Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Twin Peaks: Season Two Music and More

Twin Peaks: Season Two Music and More
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Andet album med musik fra Twin Peaks er meget varieret og ujævnt, og i modsætning til det første album, der var så helstøbt, at det også kunne appellere til de, der ikke så serien, er Twin Peaks Music – Season Two Music and More kun for fans.

Twin Peaks: Season Two Music and MoreI 2007 udgav David Lynch og Angelo Badalamenti albummet Twin Peaks Music – Season Two Music and More på Lynchs eget label Absurda.

Da serien kørte, udkom kun ét album med musik fra serien, og der var udelukkende uddrag fra første sæson, og selv her manglede store mængder musik.

Det eneste musik fra seriens anden sæson, der var udgivet før 2007, var sangen “Sycamore Trees”, som blev fremført af den legendariske jazzsanger Little Jimmy Scott (1925-2014) i finaleepisoden.

Dette nummer fandt vej til albummet med musik fra prequelfilmen Twin Peaks: Fire Walk With Me (1992), selvom sangen i filmen kun optræder i en instrumentaludgave.

I 2007 fik seriens fans så endelig en smagsprøve på noget af det musik, de havde hungret efter i 16-17 år.

Også musik fra Fire Walk With Me

Albummets undertitel “Season Two Music and More” skal tages bogstaveligt, for selvom hovedparten af de 22 tracks på albummet stammer fra seriens anden sæson, er der også enkelte tracks, der stammer fra Fire Walk With Me, ligesom enkelte tracks aldrig blev brugt i hverken serien eller filmen.

Samtidig er der naturligvis også et vist overlap med det originale soundtrack-album fra 1990 i form af nogle af de temaer, der findes på albummet. Der er dog intet direkte overlap i form af tracks, der er deciderede gengangere.

Varieret album

Angelo Badalamenti (f. 1937).

Angelo Badalamenti (f. 1937).

Albummet åbner og lukker med Laura Palmers tema, her med “Love Theme”-titlen. Som jeg har redegjort for i anmeldelsen af det oprindelige album, er Laura Palmers tema og seriens kærlighedstema som sådan identiske og har blot instrumenteringen til forskel.

Her får vi endnu et par alternative instrumenteringer – “Love Theme Intro” (nr. 1) med fragmenter af Dream Man-temaet lagt ind over (se anmeldelsen af musikken fra første sæson).

Herefter får vi en stribe temaer og cues, der ikke tidligere havde været hørt på album. I det følgende gør jeg noget, jeg sjældent gør i anmeldelser af film- og tv-musik: Jeg gennemgår albummets tracks ét for ét, dog ikke alle i rækkefølge.

Når jeg gør det, skyldes det, at Season Two Music and More er et meget varieret album, både når det kommer til tematisk indhold og orkestrering. Det er derfor ganske svært at komme med en mere overordnet karakteristik af indholdet, uden at blive så vag, at anmeldelsen ville være uinteressant.

Shelly og Leo Johnson

Det første af de nye temaer er “Shelly” (nr. 2), og her hører vi også for første gang én af de ændringer, der er mellem Badalamentis musik til første og anden sæson, nemlig brugen af akustisk kontrabas.

I første sæson syntes al bas enten at være elbas eller synthesizet, men i musikken fra sæson to anvendte Badalamenti også kontrabas i udstrakt grad.

“Shelly” indledes med basgang og trommer og suppleres snart af et melankolsk tema, fremført på synthesizer og Rhodes-orgel.

“New Shoes” (nr. 3) er endnu et nyt tema, igen med kontrabas, trommer og Rhodes i Badalementis unikke jazzede stil. Her har vi at gøre med temaet for den mentalt handicappede Leo Johnson, der tilbringer en del af anden sæson som en savlende grøntsag, der kun kan sige ordene “New shoes”.

Audrey og andre

Præsentationen af nye temaer fortsætter med den uskyldige “High School Swing” (nr. 4), som er skrevet i den for serien så karakteristiske 50’er-retro-lyd med twangy guitarer. I serien bruges temaet som signatur for den post-komatøse Nadine Hurley.

“Audrey’s Prayer” (nr. 7) introducerer et nyt og melankolsk synthesizer-domineret tema for Audrey Horne. Temaet anvendes første gang, mens Audrey Horne holdes fanget i bordellet One Eyed Jack’s i begyndelsen af anden sæson, men finder løbende brug gennem sæsonen som et tema for Audrey.

I “Audrey” (nr. 15) får vi desuden en reprise af det drillende Audrey-tema på 11 toner, som også indgik på det oprindelige soundtrack-album (i montage-nummeret “The Bookhouse Boys”). Her høres temaet blot i en alternativ instrumentering med bl.a. basklarinet.

“I’m Hurt Bad” kombinerer to tematiske idéer – dels det orgelbluesjazzede tema, der allerførste gang høres i første sæson, da det kommer ud af en jukebox, dels det mørke tema for den morderiske femme fatale Evelyn, som James Hurley kommer i kløerne på i en af anden sæsons mest ligegyldige sideplots.

Fra 50’er rock ‘n’ roll til noir

“Drug Deal Blues” (nr. 9) er et muntert lille rock ‘n’ roll-track i 50’er-/60’er-stil, der i serien bruges i forbindelse med scener mellem Shelly Johnson og Bobby Briggs.

“Harold’s Theme” (nr. 10) er det melankolske synthesizertema for den agorafobiske Harold Smith, som Donna Hayward finder ud af er i besiddelse af Lauras hemmelige dagbog. Et udmærket lille tema, der dog ikke fremstår som et af seriens væsentligste, bl.a. ved at være så tydeligt synthesizet.

“Night Bells” (nr. 12) består for det meste bare af en serie elguitar-anslag, dog med et minimalt tema, der gentages et par gange undervejs. Det er imidlertid et af seriens mere markante tematiske islæt i sæson to og er derfor en velkommen tilføjelse på albummet.

“Josie and Truman” (nr. 16) ligger et eller andet sted i grænselandet mellem noir og lounge-agtig easy listening. Cuet er et stykke stille flygel- og saxdomineret jazz med lavmælte trommer og en passage for vibrafon og flygel.

Særligt sidstnævnte har et anstrøg af elevatormusik, mens de dele af cuet der bruger saxofon, nærmest lyder som noget, der kunne komme fra en film noir. Meget passende, Josies status som femme fatale i betragtning.

Creepy synth og syret Black Lodge-musik

“Hook Rug Dance” (nr. 17) er et simpelt lille sentimentalt tema, der over en bund af strygere og synth, fremføres af både flygel, guitar og (formentlig synthesizet) xylofon. Temaet bruges kun et par gange i serien, første gang under en flashbackscene, hvor de to skurkagtige Horne-brødre mindes deres uskyldsrene barndom.

“Packard’s Dance” begynder med Dream Man-temaet på vibrafon, inden det går over i det dystre, rytmiske tema, der i serien bruges i forbindelse med både Andrew Packard og hans nemesis Thomas Eckhardt. Igen er der tale om et overvejende synthbaseret cue, men betydeligt mere interessant end det noget sukkersøde Harold Smith-tema.

For mig er der dog ingen tvivl om, at det virkelige tilløbsstykke ved albummet er det ni minutter lange “Dark Mood Woods / The Red Rood”, der kombinerer flere cues fra serien.

Både “Dark Mood Woods” og “The Red Room” stammer fra seriens sidste episode, hvor Cooper trænger ind i The Black Lodge. Kortvarigt høres dog også Windom Earles motiv, der stammer fra tidligere i anden sæson og blev brugt hver gang den sindssyge Earle er på skærmen.

“Dark Mood Woods” er et vidunderligt creepy synthesizercue (med sit eget tema), mens “The Red Room” er den syrede musik fra The Black Lodge, domineret af kontrabas og elguitar på en bund af synthesizer.

Særligt Red Room-musikken er en helt perfekt musikalsk destillation af Lynchs særheder, og både “Dark Mood Woods” og “The Red Room” giver mig kuldegysninger den dag i dag.

Fire Walk With Me

Foruden de tracks, jeg nu har nævnt, er der også en håndfuld andre, heraf tre tracks fra Twin Peaks: Fire Walk With Me.

“Blue Frank” (nr. 6) er som det eneste track på albummet krediteret til David Lynch, og er stilmæssigt nært beslægtet med “The Pink Room”-cuet på Fire Walk With Me-albummet. Det stammer da også fra samme sekvens i filmen.
På en bund af et tungt trommebeat ligger en kombination af elguitar-anslag og kontrabas, spillet med bue. Et stemningsfuldt, men også noget ensformigt track, der med en spilletid på over 5 minutter måske er lige langt nok.

“Half Heart” (nr. 19) er en slags hybrid mellem tv-seriens musik og den ofte endnu mere dvælende musik i Fire Walk With Me.

Cuet, der er fremført på synth, bas, guitar og saxofon, præsenterer et nyt tema, der er nært beslægtet med både seriens hovedtema og Laura Palmer-temaet. Det er et stille og smukt tema, men det ret simple tema har igen ret svært ved at holde opmærksomheden gennem en spilletid på over 5 minutter.

Det sidste track fra Fire Walk With Me er nærmere beslægtet med resten af Fire Walk With Me-scoret end det er med musikken fra tv-serien. Over en bund af ekstremt dystre synthflader høres en række små, utematiske og ofte foruroligende saxofon- og stryger-linjer.

Det er creepy stuff, der trods manglen på et decideret tema, faktisk nemmere formår at holde lytterens opmærksomhed end de andre Fire Walk With Me-tracks.

Source cues

Endelig er der også tre source-cues på albummet samt et enkelt track, der ikke fandt anvendelse hverken i serien eller i Fire Walk With Me. Sidstnævnte – “Cop Beat” (nr. 9) – er et jazzet lille cue for kontrabas, trommer og lidt synth.

De tre source-cues, altså diegetisk musik, er “Hayward Boogie” (nr. 5), “Barbershop” (nr. 11) og “Just You” (nr. 13). “Hayward Boogie” er med i et afsnit, hvor Leland og Sarah Palmer er på middagsbesøg hos Hayward-familien, hvis yngste datter spiller nummeret på klaver.

Det er en munter lille boogie, der faktisk fremføres af skuespilleren Alicia Witt, men som måske ikke hører til de store hellige graler fra tv-seriens soundtrack (personligt ville jeg hellere have haft Ray Wises forskruede fremførsel af 1940’er-vrøvlesangen “Mairzy Doats”).

“Barbershop” er, som titlen antyder, en barbershop – én af flere vokalfrie barbershopsange fra den barbershopgruppe, der i serien på et tidspunkt ses i baggrunden på The Great Northern Hotel. Et sjovt, men unægteligt noget specielt valg at inkludere på albummet.

Til gengæld har mange af seriens fans sukket efter “Just You” – balladen, der i serien (og på albummet) fremføres af skuespillerne James Marshall, Lara Flynn Boyle og Sheryl Lee. Sandt at sige er sangen nok mest ønsket, fordi det er et stærkt og meget stiliseret øjeblik i tv-serien (man undrer sig f.eks. over, hvor trommerne kommer fra, da sangen fremføres i tv-serien).

Selve sangen er som sådan ikke synderligt interessant og fremstår nærmest lidt uskøn på grund af Marshalls ikke specielt vellydende falset. Men det er unægteligt sjovt at have sangen, så det er en meget velkommen tilføjelse til albummet.

Aparte udvalg

Som det nok fremgår, er Twin Peaks Music – Season Two Music and More en særdeles blandet landhandel, der byder på alt fra væsentlige cues fra serien til knap så interessante cues fra både serien og Twin Peaks: Fire Walk With Me. Og alt ind imellem.

Mest af alt undrer man sig lidt over udvalget, som Lynch og Badalamenti uden tvivl selv har stået for. Hvorfor egentlig inkludere de tre tracks fra Fire Walk With Me i stedet for ganske enkelt at udgive et separat album med mere musik fra den film?

Hvorfor medtage et cue, der slet ikke fandt anvendelse? Og hvad ligger bag udvælgelsen af de tre source cues? Som sagt er det lille barbershop-nummer da ganske morsomt, men det er aldeles perifert i forhold til seriens musikalske univers som sådan.

Det samme kan siges om “Hayward Boogie”, der måske nok spiller en fremtrædende rolle i det afsnit, det indgår i, men som derudover er stilistisk helt løsrevet fra resten af seriens musik.

Inklusionen af “Just You” kan jeg som sagt bedre forstå, men derudover havde der nu været et par andre source cues, jeg hellere ville have haft.

Sagen er nok blot den, at ovenstående cues alle er komponeret af Badalamenti, så der var ingen rettighedsmæssige problemer med at udgive dem, mens f.eks. “Mairzy Doats”-nummeret er et originalt 1940’er-nummer og altså rettighedsbelagt.

Kun for fans

Albummet med musik fra anden sæson af Twin Peaks fremstår på ingen måde så helstøbt som det første album. På den måde kan man vel sige, at albummet på mange måder spejler tv-seriens anden sæson, der bestemt heller ikke var så helstøbt, som første sæson var.

Music from Twin Peaks-albummet fra 1990 formåede også at præsentere et afrundet udvalg af seriens musik, men også på det punkt må man sige, at Season Two Music and More fejler. Ikke bare i det stedvist noget spøjse udvalg, men også fordi det ville kræve et dobbeltalbum at præsentere bare et nogenlunde afrundet udvalg af musik fra anden sæson.

Da det udkom i 2007, var Twin Peaks Music – Season Two Music and More naturligvis en kærkommen tilføjelse til det album, der udkom i 1990, men selvom enkelte tracks er helt fantastiske, kommer albummet som helhed slet ikke op siden af det første.

I modsætning til det første album, der var så helstøbt at det også kunne appellere til de, der ikke så serien, er Twin Peaks Music – Season Two Music and More kun for fans.

4 stjerner

Nummerliste:
1. Love Theme Intro (2:22)
2. Shelly (2:17)
3. New Shoes (3:48)
4. High School Swing (1:51)
5. Hayward Boogie (2:16)
6. Blue Frank (5:12)
7. Audrey’s Prayer (2:10)
8. I’m Hurt Bad (2:31)
9. Cop Beat (1:56)
10. Harold’s Theme (1:43)
11. Barbershop (1:26)
12. Night Bells (2:47)
13. Just You (3:36)
14. Drug Deal Blues (3:08)
15. Audrey (2:27)
16. Josie and Truman (4:31)
17. Hook Rug Dance (2:24)
18. Packard’s Vibration (2:39)
19. Half Heart (5:31)
20. Laura’s Dark Boogie (5:01)
21. Dark Mood Woods / The Red Room (9:00)
22. Love Theme Farewell (2:34)

Total spilletid: 71:10

Titel: Twin Peaks Music: Season Two Music and More
Komponeret af: Angelo Badalementi (“Blue Frank” komponeret af David Lynch)
Komponeret: 1990-1992
Udgivet: 2007
Label: Absurda

Anmeldt i nr. 139 | 13/05/2017

Stikord: Twin Peaks

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>