Daniel Hvid
Ingen kommentarer

Yattâman

Yattâman
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

YattâmanYattâman har en fjollet historie, skøre karakterer, robotter og sang – desværre virker det, som om Takashi Miike ikke helt ved, om Yattâman skal være en film for voksne eller børn.

Takashi Miike er en mand, mange nok forbinder med grum horror og splat med film som Koroshiya 1 (Ichi the Killer, 2001), Sam gang yi (Three Extremes, 2004) og Ôdishon (Audition, 2000). Denne gang har Miike dog erstattet de uhyggelige effekter med et mere farverigt børnetema, som med garanti ikke vil falde i alles smag.

Yattâman er hovedsageligt en film, som henvender sig til børn og barnlige sjæle med en let fjollet historie, skøre karakterer, robotter og spas. Der er dog forskel på, hvad man kan vise i en børnefilm i Asien og i Europa – man ser f.eks. ikke to kæmperobotter have samleje i en Far til Fire-film, men mere om dette senere.

Fire dødskraniesten

Yattâman 1 og 2

Yattâman er baseret på en populær animéserie, der kørte i Japan fra 1977-79 og i en nyere udgave fra 2008-09. Filmen handler om drengen Gan Takada (Shô Sakurai), der sammen med sin kæreste Ai-chan (Saki Fukuda) en gang om ugen forvandler sig til Yattâman 1 og Yattâman 2 og bekæmper den onde Doronjo (Kyôko Fukada) og hendes håndlangere (Tonzura og Boyacky – der deler træk med hhv. en gris og en rotte).

Den onde Doronjo og hendes håndlangere

Historien i filmatiseringen udspiller sig, da den onde Doronjo får nys om de fire mystiske dødskraniesten, der er spredt rundt omkring på Jorden. Ifølge legenderne skulle man få sit inderste ønske opfyldt, hvis man finder alle stykkerne og samler dem – og dette vil Doronjo selvfølgelig udnytte.

Men som stykkerne bliver fundet, begynder der at ske forfærdelige ting i universet – ting begynder at forsvinde ud af det blå. I starten er det små ubetydelige ting som f.eks. turisters ispinde eller sko, men pludselig begynder bygninger, broer og bjerge at forsvinde! Vores to helte vil naturligvis ikke blot se på, at hele Jorden forsvinder og lade de onde komme til magten, og så begynder et vanvittigt eventyr, der tager os med rundt i verden med dans, sang, kampe og kæmpe robotter.

For børn – eller hvad?

En af Doronjo-bandens robotter

Jeg har ikke stiftet bekendtskab med TV-serien, men filmens univers minder meget om, hvad man ellers kan forvente af et tegnefilmsunivers. Doronjo og hendes lakajer kan f.eks. overleve den ene atomeksplosion efter den anden uden at tage skade, og Yattâmans store robothund producerer mindre robotter med replikken ”ugens robot-overraskelse”. Jo, jo det er nogle løjerlige figurer, vi her har med at gøre og måske på grænsen til det overdrevet barnlige flere steder.

Yattâmans hemmelige værksted

Derfor virker det kun ekstra mærkeligt, at en film med så barnlig en stil og indhold også indeholder nogle elementer, som mange normalt vil beskytte deres børn fra at se. Vi taler blandt andet om mindre eller mere tydeligt erotiske referencer imellem Doronjo og hendes lakaj Boyacky samt næsten-nøgenscener, robotter med kæmpepatter og en sexscene imellem to store robotter!
Nu er det ikke for at lyde som en gammel sur mand, at jeg fremhæver disse elementer (da jeg selv grinede højlydt over robotten med kæmpe missil-patter), men fordi det er så skærende en kontrast i forhold til, hvad man ellers kan forvente af en film til et yngre publikum.

Alt dette har selvfølgelig noget at gøre med at filmen er fra Asien og derfor ikke har de samme holdninger eller uskrevene regler for, hvad man kan vise for børn, som vi har i Europa.
Man kunne så argumentere, at Yattâman ikke er en børnefilm og at den blot er rettet mod de mere barnlige sjæle, der var børn, dengang serien kørte over skærmen første gang i 70’erne. Men ser man introen fra den gamle TV-serie (der er at finde på YouTube), der var rettet mod børn, finder man også flere af disse elementer – blandt andet en nøgen Doronjo.

Børnevenlig, syret superheltefilm

Et eksempel på animésekvenser i filmen

Det er ikke fordi, at indholdet i Yattâman er særligt provokerende på nogen måde – tværtimod. Filmen er meget barnlig og absurd, og jeg er overbevist om, at Miike har holdt sig tro over for forlægget. Det hele virker bare for syret uden egentlig at ville noget (udover at underholde), og kunne sikkert have været så meget mere, hvis Miike havde fået frie tøjler.

Dødskraniet

Som sagt har jeg aldrig set serien, og det spiller nok også ind på min opfattelse af filmen og måden, jeg ser den på, men er man ikke lige oplagt til en børnevenlig, syret superheltefilm, bør man nok gå uden om Yattâman og i stedet snuppe én af de andre, mere blodindsmurte, japanske splattere, der er på markedet nu.

Som med de mange andre nyere japanske film, der er sendt på det danske marked, indeholder Yattâman også en overflod af mere eller mindre dårlige CGI-effekter, der skærer dybt i hornhinden hver gang. I dette tilfælde passer nogle af effekterne meget godt ind, da det er et børne-/tegneserieunivers, vi har med at gøre, men hvorfor man ikke lige strammer op, og får tingene til at se ordentlig ud, er stadig en gåde for mig.

Fans af animé kan godt tjekke filmen ud

Yattâman faldt altså ikke i god jord hos denne anmelder, men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke vil anbefale fans af animé og andre barnlige sjæle at tjekke filmen ud og danne deres egen mening.

Yattâman er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

2 stjerner

Titel: Yattâman
Dansk titel: Yatterman
Instruktør: Takashi Miike
Manuskript: Tatsuo Yoshida & Masashi Sogo
Cast: Shô Sakurai (Gan Takada), Sadao Abe (Dr. Kaieda), Kyôko Fukada (Doronjo),Saki Fukuda (Ai-Chan), Shingo Ippongi, Kendô Kobayashi (Tonzuraa), Graziano Molteni (Yattacan / Yattaking / Yattapellicano (voice)), Katsuhisa Namase (Boyacky), Anri Okamoto (Shoko Kaieda), Ayumu Saitô
Producere: Yoshinori Chiba (producer), Naoki Sato (producer), Takahiro Sato (producer), Akira Yamamoto (producer), Kiyoshi Baba (executive producer), Tôru Horikoshi (executive producer), Seiji Okuda (executive producer), Yoichi Shimada (executive producer), Keizô Yuri (executive producer)
Foto: Hideo Yamamoto
Klip: Kenji Yamashita
Musik: Ikuro Fujiwara & Masaaki Jinbo
Spilletid: 107 minutter
Aspect ratio: 2.40:1
Lyd: Dolby Digital Stereo 5.1
Sprog: Japansk
Undertekster: Dansk, norsk, finsk, svensk
Produktionsland, år: Japan, 2009
Produktionsselskaber: Horipro, J Storm, Nikkatsu, Nippon Television Network Corporation (NTV), Oriental Light and Magic, Shochiku Company, Tatsunoko Productions Company, Video Audio Project (VAP), Yatterman Film Partners, Yomiuri Telecasting Corporation (YTV)
Distributør (DVD): Another World Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 71 | 13/09/2011

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *