Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Vampyres

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Med Vampyres indskrev Larraz sig i sleazefilmens store bog, og det er svært at pege på noget mere liderligt bloddryppende end det her. Indenfor sin genre er det her ubestrideligt et højdepunkt.

VampyresMan skulle ikke tro det, men én af de mest sleazy vampyrfilm fra 70’erne blev produceret i England – landet der er kendt for bornerthed og drastisk filmcensur. Den slags slog imidlertid først for alvor igennem i 80’erne, hvor klapjagten på de berygtede og frygtede video nasties blev skudt i gang.

Man må naturligvis heller ikke glemme, at det var Hammer Studios, der satte skub i den salgsstærke kombination af goth, blod og gys, der gik sin sejrsgang i biograferne verden over fra 60’erne og langt ind i 70’erne.

Den ultimative sex-og-blod-film

Det forandrer imidlertid ikke noget ved, at Vampyres fra 1974 for mange fans i dag står som den ultimative sex-og-blod-film. Den har opnået kultstatus i England, og til trods for at instruktøren José Ramón Larraz er spanier, er der da også noget umiskendeligt engelsk over produktionen.

Man må nok også konstatere, at Larraz var den rette til instruktørjobbet, for der er ikke mange filmfolk, som i lige så høj grad har dedikeret deres karriere til horror, og det endda til den sleazy del af slagsen, hvor erotik og vold går hånd i hånd.

Lesbiske vampyrer
Filmen lægger hårdt ud.

Filmen lægger hårdt ud.

Handlingen i Vampyres er rørende enkel. To unge piger bor alene i en meget stor villa i en afsidesliggende engelsk skov. De unge damer er ikke helt almindelige; det finder vi som seere ret hurtigt ud af. At de er vampyrer står rent faktisk klart fra første færd, og at pigerne også har et lesbisk forhold bliver ligeledes dokumenteret inden for de første fem minutter.

Vampyrpigernes hus.

Vampyrpigernes hus.

Med den viden, at vi nu har fået introduceret to lesbiske vampyrer, kan handlingen for alvor begynde at udfolde sig. De to unge damer, Fran og Miriam, tilbringer tiden med at lokke fremmede mænd hjem til deres hus og her forføre dem, for så at drikke deres blod, når daggryet bryder frem.

Mændene dør i jammerlige smerter, for pigerne har ikke hugtænder som “almindelige” vampyrer. I stedet bider, kradser eller skærer vampyrkvinderne sig vej ind til blodet. Det medfører nogle særdeles brutale scener, men hertil må så også siges, at mændene dør lykkelige. De får i hvert fald det, de kom efter!

Lagt i ovnen til ballade
Harriet (Sally Faulkner).

Harriet (Sally Faulkner).

Så langt så godt. Denne mandejagt har uden tvivl stået på længe, men så en skønne dag sker der noget, som rusker op i pigernes tilværelse. For det første ankommer den unge sælger Ted til egnen, og Fran får lokket ham med hjem til villaen, men efter en stribe samlejer opdager Fran, at hun ikke kan dræbe ham. Ganske vist drikker hun af Teds blod, men ikke det hele, og da daggryet kommer, lader Fran ham ligge svækket i soveværelset.

Det betyder, at Ted vågner ganske fortumlet den følgende dag, uden helt at forstå, hvad der udspillede sig i nattens løb. Her har vampyrpigen imidlertid begået en fatal fejltagelse, for Ted er ikke sådan at bide skeer med. Han beslutter sig for at afsløre stedets hemmeligheder og finde en forklaring på sin elendige tilstand.

Alt imens dette står på, ruller det unge kærestepar John og Harriet ind på vampyrpigernes grund med deres campingvogn. Hvor mystisk det end virker, har parret besluttet sig for at tilbringe deres ferie her, midt i den tågede, regnvåde have, og så ved vi jo godt, at der er lagt i ovnen til ballade.

Vin fra Karpaterne
Pigerne tager på jagt.

Pigerne tager på jagt.

Nu er rammerne mere eller mindre lagt for et intenst drama, for mens vampyrerne fortsætter med at bringe mænd hjem til villaen, snuser Ted rundt i landskabet, og genoptager endda sit forhold til Fran. Godt nok undrer han sig en del over de såkaldte venner, pigerne slæber med hjem, men husets vinkælder er fyldt med vin fra en særlig egn af Karpaterne, som med stærkt berusende kvaliteter får Ted og alle andre ulykkelige ofre til at glemme deres bekymringer.

Disse natlige besøg i villaen går ikke ubemærket hen, og fra sin campingvogn nede i haven, begynder Harriet at udspionere beboerne. John, hendes kæreste, prøver naturligvis at få hende til at slappe af og passe sig selv, men Harriet er ikke til at stoppe, så en morgen sniger hun sig op i huset, og gæt selv hvad hun finder i kælderen.

Dertil kommer, at det lokale politi begynder at fatte interesse for sagen. Det stigende antal mænd, der omkommer i trafikuheld på vejstrækningen ved villaen, virker nemlig ikke helt naturligt. Hvad det hele ender med, må du hellere selv se.

Erotikken i forgrunden
Vampyren Miriam (Anulka Dziubinska).

Vampyren Miriam (Anulka Dziubinska).

Sandt at sige, er der ikke ret meget historie eller plot i Vampyres. Alene det, der står her, sammenfatter hovedparten af handlingen, så det er tydeligvis ikke på grund af sit plot eller sine finurlige idéer, at José Ramón Larraz’ vampyrfilm får point. Faktisk er det kun med nød og næppe, det hele hænger sammen, og hvis man ville, var det let at pege på et utal af logiske brist.

Det er der imidlertid slet ingen grund til, for præcis som hos den franske instruktør og vampyrentusiast Jean Rollins film, er det de store træk, der gælder – ikke bagateller som indre logik og rationalitet. Larraz væver først og fremmest emotionelt stærke billeder, der trækker beskueren ind i et skævt, lurende univers.

Fran (Marianne Morris), den anden vampyrpige.

Fran (Marianne Morris), den anden vampyrpige.

Huset som pigerne lever i ligger afsides, og det samme gør filmens handling i en vis forstand. Fra landevejen, hvor vampyrerne samler deres ofre op, tager de dem med ind i en gotisk eventyrverden, hvor de kan drive deres liderlige spil med både deres bytte og beskueren. Erotikken er dermed helt fremme i forgrunden, og den krydres rundhåndet med meget blodige scener.

Ikke Oscarmateriale
Anulka som Playmate i 'Playboy Magazine', maj 1973.

Anulka som Playmate i ‘Playboy Magazine’, maj 1973.

På skuespilfronten er der ikke ligefrem Oscarmateriale i sigte, men de meget engelske skuespillere formår på en eller anden måde at levere varen, og så må man nok sige, at vampyrpigerne er en fornøjelse for øjet.

Fran, den af pigerne som er så uheldig at forelske sig i Ted, spilles af Marianne Morris, der frem til Vampyres havde haft en karriere som langsomt var ved at komme på skinner, men på grund af de intense sexscener i Larraz’ film, blev hun typecastet, og fik stort set kun tilbudt erotiske og endda pornografiske roller fra da af. Det blev enden på de store skuespillerdrømme, og siden hen blev det kun en håndfuld roller i lumre film.

Ted (Murray Brown).

Ted (Murray Brown).

Lidt anderledes gik det med Playboy-modellen Anulka Dziubinska, der ligeledes fik erotiske roller efter sin optræden som Miriam i Vampyres, men under optagelserne til The Likely Lads i 1976 mødte hun bassisten i Iggy Pops band, og de fandt hurtigt sammen. Det medførte, at hun nu tilbragte mere tid på turné med Iggy Pop og David Bowie end med at lave film. Det var de berømte Lust for Life– og The Idiot-turnéer, der er tale om, by the way.

Ikke et rart sår at vågne med, men hvor kommer det fra?

Ikke et rart sår at vågne med, men hvor kommer det fra?

Desværre endte forholdet tragisk, for Anulkas mand forulykkede i et motorcykelstyrt, og fra 1984 fik hun ikke længere lejlighed til at arbejde som skuespiller, da hun nu kunne tilbringe tiden som sygeplejer for den stærkt invaliderede bassist. Så tragisk kan det gå. Resten af de medvirkende er stort set ligegyldige. De spiller stereotypt, men holder sig inden for universets rammer.

Gefundenes fressen for fans af gotika
Ted og Fran i det de nu gør bedst.

Ted og Fran i det de nu gør bedst.

Det er dermed helt sikkert for det visuelle, man skal se Vampyres. Larraz var og er en stor begavelse hvad angår billedernes komposition, og hans fotograf Harry Waxman har formået at efterleve instruktørens nærmest barokke billedsammensætninger. Mange af scenerne antager nemlig karakter af bevægelige stilleben, hvor pigerne og deres mænd serveres som nøgent, blødende kød på et fad af rødt blod og velour.

Et offer.

Et offer.

Pigerne vrider og gnubber sig op ad hinanden, mens de slikkende og sugende snapper deres ofre i sig. Æstetisk er det bestemt billeder af stor nydelse, men rent faktisk opnår Vampyres sine stærkeste scener udendørs. Her fanger Larraz nemlig indbegrebet af det gotiske England. Haven, kirkegården, landevejen; alt er indhyllet i klamme tåger, og det efterårstunge vejr nærmest kryber ud af skærmen.

Pigerne går omkring som rendyrkede anakronismer i tunge kapper, og kirkeklokkerne ringer i det fjerne. For alle, der bare har den mindste svaghed for gotika, er det her absolut gefundenes fressen. Det kan i øvrigt nævnes at det hus, filmen er indspillet i, året efter dannede rammen for The Rocky Horror Picture Show i 1975, og der skulle efter sigende også være indspillet en masse andre horrorfilm på stedet.

Ubestrideligt højdepunkt
Så skal pigerne til det igen.

Så skal pigerne til det igen.

Med Vampyres indskrev Larraz sig i sleazefilmens store bog, og det er svært at pege på noget mere liderligt bloddryppende end det her. Man skal bestemt ikke se filmen for handlingens skyld, og bestemt heller ikke for gyset eller actionscenerne. Vampyres er først og fremmest en thrashy artfilm i stil med Jean Rollins produktioner.

Dermed er også sagt, at man knap kaperer, hvad der foregår, men det er komplet underordnet, for kan man tage trykket af de prætentiøse billeder og handlingen, som ikke kan efterleve det, den lover, så er det her en klassiker, man kan vende tilbage til mange gange.

Mmmm... Det søde blod.

Mmmm… Det søde blod.

Indenfor sin genre – altså det vi kunne kalde softcore vampyrfilmen – er det her ubestrideligt et højdepunkt. Det er som om det hele går op i en højere enhed, og som begge de kvindelige hovedrolleindehavere senere har fortalt, er de stolte af filmen, også selv om den mere eller mindre smadrede deres karrierer som seriøse skuespillere.

6 stjerner

Titel: Vampyres
Andre titler: Blood Hunger, Daughters of Dracula, Satan’s Daughters, Vampyres: Daughters of Dracula, Vampyres: Daughters of Darkness
Instruktør: José Ramón Larraz
Manuskript: D. Daubeney & Thomas Owen (historie)
Cast: Marianne Morris (Fran), Anulka Dziubinska (Miriam), Murray Brown (Ted), Brian Deacon (John), Sally Faulkner (Harriet), Michael Byrne (Playboy), Karl Lanchbury (Rupert), Margaret Heald (Receptionist)
Producere: Brian Smedley-Aston (producer)
Foto: Harry Waxman
Klip: Geoff R. Brown
Musik: James Kenelm Clarke
Spilletid: 90 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital Surround Sound
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: England, 1974
Produktionsselskaber: Lurco Films
Distributør (DVD): Anchor Bay Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Artfilm, Erotik, Gotika, Lesbianisme, Softporn, Vampyrer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *