Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Udød

Udød
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

En åbenlys kærlighedserklæring til zombiegenren – og kærligheden smitter af på læseren! Voldsomt underholdende dansk zombieroman.

UdødDer er ikke nogen tvivl om at forfatteren bag Udød har et stort kendskab til både zombiegenren og zombien som figur. Det kunne være resulteret i en navlebeskuende og bedrevidende sag, men det er ikke tilfældet med Udød, som både er underholdende og føles meget ægte. Det føles som om forfatteren har noget på hjerte.

Mød Dr. West…

Udød indledes med en effektiv prolog. Vi er på et forskningsinstitut i Nevada, “Riverside Institut for Biokemisk Hjerneforskning”. Der er en konference. Og der er en forsker, der hedder Dr. West; en forsker der sprøjter noget i kroppe – ja, hvis du kender din zombiehistorie, så ved du godt, hvad der kommer til at ske.

Så klipper vi. Vi møder Tom, en splejset nørd der spiller computerspil (gerne med zombier). Tom har fået et sommerferiejob på et forskningsinstitut (ja, gæt hvilket), så han kan tjene penge til en ny spillekonsol. Så Tom møder på arbejde. Og ja, der er noget helt galt. Zombier. Og mange af dem. Mere vil jeg ikke røbe her.

Klassisk zombieplot

Selve plottet er der ikke så meget at sige om. Det er set før. Men det sjove er faktisk, når man som læser kender genren, at se den zombieudviklingshistorie, som forfatteren har hakket ind i fortællingen.

Vi går kort sagt fra Re-Animator til Kadavermarch og videre til Resident Evil – se blot romanens udtoning, der ganske elegant leder op til en potentiel efterfølger. Det føles ikke påklistret, men er et ekstra lag for dem, der kender genren. Og bemærk også navnene på mange af personerne i romanen; det er også mere eller mindre nik til andre zombieværker.

Metalagene er herlige i Udød, også i forhold til hele den fortælling, Tom bygger op om zombier, og som hans mednørder truer med at underminere.

Det er sjovt og dejligt, når man er zombienørd, men ikke noget, der tager fokus væk fra selve fortællingen og karaktererne, så man kan sagtens nyde bogen uden at være zombiemaster.

Splejsen Tom – en herlig hovedperson

For når alt det med metalegen er sagt, så er det vigtigste ved romanen faktisk, at det er lykkes for forfatteren at skabe nogle personer, som man tror på, og som man faktisk føler med.

Her har Greis fundet frem til noget af det vigtigste i Dennis Jürgensens favntag med genren. Det gælder primært i forhold til den altoverskyggende hovedperson Tom. Splejsen Tom, nørden Tom, knægten Tom. Ja, en hovedperson som ikke er typen, der bare klarer alt, men også en type, der vokser med opgaven. Han er også en skrøbelig helt, som i denne fine passage:

“I en film havde det været Toms yndlingsscene: Horden af levende døde, der gennembrød de overlevendes sidste skanse for at sætte tænderne i deres varme kød. Altid med et utal af voldsomme, blodige special effects til følge. Selv i et spil, hvor hans karakter risikerede at dø, havde han gyst frydefuldt over sceneriet og var gået på med krum hals. Men dette var virkeligheden, og han var ingen helt; bare en lille idiot, som et øjeblik havde bildt sig ind, han kunne klare ærterne.”

Udover at den lille tekstbid fortæller meget om karakteren Tom, så er det faktisk også kernen i romanen: Metadelene der underholder og de menneskelige aspekter, der holder den menneskelige interesse fast. Og det er romanens største triumf.

Den anden vigtige hovedperson er pigen Paquita. Hun er levende og ægte. Der er nemlig noget kejtet og kærligt over Greis’ figurer; noget som unge mennesker (og ældre mennesker som mig) kan genkende.

Fin balance mellem det menneskelige og karikaturen

At resten af figurerne så mere eller mindre er karikaturer og er som noget, der er taget ud af en film (eller ti), skaber den helt rigtige balance, som man også ser i de rigtig gode high school-film. Balancen mellem det menneskelige, det ægte, og karikaturen, satiren.

Den balance sidder lige i skabet i Udød og gør, at man faktisk, i modsætning til mange andre zombiefortællinger, føler noget for Tom og Paquita. Og man føler noget for det lille fine og skrøbelige bånd, som langsomt fæstnes mellem de to.

Udover at Greis udviser en fornem forståelse for genren, og at han skaber nogle dejlige karakterer, så sidder dialogen også lige i skabet. Det er en svær disciplin. En vekselvirkning mellem de seje one-liners og noget, der fremstår som ægte dialog, der gør, at man tror på personerne, og at karaktererne bliver mere end karikaturer.

Man kan også på falderebet sige, at Udød skriver sig ind i en fin tradition af danske zombiefortællinger. Lige fra den udødelige Kadavermarch over Leis’ Necrodemic-saga, Silvestris Pandaemonium og Schjönnings Kværnen.

Hvis man er ved at blive lidt træt af zombien som figur, så anbefaler jeg, at man kaster sig over Udød – her finder du nemlig noget af den kærlighed til genren, som kan genoplive din egen zombieglæde.

Et andet stort plus er bogens fysiske udformning. Den er leveret i en lækker hardcoverudgave og forsiden er intet mindre end formidabel. Det samme gælder illustrationerne inde i bogen. Det ligner en bog, man har lyst til at rive ned fra hylden.

Fornem underholdning

Kort sagt er Udød en herlig omgang zombieunderholdning, der veksler fint mellem B-filmen og ungdomslitteraturen, med et menneskeligt hjerte der banker stærkt midt i fortællingen. En perfekt bog til den store teenager og den voksne mand, der (som jeg) elsker at drømme sig tilbage til ungdommen.

5 stjerner

Titel: Udød
Forfatter: Ruben Greis
Forlag: Calibat
Format: Hardcover
Udgivelsesår: 2020
Sideantal: 368
Illustrationer: Aske Schmidt Rose

Anmeldt i nr. 180 | 13/10/2020

Stikord: Zombier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *