13. april 2011

Il cartaio

Il cartaioIl cartaio er én af Dario Argentos mest udskældte film, men det er lidt urimeligt, for selv om den bestemt ikke er noget mesterværk, er Il cartaio egentlig en meget habil lille thriller.

Vi har set det før: Instruktører der lægger så stærkt ud tidligt i deres karriere, at de senere har svært ved at leve op til deres tidlige film. Tænk bare på John Carpenter, der slog igennem med sin tredje spillefilm, mesterværket Halloween (1978), og fulgte den op med The Fog (1980), Escape from New York (1981) og The Thing (1982). Men derefter har der været langt mellem snapsene.

Dario Argento er langt fra så grelt et eksempel som Carpenter. Argento har holdt et relativt højt niveau siden hans glimrende gialli fra 1970′erne og mesterværket Suspiria fra 1977. Men helt holde niveauet har han alligevel ikke kunne. Den skuffende afslutning på ”Le tre madri”-trilogien, La terza madre (2007) er et eksempel, men det var også gået galt inden da. Argentos absolut mest udskældte film, Opera, er fra 1987, mens Il cartaio er fra 2004.

Il cartaio (på dansk Pokerspilleren og på engelsk The Card Player) er da heller ikke noget mesterværk og kvalitativt er den langt ringere end giallierne fra 1970′erne, men hvis man skruer sine forventninger lidt ned, vil man se, at Il cartaio faktisk er en ganske habil lille thriller.

Pokerspillende morder
Anna Mari (Stefania Rocca) - til venstre politichefen
Anna Mari (Stefania Rocca) - til venstre politichefen

Vi befinder os i Rom. En kvindelig engelsk turist er blevet kidnappet, da politikvinden Anna Mari (Stefania Rocca) får en email fra bortføreren. Bortføreren vil spille onlinepoker om kvindens liv. Hvis politiet vinder, slippes kvinden fri. Hvis bortføreren vinder, bliver kvinden slået ihjel.

Indledningsvist nægter politichefen at spille med på legen, og kvinden bliver uden videre slået ihjel. Ind på scenen træder nu den irsk-engelske politimand John Brennan (Liam Cunningham fra bl.a. Dog Soldiers, 2002) fra den britiske ambassade i Rom. Han og Anna Mari fortsætter nu efterforskningen.

Naturligvis bliver endnu en kvinde snart bortført, og denne gang beslutter politiet sig for at spille med. Mere af handlingen er der ingen grund til at afsløre her.

Solidt håndværk
John Brennan (Liam Cunningham)
John Brennan (Liam Cunningham)

Il cartaio er langt fra nogen original film, og genreveteraner vil ret hurtigt være på sporet af morderens identitet, også selv om man reelt – og helt i genrens ånd – ikke har konkrete spor at danne sin mistanke på baggrund af.

Den manglende originalitet manifesterer sig også i filmens øvrige aspekter. Den er nydeligt, men utroligt konventionelt, fotograferet, og i virkeligheden kan Il cartaio bedst beskrives som solidt håndværk.

Kun meget få steder mærker man, at det er Argento, der står bag kameraet (og i øvrigt også manuskriptet). Dog er især én sekvens ganske glimrende – hvor morderen trænger ind i Anna Maris hus – og her mærker man tydeligt, hvor godt et greb, Argento har om opbygningen af suspense.

Irritationsmomenter
Brennan undersøger et af ofrene - ret vellykket og klam effekt
Brennan undersøger et af ofrene - ret vellykket og klam effekt

Irritationsmomenterne ved Il cartaio er relativt små, om end de er reelle nok. Det ene er, at der hænger en udefinerbar fornemmelse af TV-film over produktionen. Om det skyldes lyssætningen, den halvdårlige engelske synkronisering af de italienske skuespillere eller noget helt andet er svært at sætte en finger på. Men det er der, og det får filmen til at virke mere cheap end godt er.

Et andet irritationsmoment har Il cartaio til fælles med mange andre (og langt dyrere) filmproduktioner, nemlig den urealistiske fremstilling af computerbrug og -programmer. Jeg er godt klar over, at det skal være nemt for seeren at forstå og at overskue, hvad der sker på computerskærmen, når det spiller en vigtig rolle i en film. Men Il cartaio er endnu et eksempel på forsimplet computergrafik, der taler ned til publikum. Hvorfor får en computervirus f.eks. tal og bogstaver på skærmen til at falde ned i skærmbilledet?

Pokerspillet
Pokerspillet

I lige præcis Il cartaio er det ufatteligt grimme pokerspil også et irritationsmoment. Og hvorfor det konsekvent omtales som “videopoker” er mig også en gåde. Til gengæld er der omvendt et par fine og ret ækle effektscener, da Brennan undersøger ligene af de to første ofre – effekterne er tydeligvis lavet med dukker, men de er stadig effektive og ret klamme.

Mine kritikpunkter mod filmen er alt andet lige ret små. Skal man endelig kritisere Il cartaio på et mere overordnet niveau er det, at der er relativt få af de spændende og atmosfæriske suspense-sekvenser, vi ved, Dario Argento er mester for. Vi får da et par eksempler, men der lægges relativt stor vægt på pokerspillene, der desværre ikke er specielt nervepirrende.

Konventionel
En computervirus i aktion
En computervirus i aktion

I sidste ende er det dog svært at komme uden om, at Il cartaio fungerer ganske fint. Den er langt mere konventionel på alle måder end Argentos gamle gialli, og ret beset er Il cartaio heller ingen rigtig giallo, selv om den deler mange af gialloens centrale genretræk. Det er i sig selv selvfølgelig ikke overraskende al den stund, at en giallofilm også bare er en kriminalgyser. Gialloen har bare nogle meget fast definerede genretræk.

Anna Mari bedøves af morderen hen imod filmens klimaks
Anna Mari bedøves af morderen hen imod filmens klimaks

Il cartaio er langt mindre fokuseret på morderen og på selve mordet som gerning, og i virkeligheden er den også langt mindre fokuseret på det reelle opklaringsarbejde end den traditionelle giallo. Den giver os heller ingen langt-ude forklaring på morderens psykopati, og den leger langt, langt mindre med publikum – og publikums forventninger om morderens identitet – end de fleste giallo.

Det værste man kan sige om Il cartaio er vel egentlig, at den er utroligt konventionel. Det er nok det, der har fået inkarnerede Argento-fans til at kritisere filmen så hårdt, som de har gjort; netop fordi man ved, hvad Argento er i stand til, når han er inspireret. Men hvis man et øjeblik glemmer, at der er tale om en Argento-film, så er Il cartaio slet ikke ringe – og bestemt ikke så ringe, som nogle gerne vil gøre den til. Den er faktisk ret god!

Il cartaio er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

4 stjerner

Titel: Il cartaio
Dansk titel: Pokerspilleren
Andre titler: The Card Player
Instruktør: Dario Argento
Manuskript: Dario Argento, Franco Ferrini & Phoebe Scholfield (dialog)
Producere: Dario Argento (producer), Claudio Argento (executive producer)
Medvirkende: Stefania Rocca (Anna Mari), Liam Cunningham (John Brennan), Silvio Muccino (Remo), Adalberto Maria Merli (politichefen), Claudio Santamaria (Carlo Sturni)
Foto: Benoît Debie
Klip: Walter Fasano
Musik: Claudio Simonetti
Spilletid: 99 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 2.0, Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: Italien, 2004
Produktionsselskab: Medusa Produzione, Opera Film Produzione
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 66 | 13/04/2011