13. juli 2008

Invaders from Mars

Invaders from MarsEn lav production value kombineret med et tørt manuskript, der tager sig selv lidt for alvorligt, gør, at Invaders from Mars hverken er teknisk imponerende, eller så dårlig, at den er god. Man skal holde af 1950′ernes science fiction-film for at finde kvaliteter ved filmen, og selv da er der for langt mellem dem til at gøre noget større indtryk.

Med Invaders from Mars er vi tilbage i de tidligere 1950′ere, men faktisk kunne man godt lade sig snyde af filmens udtryk, og tro, at den var endnu ældre. Dette skyldes ikke kun filmens kvalitet – udgivelsen fra Image Entertainment er baseret på en temmelig slidt kopi – men hele det visuelle udtryk.

Bedaget visuelt udtryk

Årsagen til dette er i høj grad, at næsten hele filmen tydeligvis er optaget i et studie – også de fleste af de scener, der skulle forestille at finde sted udendørs – så havde det ikke lige været fordi, filmen var i farve, kunne man sagtens føle sig hensat til én af de meget kulisseprægede produktioner fra 1930′erne. Godt nok var det ikke usædvanligt, at man optog udendørs scener indenfor, men i de tidlige 1950′ere var tendensen dog for længst i høj grad vendt mod location shots når det gjaldt ekteriørerne, mens interiørshots naturligvis ofte foregik i et studie – noget, der selvfølgelig også i høj grad gælder den dag i dag.

Andre faktorer, der spiller ind i forbindelse med det bedagede visuelle udtryk i Invaders from Mars, er cinematografien og skuespillet, der også begge i høj grad giver mindelser om ældre produktioner.

Nogle af disse omstændigheder kan måske føres tilbage til det faktum, at Invaders from Mars blev produceret udenfor studiesystemet, og dermed ikke havde de store studiers økonomi i ryggen, men en del skyldes nok også instruktøren William Cameron Menzies’ personlige vision for filmen. Menzies var nemlig først og fremmest art director og production designer (han stod bl.a. for production designet på Gone With the Wind, 1939), og Menzies stod da også selv for kulisserne til Invaders from Mars. Menzies’ production design og det sparsomme cast (måske endnu et udslag af et moderat budget), betyder, at Invaders from Mars føles hensat til en stiliseret, teaterpræget verden med et stedvist nærmest drømmeagtigt præg. Sidstnævnte kan dog også have helt andre årsager, men det vil jeg ikke komme nærmere ind på hér.

Flyvende tallerken
Far og søn kigger stjerner mens alt ånder fred og idyl ved filmens start
Far og søn kigger stjerner mens alt ånder fred og idyl ved filmens start

Invaders from Mars tager sin begyndelse en sen nat, hvor vækkeuret ringer på børneværelset hos familien McClean. Unge David er ivrig amatørastronom, og har sat vækkeuret, fordi det kun er på dette sene tidspunkt, han kan observere en bestemt stjernekonstellation.

Mor og far vågner, og knægten lægges i seng, efter at farmand George ellers var hoppet med på vognen og kiggede stjerner med sønnike. George er nemlig selv videnskabsmand, og er tilknyttet et raketprojekt på en nærliggende militærbase.

David kan imidlertid ikke sove, og kort efter, at faderen har lukket døren til børneværelset, ser David en flyvende tallerken lande i nærheden af familiens hus, der må ligge i udkanten af den lille by, handlingen er hensat til. I hvert fald befinder vi os her tydeligvis ude på landet. David vækker faderen, og selv om han indledningsvist slår knægtens observation hen som en drøm, beslutter han sig alligevel for at gå ud og undersøge sagen. Han forsvinder prompte.

Da han ikke vender tilbage, tilkalder moderen politiet, som går ud for at undersøge sagen. Også de to betjente forsvinder, men inden nogen når at opdage, at det er sket, vender først George og derefter de to betjente tilbage. Og det er tydeligt for alle, ikke mindst unge David, at de ikke er helt sig selv. Især faderen opfører sig helt anderledes: fra at være en venlig mand med et stort faderligt smil, er han nu aggressiv og ubehagelig.

Farmand er vendt tilbage, og han er ond i sulet!
Farmand er vendt tilbage, og han er ond i sulet!

Til alt held bemærker David et underligt ar i faderens nakke, og nu står sagen klar for knægten. På trods af faderens formaninger om ikke at fortælle nogen om sin latterlige UFO-historie, forsøger David nu med vold og magt at overbevise myndighederne i lillebyen om, at der foregår noget mystisk. En bekymret politimand tilkalder lægen Pat Blake, og hun tror på, at David måske har fat i noget. Ikke mindst fordi, hun kender lederen af det nærliggende observatorium, Dr. Kelston, der forklarer hende, at David bestemt ikke er en dreng med hang til vilde fantasihistorier.

Pentagon på pletten
David (Jimmy Hunt), Dr. Blake (Helena Carter) og Dr. Kelston (Arthur Franz) i observatoriet
David (Jimmy Hunt), Dr. Blake (Helena Carter) og Dr. Kelston (Arthur Franz) i observatoriet

Det lykkes David at overbevise de to voksne om, at rumvæsner vitterligt er på spil. Dette sker bl.a. i en forrygende scene, hvor Dr. Kelston ved selvsyn kan se en person blive suget ned i UFO’en, der ligger gemt under jorden. Scenen er forrygende fordi de observerer dette gennem kikkerten i observatoriet, som dermed må siges at være særdeles heldigt placeret. Nå, men den slags skal man jo ikke tænke alt for meget over.

Efter de har set dette, kontakter Dr. Kelston obersten på den nærliggende militærbase (den med raketprojektet), for det var generalen fra selv samme base, de lige så blive suget ned under jorden. Obersten – en dejlig militærkliché – spilder ingen tid, men kontakter straks Pentagon for at få forstærkninger, og så er scenen snart sat for eftersøgningen efter UFO’en og opgøret med de infame Marsboere. For Marsboere er det, hvilket vi får forklaret i en morsom dialog mellem Dr. Kelston, Dr. Blake og David.

Men tiden løber – især fordi vore hovedpersoner finder ud af, at den måde rumvæsnerne kontrollerer folk på, er ved hjælp af en dingenot, installeret i deres hjerne. Den kan Marsboerne få til at eksplodere, når deres menneskelige håndlangere har udspillet deres rolle, med hjerneblødning og død til følge. Men Davids forældre er begge under rumvæsnernes kontrol på dette tidspunkt, så uha uha – hvordan skal det hele dog spænde af? Ja, det siger jeg ikke mere om her.

Marsboere er marxister
Oberst Fielding (Morris Ankrum) taler i telefon
Oberst Fielding (Morris Ankrum) taler i telefon

Invaders from Mars lægger sig tematisk helt uproblematisk ind i rækken af invasionsfilm fra de tidlige halvtredsere, hvor man uden større problemer kan sætte lighedstegn mellem de lede Marsboere og de lede kommunister. Til alt held er den amerikanske hær på pletten i form af oberst Fielding, og i øvrigt i form af massive mængder stock footage, der bruges til at vise den styrke, hvormed hæren imødegår UFO-truslen. Her ser vi masser af tanks blive lastet på tog, tanks, der kører i stilling i et landligt terræn, og endelig tanks i en uendelighed, der affyrer deres granater. I en uendelighed.

Så er der stock footage
Så er der stock footage

Det endelige slag står dog ikke over jorden, men nede i selve rumskibet, der – ligesom resten af filmen – er fuldt ud realiseret som kulisser i Menzies’ production design. Rumvæsnernes leder er et hoved med tentakler i en glaskugle, mens de mere aktive rumvæsner er en hel del mere underholdende: mænd i grønne velourdragter og en grinagtig ansigtsmaske, der lunter rundt på en særdeles fjollet facon, og ser alt andet end farlige ud. Det er alt andet lige lidt svært at tage seriøst i dag, men det overordnede budskab er ikke til at tage fejl af. Især ikke, da David og den yndige Dr. Blake suges ned i UFO’en, og rumvæsnerne gør sig parat til også at operere på Dr. Blake. Her kommer også filmens eneste reelle suspense-scene, da der krydsklippes mellem den mekaniserede operation og militærets forsøg på at nå frem til de tilfangetagne, før det er for sent. Menzies trækker dog tingene lige en anelse for meget i langdrag, præget af mange scener med rumvæsner, der løber forvildet rundt.

Ingen underholdningsbombe
Marsboernes leder
Marsboernes leder

Personligt har jeg en markant svaghed for 1950′ernes science fiction-film, og måske især invasionsfilmene fra perioden. På trods af dette må jeg erkende, at selv jeg var lettet over filmens relativt korte spilletid på lige under 80 minutter. For sandt at sige, er Invaders from Mars ingen plotmæssig underholdningsbombe, og den visuelle side er helt sikkert en acquired taste. Om Menzies’ production design primært skal hænges op på, at filmen var produceret uden for det etablerede studiesystem (hvilket var usædvanligt for den tid) og dermed havde et lavere budget, eller om det var en helt central del af filmens ide, er svært at bedømme i dag. Uanset hvad, vil ens personlige oplevelse og nydelse af Invaders from Mars i høj grad komme an på, om man kan lide den ekspressive visuelle stil eller ej. Personligt er det ikke lige min kop te.

Manuskriptet er dog, uanset hvad, filmens største svaghed. Der er nogle fine elementer, der bare udnyttes for lidt i handlingen, som f.eks. de hjernekontrollerede indbyggere i lillebyen, men til gengæld er der også en del elementer, der bare ikke fungerer, og det er primært suspenseopbygningen, som aldrig kommer i kog. Én ting, manuskriptet dog må roses for, er, at det på sympatisk vis solidt koncentrerer sig omkring sin unge hovedperson, der er til stede i næsten alle scener. Som tidligere antydet, spiller den unge David en central rolle, ikke alene i filmens handling, men også som en mulig nøgle til at forstå Menzies’ stiliserede production design.

Iboende charme
Dr. Carter lægges på operationsbordet af et par Marsboere
Dr. Carter lægges på operationsbordet af et par Marsboere

Hverken koncept eller udførsel er outreret nok til at placere Invaders from Mars i kategorien af film, der bliver så ufrivilligt komiske, at underholdningsværdien er helt i top, som tilfældet f.eks. er med The Brain from the Planet Arous (1957) eller mange af tidens andre quick-cash film med invaderende rumvæsner. Invaders from Mars tager sig selv seriøst, og kombineret med den stiliserede produktion betyder dette, at filmens underholdningsværdi i dag aldrig passerer det moderate. Den bliver sjældent decideret kedelig (om end den mange gange er faretruende tæt på), men i dag er det helt umuligt at tage filmen alvorligt, og der er ikke nok at grine af. Dermed kan man hverken placere Invaders from Mars i kategorien af vellykkede invasionsfilm eller gruppen af “so bad it’s good”-film.

Når Invaders from Mars ikke er en komplet fiasko i dag, skyldes det alene dens iboende charme, for den har bestemt hjertet på rette sted, men for at kunne værdsætte dette, er det nok nødvendigt, som undertegnede, at have en svaghed for netop denne periodes film inden for genren. Hvis man ikke har det, er der en stor sandsynlighed for, at man vil finde Invaders from Mars aldeles intetsigende, kedelig, manieret og grim. Har man denne svaghed, kan man sagtens finde visse kvaliteter ved filmen. Der er bare længere imellem dem end i mange af periodens andre film inden for genren, og der skal ikke herske tvivl om, at Invaders from Mars, aldrig nogensinde vil blive en klassiker på linje med de nogenlunde samtidige The Thing from Another World eller The Day the Earth Stood Still (begge 1951).

2 stjerner

Titel: Invaders from Mars
Dansk titel: Angrebet fra Mars
Instruktør: William Cameron Menzies
Manuskript: Richard Blake efter historie af John Tucker Battle
Cast: Helena Carter (Dr. Pat Blake), Arthur Franz (Dr. Stuart Kelston), Jimmy Hunt (David MacLean), Leif Erickson (George MacLean), Hillary Brooke (Mary MacLean), Morris Ankrum (Col. Fielding)
Producere: Edward L. Alperson (associate producer)
Foto: John F. Seitz
Klip: Arthur Roberts
Musik: Raoul Kraushaar
Spilletid: 79 minutter
Aspect ratio: 4:3 (oprindelig aspect ratio)
Lyd: Dolby Digital mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: USA, 1953
Produktionsselskaber: National Pictures Corporation
Distributør (DVD): Image Entertainment
Udgave/region: Region 1 (USA)
hvid
Denne udgave af Invaders from Mars indgår i et 2-pak sæt med The Trollenberg Terror (The Crawling Eye), og kan ikke købes separat.

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/07/2008