Spawn

Engang i 1990’erne var canadieren Todd McFarlane sindssygt populær for at tegne Spider-Man for Marvel Comics. Hans dynamiske streg gav figuren et frisk look, men det delte ofte hardcore Spider-Man-fans i to lejre – McFarlane-fans og ikke McFarlane-fans.

Uanset hvad man måtte mene, gjorde McFarlane Spider-Man-bladet spændende igen. Han var også med til at skabe en af Spider-Mans farligste fjender Venom, som senere fik sit eget spin off-blad pga hans enorme kultstatus og en meget, meget kort optræden i Spiderman 3 (2007).

Spawn – tegneserien

McFarlane valgte senere hen at vende Marvel ryggen og startede sammen med andre tegnere forlaget Image Comics i 1992. Idéen med Image Comics var at tegnere, der skabte deres egne serier også skulle have kreativ kontrol over dem.

McFarlane skabte tegneserien Spawn – en heftig og voldelig saga om den sorte lejesoldat Al Simmons, der bliver myrdet og ender i Helvede. For at gense sin kone Wanda aftaler Simmons at sælge sin sjæl til Djævlen med det resultat, at han ender med at blive til helvedesyngelen Spawn.

Tegneserien fokuserede også på Spawns forsøg på at få sin hævn over sin chef Jason Wynn og hans kamp mod onde væsner som The Clown, der har et uhyggeligt alter ego under navnet The Violator, hvor han i monsterform flår folks hjerter ud!

Folk var vilde med Spawn, der hurtigt gik hen og blev én af de mest solgte tegneserier i USA. Herhjemme forsøgte man at udgive Spawn hele to gange uden nogen større succes. I dag kører serien stadigvæk og er nu på over 200 numre. Ud af Spawn kom der en animeret TV-serieudgave, en hulens masse legetøjsfigurer (skabt af McFarlanes eget firma McFarlane Toys) og naturligvis filmen.

Spawn – filmen

Selve filmen Spawn (1997) følger tegneserien i store træk. Efter en mission lover Al Simmons (Michael Jai White) sin forlovede Wanda (Theresa Randle) at stoppe som lejesoldat, men hans chef Jason Wynn (Martin Sheen) har endnu en mission til ham. En sidste mission.

Simmons tager til Nordkorea for at destruere nogle kemiske våben i en fabrik, men han bliver overrasket af Wynn og hans sexede medhjælper Agent Jessica Priest (Melinda Clarke). De myrder Simmons og destruerer fabrikken. Han ender i Helvede og lover at lede Djævlens hær, hvis han kan blive genforenet med Wanda.

Simmons vender tilbage til Jorden som Spawn – en helvedesyngel komplet med en levede dragt, der kan lidt og hvert. Til hans store chok finder Simmons ud af at der er gået fem år, og at Wanda er gift med hans bedste ven Terry. De har tilmed fået en datter sammen!

Optændt af hævn forsøger Simmons at få ram på Wynn og Priest. Han bliver forfulgt af den groteske The Clown (John Leguizamo), der er Djævlens håndlanger, der skal holde øje med ham. Imens forsøger den tidligere helvedesyngel Cogliostro (Nicol Williamson) at få Simmons på rette vej. For Jordens fremtid står på spil, og Simmons/Spawn er den, der kan afgøre slaget mellem det gode og det onde.

En allerhelvedes ujævn film

Effektmanden Mark A.Z. Dippé, som var en af computergenierne bag dinosaurus-effekterne i Jurassic Park (1993), blev hyret til at lave Spawn, som blev hans debut som instruktør. New Line Cinema som producerede filmen, mente at Dippé var den perfekte mand til jobbet, da mange af filmens effekter måtte skabes via computerarbejde.

De effekter skulle man ikke tro var skabt af pionérfirmaet ILM (Industrial Light & Magic), for de er langt fra flotte at se på. Mange af dem virker ufærdige, og det hæmmer Spawn som en rendyrket visuel oplevelse. Især scenerne i Helvede ligner noget fra et sindssygt dårligt computerspil.

McFarlane var med til at producere filmen og har en lille, fin cameorolle som bums. Det meget tynde manuskript blev skrevet i samarbejde mellem den erfarne Spawn-tegneserieforfatter Alan B. McElroy og Dippé, hvis instruktion ikke altid er lige god. Filmens billeder af Guillermo Navarro (Guillermo del Toros faste fotograf) ligger stemningsmæssigt tæt op ad tegneserien – dog uden at virke for uhyggelige.

Som Al Simmons/Spawn er Michael Jai White ret dårlig. Kærlighedshistorien om ham og Wanda når aldrig at blive vedkommende, og det er en kæmpefejl. Martin Sheen er en smule latterlig som Wynn, da han ikke virker farlig som skurk på noget tidspunkt. Langt bedre og mere underholdende er John Leguizamo, som er totalt ugenkendelig som The Clown. Han skaber meget af filmens tiltrængte humor og formår at spille sig igennem den tunge make-up.

Underholdende trods mange problemer

Ser man bort fra de mange fejl og problemer i Spawn, så er den faktisk ret underholdende. Men hvis man havde brugt mere tid på at udvikle en fed historie og havde flere penge til at lave bedre effekter, så kunne Spawn havde været en sikker kultklassiker. I stedet virker den som en film, der blev lavet for hurtigt med henblik på at score så mange penge som muligt. Den blev et hit, men mange Spawn-fans følte, at filmen ikke havde tegneseriens kant og mørke.

McFarlane er i dag heller ikke selv tilfreds med filmen og ønsker efter sigende at lave en ny og bedre Spawn-filmatisering, der kan bevare tegneseriens mørke og uhyggelige stil. Indtil da må man nøjes med Dippés film.

Anmeldt i nr. 65 | 13/03/2011

Stikord: Film baseret på tegneserie, Helvede, Hævn, Klovne