Twins of Evil

Hammer byggede deres succes på filmatiseringen af henholdsvis Mary Shelleys Frankenstein, under titlen The Curse of Frankenstein fra 1957, og Bram Stokers Dracula fra det følgende år. Begge film blev kæmpemæssige succeser, og det engelske selskabs opgave bestod fra da af mere eller mindre i at leve op til det momentum, de nu havde skabt.

For deres vampyrfilm betød det, at de langsomt måtte begynde at se sig om efter alternativer til Dracula-karakteren, der dels var blevet slået ihjel lidt for mange gange, og dels i en sådan grad blev identificeret med Christopher Lee, at det var svært at indspille film om vampyrgreven uden ham.

The Karnstein Trilogy

Lee var imidlertid notorisk uvillig til blindt at kaste sig ud i Hammers mange idéer til fortsættelser på Dracula-myten og det var derfor heller ikke helt overraskende, at de i 1970 udsendte The Vampire Lovers, der i store træk er en filmatisering af Joseph Sheridan Le Fanus gotiske novelle Carmilla fra 1872.

Novellen, med sit lesbiske foruden vampyriske indhold, er nærmest selvskrevet Hammer-materiale, og filmen regnes rent faktisk også som ganske trofast over for forlægget. The Vampire Lovers fik den ungarske skønhed Ingrid Pitt i hovedrollen, men da fortsættelsen skulle indspilles og udsendes året efter, kunne Pitt af kontraktmæssige grunde ikke genoptage sin rolle.

Lust for a Vampire fra 1971 måtte således tage sig til takke med den danske sexbombe og urimeligt dårlige skuespiller Yutte (Jytte) Stensgaard. Også Lust for a Vampire blev en publikumssucces, men da den tredje og sidste del af det som eftertiden har døbt The Karnstein Trilogy blev udsendt, var det ikke én men hele to babes, der sprang i natkjolerne og udgjorde filmens omdrejningspunkt.

I Twins of Evil, ligeledes fra 1971, havde Hammer nemlig sikret sig Mary og Madeleine Collinson – Playboy Magazines første tvillinge-centerfolds nogensinde. Det var lidt af et scoop, og bestemt noget, der kunne vække begejstring, dengang som i dag.

Jep, der ligger en borg

Handlingen er vanen tro henlagt til et central- eller østeuropæisk eventyrland på et tidspunkt i 1700-tallet, hvor indbyggerne i en lilleby bliver plaget af indre såvel som ydre fjender. Byens ukronede leder er den fanatiske heksejæger Gustav Weil, der med stort religiøst iver jager ondskabens skabninger.

Egnen synes da også at være mere end almindeligt rig på smukke, enlige unge damer, der nægter at tage sig en husbond, så Weil og hans loyale broderskab af ligesindede har nok at se til. Samtidig ligger lillebyen i skyggen af Grev eller “count” Karnsteins borg.

I Hammer-land kommer der intet godt ud af borge, der ligger højt oppe i klipperne, og den erklærede djævledyrker af en greve spreder da også skræk og rædsel på egnen. Problemet er bare, at Weil og hans kumpaner ikke tør røre ham, da Karnstein står under kejserens beskyttelse. Derfor kan han frit drive sit spil i byen.

Nuvel, helt slem bliver den unge greve ikke, før han en sen nat anråber Djævlen om lidt ægte udfordring og spænding. Se da, frem fra fortidens skygger kommer vampyrkvinden Mircalla og belønner sin fjerne slægtning med vampyrismens lyksaligheder. Først nu kan Karnstein for alvor begynde at sprede Satans gerning og som sagt så gjort.

Lumre tvillingesøstre

Nogenlunde samtidig ankommer tvillingesøstrene Maria og Frieda Gellhorn til landsbyen. De skal bo hos deres onkel og tante – selveste hr. og fru Weil – for deres forældre er omkommet for knap tre måneder siden. De to smukke søstre er vitterligt et spændende tiltag i byen, og deres ankomst vækker opsigt med det samme. Ingen kan kende forskel på de to piger, der med deres fine klæder og flotte udseende ligner hinanden som to dråber vand.

Det er imidlertid kun på overfladen, for underneden er de to unge damer ganske forskellige. Lige så god og mild som Maria er, lige så fræk og lummer er Frieda. De er da også kun knap ankommet til byen, før Frieda begynder at sværme for den mystiske greve, der bor så fornemt i sin borg helt oppe på klippen. Drømmende betragter hun borgen om natten, og så en skønne dag beslutter hun sig for at gøre alvor af sagen.

Hun forlader onklen og tantens hus, og løber op til adelsmanden. Det medfører store ændringer i Friedas liv, for grev Karnstein tager imod hende med kyshånd. Den frække pige er meget mere spændende end egnens bondetøser, og han gør hende mere eller mindre til vampyr på stedet.

Hænderne i kagedåsen

Nu er den ene af de to søstre altså gået i Satans tjeneste, men indledningsvist er der ingen, som bemærker ændringerne i hendes adfærd. Faktisk forelsker lillebyens unge lærer sig i Frieda, for som han siger brænder der en sært tiltrækkende ild bag hendes øjne. Det ved vi jo godt, hvad er for en ild, og selv samme ild får langsomt flyttet den vampyriske tvilling helt ud, hvor hun ikke kan bunde.

Resultatet bliver, at hendes gudfrygtige onkel snupper Frieda med hænderne i kagedåsen. Hun bliver nemlig fundet ved liget af en mand, med blod om munden, og da hun ser korsets tegn, bliver al tvivl ryddet af vejen. Frieda er afsløret. Nu er spørgsmålet så bare, om Maria kommer sin tvilling til undsætning, og hvordan den diabolske Grev Karnstein forholder sig til Friedas pågribelse. Alt dette må du dog selv se, hvis du vil have det opklaret.

Hammer på den mest løsslupne måde

Manden med det yderst besynderlige navn Tudor Gates stod bag det festlige manuskript til Twins of Evil. Ret meget er der ikke blevet tilbage af Le Fanus novelle, men navnene er dog fortsat de samme. Nogen større sammenhæng med de tidligere film er der dog ikke, men det gør sådan set heller ikke så meget. Historien om de to tvillinger er ganske solid underholdning som enkeltstående film. Faktisk er den bedre end det.

Den fanger nemlig Hammer på den mest løsslupne måde, og det er film som Twins of Evil der viser, hvor langt under bæltestedet selskabet efterhånden var kommet i begyndelsen af 70’erne. Egentlig kvalitet er der ikke meget tilbage af, men i stedet får vi serveret en tempofyldt fortælling, der, som en båd i høj søgang, snart går i den ene, snart i den anden retning.

Omdrejningspunktet for det hele er naturligvis tvillingerne, og fra første sekund stiller man sig selv det spørgsmål, hvornår de smider kludene og hopper i kanen med Karnstein. Naturligvis får man også indfriet sine forventninger, men filmens instruktør John Hough var ganske udmærket klar over, at han skulle holde kortene tæt ind til kroppen for at give tilskuerne en tilpas klimaktisk forløsning til sidst. Det virker imidlertid perfekt, som det meste andet i filmen.

Ikke de store skuespiltalenter på spil

Skuespillet er der naturligvis ikke så meget at sige til. Mary og Madeleine Collinson var ikke store talenter, og Twins of Evil blev faktisk søstrenes sidste film. De debuterede i 1969 i Some Like It Sexy, og Hammer-filmen blev deres sjette optræden. De indspillede aldrig noget hver for sig, og hvorfor karrieren netop sluttede i 1971 er et godt spørgsmål.

Damien Thomas har rollen som Grev Karnstein, og uden der bliver afsløret alt for meget, kan man godt sige, at det ikke ligefrem er filmhistoriens mest imponerende vampyr, vi her stifter bekendtskab med. Som sådan gør Thomas det dog fint, om end han mangler enhver form for pondus.

Den eneste der faktisk slipper godt fra filmen er Peter Cushing i rollen som Gustav Weil. Han er strålende i rollen som bestialsk fanatiker, og Twins of Evil er et blændende eksempel på den seriøsitet og omhu, Cushing lagde i alle sine roller, uanset hvor tåbelig filmen end måtte være.

For rutinerede Hammer-fans vil der næppe være de store overraskelser i Houghs vampyrfilm. Effekterne er begrænset til hugtænder, blod og nogle få, men velanbragte, splatterelementer, der liver op på præcis de rigtige steder. Filmens kuriøse score blev i øvrigt skrevet af en af Hammer-genganger, nemlig Harry Robertson, der også havde skrevet til Karnstein-trilogiens tidligere dele samt Countess Dracula fra 1971.

Stensikker underholdning

Twins of Evil er ikke ligefrem intelligent underholdning, men den er forrygende sjov. Faktisk er den blandt de mest underholdende vampyrfilm, Hammer udsendte, i hvert fald hvis det står til undertegnede, og en stor del af dette må tilskrives filmens overlæssede udtryk, den sleazy handling og det særlige touch, der kendetegnede Hammers film.

Den ligger kvalitativt naturligvis ikke på højde med selskabets tidlige mesterværker, men hvis det er uptempo vampyraction, du er ude efter, er Twins of Evil med de to tvillinge-playmates Mary og Madeleine Collinson helt sikkert en film, du bør checke ud. Den garanterer næsten stensikkert underholdning, især hvis du har en svaghed for Hammers burleske univers.

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Hammer, Tvillinger, Vampyrer