 2008
Produktionsselskaber: Canal Horizons, Canal+, CinéCinéma, Ekswad, TCB Film, Wild Bunch
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/08/2011