Næsten 400 år er gået, siden de uhyggelige begivenheder, der udspillede sig i DeFoe Manor, fandt sted. Indbrudstyven Trilby brød dengang ind i det kæmpe hus i håb om den store gevinst, men blev i stedet viklet ind i det, der senere blev kaldt “The DeFoe Manor Incident”. En hændelse der bevirkede, at Trilby satte en stopper for en ond og morderiske ånd, som viste sig at være spøgelset af Sir Roderick DeFoes mishandlede og uønskede søn.
Den syvende passager
Menneskeheden har siden hen opfundet den kære warpteknologi, og er i fuld gang med at udforske det uendelige verdensrum. Et af skibene, der ihærdigt udforsker nye galakser, er “The Mephistopheles”, som efterhånden har mange år på bagen. Besætningen tæller i alt seks personer, og indeholder det typiske persongalleri. Der er kaptajnen og den næstkommanderende. Der er den unge kadet, lægen, maskinteknikeren og psykologen.
Ved spillets begyndelse er skibets besætning i gang med at kortlægge Caracus-galaksen. Alt tyder på en ganske traditionel mission som så mange andre, men efter blot et par dage sker der noget uventet. Besætningen opdager et uidentificeret objekt, der svæver ubeskyttet gennem rummet. Efter konsultation med “The Earth Federation” beslutter skibets kaptajn at bjærge den mærkelige genstand, selvom det blev frarådet af føderationen.
Genstanden viser sig at være en metalboks, der åbenbart stammer fra Jorden, og er blevet skudt ud i verdensrummet tilbage i 1997. Det viser sig at være de jordiske rester af den mishandlede søn John DeFoe, der tilfældigvis er havnet på “The Mephistopheles”, og det går ret hurtig op for besætningen, at det var en dårlig idé at bjærge kisten for snart efter forsvinder kaptajnen og boksen er åben…
Nemme puzzles og en del action
I rollen som psykologen Dr. John Sommerset skal man nu finde ud af, hvad der egentlig foregår på rumskibet, og hvor kaptajnen er blevet af. Spillet foregår over 7 dage, og hver dag slutter med, at en bestemt begivenhed finder sted. Første dag slutter f.eks. med fundet af kaptajnen, der er spiddet på radioantennerne. Her kan drages en parallel til forgængeren 5 Days a Stranger, hvor første dag også slutter med fundet af et lig.
De puzzles, der skal løses i 7 Days a Stranger, er overvejende nemme. Man kommer hurtigt halvvejs igennem spillet uden nogen egentlig udfordring, hvilket er lidt skuffende. Det er som om, at den kære Ben “Yahtzee” Croshaw ikke har formået eller ønsket at udnytte de forholdsvis få lokaliteter, der er til at lave nogle udfordrende puzzles. Spillet fokuserer også en del på action, hvor det for spilleren gælder om at reagere hurtigt, hvis man ikke vil dø. Man gør derfor klogt i at save en del gange, da man aldrig helt ved, hvornår man risikerer at omkomme. Det kan således konkluderes, at Ben “Yahtzee” Croshaw – ligesom i 5 Days a Stranger – fokuserer mere på god og spændende historiefortælling end konstruktionen af finurlige puzzles.
Simpelt interface
7 Days a Skeptic er, ligesom forgængeren, udviklet ved hjælp af programmet AGS (Adventure Game Studio), og det simple interface fra 5 Days a Stranger er bibeholdt. Med et højreklik får man adgang til en lille menu, hvorfra man aktiverer simple kommandoer såsom ”Walk”, ”Look”, ”Use” og ”Talk”.
Lydeffekterne er få og simple; såsom fodtrin og skydedøre der åbnes og lukkes. Musik er der ikke meget af og er forbeholdt de sekvenser, hvor der sker noget intenst eller uhyggeligt. Musikken er til dels hjemmekomponeret, men der bliver også hugget fra kendte kunstnere som f.eks. Depeche Mode og nummeret “Black Celebration”.
Kort fornøjelse med velfortalt historie
7 Days a Skeptic er en kort fornøjelse med en velfortalt historie. Man kunne ønske sig en længere fortælling, flere lokaliteter og flere forskellige puzzles. Samtidig synes jeg ikke, at der er helt så megen nytænkning i forhold til forgængeren, da mange af idéerne og selve konceptet går igen i dette spil. Trods disse kritikpunkter er 7 Days a Skeptic dog stadig et underholdende spil, som er værd at tage nærmere i øjesyn for alle der har hang til adventuregenren.

Udvikler: Fully Ramblomatic
Udgiver, år: Fully Ramblomatic, 2003
Platform: OC
Genre: Horror-adventure

Hvor får jeg fat i spillet?
7 Days a Stranger er ganske gratis og kan downloades på følgende hjemmeside: Fully Ramblomatic.com under linket “games”.

Hvordan får jeg spillet til at virke?
Spillet er lavet til Windows, og kører uden problemer.
Anmeldt i nr. 19 | 13/05/2007
Stikord: Adventurespil