Zombiegenren er meget grafisk, og derfor er det naturligt, at det var filmen der tog den til sig, og senere er det også blevet til computerspil, rollespil, tegneserier og meget andet. Men en vigtig pointe er at zombiegenren i store træk er knyttet til filmmediet, og ikke det litterære, som eksempelvis vampyren er det. Der findes zombieromaner, men de er et fåtal i forhold til den anselige mængde af film, der er blevet produceret igennem forrige århundrede.
Det er naturligvis et meget omfattende emne, og jeg har forsøgt at uddrage de væsentligste retninger og værker, men der er selvfølgelig en masse som ikke bliver omtalt og værker der vil blive forbigået. Men sammen med vores store opdatering om zombier, der er fyldt med anmeldelser af zombieting, håber jeg at man kan danne sig et billede af en genre, vi her på Planet Pulp er meget fascinerede af. De historiske facts i artiklen er i store træk baseret på Jamie Russels fremragende Book of the Dead (2005), mens resten må stå på min egen regning.
Definitionen af en zombie
Men hvad er en zombie egentlig? Rent sprogligt stammer navnet fra Haiti, hvor en zombie hedder en zombi. Desuden har lingvister påpeget mulige steder og navne, hvor Haitis zombi kommer fra: det franske ombres (skygger), det vestindiske jumbie (spøgelse), det afrikanske zumbi (død ånd) og nzambu der stammer fra Kongo og ligeledes betyder en død ånd.
En zombie er en krop, der er vendt tilbage fra de døde, eller en krop, man tror, er død og som bliver styret af en troldmand. Men de zombier som er mest almindelige, er som sagt den rådne krop, der har rejst sig fra graven. Zombien er altid meget sulten og lever af menneskekød – det er så lidt underligt at de aldrig spiser helt op, siden der konstant kommer nye zombier. Man bliver smittet af sygdommen hvis man bides – nogle gange hvis bare man kradses – og når man så dør, genopstår man som en udød. Når man først er blevet smittet dør man dog ikke af alderdom, da zombie smitten dræber hurtigt – om end det kan vare alt fra få timer til mange dage før døden indtræffer.
Zombien har naturligvis også et svagt punkt og det er dens hjerne – i nogle tilfælde også rygraden. Vampyren har mange ting den ikke tåle – alt efter hvordan myten tolkes – men en zombie skal man bare skyde i hovedet eller slå den hårdt. Det er meget forskelligt, hvorfor og hvordan zombiesygen begynder. Der kan være tale om radioaktive zombier, en epedemi, magi eller den mere bibelske forklaring, som vi kender fra Romeros Dawn of the Dead (1978): “When there is no more room en hell, the dead will walk the earth“. Men under alle omstændigheder ligger genren om til en masse blod, vold og makeupeffekter, hvor forskellige effekttroldmænd igennem tiderne har forsøgt at gøre den udøde mere skræmmende end det nogensinde er set før.
Genren ligger lige til højrebenet for sploitation filmmagere og her har specielt de gode italienere tilføjet store mængder af grafisk død og vold. Men i bund og grund er det skræmmende ved zombien, at det kunne være dig og mig der var blevet til én. Her er ikke noget med excentriske vampyrer og faraoner der bliver til mumier. Nej, zombien er i os alle, uden der kan defineres nogen nævneværdig forskel fra zombie til zombie. Og dog, for Romero har igennem sine fire zombiefilm bevæget sig hen mod, at også zombien kan have intelligens og udvikle sig. Det er en frygtelig idé, som desværre bliver helt udtalt i den noget tvivlsomme Land of the Dead (2005).
Zombiernes evner og hastighed varierer også meget indenfor genren. I de fleste tilfælde – og sådan mener jeg det bør være – er zombien meget langsom og de bliver først rigtig farlige når de kommer i flok. Men i de nyere zombiefilm har man set en tendens til at de kan blive decideret hurtige, hvilket bl.a. ses i den nye udgave af Dawn of the Dead (2004) og 28 Days Later (2002).
Det bør også nævnes, at essensen i zombiemyten – hvem er monstret og hvordan tackler man sin egen og sin bekendtes dødelighed – ikke nødvendigvis kun knytter sig til film med zombier. Men i mine øjne bør der være konkrete zombier i en film, for at kalde den en zombiefilm – selvom vampyrerne i The Last Man on Earth (1964) eller overtagne kroppe i Invasion of the Body Snatchers (1956) måske udfylder den samme rolle. Zombiemyten er også tæt knyttet til det postapokalyptiske, da zombiernes komme varsler Dommedag. Så enten udspiller værkerne sig i dagene op til Dommedag eller efter at katastrofen er sket. Det centrale er, at det moderne samfund – hos Romero forbruger samfundet – bliver ødelagt, men de overlevende forsøger desperat at genskabe det, og dette resulterer altid i et nyt forfald.
Haiti og Seabrook
Det hele begyndte med, at Lafcadio Hearn – journalist og amatør antropolog – på en rejse til Matinique i Caribien i 1887, stødte på ordet zombi, der dækker over en spøgelsesbetegnelse. Men det var med William Seabrook og hans rejse til Haiti i 1928, at zombien blev introduceret til den vestlige verden. Seabrook var en amerikansk eventyrer og forfatter. Som en lille note kan det nævnes, at Seabrook havde et venskab med okkultisten Aleister Crowley og i det hele taget var en særdeles farverig karakter.
Seabrook ville prøve det hele på sin egen krop – derfor har han bl.a. også udtalt, at han ikke vil skrive om kannibaler før han har smagt menneskekød! Han ville vide alt om voodoo og zombier. Efter en grundig research på Haiti fandt han frem til farmeren Polynice, der introducerede Seabrook til virkelige zombier. En af hovedtankerne i myten og riterne om zombier på Haiti er, at en guddom tager bolig i en menneskekrop. I de “rigtige” ritualer kommer sjælen tilbage til kroppen efter en endt seance, og her kommer zombiemyten ind: hvis en ond troldmand – en nekromantiker – igennem magi får det til at se ud som om et offer er dødt, og på aftenen efter begravelsen graver “liget”, vil denne tjene troldmanden som en hjernedød zombie- bare ikke rådden og rigtig død, som vi kender dem fra filmens verden.
På Haiti bunder dette i den største frygt: ikke at dø, men at man ikke frelst når man endelig dør – Ikke at blive angrebet af en zombie, men selv at blive en. Men tilbage til Polynice, der viste de såkaldte zombier frem og de kom med i Seabrooks bog The Magic Island fra 1929. Først i 1980’erne er der kommer videnskabelige beviser på at de døde ikke er døde, men “bare” er mennesker som er blevet fyldt med alskens medicin, for at fjerne deres frie vilje. Så hvis man havde vidst det dengang, var zombierne måske aldrig blevet et hit i den vestlige kultur, da det havde fjernet noget af tiltrækningskraften med de ved de udøde.
I 1929 blev The Magic Island en bestseller: den var et perfekt blend af eventyr og amatørantropologi for masserne, og det fik stor indflydelse på horrorgenren. Man har ofte set at de døde kommer igen på film og i litteraturen, men man har aldrig set dem blive reanimerede til levende døde zombier. August Derleth novelle The House in the Magnolias fra 1932 førte zombierne til amerikansk jord, nærmere bestemt New Orleans.
White Zombie og Hollywood
Men det var Hollywood der gjorde zombien til et amerikansk mareridt. Halperin-brødrenes White Zombie (1932) med gyserlegenden Bela Lugosi i hovedrollen, blev den første “rigtige” zombiefilm. Men Hollywood så det bare som et one hit wonder og her begyndte traditionen for, at zombiefilm er low budget og ilde set af anmeldere. Så her i begyndelsen af 30’erne startede zombien allerede sin tilværelsen i rendestenen, langt væk fra mainstream og det kunstneriske, og tættere på samlebåndsgysere som Hollywood var garant for i 30’erne og 40’erne.
I modsætning til eksempelvis vampyren og mumien har zombien ikke en tradition indenfor litteraturen, og myten omkring den ligger ikke fast. Derfor resulterer det også i manuskriptforfatterne der kastede sig over zombien i 30’erne havde ret frie tøjler, og derfor blev der også lavet ret mange alternative udgaver af zombiefilm. Boris Karlof – som på det tidspunkt var Bela Lugosis største konkurrent – hoppede med på vognen og var med i tre zombiefilm; The Ghoul (1933), The Walking Dead (1936) og The Man They Could Not Hang (1939). Med disse tre film blev Haiti ideen helt fjernet og zombien blev reduceret til banal bogeyman. I 1936 forsøgte de to Halperin-brødre at følge op på deres succes med White Zombie. Det skete med Revolt of the Zombie (1936), som dog blev en kedelig affære, der ikke havde White Zombies atmosfære og gode historie. Men på trods af filmens dårlige kvalitet var den dog en milepæl for genren, da den introducerede noget som er blevet standard i zombiegenren: den store skala, hvor zombierne truer med at dræbe hele menneskeheden og hvor det ikke bare er en lille flok der terrorisere en lille gruppe mennesker.
Fra rendestenen i 40’erne til de atomare 50’ere
I 40’erne bevæger zombiegenren sig længere og længere ned i rendestenen og der blev kun lavet low budget zombiefilm og zombie horrorkomedier, som eksempelvis King of the Zombies (1941) og Revenge of the Zombies (1943). Disse havde ofte en ubehagelig form for skjult racisme – der også var meget tydelig i det amerikanske samfund på den tid. Noget som Romero også kommenterer på i Night of the Living Dead (1968), ved at lade den sorte helt blive skudt ned som var han en zombie af de hvide mænd fra nationalgarden.
I 50’erne var der i Hollywood – og i verden generelt – meget fokus på atomvåben og den nye teknologi man havde set blive brugt under Anden Verdenskrig. I horrorgenren betød det, at der kom mange film om “The Atomic Horror” og sci-fi gjorde sit store indtog. Det skete også for zombiegenren, hvilket bl.a. ses i Night of the Living Dead, hvor forskere i radioen pointerer at zombieepidemien kan skyldes noget radioaktivt, der har fået den menneskelige krop til at mutere. Zombiefilmene i 50’erne var generelt dårlige, med titler som Creature with the Atom Brain (1955) og Teenage Zombies (1957), men historisk havde de en stor effekt, der banede vejen for at Romero i 1968 kunne begynde sin zombietrilogi. De fjernede det caribiske element og placerede zombien i et Amerika, hvor dommedag stod for døren. Desuden var der naturligvis også den klassiske koldkrigstrend, hvor kommunisterne blev skildret i alle historier og genre, også blandt zombierne.
Den nye trend og Night of the Living Dead
Hitchcocks Psycho (1960) varslede en ny trend i 60’ernes horrorfilm. Efter 50’ernes fokusering på det ydre rum og trusler udefra, var det på tide at gysene kom fra det nære miljø. Naboens datter kan være en morder – eller for den sags skyld en zombie. Men i starten af 60’erne ønskede Hollywood ikke at beskæftige sig med zombien, så andre lande tog over. Deriblandt Mexico, England og naturligvis Italien, der alle byggede videre på at zombien kommer frem i nærmiljøet. Den helt store britiske zombiefilm kom fra Hammer studiet i 1966 og hed The Plague of the Zombies. Her flyttes handlingen væk fra nutidens Amerika og til England i det 19 århundrede. Pointen er, at zombiegenren bliver til noget man kan nikke genkendende til. Altså at det er det vi kender – eksempelvis vores bedste ven – bliver transformeret om til en zombie. En trend som Romero bygger videre på i en af genrens hovedværker, Night of the Living Dead, fra 1968. Men før Romero lavede sin lille zombiefilm, var der en anden film som banede vejen for ham, og som han tydeligt er blevet inspireret af, selvom den ikke har fået samme status i filmhistorien. Der er tale om Ubaldo Ragona og Sidney Salkows amerikansk/italienske The Last Man on Earth fra 1964. Filmen er baseret på Richard Mathesons I Am Legend fra 1954.
Filmen foregår i et postapokalyptisk USA, hvor der i stedet for zombier er tale om vampyrer. Men disse monstre minder meget om zombier. Vincent Price – hans kendte navn var også nok til at filmen blev distribueret i USA – spiller den sidste mand på Jorden. Eller det tror han i hvert fald selv. Men det vigtige for zombiegenren er, at filmen tackler mange af de samme problematikker som Romero benytter sig af fire år senere. Price bliver tvunget til at dræbe vampyrer som tidligere var hans venner eller naboer. Altså det samme tema om det næremiljø, hvor zombien ikke er noget eksotisk fra Haiti eller et fjollet rumvæsen. Nej, filmen stiller spørgsmålstegn ved grænsen mellem dem og os. Hvem er de rigtige monstre og hvem er mennesker? Nøjagtig det samme som er det bærende element i hele Romeros zombiesaga.
Og den 2/10 1968 fik Romeros Night of the Living Dead så premiere i USA. Den blev sablet ned af anmelderne, der fandt volden og temaerne frastødende. Det gik endda så vidt, at den anerkendte anmelder Roger Ebert skrev et indlæg i Reader’s Digest, hvor han advarede forældre mod at lade deres børn se filmen. Men naturligvis gjorde dette blot filmen endnu mere populær. Døden blev af Romero gjort håndgribelig og realistisk, og det ramte hårdt ned i Amerikas forstæder. Før i tiden var zombier blevet brugt til at skræmme folk og måske kvæle dem. Romero tilførte blod, indvolde og splat. Nu ville zombierne spise menneskekød og det viser Romero. I dag kan det virke lidt forældet, men man huske på, at man aldrig havde set noget lignende tilbage i 1968. Romero brød grænser ned og fik publikum til at fundere over deres egen krops mulige forfald. Hans tilgang var en grum og nihilistisk dommedagsvision, som skulle blive standarden i zombiefilm helt frem til i dag. Og deroveni fik man også en fin samfundskritik, som Romero fuldendte i Dawn of the Dead og udvandede i Day of the Dead (1985) og Land of the Dead.
De dødes morgengry og vold fra Italien
I 70’erne kom der mange zombiefilm, men den vigtigste er dog Romeros Dawn of the Dead, som blandede humoren med alvor, samfundssatire og masser af vold og indvolde. Derudover kom der en del fjollede zombiefilm – en tendens vi også så i 80’erne og 90’erne – med en film som Sugar Hill fra 1974, der var den første zombie/blaxploitationfilm som et godt eksempel. Men også den mere seriøse og ubehagelige The Living Dead at Manchester Morgue fra 1974, lavet af den spanske instruktør Jorge Grau, der er en film som er inspireret af Romeros zombiemyte og værd at fremhæve.
80’erne blev om noget det man kunne betegne som splatterens og VHS’ens årti. Her bugnede alle hylder med zombie og andre splatterfilm, i alle mulige afskygninger. VHS’en havde gjort det muligt at få billigt producerede gyserfilm ud til at bredt publikum, så kvaliteten af zombiefilmene i denne periode var meget svingende. Dog er der en del mesterværker fra denne periode, der hovedsageligt kommer fra de italienske sploitation-mestre. Disse falder i to grøfte: den rene sploitation – hvor handlingen er ligegyldig og hvor det er mængden af blod, nøgne kroppe og corny replikker der sætter målestokkens kriterium for om en film er en succes – og så de film der forsøger at kombinere det rent korporlige med en form for handling. Her er Le notti del terrore (1981) eksemplet på den rene sploitation, og Fulcis zombietrilogi – hvor L’aldilá (1981) og Paura nella cittá dei morti viventi (1980) – som eksempler på at sploitationelementerne understøtter en god handling. Fulci har til hans metafysiske handling i de tre film både hentet inspiration hos Lovecraft såvel som i Bibelen, og splatterelementerne er ren sploitation. 80’erne bød også på flere rendyrkede zombiekomedier, hvor Return of the Living Dead fra 1984 nok er det bedste eksempel – og det er blevet til en hel serie, hvor den sidste er Return of the Living Dead 5: Rave to the Grave er fra 2005.
Spillenes årti
90’erne var et sløjt årti for zombiefilmen og de mest fremtrædende – uden at de på nogen måde tilføjer genren noget nyt – er Tom Savinis remake af Romeros Night of the Living Dead fra 1990, og Peter Jacksons ekstremt blodige og sjove Braindead fra 1992. Ellers var zombien overladt til computerspillet, og i 1999 kom det første rendyrkede zombierollespil All Flesh Must Be Eaten. På dansk jord fik vi også et zombie rollespilsscenarie med Tropical Zombies (1990), men dette var mere en hyldest til det fjollede i zombiemyten, end det var et gyserscenarie. På brætspilsfronten kom det underholdende Zombies!!! (2002), og det skal lige nævnes, at der i 1978 også kom et brætspil baseret på Romeros Dawn of the Dead.
Computermediet gav zombierne nye udfoldelsesmuligheder. Spillene definerer sig selv ud fra zombiecomputerspillenes to yderpoler: Resident Evil (1996-)-serien, der er baseret på investigation og kamp set fra en tredjeperson og firstperson shooter-arcadespillet House of the Dead (1996). Der er set zombier før i computer spil, eksempelvis med Alone in the Dark (1992), men det er disse to førnævnte spil, som er mest afgørende for zombien i computerspilsregi.
I det nye årtusinde har zombien fået noget af en genkomst. Ikke blot fortsætter Resident Evil-serien på computeren, den har også fået to film med i købet. Men også film som Shaun of the Dead (2004) og 28 Days Later har henledt opmærksomheden på zombien. Stephen King har også med sin roman Cell (2006) berørt zombierne. Det vigtigste for genren er dog nok Robert Kirkmans zombie tegneseriesaga The Walking Dead (2004-), der virkelig er et must for zombieelskere af den gamle skole.
Zombiegenren er også en tilbagevendende inspirationskilde for filmamatører og gymnasieelever, da genren har en helt håndgribelig visuel udformning og narrativ struktur. Hvor dårligt det kan gøres, viste den spanske instruktør Julian Lara med sin frygtelige Dead Hunter – Sevillian Zombies fra 2003, og den gode Romeros næste film – Diary of the Dead der kommer i 2007 – handler da også om en gruppe filmskoleelever, som under optagelserne af en zombiefilm kommer i kamp med rigtige zombier.
Er zombien død?
Zombien har altid bevæget sig i periferien af det man betegner som mainstream, og så har den engang imellem stukket sit grimme fjæs frem i film, der bliver set af et stort publikum. En tendens som er fremherskende her i de moderne dage, hvor Shaun of the Dead og remaken af Dawn of the Dead er blevet store publikumssucceser.
Men zombien har det bedst når den ligger på lur, og de bedste zombiefilm er da heller ikke beregnet til et mainstreampublikum. Til det er det nihilistiske verdenssyn og den grafiske udpensling af volden simpelthen for hård kost. Derfor er de nyere zombieværker – og her mener jeg fra midt 80’erne og fremefter – også et tegn på at genren er blevet assimileret af andre genre. Som eksempelvis den rendyrkede splatterkomedie i Braindead, komedien i Shaun of the Dead, actionfilmen i den nye Dawn of the Dead og firstperson shooter-spil i House of the Dead. Men det er som sagt også en ting der knytter sig til genrens visuelle udformning, for de rådne lig er perfekte at gøre grin med, gode at skyde og endnu bedre at pløkke til ukendelighed i et arcadespil. Så på den måde hører zombien – eller kernen i zombiemyten og sploitationdelen – en anden tid til. Det bliver spændende at følge, hvordan zombien i fremtiden vil udvikle sig. Om den bare blive en statist, eller om den kan kræve den hovedrolle tilbage den fik i Night of the Living Dead og i originalen af Dawn of the Dead. Det vil tiden vise og indtil da kan jeg kun sige velbekomme.
Udgivet i nr. 13 | 13/11/2006
Stikord: Filmhistorie, Zombier
