Warcraft

4 minutters læsetid

WarcraftFør vi smutter tilbage til 1981, vil jeg indledningsvist konstatere, at Warcraft er bedre end frygtet, og at man sagtens kan se den (selvom visse anmeldere siger noget andet) uden at kende til hverken spillene eller Azeroth. Mere om det senere, men først et kort smut tilbage i tiden.

Fra Utopia til Azeroth

I 1981 udkom computerspillet Utopia; et spil som anses for at være det første rigtige eksempel på RTS (Real Time Strategy), et begreb som blev brugt første gang i 1982 af Byte Magazine. Så tænker du sikkert: Hvad der har med Warcraft-filmen at gøre? Det kommer vi til om lidt.

I 1981 var Zowie Bowie 10 år gammel, og han boede sammen med sin far David Bowie. Og hvad har det så med Warcraft-filmen at gøre?

Lad os først se på RTS-begrebet. Naturligvis hænger det sammen med, at det første Warcraft-spil , Warcraft: Orcs & Humans fra 1994, var et RTS spil.

Mange i min generation tænker sikkert, som jeg, tilbage på spillet med stor glæde. Eller måske endnu mere på efterfølgeren Warcraft II: Tides of Darkness fra 1995. Hold op hvor har jeg brugt mange timer på det. Bygge, fedtspille, bygge, hvornår skal jeg angribe?, bygge mere og så angriber de dumme svin sgu’ mig!

Ja, det var kampen mellem orker og mennesker i fantasyverdenen Azeroth; en verden, der på mange områder er lidt af en Tolkien-klon. Hvilket man også kan sige om filmen Warcraft.

I 2004 kommer så World of Warcraft (WoW), og resten er historie. Men før vi går videre til filmen, må vi lige et smut tilbage til Zowie Bowie. Eller Duncan Zowie Haywood Jones som han hedder. Nu mest kendt som Duncan Jones. Manden der har instrueret Warcraft er David Bowies søn. Men mere om ham senere.

Orkerne kommer!

Nu skal vi først kigge nærmere på filmen, der også bærer den lidt kluntede titel Warcraft: The Beginning. Men også en passende titel, da filmen leder frem til den tid, hvor spillene foregår. Altså krigen mellem orker og mennesker.

I filmen bor orkerne i en anden verden, Draenor, men af nød (da deres verden er døende) og anført af den ondskabsfulde shaman Gul’dan, åbnes der en portal til Azeroth, så horderne (The Horde, til dem der kender spillene) kan få et nyt hjem.

I Azeroth bor menneskerne i fred og ro i noget, der ligner et glansbillede af et fantasyland. Men, men, men. Med orkernes ankomst ændrer det hele sig. Og naturligvis er ikke alle orker onde og ikke alle mennesker gode. Igennem filmen klippes der mellem de to fraktioner, mens der varmes op til det store opgør fyldt med ond magi og masser af kamp og CGI-ballede.

Og så vil jeg ellers ikke røbe mere af handlingen, som naturligvis er en herlig forvrøvlet omgang “fantasykliché all stars”. Og derfor kan du sagtens se den uden at kende til spillene, da den ene fantasykliché afløser den anden.

Ja, dem der kender spillene og eksempelvis nogle af mange bøger, der er baseret på spillet, vil få et ekstra udbytte. Små og store detaljer til de mange fans. Men i det store hele kan filmen ses af alle.

Ved at kamme over

Filmen er flere steder ved at kamme over i infantil fantasy (som vi kender der fra Dungeons & Dragons-filmene), og man frygter næsten at en overspillende Jeremy Irons dukker op ridende på en drage.

Det bliver i passager dumt, søgt og vammelt, men heldigvis tager det aldrig helt overhånd. Og det skyldes primært tre ting. For det første er effekterne voldsomt gode: Jeg mindes ikke, at CGI er blevet brugt så fint i en sådan type film, og en fyr som Uwe Boll kunne lære noget her. Det føles ægte og smukt integreret i universet.

For det andet er Travis Fimmel godt castet i den vigtige rolle som Sir Anduin Lothar. Han giver karakteren maskulin styrke og troværdighed. Hvad man desværre ikke kan sige om Dominic Cooper, der er ganske jammerlig som Kong Llane Wrynn. Puhaaa, der går dårlig fantasy i den præstation.

Og for det tredje har man ramt orkerne spot on. Faktisk føles de mere menneskelige end de fleste af menneskekaraktererne, og det er godt gjort.

En gåde

At det blev Duncan Jones der skulle instruere filmen var mig en gåde, da jeg hørte om det. Jones er manden bag de to fine science fiction-film Moon (2009) og Source Code (2011). Hvad dælen skulle han lave som kaptajn på et gigantisk fantasyskib?

Efter at have set filmen giver det lidt bedre mening, da Jones har formået at gøre en computerspilsfilmatisering både levende og underholdende. Det er ikke noget storværk, og konstruktionen, og plottet, truer da også flere steder med at kollapse.

Men filmen er fyldt med små fine detaljer, både i forhold til magi og kamp, så man ser igennem fingrene med til tider jammerlig dialog og underlige romancer.

Tre store stjerner

Det er bestemt ikke verdens bedste fantasyfilm. Langt fra. Og det er bestemt heller ikke verdens bedste computerspilsfilmatisering. Langt fra. Den forsøger flere steder at lave computerspilformidling, blandt andet i de store oversigtsbilleder, der ligner noget fra spillene, men det bliver kun til staffage, da filmen er meget klassisk i både form og indhold.

Jeg kunne godt tænke mig, hvis der altså kommer en efterfølger, at man gik all in på spildelen. At man forsøger at knække den spilfilmatiseringskode, som endnu ikke er blevet knækket.

Men om der kommer en efterfølger, kommer amerikanerne til at bestemme. I Europa, hvor filmen fik premiere først, har den omsat flot. Men det kræver noget, når filmen har kostet mere end 150 millioner dollars at producere og at man derudover har brugt mange millioner på markedsføring. Men det ville være rart med en fantasyserie som et modspil til superheltelavinen.

Warcraft er en ganske fornøjelig film, et simpelt eventyr, men lavet med hjertet på det rette sted, selvom hovedet ikke altid kan følge med. Lidt som en sød golem. Filmen har som sagt tre store plusser, der bliver til tre store stjerner på fantasystjernehimmelen.

3 stjerner

Titel: Warcraft
Instruktør: Duncan Jones
Manuskript: Charles Leavit og Duncan Jones efter historie af Chris Metzen
Cast: Travis Fimmel (Sir Anduin Lothar), Ben Foster (Medivh), Toby Kebbell (Durotan), Paula Patton (Garona)
Producere: Stuart Fenegan (producer), Alex Gartner (producer), John Jashni (producer), Charles Roven (producer), Thomas Tull (producer), Michael Morhaime (executive producer), Brent O’Connor (executive producer), Paul W. Sams (executive producer)¸ Jillian Share (executive producer)
Foto: Simon Duggan
Klip: Paul Hirsch
Musik: Ramin Djawadi
Spilletid: 123 minutter
Aspect ratio: 2.35 : 1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2016
Produktionsselskaber: Atlas Entertainment, Legendary Pictures, Blizzard Entertainment, Universal Pictures

Anmeldt i nr. 128 | 13/06/2016

Stikord: Fantasy, Film baseret på computerspil

Jacob Krogsøe. Medstifter af Planet Pulp. Redaktør. Bosiddende i Århus, hvorfra han har færdiggjort sit studie på Film- og Medievidenskab på KUA. Har desuden taget tillægsuddannelsen på Journalisthøjskolen, og startede den 1. oktober 2011 som mediebibliotekar på Randers Bibliotek. Er født på Fyn og opvokset i Sønderjylland. Har altid haft en stor passion for film, helt tilbage fra da han så film i sine bedsteforældres biograf i Hesselager. Maltin’s Film Guide [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.