Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Van Helsing

Van Helsing
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Van HelsingUniversals tre monsterikoner møder Van Helsing i en film, der vil for meget og kan for lidt. Den er fyldt med jammerlig CGI og en historie, der stikker i for mange retninger, og underholder kun, hvis man ikke tænker det mindste over det, man har spildt to timer af sit liv på.

Første gang, biografgængere verden over stødte på Van Helsing var i Tod Brownings udødelige mesterværk Dracula (1936). Her blev den gode professor spillet af Edward Van Sloan, der også gentog rollen i Dracula’s Daughter (1936). Begge film er for øvrigt anmeldt her på Planet Pulp. Karakteren Professor Abraham Van Helsing stammer naturligvis fra Bram Stokers roman Dracula (1897), men har også haft en masse roller i filmbranchen siden sin debut i 1931, hvor han har optrådt i mere end 30 film.

Van Helsing dengang og nu

'It's alive!'

De fleste husker ham nok fra Francis Ford Coppolas Bram Stoker’s Dracula (1992) , hvor han blev spillet med fysisk pondus af Anthony Hopkins. Her mødte vi en handlekraftig Van Helsing, som i kampens hede både dræbte vampyrer og fyrede oneliners af i en strid strøm. Men en endnu mere moderne udgave af Van Helsing møder vi i filmen med titlen Van Helsing, der har Hugh Jackman i titelrollen. Denne gang er vi langt væk fra den fine litteratur, og møder Van Helsing i et pulpet og overlæsset univers, hvor monstre fra gysets guldalder lever side om side med en hemmelig orden fra Vatikanet.

Van Helsing er denne gang ikke nogen professor, men mere en kirkens skraldemand, der opfører sig som en eventyrer. Han arbejder for en hemmelig fraktion af Vatikanet, der til forveksling minder om MI6 fra James Bonds univers – således er der både en halvsur leder, der kommenterer på Van Helsings metoder, og en Q-lignende karakter, der forsyner Van Helsing med alskens specielle våben. Så på en underlig pervers måde er filmen en blanding af James Bond, klassiske horrorfilm og Indiana Jones på speed, tilsat fede kulisser og frygtelige CGI effekter.

Flot og stemningsfuld indledning

Endnu et stemningsbillede fra den imponerende indledning

Men før vi møder Van Helsing har filmen en lækker indledning. I sort/hvid følger vi, hvorledes Dracula myrder Dr. Frankenstein for at få fat i dennes monster, som han har planer med. Alt imens dette sker, har der samlet sig en menneskemængde for foden af Dr. Frankensteins slot – den obligatoriske “angry mob” – som vil brænde det hele ned. Men før Dracula får fingrene i monsteret, stikker dette af med sin skabers lig. Det ser menneskemængden, som følger efter monsteret over til en gammel mølle, som de sætter ild til. Alle, inklusiv Dracula og hans tre brude, tror, at monsteret dør i branden, og så springer handlingen frem til Paris, og det sort/hvide afløses af farver.

Stærkt CGI-præget stemningsbillede fra Rom

Når man nu engang vil lave en hyldest til de gamle klassiske Universalgysere er det et godt træk at lade indledningen være i sort/hvid. Og det virker fremragende. At den efterfølgende scene i Paris så viser alt det dårlige ved filmen, er en helt andet sag. I en fjollet sekvens, hvor en kluntet omgang CGI skæmmer det ellers flotte modelarbejde, fanger og dræber Van Helsing Dr. Jekyll/Mr.Hyde, som sjovt nok også optræder i filmens opkørte univers. Derefter tager Van Helsing til Vatikanet, hvor han først får den obligatoriske opsang, for derefter at få sin næste opgave: han skal til Transsylvanien og dræbe Dracula, og samtidig skal han hjælpe en slægt, der altid har beskyttet verden mod vampyrernes ondskab.

Og så går turen ellers til Transsylvanien, og Van Helsing får følge af den nørdede munk Carl, som kommer til at fremstå som filmens comic sidekick. Som kutymen er det i den slags film, så er Fanden løs i Transsylvanien, og snart drages Van Helsing ind i et stort komplot, hvor vi både møder Igor, The Wolf Man, Frankensteins monster, Dracula og en masse andet gøgl. Dertil kan man tilsætte den smukke Anna, og den måde hvorpå kameraet med det samme fokuserer på hende, slår det fast, at det her en film for drengene. Men ellers ikke mere om den forvrøvlede handling.

For frie tøjler

Vatikanets svar på MI6

Instruktøren Stephen Sommers fik for alvor sit gennembrud i 1998 med Deep Rising, som blev produceret af Hollywood Pictures, efter han havde instrueret et par ligegyldige Disneyproduktioner. Deep Rising er en dejlig uforpligtende monsterfilm, som jeg er ret pjattet med, fordi den er så genretro: brutal, fyldt med klichéer og gode effekter. Filmen åbnede vejen til Universal Pictures monsterhjerte, og året efter fulgte The Mummy (1999), hvor Sommers viste, at han kunne lave gammeldags film med moderne effekter. Filmen blev en kæmpesucces, og i 2001 kom så efterfølgeren The Mummy Returns. Efterfølgende har mumie-franchisen fået tre efterfølgere, som Sommers har produceret men ikke instrueret.

Efter mumieræset var det blevet tid til at kaste sig over et mere ambitiøst projekt, hvor Sommers ville flette Van Helsing sammen med Universals horrorikoner: Frankensteins monster, Dracula og The Wolf Man. Og det er helt tydeligt, at Universal har givet Sommers frie tøjler, efter hans tidligere succeser, men det skulle de aldrig have gjort. Når man har set Van Helsing, er det lidt som at have været på et meget spændende museum, hvor en guide på speed ødelagde oplevelsen i stedet for at lade værkerne tale for sig selv.

Gigantisk ujævn produktion

Kate Beckinsale som Anna

Van Helsing er Sommers lille baby. Han har både skrevet, instrueret og produceret filmen. Det største problem med filmen er, at den vil alt, alt for meget, samtidig med at manuskriptet flere steder er grinagtigt dårligt. Specielt den første halvdel, fraregnet den fremragende indledning, er hård at komme igennem. Sommers har ikke kunnet afstemme filmens dramaturgiske kurve, og det gør, at der efter en time kommer et helt klart klimaks, som faktisk giver fornemmelsen, at filmen er slut. Det er den dog ikke, da filmen har en spilletid på lidt over 2 timer! Og med alt det, den vil, burde den nok vare fire timer, og tak for at den ikke gør det. Det mest fornuftige havde været at splitte den op i to film.

I sin nuværende form fremstår Van Helsing som en gigantisk ujævn produktion, hvor der er langt mellem snapsene. Men den har dog flere fremragende sekvenser, hvor specielt maskeballet i Budapest sparker røv. I den scene viser Sommers, hvad han kan, og det er at bruge CGI-effekter, make up og modelarbejde på en fornem måde. Desværre er det meste af filmen skæmmet af sjuskede og overlæssede scener, hvor CGI’en ødelægger det ellers flotte univers, som kulisse- og modelarbejderne har skabt. De tunge actionscener bliver gevaldigt kedelige, og kun få gange føler man et sug i maven.

Computergrafik ødelægger filmen

Dracula og hans to brude

Normalt snakker man om tegneserievold, men i Van Helsing er der tale om CGI-vold, hvilket i mine øjne er ganske frygteligt. I stedet for at lave det på gammeldags manér skal alt søbes ind i CGI, hvad enten det er en vampyr, der smelter, en varulv der smider hammen, en armbrøst der fyres af, eller Hugh Jackman, der hopper igennem luften. Det er helt tydeligt, at Sommers har villet overgå alt andet, hvad der er blevet lavet af CGI, og det er ærgerligt, at det på mange måder ødelægger filmen.

Skuespillerne kan ikke klandres for noget, da manuskriptet og den maniske effektjagt lader dem totalt i stikken. Hugh Jackman fylder ellers rollen som Van Helsing godt ud rent fysisk, men man er totalt ligeglad med ham, som man er med alt andet i filmen.

Udover at filmen er en hyldest til de gamle monsterfilm, selvom den fejler næsten totalt, er Van Helsing proppet med referencer til andre film. Således ligner landsbyen noget, som er taget ud af Polanskis fremragende Dance of the Vampires (1967), og selve idéen med minivampyrerne i deres pubber ligner noget fra Alien (1979). Desuden har film som Raiders of the Lost Ark (1981) heller ikke levet forgæves. Sådan kunne man fortsætte, og alle elementer er med til at overlæsse den i forvejen overlæssede film, som til sidst fuldstændig kollapser i det stort anlagte klimaks.

Kan gå an første januar

Fra filmens bedste scene, før maskerne falder

Det gør også, at filmens mange spændende idéer drukner i dårligdom. Og det er synd og skam, da hele varulvedelen er ganske fed. Til sidst kan Sommers heller ikke dy sig, og trykker på den klassiske “Hollywood corny-knap”, og det virker næsten så kvalmende, at man kan grine over det. Men også kun næsten.

Når alt det negative er sagt, er det på sin plads at påpege, at filmen godt kan gå som hjernedød underholdning første januar. Men husk at sluk hjernen, for ellers vil du blive fornærmet. Det er en gang overproduceret lort og et frygteligt genremix, hvor man ser, hvad der sker, hvis en ellers dygtig genreinstruktør får alt for frie tøjler.

2 stjerner

Titel: Van Helsing
Instruktør: Stephen Sommers
Manuskript: Stephen Sommers
Cast: Hugh Jackman (Van Helsing), Kate Beckinsdale (Anna), David Wenham (Carl), Richard Roxburgh (Dracula)
Producere: Stephen Sommers (producer), Bob Ducsay (producer), David Minkowski (associate producer), Artist W. Robinson (associate producer), Matthew Stillman (associate producer), Sam Mercer (executive producer)
Foto: Allen Daviau
Klip: Bob Ducsay, Kelly Matsumoto & Jim May
Musik: Alan Silvestri
Spilletid: 126 minutter
Aspect ratio: 1.85:1 anamorphic widescreen
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, norsk, engelsk, hollandsk og hebraisk
Produktionsland, år: USA/Tjekkiet, 2004
Produktionsselskaber: Universal Pictures, Carpathian Pictures, Stillking Films, The Sommers Company
Distributør (DVD): Universal Pictures (Denmark)
Udgave/region: 2

Anmeldt af: Jacob Krogsøe | 13/11/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *