10 Cloverfield Lane

Til dem af jer, der allerede undrer sig: Nej, det her er ikke en “Cloverfield 2”. Det er en film, skabt af de samme mennesker, som lavede Cloverfield (2008), og disse skabere betragter de to film som en slags “åndelige søskende”.

Der er et par enkelte tematiske fællestræk, der ikke rigtigt kan beskrives uden at spoile, men ud over det må de betragtes som to særdeles forskellige film.

Cloverfield var et nærmest overstimulerende fart-og-tempo-orgie af ødelæggelse og monstre, fremstillet i found footage-stilen og med et ret stort hold af skuespillere, der fór rundt mellem hinanden.

Cloverfield illustrerede overbevisende, hvordan folkedybet reagerer i en ekstrem krisesituation: med massepsykotisk meningsløshed og nogle enkelte få, i sidste ende hovedløse, heltedåder.

Antitesen

10 Cloverfield Lane viser noget nær det modsatte og altså en slags antitese til den første film. 10 Cloverfield Lane har tre hovedpersoner, og resten af castet kan tælles på en savværkarbejders hånd.

Vi følger den unge kvinde, Michelle (Mary Elizabeth Winstead), der kommer ud for et trafikuheld, inden start-teksterne overhovedet er overstået. Hun vågner op, lænket til en væg i en skummel kælder, der emmer af Saw-æstetik, og så bliver hele batteriet af horror-våben ellers fyret af.

Det viser sig nemlig, at hun holdes fanget af en ældre mand ved navn Howard (John Goodman). Howard forklarer hende i ret utvetydige vendinger, at verden, som hun kender den, er gået under. Luften udenfor kælderen er giftig. Alle, hun kender, er døde. Men heldigvis har Howard forberedt sig.

Howard har tjent 14 år i flåden, og er ekspert i satelitter. Han er også rablende konspirationsteoretiker og har opført enhver preppers våde drøm af et bunkeranlæg under sit hus.

Her skal Michelle nu bo sammen med Howard og håndværkeren Emmett (John Gallagher, Jr.), som har søgt tilflugt hos Howard, da de første mystiske begivenheder begyndte oppe på overfladen.

Uvidenhedens fængsel

Alt dette overstås utroligt hurtigt, og så er seeren ellers overladt til Michelles stigende paranoia og klaustrofobi. Som sagt spiller 10 Cloverfield Lane på alle tangenter. Michelle er indespærret i selskab med to fremmede mænd, hvoraf den ene helt klart er mentalt ustabil (og bevæbnet).

Det underjordiske fængsel, som Howard, med en blatant mangel på god smag, har forsøgt at gøre hjemligt hyggeligt, er måske endda det eneste sikre sted i en post-apokalyptisk verden. Men kan hun stole på, at det Howard og Emmett siger, er sandt? Lyver de for at sikre sig, at hun ikke stikker af? Og hvad er deres planer med hende, hvis det er tilfældet?

Der er samme intense stemning i 10 Cloverfield Lane, som man finder i Saw (2004) eller Psycho (1960), 127 Hours (2010) eller for den sags skyld The Hunt for Red October (1990).

Fællestrækket er følelsen af magtesløshed og isolation, den nærmest fysiske dødsangst der emmer fra karaktererne. Den vanvidsinducerende mangel på viden – er det her farligt? Er det noget, jeg bilder mig ind?

Da Bamsefar blev sindssyg

Årsagen til al denne rædsel er John Goodman. Den bamsede mand, der nok er mest kendt for at spille gemytlig familiefar i Roseanne (1988-1997), besidder et talent for det uhyggelige, som jeg blev meget overrasket over.

Goodman ejer simpelthen den her film med sit portræt af en flintrende vanvittig mand, der havde de bedste intentioner, men som sidenhen har skubbet sig selv ud over kanten. Han brillerer i scener, hvor han skifter mellem den rare beskytter og den megalomaniske tyran.

Howard er typen, der gør folk afhængige af ham, og derefter klandrer dem for deres manglende selvstændighed. Han er hyggeonklen, der pludselige eksploderer i frådende raseri over uforudsete småting, og jeg elsker det!

Goodmans præstation er Oscar-værdig og selv hvis resten af filmen var noget juks, ville jeg anbefale den, bare på grund af ham!

Goodmans rædselsvækkende overbevisende skuespil skyldes måske, at Howard er så grufuldt realistisk en karakter. Som fast skribent på Apokalyptisk har jeg beskæftiget mig med prepper-miljøet på alle leder og kanter, og Howard tilhører en velkendt del af denne verden.

Han er off-the-grid-eksperten, der har brugt en stor del af sit liv og hele sin formue på at forberede sig på det utænkelige. Hans hjerne er indstillet på overlevelse i en grad, hvor grunden til, at man har lyst til at overleve, er gledet i baggrunden for længst. Man overlever fordi det simpelthen er det man er bedst til.

Dertil kommer, at Howard og hans bunker faktisk, ud fra et prepper-perspektiv, er realistisk velfungerende. Howard har tænkt tingene igennem, og holdet bag filmen må have brugt meget lang tid på at researche den del.

10 Cloverfield Lane er en ganske udmærket film, der sine steder bliver gjort spektakulær af John Goodman. Den er langt mere uhyggelig end sin støjende, infantilt ødelæggelsesbegejstrede forgænger, og jeg håber at J.J. Abrams, der er hovedmanden bag dem begge, beholder stilen fra “2’eren” i den “3’er” han har snakket om at lave.

Anmeldt i nr. 131 | 13/09/2016