Martin Wangsgaard Jürgensen
Ingen kommentarer

Two Thousand Maniacs!

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Herschell Gordon Lewis’ vel nok bedste film svælger i redneck-klichéer, overkogt humor og kompromisløs vold. Unægtelig underholdende!

Two Thousand Maniacs!60’erne var om noget det årti, hvor den amerikanske exploitationfilm begyndte at blive etableret som begreb. Det store teenagemarked havde vist, at det kunne betale sig at strømline film efter de unges ønsker, og give dem det, de kom efter – nemlig gys, chok og sex.

Det skal naturligvis på forhånd slås fast, at datidens standarder for blod og nøgenhed lå langt fra det, vi ser i dag, men effekten var den samme, om ikke stærkere. Samtidig blev artfilmen også et respekteret medie for kunstnere, og på den led skabte 60’erne grobund for et særdeles sprælsk felt af uafhængige instruktører, der prøvede kræfter med tidens spirende oprør. Russ Meyer er et godt eksempel på dette, og Herschell Gordon Lewis var en anden af 60’ernes absolut største navne på exploitation-scenen.

Fra bryster til blod
Filmplakaten fra 1964.

Filmplakaten fra 1964.

Lewis kom egentlig fra en universitetsbaggrund, hvor han havde undervist i engelsk og senere markedsføring, men filmverdenen tiltalte ham, og præcis som Russ Meyer havde Lewis stor appetit på damer. Han begyndte således at indspille en stribe små erotiske nudies, der blev en stor succes, og navnlig efter Lewis havde fundet sammen med sin forretningspartner og producent David F. Friedman, begyndte den erotiske pengemaskine at køre. Det blev til en stribe titler, som i dag bliver regnet som klassisk softcore fra sexfilmens uskyldige ungdom.

Efter Bell, Bare and Beautiful fra 1963, følte Lewis og Friedman, at tiden var kommet til at afsøge nyt terræn. Med en film som Psycho (1960) i frisk erindring, satte de to sig til arbejdsbordet, og resultatet blev Blood Feast; en brutal gyser, der for datiden var absurd blodig.

Det siger sig selv, at Blood Feast gik rent ind. Faktisk bedre end de tidligere lumre titler, så makkerparret fik – så at sige – blod på tanden. Allerede året efter vendte de tilbage med endnu en blodig omgang exploitation, der efterfølgende skulle vise sig at blive deres absolut største hit. Filmen hed Two Thousand Maniacs!.

Før vi kigger nærmere på selve filmen, må det hellere præciseres, at der sådan set ikke er nogen forskel mellem Lewis’ og Friedmans film og så det, vi kender fra 70’ernes Italien. Formlen er præcis den samme, og det skal derfor også understreges, at handlingen i Two Thousand Maniacs! er komplet ligegyldig. Det vigtige er, at der bliver leveret tilstrækkeligt med blod.

Redneck revenge
Velkommen til Pleasant Valley.

Velkommen til Pleasant Valley.

Historien i Two Thousand Maniacs! blev i øvrigt inspireret af Vincente Minnellis eskapistiske musical Brigadoon (1954), der omhandler en mystisk landsby i Skotland, der tilsyneladende eksisterer uden for tid og sted. Det plot transformerede Lewis til Sydstaterne, hvor han lod indbyggerne i en lille glemt landsby planlægge et 100 års jubilæum.

Dette er vel at mærke ikke et helt almindeligt jubilæum, for festen markerer årsdagen for nedslagtningen af en stribe sydstatssoldater, og det har de glade indbyggere i Pleasant Valley svoret, at de vil hævne. Byen står derfor på den anden ende for at lokke nogle yankeer til stedet og give dem gengæld for det, de gjorde ved deres forfædre.

De tre bagmænd udveksler planer.

De tre bagmænd udveksler planer.

Jeps, dette er selve filmens set-up. Det eneste vi nu mangler, er nogle ofre, og de kommer næsten helt af sig selv til Pleasant Valley. To grupper unge ankommer nemlig forskudt af hinanden til byen. Det første hold er to helt unge ægtepar med et ganske frimodigt syn på troskabsløftet.

Det andet par er to, som mødtes ved et tilfælde, før de drejede bort fra hovedvejen og havnede i landsbyen. Det er naturligvis ikke helt tilfældigt, at de havnede i byen, for indbyggerne i Pleasant Valley har fusket en del med vejskiltene og arrangeret noget vejarbejde, således at ofrene ikke kan undgå at køre direkte ind i fælden.

Der er altså i alt seks personer, som ankommer til byen, og de er alle nogle selvsikre nordstatstyper med stilsikker tøjsmag og en fræk attitude. Lige præcis folk af den type, som bonderøvene i Pleasant Valley havde håbet, de kunne få neglene i.

Mord (og ofrene) på menuen
Et offer hakkes til BBQ.

Et offer hakkes til BBQ.

Vel ankommet i byen bliver de seks mere eller mindre tvunget til at deltage i byens festligheder, og de kan stort set ikke undgå at blive indlogeret på byens hotel. Manden som står bag alt dette, er Pleasant Valleys borgmester Buckman, der sammen med sine tre sønner og en storbarmet datter holder sammen på byen.

De rejsende får knap lov til at stille kufferterne, før det hele går løs. Kvinderne bliver forført af muskelsvulmende bondekarle, og mændene møder sydstatskvindernes charme. Pleasant Valley fordrejer hurtigt hovederne på de unge yankeer, men så går det galt.

Én for én bliver gæsterne isoleret og myrdet på grusomste vis. Byens indbyggere har fået et stort kick ud af at planlægge nedslagtningen grundigt, så det er absolut nogle spektakulære drab, der finder sted. Samtidig fremgår det også, at der er planlagt en stor barbeque denne nat, og der står frisk yankee på menuen!

Vold for voldens skyld
Filmens heltinde Terry Adams (Connie Mason).

Filmens heltinde Terry Adams (Connie Mason).

De mord der bliver begået i Two Thousand Maniacs! er alle så udspekulerede og nederdrægtige, at det halve kunne være nok. Vi taler om firdeling, partering med økse, kvasning og spidning. Det hele udført, så der ikke er et øjebliks tvivl om, hvad det er, der foregår. For den tid er det særdeles grovkornede billeder, og det er helt forståeligt, at filmen blev et hit.

Historien er så tynd, at der vitterligt er tale om vold for voldens skyld, og samtidig svælger filmen i sydstatsklichéer. Man skal huske, at Two Thousand Maniacs! kom længe før, der var noget der hed Deliverance (1972), The Texas Chain Saw Massacre (1974) eller Southern Comfort (1981), og i en eller anden forstand er Herschell Gordon Lewis’ film skabelonen for dem alle.

Det er således ikke kun blod Two Thousand Maniacs! driver rovdrift på, nordamerikansk sydstatsfobi bliver også i den grad udnyttet. Alene scenen hvor Pleasant Valleys indbyggere begynder at synge Dixien, svøbt i sydstatsflag, efter at have firdelt en af de ulykkelige gæster, burde være nok til at få en borgerkrig i gang på ny. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Lewis trak på alle de klichéer, han overhovedet kunne finde frem til, og resultatet er alt andet end flatterende.

Slå hjernen fra
Og helten Tom White (William Kerwin).

Og helten Tom White (William Kerwin).

Tonen i Two Thousand Maniacs! er en bizar blanding af overkogt humor og kompromisløs vold. Intensiteten kan måske nok være lidt svær at få øje på i dag, for sandt at sige var Lewis ikke nogen gudsbenådet instruktør, men når man først har vænnet sig til de burleske rednecks og deres overspillede facon, falder man ind i filmens univers, og lader sig rive med.

Man er i hvert fald underholdt, for de brutale slagtescener er fordelt med sikker fornemmelse for seernes koncentrationsevne. Det var vel ikke for ingenting, at Lewis havde en baggrund som reklamemand. Mordene kommer som veltimede indslag, som sætter skub i handlingen, der konstant er faretruende tæt på at gå helt i stå.

Kritisk eftersyn holder hverken det tekniske eller selve handlingen til. Det handler altså udelukkende om at slå hjernen fra og lade sig underholde af det ene drab efter det andet. Absurd ja, men også særdeles festligt!

Pionerånd
Baggrunden for det hele.

Baggrunden for det hele.

Two Thousand Maniacs! er blevet det man kalder en kultklassiker i USA. Kombinationen af vold og så det særdeles upolitisk korrekte portræt af sydstaterne har stadig et publikum, og Herschell Gordon Lewis’ navn er meget bedre kendt i Amerika end Europa. Filmen bliver generelt regnet som hans bedste, og det er nok meget rigtigt.

Two Thousand Maniacs! er ikke nogen perfekt film – langt fra – men den har en pionerånd og uskyldighed, som sænker et forsonende skær over alle fejl og mangler. Den overkogte humor, der løber som en rød tråd gennem hele filmen, er så afgjort et temperamentsspørgsmål. Personligt er jeg ikke helt begejstret, men på den anden side er det netop humoren, der afleder opmærksomheden fra det dårlige skuespil og de lidt tamme rammer, som det hele udspiller sig i.

En ulykkelig gæst får lov et trille til døde i en tønde med indvendige pigge.

En ulykkelig gæst får lov et trille til døde i en tønde med indvendige pigge.

Man kommer imidlertid ikke uden om, at filmens mordsekvenser er fremragende, og det er her, vi finder de ægte perler. Samtidig giver sydstatsmusikken og alle flagene det hele en surrealistisk side, der virker særdeles fængende. Har du mod på at opsøge den amerikanske exploitationfilms rødder, er Herschell Gordon Lewis manden, du bør gå til, og her er Two Thousand Maniacs! så absolut det bedste sted at starte.

I 2005 blev genindspilningen af Two Thousand Maniacs! udsendt under navnet 2001 Maniacs. Filmen blev instrueret af Tim Sullivan og ud fra den hype, produktionsselskaberne forsøgte at skabe om genindspilningen, var det ret tydeligt, hvor stor en stjerne Lewis’ film har i den amerikanske undergrund. Det kan dog indskydes, at konceptet bag filmen ikke nødvendigvis er blevet bedre af, at udtrykket er blevet moderniseret og mere pågående.

4 stjerner

Titel: Two Thousand Maniacs!
Andre titler: 2,000 Maniacs
Instruktør: Herschell Gordon Lewis
Manuskript: Herschell Gordon Lewis
Cast: William Kerwin (Tom White), Connie Mason (Terry Adams), Jeffrey Allen (Mayor Buckman), Ben Moore (Lester MacDonald), Gary Bakeman (Rufus Tate), Jerome Eden (John Miller), Shelby Livingston (Bea Miller), Michael Korb (David Wells), Yvonne Gilbert (Beverly Wells), Mark Douglas (Harper Alexander), Linda Cochran (Betsy), Vincent Santo (Billy), Andy Wilson (Politibetent)
Producere: David F. Friedman
Foto: Herschell Gordon Lewis
Klip: Robert L. Sinise
Musik: Larry Wellington, The Pleasant Valley Boys
Spilletid: 83 minutter
Aspect ratio: Full frame
Lyd: Dolby Digital Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Ingen
Produktionsland, år: USA, 1964
Produktionsselskaber: Friedman-Lewis Productions Inc.
Distributør (DVD): Something Weird Video
Udgave/region: 0

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Genindspillet, Rednecks, Splat, Sydstaterne

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *