The Thing

11 minutters læsetid
The Thing

Inden du kaster dig over denne anmeldelse, opfordrer vi til, at du læser artiklen Mens vi venter på The Thing.

Efter at have arbejdet med The Thing på flere måder (Rasmus stod bl.a. bag oversættelsen af kortromanen, der ligger til grund for John Carpenters The Thing, – red.) vil undertegnede nu sætte punktum én gang for alle med denne udvidede anmeldelse.

Åh ja, der kommer skam til at handle om filmen, men da det er så lang tid after the fact (filmen skulle være kommet i biffen i november, og DVD’en udkom i begyndelsen af april), virkede det på sin plads af strø om sig med rygter fra produktionsprocessen samt lidt guf fra de dejlige mennesker på fansiden outpost31.com.

Undertegnede fik nemlig (sammen med mange andre) mulighed for at stille instruktøren nogle få spørgsmål over forummet på outpost31.com, og jeg vil parafrasere svarene i løbet af anmeldelsen.
Overordnet, så hintede instruktøren flere gange, at manuskriptet ikke var tilfredsstillende samt at studiet krævede en anden slutning indsat.

Jeg kontaktede også Ulrich Thomsen (der spiller en stor rolle) via hans agent, men han er tydeligvis en sky mand (hverken til stede på Facebook eller via egen hjemmeside), så jeg trængte ikke igennem.

Mangel på situationsfornemmelse

Filmen har ikke klaret sig godt, hvilket ret beset er studiets og distributørernes fejl. Det var oprindelig planen, at nogle af os entusiastiske fans skulle have lavet lidt sjov og ballade i forbindelse med den danske premiere (sneak previews på Star Wars-udstillingen i Høje Taastrup i efterårsferien 2011 samt den obligatoriske optræden og udstilling af samleobjekter ved premieren), men distributøren, UIP, trak pludselig filmen tilbage, samme dag som jeg skulle have haft et møde med dem.

Dette skyldes til dels en imponerende mangel på situationsfornemmelse fra alle parters side (lad os blot nøjes med at sige, at ingen kvinder bør involveres når det gælder mandefilm), men måske også at filmen klarede sig dårligt i USA. Det er bemærkelsesværdigt, at filmen hverken har fået biografpremiere i Holland (instruktørens hjemland) eller her i Danmark – på trods af at danske Ulrich Thomsen spiller én af hovedrollerne!

I forbindelse med den danske DVD-udgivelse er Ulrich Thomsens rolle ej heller blevet fremhævet nogen steder, og undertegnedes ihærdige forsøg på at lave lidt lir i Blockbuster i forbindelse med udgivelsen blev mødt med det svar, at de ikke regnede med den overhovedet.

Kort fortalt har alle fra studiet, agenten, udgiverne, distributørerne og PR-holdet gjort deres bedste for at begrave filmen og satse på andre heste. Jeg kunne have fattet et vink med en vognstang og ladet både filmen og egen oversættelse af historien hvile i fred, men i stedet vil jeg én gang for alle bevise, hvorfor menneskeheden er dødsdømt, den dag vi rent faktisk finder et dødbringende væsen begravet i isen: Vi vil simpelthen ikke kunne modstå fristelsen til at pille ved det.

Handlingen og kildematerialet

Der er desværre ikke ret meget at sige om selve historien. Videnskabsfolk finder et formskiftende væsen i isen, som så undslipper og slår dem alle ihjel – eller gør det? (det er næppe en spoiler, eftersom der er tale om en prequel). Altså en typisk, typisk creature feature.

Det var 1982-udgaven basalt set også, men der var et unikt væsen med, som vi lærte en hel del om. Og endnu bedre: Der var en masse, vi ikke fandt ud af, hvilket betød masser af ubesvarede spørgsmål til senere opfølgere og tegneserier!

I denne film udforskes desværre intet, som fans af 1982-udgaven ikke allerede ved, og tillige har filmen fuldkommen samme spændingskurve – bortset fra at der er langt mere action og faktiske jagtscener (hvor hovedpersonerne i 1982-udgaven for det meste blot så til i rædsel).

Lad det være sagt med det samme, at en filmserie sagtens kan tage springet fra diskret horror udbygget med effekter til regulær action (fra Alien til Aliens) – det virker bare ikke her. Det store spørgsmål er hvorfor? Nogle holder stadig på, at 1982-udgaven føles meget ujævn, fordi den er 90 % snak og 10 % banebrydende special effects. Så med lidt god vilje kan det godt siges, at denne films øgede indhold af action og mindre dialog gør den strammere pacet. Den er da også helt habilt, om end meget forudsigeligt, instrueret.

Visse trailers og teasers viste corny dialog (der heldigvis er blevet fjernet) og gav det indtryk, at vi ville blive ramt af jump-scares og den typiske slasher-dødsscene, hvor nogen bliver trukket skrigende ind i mørket. Det undgår vi heldigvis også i vidt omfang. Og nul sex, nul irriterende karakterer, ingen overdreven dumhed, og ingen comeuppance kills. Så vidt så godt, men vi er stadig ikke i nærheden af f.eks. Aliens, eller sågar Predators.

Når navnlig Aliens er så god, som den er, er det fordi, vi tilbragte en masse tid i selskab med et stort cast af spændende karakterer, og fordi vi lærte en masse, vi ikke vidste i forvejen: Om rumvæsenernes bo, deres dronning – og meget mere om det skumle firma og dets robotter.

Selv dårlige sequels som Screamers 2: The Hunting gav os et møde med dræberrobotternes opfinder samt en ny evne til at overtage mennesker. Selv den ofte udskældte Predator 2 gav os et indblik i rumvæsenets kultur og trofæsamling.

En forhistorie kan sagtens fungere, hvis den besvarer de spørgsmål, som publikum har stillet sig selv, på en kreativ og overraskende vis. “Jo mindre man ved, jo bedre” er simpelthen en one-trick pony.

De gode spørgsmål besvares ikke

De åbenlyse spørgsmål er her: Hvordan og hvorfor rumskibet styrtede, hvad tingen vil, hvor den er fra, om den har nogen ”grundform”, og om den kan kommunikere. Kontinuitetsspørgsmål, såsom hvordan en økse havnede i en dør – eller hvordan et vanskabt lig havnede udenfor – dét er langt mindre interessante spørgsmål. De fleste af de gode spørgsmål lades desværre ubesvarede på grund af dårlige prioriteringer fra filmholdets side og et slet og ret uambitiøst manus. Så er det sagt.

Vi får næsten intet set af rumskibet og dets teknologi, og vi får meget lidt at vide om hvilke andre former, rumvæsenet ville kunne imitere. Dermed bortfalder hele grundlaget for overhovedet at have en forhistorie.

Men ret skal være ret: Det var faktisk planlagt at afsløre, hvorfor skibet styrtede og hvorfor tingen frøs ned udenfor. Ikke mindst skulle vi have fået et indblik i hvem, der styrede rumskibet. Havde bare noget af dette fået lov at stå, var der selvsagt kommet en langt mere interessant historie ud af det. At det så ikke er sket, er hverken instruktørens eller manuskriptforfatterens fejl, men tværtimod studiet, der ønskede handlingen forsimplet (navnlig slutningen). Produktionsfotos bekræfter deres side af historien.

Det er skuffende, hvor lidt brug der er gjort af forlægget, dvs. novellen, når man tænker på, at filmen dækker samme del af handlingen, hvor rumskib og rumvæsen afdækkes. Forlægget havde en meget simpel, men forståelig, menneskelig konflikt, hvor de forskellige videnskabsmænd har forskellige opfattelser pga. deres faglige baggrund. Eksempelvis diskuteres hele konceptet om sygdomme fra rummet indgående i forlægget, hvilket formentlig er hvad “tingen” er.

I stedet får vi en simplere magtkonflikt, hvor den ledende videnskabsmand, Sander (Ulrich Thomsen) insisterer på at tage en vævsprøve, mens hovedpersonen Kate (Mary Elizabeth Winstead) advarer om, at det ikke er sikkert. Det almindelige publikum ville ikke ane hvorfor. Så meget for novellen.

Hvad 1951-udgaven angår, er det rart at kunne mærke, at videnskabsmanden Carrington er blevet opdateret i skikkelse af nævnte Sander Halvorson, men uden at være nær så campy. Det er fedt, at de er trådt et skridt tilbage og har ladet sig inspirere af de forskellige udgaver af historien – novellen såvel som film.

Kontinuitetsfejl

Hvad 1982-udgaven angår – den film, som indeværende film er en forhistorie til – er det ikke det værd at bruge alt for meget tid på kontinuitetsfejl, men der er dog nogle åbenlyse fejl, såsom at rumskibet er blevet totalt blotlagt i 1982-udgaven, mens det her ligger i en hule. Langt mere kritisk er det, at spillereglerne for “tingens” evner er lavet om. Havde det været en genindspilning, havde der ikke været noget i vejen for det, men selv da ryger noget af idéen med monstret.

Det, der er lavet om, er, at både forlægget og 1982-filmen forudsatte, at efterligningerne er perfekte, både hvad opførsel og udseende angår. Sådan er det ikke i denne forhistorie. Hvorfor? Måske for at publikum kan gætte med på, hvem der er et monster. Det ville være o.k., hvis ikke det allermest spændende ved væsenet var, at det netop ikke kunne blive fanget på det forkerte ben ved at agere anderledes. Denne ændring viser slet og ret, at manuskriptforfatteren slet ikke har forstået mytologien bag monstret.

Selv om mange af filmens problemer åbenlyst skyldes manuskriptet og gennemtvungne beslutninger fra studiets side, har instruktøren også selv lavet nogle bøffer. Ikke alene er ingen af de tidligere udkast (skrevet af Frank Darabont til Sy Fy Channel og senere af Ronald D. Moore, kendt for Battlestar Galactica) blevet brugt i noget omfang; de er heller ikke blevet læst. Dette virker decideret dumt, i betragtning af at instruktøren øjensynligt var utilfreds med manuskriptet.

Dårligt fungerende roller

Der er for få karakterer i filmen. Ikke dermed sagt, at castet er for lille – det er faktisk større end i nogen af de øvrige udgaver – men der er kun tre egentlige karakterer. Der er palæontologen Kate, der fungerer som en identificerbar karakter uden den store udvikling, og dertil den ubehagelige mikrobiolog dr. Sander Halvorson og den lidt klovnede, men enormt hyggelige Lars (spillet af norske Jørgen Langhelle). De amerikanske karakterer Adam (Eric Christian Olsen) og Carter (Joel Edgerton) både siger og gør rigtig meget, men de har ingen personlighed.

Igen er der meget lidt at sige om Kate, andet end at det er godt at se at Mary Elisabeth Winstead kan og vil spille andet end nuttet. Det er det typiske sci-fi-greb at have nogen, der skal have forklaret en masse, men for pokker hvor er det uinteressant at fokusere på denne karakter! Så er Sander Halvorson – der trods det norsk-klingende navn er åbenlyst dansk – en langt bedre karakter, fordi der ligger en agenda skjult i hans videnskabelige nysgerrighed og magtbegær.

Det er bare synd, at det ikke rigtig bliver til noget. Det ville have været fjollet og utidssvarende at have ham som en gal videnskabsmand, som monstrets hjælper eller som den stereotype idiot, hvis beslutninger får de andre slået ihjel (*host* Deepstar Six *host*). Det virker blot, som om han kunne og burde have haft en rigtig agenda. Lars er en uakademisk gut, der sådan set blot hænger ud, men han tilføjer en masse realisme og varme til alle de scener, han er med i.

Det store fejlgreb – ud over at have så få udbyggede karakterer – er, at ingen af dem kan spille op mod hinanden. Kate er for almindelig (dvs. allround-fornuftig) til at opponere særlig kraftigt mod den urimelige Sander, men selv Sander er trods alt for tilbageholdende til, at nogen særlig reaktion er påkrævet. Lars holder sig per definition i baggrunden.

Der bliver talt flere forskellige sprog, så ikke alle kan forstå hinanden – engelsk og norsk/dansk – men bortset fra nogle få replikker bruges det ikke til at skabe en konflikt med. Således er denne film den første udgave, der mangler en særligt fremtrædende menneskelig konflikt, hvilket var styrken, hvis ikke fokus, i alle de øvrige.

Effekterne

Et interview med special effects-folkene (også foretaget af outpost31.com) viser også, at der blev lagt mange kræfter i praktiske effekter, men at disse blev erstattet med CGI; igen på studiets foranledning og for at monstret kunne bevæge sig hurtigere.

Det virker som et ærgerligt spild af ressourcer, især når der manglede penge til nogle scener, men flot ser det ud. CGI kan trods alt virke, hvis det, der fremstilles, er fremmedartet nok. Det er heldigvis tilfældet det meste af tiden, men navnlig mod slutningen er der nogle effekter, der er decideret pinlige, nok mest fordi de blev skabt til den ændrede slutning i sidste øjeblik.

Designet er desværre ikke særligt spændende, i hvert fald ikke hvis man har set 1982-udgaven. Der var der en form for pervers logik i rumvæsenets transformationer, hvor det gjorde brug af dele og evner fra væsener, det allerede havde været i kontakt med. Nogle af delene kunne genkendes fra mennesker og hunde; andre måtte stamme fra rummet.

Netop denne udgaves brug af CGI kunne have muliggjort brugen af enhver fremmedartet form, som effects-folkene havde lyst til, men da vi først øjner væsenet, er det desværre ikke blåligt og ormeagtigt som i forlægget, men ligner den type insektvæsen, der er set alt for mange gange. Herefter efterligner tingen stort set den samme type væsen resten af filmen, hvilket endda er en type transformation, man kan genkende fra 1982.

Musikken

Med flere Oscarnomineringer og min egen favorit Hellboy bag sig står Marco Beltrami bestemt ikke tilbage for Dimitri Tiomkin (der skrev musikken til 1951-udgaven) eller Ennio Morricone og John Carpenter (der skrev musikken til 1982-udgaven). Men her virker det, som om han har været bundet på hænder og fødder. Det er stemningsfuldt og passende (og minder i sine bedste øjeblikke om zombiescenen i Heavy Metal), men det er også utrolig anonymt.

Afsluttende bemærkninger

Alt i alt virker det, som om man havde alle de rette idéer, men at de ikke rigtigt er kommet til udtryk. Man dækker samme del af historien som novellen, men gør ikke brug af dialogen. Man tager en god karakter fra 1951-udgaven for at skabe en anderledes menneskelig konflikt end i 1982-udgaven, men konflikten udebliver. Man er klar over, at der skal være kontinuitet, men er ikke særlig stringent. Man ved, at der skal være et svar på rumskibets gåde, men ændrer det i sidste øjeblik. Man er klar over, at man må følge op på 1982-udgavens enestående designs, og det gør man ved at genbruge ét eneste af dem.

Så tæt på og så alligevel så fandens langt fra. Lad denne film stå som en advarsel mod at give sig i kast med en klassiker og dens ubesvarede spørgsmål og så ikke tage skridtet fuldt ud. For netop ved at wimpe ud og ikke bruge praktiske effekter, ved at fokusere mere på action, ved at droppe biografpremiererne og PR-arbejdet, blev det en selvopfyldende profeti om et flop.

Og det er især ærgerligt, fordi en god prequel kunne have været med til at fjerne stigmaet omkring denne type fortællinger. The Thing from Another World var også hellig og urørlig som filmklassiker, inden The Thing satte en ny standard.

Åh jo, og hvorfor fanden hedder den også The Thing, når der er tale om en forhistorie? Gah!

2 stjerner
Titel: The Thing
Instruktør: Matthijs van Heijningen Jr.
Manuskript: Eric Heisserer
Cast: Mary Elizabeth Winstead (Kate Lloyd), Joel Edgerton (Sam Carter), Ulrich Thomsen (Dr. Sander Halvorson), Eric Christian Olsen (Adam Finch), Adewale Akinnuoye-Agbaje (Derek Jameson), Paul Braunstein (Griggs), Trond Espen Seim (Edvard Wolner), Kim Bubbs (Juliette), Jørgen Langhelle (Lars)
Producere: Marc Abraham (producer), Eric Newman (producer), J. Miles Dale (executive producer), David Foster (executive producer), Gabrielle Neimand (executive producer), Lawrence Turman (executive producer)
Foto: Michel Abramowicz
Klip: Peter Boyle, Julian Clarke, Jono Griffith
Musik: Marco Beltrami
Spilletid: 103 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk, tysk
Produktionsland, år: USA/Canada, 2011
Produktionsselskaber: Morgan Creek Productions, Universal Pictures, Strike Entertainment
Distributør (DVD): Universal
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 80 | 13/06/2012

Stikord: Antarktis, Prequel

Rasmus Wichmann. Rasmus har skrevet for Himmelskibet 2007-2011, Novum 2011-2012, samt bidraget med shows til Fantasticon og oversættelser for Science Fiction Cirklen.

Skriv et svar

Your email address will not be published.