TMNT

Da jeg satte TMNT i afspilleren, blev jeg gennemstrømmet af en dejlig nostalgisk følelse. Jeg skal gerne indrømme, at jeg som knægt var meget optaget af de kære skildpadder, hvor jeg både læste tegneserierne, så tegnefilmserien på TV2 (hvis man lige vil en tur tilbage til ens barndom, vil jeg anbefale at man ser introen til tegnefilmserien her), legede med actionfigurerne og var spændt som et lille barn, da den første filmatisering kom tilbage i 1990.

Men så var det som om, min skildpaddefetich forsvandt, og det er mange år siden, jeg har haft noget med dem at gøre. Men da jeg så fik den nye TMNT (2007) til anmeldelse, skyndte jeg mig straks at købe den oprindelig live action-filmatisering Teenage Mutant Ninja Turtles (1990), der også bliver anmeldt i denne måneds nummer af Planet Pulp.

Filmen var i et bokssæt med de to andre film, Teenage Mutant Ninja Turtles II: The Secret of the Ooze (1991) og Teenage Mutant Ninja Turtles III (1993), som jeg vil anmelde på et senere tidspunkt.

Absurd koncept

Turtlerne blev i sin tid skabt af tegneren Kevin Eastman og forfatteren Peter Laird. Det første album udkom i 1984, og idéen var et lave en parodi over mere kendte serier som Daredevil og Ronin. Men af uransagelige årsager blev konceptet med ninjaskildpadder så populært, at der i 1987 udkom en tegnefilmserie, der kom actionfigurer, spillefilm, rollespil, computerspil og meget andet, der i slutningen af 80’erne og starten af 90’erne gjorde turtlerne til meget hotte spillere på den internationale underholdningsscene.

Jeg tror, at meget af fascination ligger i det helt absurde koncept med at lade nogle små skildpadder blive udsat for radioaktivet, som gør dem store, og dernæst at de blev trænet af en radioaktiv rotte til at blive ninjaer. Lidt fjollet, nok nærmere meget fjollet, men også ganske originalt.

Verdens undergang

TMNT er animeret lækkerbisken, som på mange måder fanger ånden i de gamle tegneserier. Vi er da også et godt stykke væk fra tegnefilmserien og de tidligere filmatiseringer. Handlingen i TMNT udspiller sig efter, at Shredder er død, og vores små skildpadder er i problemer.

Leonardo er blevet sendt til Mellemamerika af Splinter for at blive en bedre leder, og i indledningen opsøger April O’Neil ham da også, da hun vil fortælle ham, at hans brødre er i problemer. I Leonardos fravær er Donatello blevet IT-supporter; Michelangelo er blevet en klovn, der optræder til børnefødselsdage, og Raphael er blevet en bitter selvtægtsmand.

Men før alt dette sker, hører vi legenden om en magtfuld kriger, der for 3000 år siden åbnede en portal. Når en række af stjerner står rigtigt på himlen, vil der være mulighed for at påkalde sig en voldsom energi. Og det var den energi, krigeren brugte til at åbne portalen, hvor der kom en masse monstre ud.

Samtidig blev krigerens trofaste generaler forvandlet til sten, og krigeren selv blev straffet med at blive en ensom, udødelig mand, der for altid skulle vandre omkring på jorden. Sjovt nok sker det med stjernerne én gang hver 3000 år, så vi ved godt, hvad der venter os.

Det lykkes ikke i første omgang for April at overtale Leonardo, og hun tager tilbage til New York. Vi finder ud af, at April arbejder for rigmanden Winters, der betaler hende penge for at finde gamle statuer til hende. Og det viser sig naturligvis, at Winters er den udødelige kriger, som for 3000 år siden åbnede portalen.

Statuerne er så hans gamle generaler, som han vil genoplive, når stjernerne står rigtigt. Da åbningen af portalen samtidig også kan betyde verdens undergang, er der brug for vores ninjaskildpadder. Men først må de overvinde deres indbyrdes problemer for endnu engang at kunne kæmpe som en enhed. Hvad der videre sker, vil jeg ikke røbe her.

Underholdende

Normalt er jeg ikke stor fan af disse animationsfilm, hvor man prøver at tilnærme sig et realistisk udtryk, samtidig med at man gerne vil bevare det kunstige look. Men i TMNT fungerer det helt perfekt, og det skyldes, at skildpadderne virkelig kommer til live. Historien er en opblæst omgang nonsens, og filmens helt store problem er, at historien vil for meget. Den vil både være en mytisk frelserberetning og en hverdagshistorie fra New Yorks kloakker.

Og det gør faktisk, at ingen af delene får den plads, de fortjener. Det havde klædt filmen, hvis den havde nedtonet plottet en smule og i stedet havde fokuseret noget mere på de herlige skildpadder. Men stadigvæk er det meget underholdende at følge, og som turtle-fan slugte jeg da også det meste råt. Heldigvis er filmen spækket med fede og opfindsomme actionsekvenser, som er hamrende godt lavet.

På filmens danske DVD-cover står der: “Dansk for de små. Engelsk for de rå”. Og da jeg naturligvis ser mig selv som rå, valgte jeg den engelske version. I den engelske version finder vi prominente navne som Sarah Michelle Gellar, Patrick Stewart, Mako og Laurence Fishburne.

Stemmerne fungerer upåklageligt, selvom man lige skal vende sig til, at det er troldmanden fra de to Conan-film, der lægger stemme til Splinter. Dialogen sidder lige i øjet, og jeg grinede flere steder. Jeg kunne naturligvis ikke dy mig for at se lidt af den danske version, hvor man f.eks. kan opleve Robert “Coke/Vild med Dans” Hansen som Leonardo.

Nostalgi, dårlig smag eller idioti?

Alt i alt er TMNT en herlig omgang ujævn underholdning. Hvis du ikke kender til skildpadderne, vil den nok ikke sige dig så meget, og hvis du hader skildpadderne, bør du nok holde dig helt væk. Men hvis du som jeg er fan, vil der være en del at komme efter, og jeg må nok ærligt indrømme, at jeg er ret pjattet med TMNT. Om det er nostalgien, min dårlige smag, eller et kort anfald af idioti, ved jeg ikke. Men døm selv.

TMNT er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt i nr. 26 | 13/12/2007

Stikord: Film baseret på tegneserie, New York, Ninjaer