Witchfinder General

Witchfinder General fra 1968 var instruktøren Michael Reeves tredje og, skulle det senere vise sig, sidste film, da han efter færdiggørelsen desværre døde. Michael Reeves havde efter at have færdiggjort Witchfinder General døjet med en stærk depression, hvilket førte til, at han skulle tage antidepressiver. Efter en hård tur i byen kom han i sin brandert til at tage en overdosis af disse, og folk diskuterer stadig i dag om dette var et uheld eller selvmord.

Men faktum er, at han med filmen Witchfinder General efterlod et mesterværk, der ville have været svær at toppe for næsten alle instruktører. Mange betragter filmen som den bedste engelske gyser, der nogensinde er lavet, hvilket jeg altid har fundet underligt, da den i mine øjne er en skræmmende realistisk film, men svær at definere som en egentlig gyserfilm.

Heksejæger

Indledningen giver et godt indtryk af resten af filmens tone. Nogle mænd slæber en kvinde gennem en landsby, mens en præst går og læser op af “The Good Book”. De slæber hende ud til en galge og til lyden af vindens blæsen på lydsiden, bliver hun hængt. Da hun er blevet klynget op, zoomer kameraet ind på Matthew Hopkins, manden der er ansvarlig for udåden. En mand der med lovens hjælp fanger og torturerer folk, som er blevet anklaget for at være hekse.

Matthew Hopkins eksisterede i virkeligheden tilbage i 1700-tallet, og selvom filmen ikke er helt retfærdig i skildringen af ham, så er der ingen tvivl om, at han begik ikke så få forfærdelige handlinger. Filmen foregår i 1645, hvor England befinder sig midt i en borgerkrig mellem parlamentarikerne og royalisterne. Parlamentarikerne har næsten kontrol over den østlige del af landet, selvom royalisterne stadig sender små grupper ud, hvis formål det er at skaffe heste og mad.

Richard Marshall er en menig under parlamentarikernes side, og under en afpatruljering af egnen bliver de angrebet af nogle royalister. Under den efterfølgende kamp lykkes det for Marshall at redde sin kaptajns liv, hvilket giver ham en belønning på to dages orlov. Disse bliver straks omsat til to dages besøg hos hans elskede Sarah Lowes og hendes onkel John.

Udnyttelse

John lover Richard at han får hans tilladelse til at gifte sig med Sarah, hvis han bare sørger for at tage Sarah væk fra landsbyen, da det er farlige tider. Han vil ikke yderligere uddybe dette synspunkt, men får Richard til at love at tage Sarah væk fra landsbyen ved først mulige lejlighed. Johns fornemmelse for fare er ikke uden grund, og inden Richard har forladt Sarah og John, er vi blevet præsenteret for Matthew Hopkins og hans assistent John Stearne, og det fremgår, at deres næste mål netop er John Lowes.

Inden længe er John Lowes sat bag lås og slå, og da han ikke vil indrømme, at han er en heks, afventer han bare den uundgåelige tortur. Men da Matthew samtidig har forelsket sig i Sarah, så lover han ikke at torturere hendes onkel mod at Sarah gør alt, hvad han vil have hende til at gøre for sig. John Stearne undrer sig dog meget over, at han ikke får lov at torturere John og begynder at udspionere Matthew. Da han ser ham med Sarah, beslutter Stearne, at han ikke vil snydes for en omgang i høet med Sarah. Da Matthew får nys om dette er alle løfter til Sarah ophævet, og John Lowes dage er talte.

Hævn på menuen

Richard erfarer under en patrulje hvad der er sket med John Lowes og drager tilbage til landsbyen. Her gifter han sig med Sarah og sender hende væk fra landsbyen, da han ikke mener, den er sikker, mens han samtidig sværger, at bagmændene bag John Lowes død skal fanges og stå til ansvar for deres handlinger overfor Gud. Straks optages jagten på Matthew Hopkins og hans assistent, men da han forsøger at anholde John Stearne på en kro mislykkes det, og Hopkins er nu klar over, at de bliver jagtet af Marshall.

Udover det får Marshalls en reprimande fra sin kaptajn for at have stukket af fra sin patrulje. Men da Richard under den næste patrulje får kendskab til, at Hopkins er nået til den landsby, hvor han sendte Sarah hen for at hun kunne være i sikkerhed, er det tid til et endeligt opgør. Men kan Marshall overhovedet gøre noget, da Hopkins ifølge loven har ret til at udføre sine handlinger og vil retfærdigheden ske fyldest?

Retfærdighed?

Det er svært at vide, hvor jeg skal starte min lovprisning af filmen, da dette er en film, hvor næsten alt fungerer, og det derfor er svært at fremhæve noget frem for andet. Skuespillet er i top, Vincent Price er ondskaben selv i rollen som Matthew Hopkins og Ian Ogilvy er lige så god som filmens hævngerrige “helt”. Kærligheden mellem Marshall og Lowes fungerer, så tilskueren tror på, at de rent faktisk er forelskede og ikke bare et element, der skal drive handlingen frem til det næste blodige højdepunkt, som det er normalen indenfor genren.

Men som skrevet, alt i filmen er spitzenklasse. Specielt det faktum, at Witchfinder General fungerer på flere niveauer. Først og fremmest er der den ganske simple historie, hvor vi følger Richard Marshalls jagt på Matthew Hopkins. Samtidig er der historien om en mand, der umiddelbart starter med at have de bedste intentioner, nemlig at opnå retfærdighed. Men dette ideal ændrer sig som filmen skrider frem, og til sidst er der ikke den store forskel på Hopkins og Marshall.

Selvfølgelig er Marshall i tilskuerens øjne helten, da Hopkins gennem hele filmen har brændt, hængt, voldtaget og/eller tortureret alt og alle, han er kommet i nærheden af. Men det ændrer ikke på det faktum, at Marshall i slutningen af filmen har gennemgået rollen fra den forelskede soldat til hævngerrig mand, der ikke tænker på andet end at slå Hopkins ihjel. I de fleste film vil publikum sidde og ønske at skurken ikke bare skal dø, men dø så modbydeligt som muligt, så vi rigtig kan mærke retfærdigheden ske fyldest.

Men uden at afsløre slutningen kan jeg godt sige, at det netop ikke er tilfældet i Witchfinder General. Derimod viser filmen, at helten, som vi har holdt med hele vejen på grund af ønsket om retfærdighed, nu er blevet akkurat til det, vi ville se ham bekæmpe. Denne pointe giver filmen det ekstra, der for mig betyder, at den får prædikatet et mesterværk.

Mesterværk

Skal jeg til sidst dryppe en knivspids malurt i bægeret, må det være filmens score. Det fungerer udmærket i kærlighedsscenerne mellem Marshall og Lowes, men resten af tiden er det for larmende. Der hvor det forsøger at få scenerne til at virke spændende, får det den modsatte effekt. Nemlig at musikken bliver alt for melodramatisk, og det klæder slet ikke filmen. Men dette er kun et mindre irritationsmoment og ændrer ikke ved det faktum, at Witchfinder General er et mesterværk.

Til sidst er der kun tilbage at skrive, at du som læser selvfølgelig skal få set denne film, men samtidig kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvordan filmen var blevet, hvis Michael Reeves havde fået sin vilje angående hvem, der skulle have spillet Matthew Hopkins. Reeves havde nemlig hellere set Donald Pleasence i rollen som Matthew Hopkins, men måtte “nøjes” med Vincent Price grundet de amerikanske producere. Men det havde nu været interessant at se Donald Pleasance i rollen i stedet.

Anmeldt af i nr. 16 | 13/02/2007

Stikord: 1600-tallet, Hekse, Hævn