Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

What Lies Beneath

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Det eneste alvorlige problem ved Robert Zemeckis’ ellers fine Hitchcock-homage er, at den sætter sig lidt mellem to stole og ikke kan bestemme sig for, om den skal være spøgelseshistorie eller straight thriller.

What Lies BeneathHvis man er til en god thriller med overnaturlige elementer, så bør man give What Lies Beneath – med den danske titel Bag Facaden – en chance.

Filmen fik en meget blandet modtagelse, og bliver af mange anmeldere stærkt udskældt som både uoriginal (hvad den er) og kedelig (hvad jeg ikke mener den er). Personligt har jeg en svaghed for den. Jeg var glad for den, da jeg så den første gang i biografen i 2000, og da jeg for nyligt genså den på DVD kunne jeg konstatere, at jeg fortsat synes den er fin underholdning – uoriginal eller ej.

Homage til Hitchcock

Årsagen til at What Lies Beneath kommer til at fremstå stærkt uoriginal er, at den mere end noget andet er én stor homage til Alfred Hitchcock. Det gælder den måde, historien er skruet sammen på, og hvor mange Hitchcock-film, der refereres direkte til, hvilket ikke er så få, men i endnu højere grad den måde instruktøren Robert Zemeckis har udført filmen på. I sit kameraarbejde og sin stemningsopbygning efterligner Zemeckis den gamle mester i så høj grad, at nogen finder det pinligt.

Men det slutter ikke her. Zemeckis’ faste komponist Alan Silvestri har komponeret et score, der stedvist ligger stilistisk meget, meget tæt på Hitchcocks faste komponist Bernard Herrmanns karakteristiske stil. Dermed får man en film, hvor man skal være helt ukendt med Hitchcocks arbejde for ikke straks at spotte referencerne. Hvis man ikke kan tåle den slags, skal man holde sig væk. For alle andre er der dømt god underholdning.

De mystiske naboer

Norman (Harrison Ford) og Claire (Michelle Pfeiffer) mens alt endnu er fred og idyl.

Norman (Harrison Ford) og Claire (Michelle Pfeiffer) mens alt endnu er fred og idyl.

What Lies Beneath har Harrison Ford og Michelle Pfeiffer i hovedrollerne som Norman og Claire Spencer. Ved filmens begyndelse flytter Claires datter fra et tidligere ægteskab på college, hvilket kaster Claire ud i noget af en midtvejskrise. Hun er meget tæt knyttet til sin datter, og det påvirker hende dybt, at datteren flytter. Samtidig er Claire stadigvæk følelsesmæssigt påvirket af et biluheld, hun var ude for et år tidligere, hvor hun kørte sin bil ind i et træ og nær var blevet slået ihjel.

Det store hus ved søen.

Det store hus ved søen.

Men ellers ånder alt nu fred og idyl. Selv om Claire er ked af, at hendes datter er flyttet, betyder det, at hende og Norman nu har masser af tid til sig selv i deres store hus, der tidligere har tilhørt Normans far. Det eneste, der umiddelbart slår skår i glæden er, at Norman er meget optaget af sit arbejde på universitetet, hvor han leder et forskningsprojekt og har særdeles travlt med at forberede en vigtig artikel. Da de mystiske begivenheder begynder, er det nok også derfor Norman indledningsvist tror, at det er noget Claire finder på for at få hans opmærksomhed.

På naboens veranda finder Claire en enkelt sko.. er det blod, der er på den?

På naboens veranda finder Claire en enkelt sko.. er det blod, der er på den?

Og mystiske begivenheder er der pludselig nok af. Det starter med det nyligt indflyttede nabopar. Parret lader til at have et særdeles anspændt forhold med højlydte skænderier, der afløses af lige så højlydt make up-sex. Da Claire en dag overhører nabokonen Mary (Miranda Otto) græde i baghaven, forsøger Claire at tale med hende gennem plankeværket og af den meget fragmenterede samtale lader det til, at Mary af én eller anden grund er bange for sin mand.

Da Claire senere vil gå over og tale med dem, finder hun kun manden, Warren (James Remar), hjemme og han opfører sig en smule undvigende, da Claire spørger til, hvornår hans kone vil komme hjem. Kort tid efter ser Claire ham en aften smide en bylt i bagagerummet på sin bil; en bylt, der i høj grad har menneskelig form.

Et spøgelse i huset

Døren begynder at åbne af sig selv.

Døren begynder at åbne af sig selv.

Men dette er ikke de eneste foruroligende begivenheder, for i Norman og Claires hus begynder der at ske mystiske ting. Hoveddøren åbner sig af sig selv, et billede falder på gulvet af sig selv, radioen tænder og slukker spontant, og i badeværelset oplever Claire, at badekarret pludselig er fyldt op. Da hun i badevandet ser en anden kvindeskikkelse genspejlet bliver Claire overbevist om, at der er et spøgelse i huset, og i sit stille sind er hun sikker på, at det er nabokonen, der er blevet myrdet og nu huserer.

Alt dette køber Norman ikke. Han tror for det første ikke på, at naboen har myrdet konen. Nabomanden, Warren Feur, er også universitetsansat, og Norman har forhørt sig om ham og fået at vide, at han skulle være from som et lam. Og spøgelseshistorien tror Norman i allerhøjeste grad ikke på; som videnskabsmand ligger det ham meget fjernt.

Som taget ud af Hitchcocks 'Rear Window' (1954): Claire spionerer på naboen.

Som taget ud af Hitchcocks ‘Rear Window’ (1954): Claire spionerer på naboen.

I sidste ende får han overbevist Claire om at gå til psykolog. Claire fortæller psykologen, at hun tror der er et spøgelse i deres hus, og psykologen råder hende til at prøve at “tale” med spøgelset og finde ud af, hvad det vil. Det råd tager Claire imod, men det skulle hun måske ikke have gjort.

Nu skal ikke mere af handlingen afsløres, for de der ikke har set What Lies Beneath fortjener at blive overrasket – med mindre de da på forhånd regner plottet ud. Det er bestemt heller ikke utænkeligt at garvede genrefilmfans vil gøre netop dette, men mindre garvede vil nok lade sig overraske undervejs, og de skal ikke snydes for at opleve det ved selvsyn.

Jeg afslører intet ved at sige, at What Lies Beneath lægger mange røgslør ud, og langt hen ad vejen er man ikke sikker på, om filmen er et mordmysterium eller en ægte spøgelseshistorie – Claire opfører sig nemlig så neurotisk, at man sagtens kan tro, at Norman har ret og at det hele er noget, der foregår i hendes hoved.

Konstrueret

Claire finder en nøgle i én af udluftningskanalerne - har den mon noget med mysteriet at gøre?

Claire finder en nøgle i én af udluftningskanalerne – har den mon noget med mysteriet at gøre?

Heri ligger også en af filmens få virkelige svagheder, for de mange røgslør gør, at filmen virker en anelse skizofren: vil den være mysterium/thriller, spøgelseshistorie eller begge dele? Som sagt skal jeg ikke afsløre, hvordan det hænger sammen, men da sammenhængen går op for én kan man godt irriteres lidt over nogle af de bevidste vildspor, der er lagt ind i manuskriptet fordi de får filmen til at virke mere konstrueret end godt er.

Den stærkt konstruerede form, der får What Lies Beneath til at sætte sig lidt mellem to stole, er uden tvivl forfatternes skyld. Bag historien står Clark Gregg og Sarah Kernochan mens Gregg alene stod for at skrive selve manuskriptet. Clark Gregg debuterede som manuskriptforfatter med What Lies Beneath og er egentlig ikke manusforfatter af profession, men skuespiller. For en debutant er der faktisk tale om et solidt manuskript, og i bund og grund er det heller ikke selve manuskriptet, men historien, der måske skulle have været strammet op.

Claire begynder at se ting og sager: Her en uhyggelig genspejlning til højre i badevandet.

Claire begynder at se ting og sager: Her en uhyggelig genspejlning til højre i badevandet.

Hvorom alting er: når musikken spiller, fungerer filmen sådan set fint på sine egne præmisser, men for virkelig at kunne nyde den er man nødt til at være i stand til at se igennem fingre med dens uoriginalitet og dens konstruerede form. Det er jeg personligt i stand til, fordi filmen er gennemført godt håndværk. Historien byder på mange fine stemningsfulde scener, og den har også sin del mere eller mindre virkningsfulde chokeffekter, der understreges effektivt, om end ganske uoriginalt, af Alan Silvestris pastiche-score.

Chokeffekterne er for gyserfilmfans måske en anden af filmens svagheder, for Zemeckis og hans manuskript er alt andet end subtile i opbygningen til chokkene. Hvis man kender sine genrekonventioner er man således i de fleste tilfælde i stand til at regne ud, hvornår der sker noget “chokerende”. For nogle vil det helt underminere filmens slagkraft, men personligt har jeg intet imod det – og når man en sjælden gang tager fejl og alligevel overraskes virker det så meget des bedre.

Fint spillet og iscenesat

Claire og hendes veninde Jody afholder en seance for at komme i kontakt med Mary Feurs ånd.

Claire og hendes veninde Jody afholder en seance for at komme i kontakt med Mary Feurs ånd.

På skuespilsiden domineres filmen helt og aldeles af Harrison Ford og Michelle Pfeiffer, der leverer fine, men måske lidt rutineprægede præstationer, i hovedrollerne. Filmens altdominerende twist, der leder op til klimakset, ligger også i castingen, men præcis hvad denne twist går ud på kan jeg ikke fortælle uden at ødelægge en del af fornøjelsen.

Et eksempel på én af filmens mange anvendelser af spejle: mens Claire går forbi i højre side af billedet ser vi i spejlet til venstre, hvorledes computeren tænder helt af sig selv.

Et eksempel på én af filmens mange anvendelser af spejle: mens Claire går forbi i højre side af billedet ser vi i spejlet til venstre, hvorledes computeren tænder helt af sig selv.

 

Birollerne er fyldt op med solide navne, men What Lies Beneath bæres totalt af de to hovedroller og filmen har faktisk et forholdsvis lille persongalleri. Også i castingen er der på mange måder tale om en Hitchcock-homage, for Harrison Ford spiller præcis den sympatiske type, som Hitchcock ville have castet med for eksempel Cary Grant eller James Stewart.

Zemeckis har iscenesat det hele højst professionelt, men på grund af filmens natur som homage mærker man intet af instruktørens personlige præg. Produktionsomstændighederne taget i betragtning kan man da heller ikke komme uden om, at Zemeckis nok har betragtet filmen som lidt af en biting i karrieren. Den er nemlig lavet i den pause, der var i optagelserne til Zemeckis’ moderne Robinson Crusoe-historie, Cast Away, der også kom i 2000. Da det undervejs i optagelserne til Cast Away blev nødvendigt for Tom Hanks at tabe sig til sin hovedrolle, holdt optagelserne pause, og det var for at udfylde ventetiden her, at Zemeckis lavede What Lies Beneath.

Underholdende og solidt lavet

"You Know" står i dampen på spejlet efter at Claire har spurgt spøgelset om, hvad det vil have. Men ved hun det allerede?

“You Know” står i dampen på spejlet efter at Claire har spurgt spøgelset om, hvad det vil have. Men ved hun det allerede?

 

Dette ændrer dog ikke på, at filmen er godt håndværk, og et par scener er visuelt fint udtænkt. Her er der bl.a. en scene, hvor Claire ligger på gulvet og hvor kameraet bevæger sig oppefra og ned, hvorefter man pludselig ser Claire nedefra – op gennem gulvet. Her har der naturligvis været både CGI og et glasgulv med i billedet, men det virker rigtig godt, og er én af den slags visuelle ting, der er med til at gøre filmen seværdig.

Anvendelsen af spejle er en anden fin detalje – igen en Hitchcock-homage – og her er der et særlig fint eksempel i klimakset, der involverer sidespejlet på en bil. Endelig afrundes filmens visuelle side af et virkelig flot production design, hvor der især er kræset om det store hus, der udgør rammen for størstedelen af historien.

Alt i alt underholdes jeg fint af What Lies Beneath på trods af filmens svagheder. Den vil bestemt aldrig overgå i filmhistorien, men det er en underholdende og solidt lavet gyser, hvilket sådan set siger en hel del nu om stunder.

4 stjerner

Titel: What Lies Beneath
Dansk titel: Bag Facaden
Instruktør: Robert Zemeckis
Manuskript: Clark Gregg (historie af Sarah Kernochan og Clark Gregg)
Cast: Harrison Ford (Norman Spencer), Michelle Pfeiffer (Claire Spencer), Diana Scarwid (Jody), James Remar (Warren Feur), Miranda Otto (Mary Feur), Amber Valetta (Madison Elizabeth Frank),
Producere: Jack Rapke (producer), Steve Starkey (producer), Robert Zemeckis (producer), Stephen J. Boyd (associate producer), Cherylanne Martin (associate producer), Joan Bradshaw (executive producer), Mark Johnson (executive producer)
Foto: Don Burgess
Klip: Arthur Schmidt
Musik: Alan Silvestri
Spilletid: 124 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, portugisisk, polsk, tjekkisk, ungarsk, islandsk
Produktionsland, år: USA, 2000
Produktionsselskaber: 20th Century Fox, DreamWorks SKG, ImageMovers
Distributør (DVD): SF Film (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 15 | 13/01/2007

Stikord: Homage, Spøgelser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *