Southern Gothic

6 minutters læsetid
Southern Gothic

Det er tydeligt, at Southern Gothic er lavet af glade amatører, der mest af alt har ledt efter en undskyldning for at lave special effects. De er gået i gang uden at have et fornuftigt budget, styr på grundlæggende filmteknik, et spændende manuskript eller professionelle skuespillere.

Og ja, der er afhuggede hoveder og der bliver svunget med køkkenknive i Southern Gothic, men indpakningen er så sløset og latterlig, at publikums hovedpine hurtigt bliver til en dunkende migræne.

Falleret ghostbuster

Den afdankede hovedperson Frank
Den afdankede hovedperson Frank.

Handlingen i filmen er relativt simpel. Frank Griffin er tidligere spøgelsesjæger, men nu falleret forfatter. Det hele går lidt halvdårligt for ham, og han er på flasken. Da en sag om royalties fra et bogsalg går i vasken, vender Frank af økonomiske grunde tilbage til sit gamle fag. Han påtager sig en opgave for familien Baxter, der er plaget af parapsykologiske fænomener.

De bor i et afsidesliggende hus, som om natten er omgivet af kunstig og uhyggelig tåge. Vi er i New Orleans området, selvom vi ikke mærker meget til det. Der er lidt sump og cypresser. Men der er ingen sydstatsaccent, hjemmelavet limonade eller ubærlig hede. Frank prøver at finde en forklaring på de mystiske hændelser i huset, bl.a. hjulpet af vennen Curtis. Han løber rundt med lydkanoner, magnetiske målere, kameraer og andre parapsykologiske gadgets.

Vennen Curtis, bemærk det lilla skæg
Vennen Curtis, bemærk det lilla skæg.

Langsomt kommer han på sporet af noget. Samtidig belærer han os og Mrs. Baxter om forskellige overnaturlige fænomener. Mange steder lyder hans replikker som oplæsning fra poppede biblioteksbøger – dem vi kender alt for godt fra den periode i folkeskolen, hvor man legede ”ånden i glasset” og læste om ”mystiske hændelser”. Mens Frank gør som han gør, bliver Mr. Baxter en smule sær og afvisende. Vi fornemmer noget under overfladen.

Curtis er en kliché goth-nørd – komplet med hestehale, piercinger og Dracula-agtige briller. Han fortæller Frank, ca. midt i filmen, at det første spor, de gik efter er et falsum. De troede det var husets tidligere ejer, der spøgte, men det er en opdigtet historie. Det har han gennemskuet ved hjælp af Internettet.

Heldigvis slipper vi af med Curtis, da en kutteklædt slasher besøger ham en aften og fjerner hans hoved fra kroppen. Dernæst prøver historien at tage fart. Frank finder spor på loftet, han smutter en tur på biblioteket, og laver lydoptagelser af mystiske stemmer. Hvad det hele ender og hvem der er morderen, skal naturligvis ikke afsløres her.

Amatør

Zombie-spøgelset på vej ud af spejlet. Senere finder vi ud af, hvor meget der i den sammenhæng er stjålet fra 'The Ring' og andre gyserfilm
Zombie-spøgelset på vej ud af spejlet. Senere finder vi ud af, hvor meget der i den sammenhæng er stjålet fra ‘The Ring’ og andre gyserfilm.

Man kan sige, at instruktøren Steve Sessions har set nok gysere, thrillere, detektiv- og slasherfilm, til, at han har haft lyst til at efterabe dem alle sammen. Southern Gothic blander elementer fra mange genre i en stor pærevælling. Sessions har fire film bag sig. Han har tidligere lavet Cremains (2001), Dead Clowns (2003), Cadaver Bay (2003) og Malefic (2003).

Han burde altså vide, hvordan spænding og forløsning går hånd i hånd. Det er dog ikke tilfældet. Man kan derfor med al rimelighed kalde ham en amatør. Han har et filmisk CV som både manuskriptforfatter, instruktør og komponist, men behersker tydeligvist ikke de simpleste greb på bare ét af områderne.

Teknisk ligger filmen et sted imellem Dogmefilm og hjemmevideo. Et sted imellem lossepladsen og skraldespanden. Lyden er noget af det første, man lægger mærke til. Det er ikke altid let at finde ud af, om der er tale om skumle hjertelyde, eller om der bare er susen i mikrofonerne. Og det er ikke altid let at høre, hvad skuespillerne siger, fordi niveauerne mellem reallyd og musik er justeret forkert.

Frank på spøgelsesjagt
Frank på spøgelsesjagt.

Samtidig er Southern Gothic fyldt med dårlig dubbing-lyd i alle afskygning – dvs. den lyd der lægges på filmen efter den er optaget. Da Frank og skurken tæver hinanden, er der overdrevne slaglyde. Ude i sumpen ved krokodillerne, hvor der er plaske- og vandlyde, lyder det som om nogen står og pisser i et toilet i nærheden. Eksemplerne er mange og har deres oprindelse i de standardiserede lyd-CD’er, som ingen professionelle i branchen bruger.

Det spøjse ved det hele er, at filmen enkelte steder glimter visuelt, ved at bruge rolige og godt udførte kranskud og tracking. Det er temmelig lækkert, resten taget i betragtning. Man kan kun gisne om, der har stået en anden mand bag kameraet, de dage disse skud blev optaget?

Lakmustesten dumpet

Curtis og slasheren - i en splitscreen!
Curtis og slasheren – i en splitscreen!

Det kendetegner ofte dårlige instruktører, at de ikke kan begrænse sig stilistisk. Eller at de ikke kan finde en enhed, der binder deres film sammen. På det punkt er Sessions ikke undtagelsen, der bekræfter reglen. Han spiller på alle violiner og giver den alt, hvad redigeringen kan trække af ”sjove” muligheder: slowmotion uden grund, jump cuts og alt muligt andet.

Curtis senere...
Curtis senere…

Men det koger dog helt over, da filmen pludseligt går i split screen. Det sker i scenen, hvor kutte-slasheren gemmer sig for Curtis i hans eget hjem. Vi ser, hvad de hver især foretager sig, i to forskellige rum. Vi ser, at den ene gemmer sig, imens den anden tror han er gået. Curtis hører hoveddøren smække og lister frem for at hente hjælp. Den kutteklædte lægger altså en snedig fælde ved ikke at være gået. Det er et desperat forsøg på at gøre en scene, der i sig selv burde være spændende, til noget man overhovedet kan mærke.

De fleste gyserinstruktører mestrer dette uden at forfalde til split screen. Måske er det faktisk lakmustesten på, om man overhovedet burde være bag kameraet på en gyserfilm. For hvis man ikke kan eksekvere sådan en scene uden effekter, hvad kan man så overhovedet?

Grim smag og klæg konsistens

Mr. Baxter går til bekendelse
Mr. Baxter går til bekendelse.

Man kan godt forstå at filmen prøver at slutte med et brag – da noget af Baxter-huset sprænges i luften til sidst. Lidt benzin og et levende lys er som bekendt nok til at fremprovokere den slags på film. Men eksplosionen er tydeligvist skabt i redigeringen. Den er tilføjet som en standardeffekt: Flammer og ild er lavet på computerens tegnebræt.

Det kan ses, og det er pinligt, fordi det viser at Sessions største problem er, at han gaber over for meget på én gang. Det er langt værre end de små gullige grafikflammer, der utroværdigt danser henover skærmen. Der er hverken penge eller ambitioner i en film som Southern Gothic til at gennemføre et pyroteknisk stunt.

Som ved de fleste anmeldelser af denne slags film kunne man bruge lange passager til at grunde over, hvor dårligt skuespil på film egentligt kan tage sig ud. Hvordan pinagtige dialoger kan leveres. Hvordan mimik og kropssprog er utroværdigt eller uden situationsfornemmelse. Hvordan de fleste B-skuespillere i lowbudgetfilm ikke har nogen karisma etc.

Zombie-spøgelset med vind i håret
Zombie-spøgelset med vind i håret.

Jeg vil starte med at konstatere, at vi intet føler for vores hovedperson Frank eller nogen af de andre, fordi skuespillet ikke giver os nogen mulighed for indlevelse. Det er ren overflade, og man kan faktisk spørge sig selv, om det overhovedet er skuespil? Skuespillerne gør jo ikke noget. De spiller ikke. De er der bare og siger deres replikker.

Der er flere lejligheder, hvor de burde skrige, græde, hidse sig op eller i det mindste have en reaktion på de uhyggeligheder, der er omkring dem. Men de stirrer blot ud i luften, og ved ikke hvad de skal gøre af sig selv. Curtis græder ikke engang eller beder for sit liv, da han kommer under kniven. Blodet sprøjter ud af ryggen på ham, og han jamrer ikke engang. Rigtige mænd græder ikke – heller ikke i B-film. Det virker besynderligt. Hvis man skal prøve at sluge skuespillet i Southern Gothic, gør man klogt i at holde sig for næsen imens – for smagen er temmelig grim og konsistensen klæg. Føj for satan.

Et vaskeægte mareridt

Den store finale: Eksplosionen der ser herrens ud
Den store finale: Eksplosionen der ser herrens ud.

Som jeg ser det, er Steve Sessions kragen der sidder og galer øverst oppe på sin selvskabte mødding. Ingen bør gøre ham den tjeneste at spilde sin tid på hans elendige film. Man skal have mere end overordentligt god plads i sin DVD-samling, hvis man skal have Southern Gothic stående.

For at opsummere kan man sige, at filmen er dårlig sleaze, dårlig filmkunst, dårligt skuespil og mest af alt en hån mod talenter, der kan og vil noget med filmmediet. På DVD-coveret står der under credits: ”This Is Not A Dream Production”. Og man kan ikke andet end at give produktions-selskabet ret – Southern Gothic er et vaskeægte mareridt.

Southern Gothic er venligst stillet til rådighed af Cryptkeeper.

1 stjerne
Titel: Southern Gothic
Instruktør: Steve Sessions
Manuskript: Steve Sessions
Cast: Jeff Dylan Graham, Denman Powers, Elizabeth North, Rachel Gnapp, Luc Benier, Lucien Eisenach
Producere: Carol Riordan, George McLetchie, Ann McLetchie
Spilletid: 93 minutter
Aspect ratio: 4:3
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: USA, 2005
Produktionsselskab: This is Not a Dream Production
Distributør (DVD): Cryptkeeper Films
Udgave/region: 3

Anmeldt i nr. 7 | 13/05/2006

Stikord: Okkultisme, Sydstaterne

Skriv et svar

Your email address will not be published.