Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Zeder

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Zeder er bygget op omkring en fremragende idé, og har et par decideret gruopvækkende scener undervejs, men desværre er manuskriptet meget ujævnt, og flere plotelementer hænger ikke rigtigt sammen.

ZederFørste gang jeg så Zeder, var da TV2 i stationens unge dage viste filmen en sen aften. Det har vel været omkring 1990, hvilket var et godt stykke tid før jeg for alvor begyndte at se gyserfilm, og jeg husker stadig hvor skræmt jeg blev over filmen.

Meget er ændret siden dengang – der er løbet meget vand (og mange gyserfilm) i åen siden da, og der skal mere til at gøre indtryk. Zeder virker derfor heller ikke nær så stærkt i dag, men det må retfærdigvis siges, at der er nogle ret så creepy og atmosfæriske scener hen imod slutningen.

Ikke en rigtig zombiefilm

Hvis man er fan af italienske zombiefilm, så er man næsten uden tvivl stødt på Zeder, men ikke nødvendigvis under filmens oprindelige navn. Som så mange andre af de italienske zombiefilm fra 1980’erne huserer filmen under flere titler, bl.a. den noget mere kulørte Revenge of the Dead.

Her er filmen også en god lektion i billig markedsføring – tag blot et kig på den anmeldte udgaves boxcover, der klart leder tankerne hen på en typisk zombiefilm med masser af levende døde, der stiger op for at æde de levende.

Hvis man tror at Zeder er en traditionel italiensk zombiegnasker, tager man imidlertid fejl. Faktisk ser man kun tre zombier i filmen – fire hvis man medregner et par hænder, som vi aldrig ser ejermanden af. Til gengæld skal én måske tages ud af regnskabet igen fordi den kun ses som silhuet.

Hvorom alting er, så fortæller det encifrede regnskab nok den inkarnerede zombiefan en hel del. Man skal ikke regne med typiske zombiehorder, der forfølger prøvede hovedpersoner og man skal slet ikke regne med blodige special effects. Zeder er en helt anden type film, der af samme grund kun med besvær kan karakteriseres som en rigtig zombiefilm.

Myth busted!

Faktisk har Zeder langt mere til fælles med Stephen Kings roman Pet Sematary (dansk: Dyrekirkegården) end den har med den typiske zombiefortælling. Filmens plot ligger så tæt op ad Kings roman, at det på nettet har affødt en del spekulationer om plagiat enten fra filmfolkenes side eller fra Kings. Det kræver imidlertid ikke megen research at afvise disse spekulationer.

Zeder udkom nemlig i samme år som Pet Sematary, så der har næppe været tid for instruktøren Pupi Avati og hans bror Antonio, der var med til at skrive manuskriptet, til at suge inspiration fra Kings roman. Omvendt har King heller ikke kunnet suge inspiration fra filmen, for Pet Sematary var færdigskrevet i 1979 og lå indtil 1983 i forfatterens skuffe. Myth busted!

På trods af, at Zeder ikke har været inspireret af Pet Sematary eller vice versa må man imidlertid erkende, at der er betydelige sammenfald mellem koncepterne i de to historier og også i bestemte enkeltelementer. Kernekonceptet i begge er, kort fortalt, at hvis man begraver en person på et bestemt sted, vil stedets kræfter få vedkommende til at genopstå fra de døde.

Curiosity killed the cat
Filmens første zombie stiger op af jorden og overfalder en gammel dame.

Filmens første zombie stiger op af jorden og overfalder en gammel dame.

Zeder begynder med en prolog, der foregår i Frankrig i 1956. Efter at vi er vidner til at en kvinde overfaldes uden for et hus af et væsen, der stiger lodret op af jorden bag hende, dukker et par videnskabsfolk op. Det fremgår aldrig klart, om de allerede på dette tidspunkt ved, hvad der foregår, eller om de er en slags ghostbusters. I hvert fald har den ene af mændene en ung pige med, som lader til at være synsk.

Stefano (Gabriele Lavia).

Stefano (Gabriele Lavia).

Hun finder frem til et bestemt sted i husets kælder. Her bliver hun off-screen overfaldet af noget, som vi senere må konkludere har været en zombie. Det giver dog ikke umiddelbart sig selv (og plotmæssigt hænger det heller ikke sammen med de senere begivenheder), for da videnskabsmændene graver ned i jorden, finder de et skelet med pigens ene sko i hånden. Til gengæld finder videnskabsmændene ud af, hvem skelettet var i levende live. De opdager nemlig et identitetskort i en tegnebog, der identificerer liget som Paolo Zeder.

Her springer handlingen frem til nutiden (det vil sige 1983). Vi møder forfatteren Stefano (Gabriele Lavia) og hans labre kæreste Allesandra (Anne Canovas) på deres årsdag, hvor Allessandra forærer Stefano en brugt skrivemaskine, hun har købt hos en pantelåner.

Stefano opdager, at han kan læse den ældre tekst på skrivemaskinens farvebånd – en besynderlig historie, der taler om såkaldte “K-zoner”, hvor de døde skulle kunne stige op af graven. Han beslutter sig for, at det er et perfekt koncept til sin næste roman, og begynder at researche sagen.

Ender skidt
Stefano opdager at han kan læse den ældre skrift på skrivemaskinens farvebånd.

Stefano opdager at han kan læse den ældre skrift på skrivemaskinens farvebånd.

Stefano opsøger universitetsprofessoren Chesi, der kan fortælle ham om teorien bag K-zonerne – det er steder, der har samme geologiske forhold, og som af en eller anden grund eksisterer uden for tid og rum. Det betyder, at de døde skulle kunne genopstå, hvis de blev begravet et sådan sted. Teorien blev først fremlagt af en mand ved navn Zeder, og deraf kommer så naturligvis filmens titel og forbindelsen til skelettet i filmens prolog.

Ved hjælp af én af sine venner, der er politibetjent, finder Stefano ud af, at skrivemaskinen tidligere har tilhørt en præst ved navn Luigi Costa. Nu kaster Stefano sig for alvor ud i at efterforske historien, hvilket bringer ham i nærkontakt med nogle særdeles barske personer.

Universitetsmanden Dr. Chesi (John Stacy), der hjælper Stefano på vej med hans research.

Universitetsmanden Dr. Chesi (John Stacy), der hjælper Stefano på vej med hans research.

Som publikum nemlig ved, er en flok skrupelløse videnskabsfolk, der bl.a. tæller en af videnskabsfolkene og pigen fra filmens prolog, i gang med at udforske K-zonerne, og de tillader ikke at nogen kommer på sporet af deres ukristelige forskning. Men Stefano lader sig naturligvis ikke slå ud, og til sidst når han også frem til en K-zone, hvor det viser sig, at den nu afdøde Luigi Costa er begravet.

Her ender tingene skidt for Stefano, men præcis hvor skidt, skal ikke fortælles. Dog kan det siges at to af filmens zombier dukker op i denne del af filmen – en af dem er en særdeles uhyggelig Luigi Costa, mens den anden er en person Stefano kender langt bedre.

For lidt fremdrift – og plothuller
En halvskummel præst, der måske - måske ikke - er i ledtog med skurkene.

En halvskummel præst, der måske – måske ikke – er i ledtog med skurkene.

Som det nok kan forstås af ovenstående handlingsreferat, er Zeder i langt højere grad en okkult thriller end den er en zombiefilm. Faktisk er det Stefanos research, der driver filmen frem, og den egentlige uhygge hører til i filmens sidste tyve minutter. Der er enkelte ubehagelige og stemningsfulde sekvenser tidligere, men det er i sidste del, at filmen for alvor liver op og har noget at byde på.

Scenen hvor Stefano finder videnskabsfolkenes videoudstyr, der viser den døde Luigi Costa vågne i sin kiste, er faktisk rigtigt uhyggelig. Den overgås kun af én anden scene, hvor Stefano igennem en kikkert fra sit hotelværelse kan se Luigi Costa komme gående ned ad trappen i den store bygning, der ligger midt i K-zonen. Det lyder ikke umiddelbart uhyggeligt, men det er det – især da den tidligere præst drejer hovedet og kigger direkte over på Stefano. Uhyre enkelt, men ekstremt effektivt.

Stefanos labre kæreste Allessandra (Anne Canovas).

Stefanos labre kæreste Allessandra (Anne Canovas).

Desværre er der generelt for lidt af den slags i filmen, og filmens første to tredjedele, der primært udgøres af Stefanos undersøgelser, er i længden lidt for tamme. Det hjælper ikke at der er tilføjet nogle scener, der kun eksisterer for at skræmme publikum, men som ikke giver nogen mening og ikke forklares.

Det værste for filmen som helhed er dog nok en række plothuller, hvoraf det slemmeste har at gøre med skelettet fra filmens prolog. Senere i filmen forklarer én af de lokale, der bor nær K-zonen, nemlig hvorledes han var med til at grave en hund op, der var blevet begravet i zonen. Han fortæller Stefano at hunden overhovedet ikke var gået i forrådnelse, selv om den havde ligget i jorden i tre måneder.

Heller ikke Luigi Costa er forrådnet det mindste. Derfor forstår man ikke helt hvorfor Paolo Zeder var blevet til et skelet, men alligevel kunne genopstå som zombie i filmens prolog.

Ujævn
Don Luigi Costa kigger direkte over mod Stefano - har han set ham?

Don Luigi Costa kigger direkte over mod Stefano – har han set ham?

I samme stil er der flere ting, der ikke hænger sammen og plotelementer, der introduceres, men som der ikke følges op på. Det er virkelig ærgerligt, for det betyder at Zeder ender som en meget ujævn film. De sidste tyve minutter er dog intet mindre end glimrende, og viser hvad italienerne er i stand til når de er allerbedst indenfor gysergenren.

Zeder er visuelt ganske flot, men den her anmeldte version er desværre en 4:3-transfer, der frarøver filmens billedside en del af sin styrke. Filmen er dog udsendt af Fox i en version med den originale 1.85:1 aspect ratio, der tillige både har italiensk og engelsk lydspor.

Jeg vil ikke decideret fraråde nogen at investere i Zeder, for det en interessant og anderledes indgangsvinkel til zombiegenren, og filmen har som nævnt også gode elementer. Helhedsindtrykket er bare for ujævnt til at filmen kan klassificeres som rigtig god, og det forbandet ærgerligt, for i udgangspunktet er der så mange fede idéer i Zeder, at den kunne være endt som en italiensk gyserklassiker.

3 stjerner

Titel: Zeder
Alternative titler: Revenge of the Dead (USA), Zeder: Voices from Darkness, Zeder: Voices from the Beyond, Zeder: voca dal buio
Instruktør: Pupi Avati
Manuskript: Pupi Avati, Antonio Avati, Maurizio Constanzo
Cast: Gabriele Lavia (Stefano), Anne Canovas (Allessandra), Paola Tanziani (Gabriela Goodman), Cesare Barbetti (Dr. Meyer), John Stacy (Dr. Chesi), Carlo Schincaglia (Don Luigi Costa)
Producere: Antonio Avati (producer), Giuseppe Mervini (producer), Enea Ferrario (co-producer)
Foto: Franco Delli Colli
Klip: Amedeo Salfa
Musik: Riz Ortolani
Spilletid: 90 minutter
Aspect ratio: 4:3
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: Italien, 1983
Produktionsselskaber: A.M.A. Film, Radiotelevisione Italiana
Distributør (DVD): Cydonia Pictures (USA)
Udgave/region: 1

Anmeldt i nr. 13 | 13/11/2006

Stikord: Italian Cinema, Okkultisme, Zombier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *