Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Unbreakable

Unbreakable
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Unbreakable anses af mange for at være Shyamalans bedste film, og jeg kan godt se hvorfor.

UnbreakableEfter gennembruddet med The Sixth Sense (1999) gik der blot et år, før M. Night Shyamalan var tilbage i biograferne med sin næste film, Unbreakable.

Igen finder vi Bruce Willis i hovedrollen, og der er også adskillige andre træk ved Unbreakable, der giver mindelser om The Sixth Sense. Dem vender jeg tilbage til senere. Det skal også påpeges at denne anmeldelse indeholder en del spoilers.

En mirakuløs overlevelse

Unbreakable begynder med en prolog, der foregår i 1961. Her har en kvinde netop født en dreng, og lægen, der tilser hende – fødslen er sket pludselig i et indkøbscenter – siger, at han aldrig har oplevet noget lignende: Drengen er født med adskillige benbrud.

Herefter møder vi i nutiden sikkerhedsvagten David Dunn (Bruce Willis), der er med toget på vej hjem til Philadelphia, efter at han har været til en jobsamtale i New York. Der sker en katastrofe: Toget afspores og som ved et mirakel er David den eneste, der overlever.

Kort tid efter finder David en seddel, der er stukket under vinduesviskeren på hans bil: “Hvor længe er det siden, du har haft en sygedag?”.

To ender af skalaen

Sådan begynder begivenhederne at rulle i Unbreakable. Manden, der har lagt sedlen på Davids bil, er drengen fra prologen, Elijah Price. Han er nu blevet voksen og ejer et galleri, der fokuserer på tegneserier. Da David opsøger Elijah (spillet af Samuel L. Jackson) fortæller Elijah ham om en teori, han har udviklet.

Hvis der findes en person som Elijah – med en arvelig sygdom, der gør ham ekstremt skrøbelig – er det så helt utænkeligt, at der skulle findes en person på den stik modsatte side af skalaen?
Elijah fortæller, at han har ledt længe efter én som David, og at David måske er netop denne modpol – at David er “unbreakable”.

Selvom David indledningsvist afskriver Elijah som en rendyrket tosse, begynder han alligevel at tænke over tingene, og lidt efter lidt går det op for ham, at der måske er noget om snakken.

Samtidig forsøger David og hans kone Audrey at genoplive deres skrantende forhold, og udsigten til en mulig skilsmisse er også gået hårdt ud over deres søn Joseph (Spencer Treat Clark), der til gengæld med iver griber fat i idéen om, at hans far skulle være en form for superhelt.

Kun genrefilm på overfladen

Som jeg skrev i indledningen, minder Unbreakable på mange måder om The Sixth Sense. Dette skyldes blandt andet, at man nu begynder at fornemme nogle generelle tematikker i Shyamalans film; noget der i øvrigt bekræftes af de følgende film, særligt Signs (2002) og The Village (2004).

Unbreakable har både det langsomme billedsprog og melankolien til fælles med The Sixth Sense, og dertil kommer parforholdet, der også er en central tematik i begge film.

Parforholdet er også centralt i både Signs (selvom moderen her er død) og The Happening (2008), selvom Unbreakable på visse punkter er mere beslægtet med Signs ved, at det er familien, der er det centrale omdrejningspunkt.

For man skal ikke gå fejl af Shyamalan: Hans film er kun på overfladen genrefilm; i virkeligheden handler de om relationen mellem mennesker og med kernefamilien som den helt centrale enhed.

Det betyder ikke, at staffagen ikke er interessant – i dette tilfælde historien om Davids mulige “superkræfter” – for det er immervæk staffagen, der driver værket. I The Sixth Sense var det spøgelser, i Signs rumvæsner og i The Happening den morderiske natur.

Men det er staffage; en subtil McGuffin, der får publikum til at tro, at filmen handler om spøgelser eller rumvæsner, selvom fortællingens kerne i virkeligheden er en helt anden.

Det er et træk ved Shyamalans film, jeg har et ambivalent forhold til. På den ene side synes jeg det fortjener ros, at Shyamalan rent faktisk har noget på hjerte og bruger genrefortællingen til at formidle det. På den anden side kommer det nogle gange til at stå i vejen for den umiddelbare handling.

Unbreakable er én af de af Shyamalans film, hvor det fungerer bedst – min personlige favorit er dog stadig Signs – for superheltehistorien og historien om den lille familie er så nært integrerede, at den ene ikke ville fungere uden den anden.

En lang oprindelseshistorie

Da Shyamalan oprindelig udtænkte filmen havde den struktur som en klassisk superheltehistorie: Superhelten opdager sine kræfter, superhelten kæmper mod skurke, superhelten kæmper mod superskurken.

Undervejs opdagede Shyamalan imidlertid, at han ikke fandt de to sidste dele af historien interessant, så han valgte at fokusere på første del. På den vis er Unbreakable altså en “origin story” – det der i de fleste mere utvetydige superheltefilm typisk fylder en halv times tid i begyndelsen af filmen.

Men her er oprindelseshistorien trukket ud i hele filmens længde på ca. 120 minutter, og da vi forlader David, er han først lige i færd med at opdage sine kræfter. For ja, David har vitterligt kræfter, der ikke er normale, selvom der er langt fra David Dunn og så til en typisk Marvel- eller DC-helt.

Den noget abrupte slutning fører imidlertid også til filmens eneste uelegante greb, nemlig de to tekstbidder, der følger den afsluttende indstilling og som fortæller, hvad der videre skete.

Den slags har jeg intet imod, når vi har at gøre med en film, der er baseret på virkelige hændelser, men i en ren fiktionsfilm virker den slags greb forstyrrende. Så havde jeg foretrukket en ren udtoning, der efterlod de videre hændelser uafklarede og tvetydige. Men det er stort set også det eneste uelegante i en ellers meget elegant film.

En visuel nydelse

Både plot- og billedmæssigt er der flere ting, der i løbet af filmen, subtilt antyder inspirationen fra tegneserier. Bestemte kameravinkler, Davids regnjakke og flere andre detaljer fungerer som visuelle cues, men billedsproget er langt fra den typiske superheltefilms meget dynamiske fortælleform og klipning.

Tværtimod er mange af indstillingerne lavet som lange tracking shots. Her kan bare eksemplificeres med scenen, hvor vi første gang møder David i toget inden ulykken. Store dele af scenen er skudt som ét langt shot, der tracker David, mens han sidder og kigger ud af vinduet, taler med en medpassager og til sidst igen kigger melankolsk ud af vinduet.

Denne teknik gør, at der på ingen måde er noget tegneserieagtigt over selve billedsproget. I store dele af filmen er tempoet langsomt og afmålt, hvilket yderligere tjener til at understrege den generelle stemning af tristesse, der præger særligt de første to tredjedele.

Dette skal på ingen måde forstås som noget negativt; tværtimod gør det Unbreakable til en visuel nydelse. Helt generelt er Shyamalan en meget dygtig billedmager, hvilket både Unbreakable, Signs og The Village demonstrerer til fulde.

Særligt Unbreakable og Signs har i øvrigt det til fælles, at de bruger spejlinger som en vigtig del af billedsproget – én af Shyamalans særlige trademarks. I Unbreakable er det særligt knyttet til Elijah, der i løbet af filmen ses spejlet i både spejle, en tv-skærm og en glasramme.

Tro

Skuespilmæssigt er Unbreakable også en fin film. Bruce Willis leverer en stærk præstation som David, mens Samuel L. Jackson spiller mere på rygraden som den halvgale Elijah. Jackson er altid værd at se på, men filmens afsluttende lille twist taget i betragtning er det måske lidt for meget, at lade Elijah spilles af en sort skuespiller.

I rollen som Davids kone Audrey har Robin Wright ikke så meget at arbejde med, men hun er troværdig i rollen og det er dog det vigtigste.

Og så er Spencer Treat Clark god i rollen som sønnen Joseph, der er desperat for både at redde sine forældres ægteskab og for at få sin far til at “tro” på sine egne kræfter.

Og nu vi er ved “tro”, så er det selvfølgelig ikke tilfældigt, at David og Elijah hedder som, de gør: I Bibelen er Elias en af profeterne, mens David i kristen exegese ofte bruges som en typologi (også kaldet præfiguration) for Kristus.

Bedre med årene

Unbreakable anses af mange for at være Shyamalans bedste film, og jeg kan godt se hvorfor. Min egen personlige favorit er som sagt Signs, men det er udelukkende et spørgsmål om personlige præferencer og ikke noget, der har at gøre med filmens kvaliteter.

Og i virkeligheden er Unbreakable måske bare blevet bedre med årene. Da filmen kom ud i 2000 stod vi lige foran den flodbølge af superheltefilm, der for alvor begyndte med Bryan Singers X-Men (2000) og som en uendelig tsunami bare fortsætter og fortsætter.

Efter at have været vidne til den ene oprindelseshistorie efter den anden – nogle gode, andre meget pinlige – er Unbreakable et friskt pust fra fortiden, der viser et anderledes take på superheltegenren. I lyset af superheltetsunamien er det måske også meget godt, at de fortsættelser som både Willis og Shyamalan antydede i forbindelse med filmens premiere aldrig blev til noget.

Unbreakable gør sig bedst, som det den er: En alternativ oprindelseshistorie med fokus på det menneskelige. Herfra ville stort set alle mulige handlingsgange blot blive mere eller mindre trivielle.

5 stjerner

Titel: Unbreakable
Instruktør: M. Night Shyamalan
Manuskript: M. Night Shyamalan
Cast: Bruce Willis (David Dunn), Samuel L. Jackson (Elijah Price), Robin Wright (Audrey Dunn), Spencer Treat Clark (Joseph Dunn)
Producere: Barry Mendel (producer), Sam Mercer (producer), M. Night Shyamalan (producer), Gary Barber (executive producer), Roger Birnbaum (executive producer)
Foto: Eduardo Serra
Klip: Dylan Tichenor
Musik: James Newton Howard
Spilletid: 120 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, norsk, svensk, finsk, islandsk, estisk, græsk
Produktionsland, år: USA, 2000
Produktionsselskaber: Touchstone Pictures, Blinding Edge Pictures, Barry Mendel Productions, Limited Edition Productions
Distributør (DVD): Buena Vista
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 128 | 13/06/2016

Stikord: Superhelte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *