48 Hrs.

Det er ikke den første. Men den er en af de vigtigste buddy-actionkomedier, og den banede vejen for en perlerække af andre buddyfilm fra 1982 og frem.

Et umage makkerpar

Filmen starter med en fangeflugt, hvor vi møder filmens hovedskurk Albert Ganz og hans makker Billy Bear. De to banditter drager mod San Fransisco hvor de myrder, horer og opfører sig som dumme svin. De skal naturligvis stoppes!

Men før vi kommer så langt, så møder vi strømeren Jack Cates. Cates er noget udbrændt, han er meget hårdkogt og ryger konstant. En gammeldags “cowboy”, som slippes løs, når de andre strømere ikke slår til.

Cates finder frem til at, Ganz’ tidligere makker Reggie Hammond sidder i spjældet. Cates laver den aftale med en fængselsvagt, at han må tage Reggie med i 48 timer!

Så nu får det umage makkerpar (hvis man kan kalde dem dem) travlt. Og det leder dem fra det ene skumle sted til det andet (med et komisk højdepunkt i en redneck-bar, “Never seen so many backwards ass country fucks in my life”.), før det effektive klimaks kan anes i horisonten.

Desuden er Reggie liderlig efter flere år i spjældet, og det er en af filmens fine små sidehistorier, som indledes med denne replik leveret af en veloplagt Murphy: “I’ve been in prison for three years. My dick gets hard if the wind blows.”

Nogle vigtige skikkelser i actionland

I forhold til actiongenrens udvikling i perioden fra 1982-1993, det jeg betegner som den amerikanske actiongenres guldalder, så var 48 Hrs. vigtig. Det mest åbenlyse er Walter Hill i instruktørstolen.

Men det er faktisk mere filmens to producenter og én af manuskriptforfatterne, som jeg vil henlede opmærksomheden på, og så vender jeg tilbage til Hill om lidt.

48. Hrs. er produceret af Lawrence Gordon og Joel Silver. Gordon var ikke ny som producer, men det var Silver.

Silver er, når man ser på actionfilmene i perioden fra 1982-1993, én af de helt centrale skikkelser; en rigtig actionproducer.

Smag blot på titler som Commando (1985), Lethal Weapon (1987), Predator (1987), Action Jackson (1988), Die Hard (1988), Lethal Weapon 2 (1989), Predator 2 (1990), The Last Boy Scout (1991) og Demolition Man (1993).

Det er jo helt uhørt, og det var endda kun toppen af isbjerget! Ja, Silver står bag både meget af arvesølvet OG arveguldet – og Gordon var medproducent på flere af filmene, så det er et par store producenter, vi her ser sammen for første gang i 48 Hrs.

Og så er vi fremme ved manuskriptforfatteren, som er selveste Steven E. de Souza. Hvor Arnold, Stallone og alle de andre har været de fysiske mastodonter foran kameraet, så er det de Souza, der står bag flere af historierne og manuskripterne til nogle af genrens hovedværker. Jeg nævner bare Commando, The Running Man (1987) og Die Hard.

Før jeg hopper tilbage til Walter Hill, er det på sin plads at nævne James Horner. De fleste vil kende Horner som komponisten til film som Braveheart (1995) og Titanic (1997), men tilbage i 1980’erne havde han en vigtig rolle i forhold til musikken i mange actionfilm.

Udover musikken til 48. Hrs. (hvor visse dele af musikken nærmest gentages i senere Horner-scores), så komponerede Horner også musikken til følgende actionfilm fra perioden 1982-1993: Uncommon Valor (1983), Commando, Aliens (1986), Red Heat (1988) og Another 48 Hrs. (1990)

Walter Hill, en dygtig håndværker

Nu er scenen til gengæld blevet Walter Hills. I det glimrende Filmleksikon (s. 385) introduceres Hill på skønne følgende måde:

“En flittig, gammeldags Howard Hawks-inspireret håndværker med særlig sans for traditionelle mandfolkefilm, hvor vægten er lagt på engagerende action og, enkle personer og et konstant drive mod en række veltimede klimakser.”

“Mandfolkefilm”, gad vide om mange moderne kritikere tør skrive det i dag? Jeg tør godt, fantastisk udtryk! Mandfolkefilm.

Hvis vi ser på Hills film, vil jeg fremhæve en håndfuld, som er mine personlige favoritter. Udover 48. Hrs. rammer Hill brutalt plet med fremragende film som Hard Times (debuten som instruktør, 1975), The Driver (1978), The Warriors (1979), Streets of Fire (1984) og, ikke mindst, Southern Comfort (1981), min personlige Hill-favorit.

Hill legede også med Arnold i Red Heat (1988) og igen med Nick Nolte i den glimrende moderne western Extreme Prejudice (1987).

Hills film er ofte meget voldsomme, brutale, med meget blod og hård dialog. Selv når filmene har en morsom side, som i 48. Hrs., er der også noget brutalt og beskidt på spil. Med hårde mandlige hovedpersoner; det, der passer så fint på mandfolkefilm-mærkatet.

Og så er mange af Hills film i deres kerne, westerns, og Hill har selv sagt: “Every film I’ve done has been a Western. The Western is ultimately a stripped down moral universe that is, whatever the dramatic problems are, beyond the normal avenues of social control and social alleviation of the problem, and I like to do that even within contemporary stories.” (Fra artiklen “Walter Hill: Operate on your instincts” fra 2007 i det hedengangne website GreenCine Daily.)

Det er naturligvis en noget søgt pointe. For det kan dække over utroligt mange ting og dermed udvande begrebet “western”, men jeg forstår godt, hvad Hill mener. Uanset hvad, så er langt de fleste af Hills film som minimum solid underholdning, leveret af en dygtig håndværker.

Og godt håndværk, det er netop, hvad 48. Hrs. er. Et effektivt plot, brutal action, voldsomme skurke, fabelagtige replikker og et par gode (og meget forskellige) hovedpersoner.

Hill får det bedste ud af buddygenren: Nolte er en beskidt naturkraft i rollen som Cates, han er faktisk ganske modbydelig i sin opførsel. Hør blot måden hvorpå han taler til Reggie: “This sucks! A maniac gets ahold of my gun and runs all over the streets killin’ people with it. So, instead of bein’ where I oughta be, home in bed with my gal givin’ her the high hard one, I’m out here doin’ THIS shit: roamin’ around the streets with an overdressed, charcoal-colored loser like you.”

Nolte og Murphy stråler i takt med de skønne replikker

Nolte leverer en meget fysisk og pågående præstation, hvor han både er udbrændt og meget dygtig, og hvor manuskriptforfatteren har udstyret ham med skønne replikker, hør blot denne: “Class isn’t something you buy. Look at you, you’ve got on a 500-dollar suit and you’re still a low-life.” Filmen er, ja, rap i replikken.

Nolte får det perfekte modspil fra Eddie Murphy i dennes filmdebut. Murphy er, når han er bedst, en af alle tiders bedste komikere med en timing, som få kan overgå.

I denne debut ser vi de konturer, som Murphy gør til noget perfekt i Murphy-hovedværkerne Trading Places (1983) og Beverly Hills Cop (1984).

I 48. Hrs. er det mere råt og uprøvet, men stadigvæk fornemt som her: “I want y’all to know somethin’… there’s a new sheriff in town… .. and his name is Reggie Hammond! Y’all be cool! Right on!”

Jeg elsker Eddie, og jeg elsker den måde, replikkerne er skruet sammen på. Right on!

Så det er en af Hills fineste film. For at blive i Hill-land kan vi kalde den en moderne western, hvor en sherif og hans sidekick jagter et par skurke for at genoprette orden i samfundet, og filmen er også en fantastisk start på et årti med fremragende buddy-film.

Den fik i 1990 en efterfølger i form af Another 48 Hrs., hvor både Murphy, Nolte og Hill var tilbage, men den film er der ikke meget godt at skrive om; en udsplattet og ligegyldig kopi af et meget bedre produkt.

Anmeldt i nr. 228 | 13/11/2024