Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Underwater

Underwater
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Underwater er ikke nogen god film, men på irriterende vis er den heller ikke så jammerligt ringe, at man kan sidde og grine lidt af det hele undervejs.

UnderwaterVi har været der før, dernede i dybhavet. På en forkrampet base med lange korridorer og med uanede mængder af vand over os – mørkt og uendelig tungt.

Vi har følt klaustrofobien dernede og frygten for, at den skrøbelige struktur pludselig skulle give efter og begrave vores hovedpersoner i iskoldt vand.

Vi har set de futuristiske dybhavsdykkerdragter tidligere.

Og væsnerne. De ukendte væsner, venligtsindede eller ondartede, der lurer i havdybderne har vi også mødt tidligere.

Ja, for den sags skyld har vi også prøvet det hele ude i rummet, hvor dybhavsbasen er erstattet med et rumskib og dykkerdragterne med rumdragter, men hvor klaustrofobien og frygten er den samme.

Ja, vi har faktisk set det hele før.

Velkendt genre

Underwater, der efterhånden har et par år på bagen (og endnu længere, hvis man tæller tiden fra indspilningerne til premieren), er seneste skud på stammen i en velkendt genre.

Vi har at gøre med en genre, der tæller titler som Leviathan, Deepstar Six, The Abyss (der alle, utroligt nok, er fra 1989) og Sphere (1998). Der er sikkert flere.

Og flytter man handlingen ud i rummet, har vi selvfølgelig endnu flere, fra Alien (1979) til The Cloverfield Paradox (2018).

I Underwater befinder vi os på bunden af Marianergraven, på en dybhavsbase, der er etableret af et stort firma – Tian Corporation – for at bore efter olie.

Man skal ikke tænke for meget over, hvor urealistisk præmissen er: Fra etableringen af massive baser og konstruktioner så dybt nede, til den måde vores hovedpersoner nærmest med lethed bevæger sig rundt udenfor basen i dykkerdragter, der burde være fladmast, det øjeblik de åbner dybhavets svar på luftslusen.

Faktisk er der mange ting i Underwater, man helst ikke skal tænke for meget over.

Lige på og hårdt

Det er lige på og hårdt. Da filmen starter, introduceres vi for vores hovedperson, Norah (Kristen Stewart), og efter et par minutter bryder helvede løs, da den base, hun befinder sig på, begynder at bryde sammen.

Hun flygter over hals og hoved, møder en anden overlevende, og formår at nå i sikkerhed et sted, hvor skrogets strukturelle integritet ikke er skadet.

De samler nogle få andre overlevende op, herunder basens kaptajn Lucien (Vincent Cassel), og nu må de udtænke en desperat plan for at overleve – en plan, der indebærer, at de skal nå frem til boreriggen, der ligger halvanden kilometer dybere og halvanden kilometer væk.

Noget af vejen skal de gå over havbunden.

Problemet er, at de ikke er alene. Det er ikke et undersøisk jordskælv, der fik basen til at slå revner; der er noget levende derude, og det er ikke mennesker, fisk, hvaler eller andet naturligt.

Genbrugskassen

Og så fortsætter vi ellers gennem Alien-klichéerne og hvad manusforfatterne Brian Duffeld og Adam Cozad ellers har kunnet fiske op af genbrugskassen.

På papiret burde det fungere. Lægger man lige alle forestillinger om originalitet til side, så er mange af ingredienserne bestemt aldeles glimrende. Og ikke alle film behøver opfinde den dybe tallerken. Jeg kan fint spises af en med god Alien– eller Leviathan-klon, hvis den ellers er ordentlig udført.

Problemet er, at det er Underwater ikke.

Den er gal med manuskriptet

Det er ikke den tekniske udførsel, der fejler noget. Okay, hist og her undres man lidt – f.eks. over, at man har brugt beton i konstruktionen af en undersøisk base, men lad nu det ligge.

Rent teknisk, fra set design og production design til visuelle effekter og alt det andet, fungerer Underwater fint nok. Den er måske ikke decideret prangende i den afdeling, heller, men filmen ser ikke decideret billig ud.

Det er manuskriptet, den er gal med. På det helt grundlæggende niveau fungerer Underwater ikke: Man giver nemlig ikke en kæft for nogen af personerne, og det betyder, at al spænding og intensitet fuldstændig udebliver.

En del af problemet ligger i filmens struktur. Som sagt er det lige på og hårdt efter nogle få minutter. Der er intet setup. Man møder ingen af karaktererne, før det hele går løs – medmindre man tæller to minutter sammen med Kristen Stewarts Norah.

Så man har ingen fornemmelse af, hvem rollerne er, og det betyder også, at man ikke har nogen sympati for dem. Det er alt for tydeligt, at de bare er bønder i manuskriptforfatternes skakspil, og at de skal ofres én efter én.

Ingen stemning

Det betyder, at al den klaustrofobi og rædsel, man burde føle over den håbløse situation, personerne befinder sig i, udebliver.

Man sidder komfortabelt tilbagelænet i sit sæde, ikke ude på kanten. Man sidder med hænderne pænt foldet i skødet, ikke med neglene mellem tænderne.

Det positive er, at det overstået på lidt over halvanden time. Men heri ligger jo, paradoksalt nok, også ét af filmens problemer: For hvis manuskriptforfatterne havde givet sig selv lidt mere tid til at etablere personerne, inden de begyndte at slå dem ihjel, ville man måske også føle noget for dem.

Hvis manuskriptforfatterne havde brugt lidt af spilletiden på at vise os nogle af de mystiske hændelser, vi i stedet får fortalt via avisudklip under forteksterne, kunne det være, at der havde været noget stemning og atmosfære at arbejde videre med.

Cthulhu som skurk

Instruktøren William Eubank har senere udtalt, at filmens primære “skurk”, som man møder til sidst, er Cthulhu himself. Det er ikke noget, man får at vide under selve filmen, selvom der angiveligt skulle være nogle easter eggs undervejs, som peger i den retning.

Men det er også ligegyldigt. For den Cthulhu, vi præsenteres for her, har mere tilfælles med gigamonsteret i Cloverfield eller med Godzilla, end med noget, der ligner H.P. Lovecrafts kosmiske rædsel.

Og mere væsentligt: Det har ingen betydning for handlingen. Underwater forsøger at gå andre film i bedene (dem der foregår i dybhavet eller det ydre rum), ikke at fortælle en lovecraftiansk historie.

Ingen reaktion

Underwater er ikke nogen god film, men på irriterende vis er den heller ikke så jammerligt ringe, at man kan sidde og grine lidt af det hele undervejs. Den formår simpelthen ikke at skabe nogen som helst følelsesmæssig reaktion hos seeren.

Det er virkelig ærgerligt, for hvis en film i denne genre er veludført – eller sågar bare habil – så kan der virkelig være tale om noget af det mest neglebidende og klaustrofobiske, man kan forestille sig.

2 stjerner

Titel: Underwater
Instruktør: William Eubank
Manuskript: Brian Duffield & Adam Cozad
Cast: Kristen Stewart (Norah Price), Vincent Cassel (Captain Lucien), Mamoudou Athie (Rodrigo Nagenda), T.J. Miller (Paul Abel), John Gallagher Jr. (Liam Smith), Jessica Henwick (Emily Haversham), Gunner Wright (Lee Miller)
Foto: Bojan Bazelli
Klip: Brian Berdan, William Hoy, Todd E. Miller
Musik: Marco Beltrami & Brandon Roberts
Spilletid: 95 minutter
Aspect ratio: 2.40:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2020

Anmeldt i nr. 201 | 13/07/2022

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.