Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

X-Men: Days of Future Past

X-Men: Days of Future Past
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Ambitiøs, sprudlende og meget underholdende superheltefilm, der blander et intelligent plot med overdådige effekter og sjove optrin. En film med hjerte og sjæl, og tak for det Hr. Singer.

I år 2000 skete der noget, som har været med til at tegne billedet af 14 års filmhistorie: Bryan Singers X-Men havde premiere i USA den 14. juli 2000. Et budget på omkring 75 millioner dollars blev til en box office-succes på omkring 300 millioner. Man skal ikke være nogen ørn til tal for at se, at det er en god forretning.

9/11 skabte et ønske om virkelighedsflugt

Men i 2001 skete der så noget helt andet, og meget mere tragisk, som fik stor indflydelse på superheltefilmenes succes. 9/11 flænsede sig ind vores bevidsthed, og specielt den amerikanske selvforståelse blev udfordret. Så nu var der brug for film, hvor fantasien kunne arbejde mod det store, blødende sår, som terrorangrebene åbnede. Klassisk virkelighedsflugt.

I 2003 fulgte Bryan Singer så sin egen succes op med den fremragende X2, der nok, måske, er den bedste film i serien. Så smuttede Singer af sted til andre kald i livet, men X-Men-serien fortsatte støt og roligt, og før den nyeste er der kommet i alt seks film i serien; Days of Future Past er altså den syvende i serien. Og det er nu, du skal holde tungen lige i munden, sætte kaffekoppen ned på bordet og forberede dig på noget økonomisk sejt:

De seks film har genereret et overskud på omkring 1.5 milliarder dollars. Ja, du læste rigtigt, og det svarer så ca. til otte milliarder danske kroner. Så man forstår godt, at de bliver ved med at producere film i serien, og heldigvis er de fleste af dem af ganske høj kvalitet.

Kong Singer er tilbage!

Og nu er Singer så tilbage på X-Men-skuden, og den sejler han sikkert og dristigt i havn med ambitioner som en anden opdagelsesrejsende. For X-Men: Days of Future Past er uden tvivl den mest ambitiøse X-Men-film til dato og nok også den meste ambitiøse superheltefilm i det hele taget. Så de, der tænker ”Ahh, bare endnu en efterfølger, der viser, at Hollywood er løbet tør for det kreative krudt”, kan måske nu blive overbevist om noget andet.

Som et lille sidespring vil jeg rejse mig og klappe over, at vi nu har set to meget ambitiøse blockbusters i år (den anden jeg tænker på er naturligvis Noah), og det lover godt for fremtidens Hollywood.

Filmen er baseret på den klassiske X-Men-fortælling Days of Future Past, der blev bragt i The Uncanny X-Men tilbage i 1981 – skrevet og tegnet af mestrene Chris Claremont og John Byrne i en tid, hvor de nok bedste X-Men-fortællinger blev skabt. Der er naturligvis en masse ændringer i forhold til tegneserien, som jeg dog ikke vil komme ind på her.

Frem og tilbage i tiden

Men lad os kort kigge på filmens handling. I fremtiden er vores verden på røven i en blanding mellem det, vi kender fra Terminator– og Matrix-serierne: Store robotter, Sentinels, smadrer både mennesker og mutanter, og hele verden ligner noget fra en postapokalyptisk film. Det er lækkert designet, og filmens indledende actionsekvens, hvor vi møder fremtidens X-Men er helt forrygende. Men selvom de gode mutanter er seje, ser det sort ud. De er presset op mod en mur, og har snart ikke andre muligheder end at forsvinde i en ”Blaze of Glory” (tak, Jon Bon Jovi)

Men så får de en plan: Hvad med at vi sender Wolverine tilbage i tiden, til 1973, så han kan stoppe de hændelser, som leder frem til The Sentinels’ herredømme? Ja, os der godt kan lide tidsrejsefortællinger er allerede nu vilde i varmen. Som sagt så gjort. Og vupti, så er vi tilbage i de spraglede 1970’ere, hvor Wolverine skal overbevise en yngre udgave af Xavier til at hjælpe sig. Og så vil jeg ellers ikke røbe mere af handlingen, der behændigt springer mellem de to tider i kapløbet mod det stort anlagte klimaks.

Gigantiske ambitioner der forløses smukt

Ambitionerne er til at føle på. Det kommer man ikke udenom: Vi laver en fremtidsverden, en detaljeret udgave af en 70’er-verden, masser af science fiction elementer, vi mikser de mange forskellige superhelte sammen og skal holde styr på et tidsrejseplot. Man kan også bare se på filmens hold af skuespillere, som kan give den mest liderlige ensemblefreak åndenød.

Og jeg er så lykkelig over, at Singer har angrebet sin tilbagevenden med at gå all in. Så må det sgu’ briste eller bære. Og ja, der er svipsere undervejs, men selve projektet holder. Specielt filmens første halvdel udnytter tidsrejseidéen til perfektion, hvor der kommer mange fede actionscener, metaleg og absurde optrin.

Rent teknisk er filmen en triumf, både på billed- og lydsiden, og specielt et ”indbrud” i kælderen under Pentagon har prentet sig ind i min hukommelse som en af filmhistoriens bedste scener – det er den, hvor Pietro Maximoff/Quicksilver løber rundt og ”retter” på nogle ting (når I har set filmen, ved I, hvad jeg tænker på). At musikken og klipningen sidder lige i skabet skyldes nok, at det er John Ottman, der står bag begge ting.

Desuden formår filmen på fornemste vis at sende anerkendende nik til højre og venstre i serien, og det viser, at Singer er inde i sit stof. Det er også flinkt gjort af manden, specielt når man, som jeg, har brugt de sidste par uger på at se de første seks film. Alt virker gennemtænkt – og hvis der rent plotmæssigt er par svipsere undervejs, gør det ikke noget.

Og så har jeg helt glemt at sige, at filmen også er spækket med humor. Flere gange sad jeg og grinte højlydt i biografen for kort efter at tabe colaen under en hæsblæsende actionscene. Dét er god blockbuster-underholdning. Fornemt, Hr. Singer!

Vi får også en storspillende Hugh Jackman, som vel sjældent er set bedre, og Wolverine bliver filmens kolossalt vigtige forankringspunkt – noget som en film af denne type, hvor der rejses frem og tilbage i tiden, har brug for. At Jackman så også minder om en ung Clint Eastwood gør jo bare det hele endnu mere lækkert.

Lidt malurt til kaffen

Nu er vi så er vi fremme ved problemerne: Fremtidsudgaverne af Hr. X og Hr. Magneto er der ikke meget kød på, og både Patrick Stewart og Ian McKellen kører på en træt autopilot. Det skal dog siges til deres forsvar, at de heller ikke har meget at arbejde med, og det er lidt ærgerligt.

Desuden bliver nogen af konflikterne, eksempelvis mellem 70’er-udgaverne af de samme Hr. X og Hr. Magneto (ved henholdsvis James McAvoy og Michael Fassbender) også lidt for gentagende. Vi så deres store konflikt i X-Men: First Class (2011), og det er faktisk ikke nødvendigt at gentage mange af de samme dialoger, men man har nok været bange for at tabe nogen på gulvet.

Fremragende film

I det store hele er det småting, men også det der gør, at filmen ikke bliver et fejlfrit mesterværk. Det vigtige er dog – og det er også det, der gør, at jeg kan se igennem fingre med problemerne – at filmen er fortalt med så meget mod og mandshjerte og en så fin visuel forståelse, at der sjældent er set bedre inden for genren. Filmen har kort sagt en glødende sjæl, hvor den i en anden instruktørs hånd kunne være blevet til en kold og ligegyldig film.

Og så en opfordring her på falderebet: Bliv til rulleteksterne er slut, for så får du et indblik i, hvorfor den næste film i serien kommer til at hedde X-Men: Apocalypse (forventet premiere i 2016).

5 stjerner

Titel: X-Men: Days of Future Past
Instruktør: Bryan Singer
Manuskript: Simon Kinberg
Cast: Hugh Jackman (Logan/Wolverine), James McAvoy (Charles Xavier), Michael Fassbender (Erik Lehnsherr/Magneto), Jennifer Lawrence (Raven/Mystique), Halle Berry (Storm), Nicholas Hoult (Hank/Beast), Anna Paquin (Rogue), Ellen Page (Kitty Pryde), Peter Dinklage (Dr. Bolivar Trask), Shawn Ashmore (Bobby/Iceman), Omar Sy (Bishop), Evan Peters (Peter / Quicksilver), John Helman (Maj. William Stryker), Daniel Cudmore (Colossus), Bingbing Fan (Blink), Adan Canto (Sunspot), Booboo Stewart (Warpath), Ian McKellen (Magneto), Patrick Stewart (Professor X), Lucas Till (Havok), Evan Jonigkeit (Toad), Mark Camacho (President Nixon)
Producere: Simon Kinberg (producer), Hutch Parker (producer), Lauren Shuler Donner (producer), Bryan Singer (producer), Todd Hallowell (executive producer), Stan Lee (executive producer)
Foto: Newton Thomas Sigel
Musik: John Ottman
Klip: John Ottman
Spilletid: 131 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA/England, 2014
Produktionsselskaber: 20th Century Fox/ Marvel Entertainment

Anmeldt uden for nummer | 22/05/2014

Stikord: Film baseret på tegneserie, Mutanter, Superhelte, X-Men

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *