Mogens Høegsberg
1 kommentar

Tintins Oplevelser: Den Blå Lotus

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Den Blå Lotus er et af de helt store og centrale Tintin-albums, der kun kan anbefales på det varmeste!

Tintins Oplevelser: Den Blå LotusDen Blå Lotus er ét af de Tintin-albums, der tit omtales som ét af de bedste i serien, og som en ægte tegneserieklassiker. Dette er på ingen måde forkert, og både hvad angår selve fortællingen og tegningerne er Den Blå Lotus helt i top.

Direkte fortsættelse

Hergé påbegyndte Den Blå Lotus i august 1934, omkring et halvt år efter at han havde afsluttet Faraos Cigarer. Også Den Blå Lotus udkom oprindeligt som sort/hvid-føljeton i børne- og ungdomstillægget til den belgiske avis Le Vingtième Siècle, Le Petit Vingtième.

Selv om Faraos Cigarer var en afsluttet historie, så fungerer Den Blå Lotus som en direkte fortsættelse af begivenhederne i det foregående bind. Man finder da også hurtigt ud af, at de begivenheder Tintin hvirvles ind i, har at gøre med den mystiske narkosmuglerbande, der huserede i Faraos Cigarer, og hvis leder formodedes at være død ved afslutningen af dette bind.

Ved historiens begyndelse befinder Tintin sig fortsat hos maharajaen af Rawhajputalah i Indien. Her opsøges han imidlertid af en kinesisk mand, der har en besked til ham. Kineseren når bare aldrig at fremføre sin besked ordentligt, før han rammes af en pil med vanvidsgiften, der også optrådte i Faraos Cigarer. Det eneste manden når at sige, inden han bliver vanvittig, er, at der er brug for Tintin i Shanghai, og så navnet Mitsuhirato.

Attentatforsøg

Et af de flotte gadebilleder fra Shanghai

Som den gæve reporter han er, sætter Tintin straks afsted mod Shanghai, hvor han da også møder japaneren Mitsuhirato. Japaneren fortæller Tintin, at det hele handlede om, at maharajaen af Rawhajputalah var i stor fare, og at det var derfor, kineseren var sendt af sted med bud til Tintin. Mitsuhirato opfordrer indtrængende Tintin til at vende tilbage til Indien, men inden det kan lade sig gøre, reddes Tintin fra et veritabelt drive-by af en mystisk kinesisk mand.

Senere bliver Tintin beskudt, da han skal til at have sin te, og endnu engang viser det sig, at det var for at redde hans liv, idet teen var forgiftet. Den sidste begivenhed, Tintin kommer ud for, inden han forlader Kina, er, at han møder en ung kineser, der også er blevet slået med vanvid på grund af vanvidsgiften. Hvad læseren ved, men hvad Tintin ikke ved, er, at denne unge mand faktisk er den samme, der i to omgange lige har reddet Tintins liv.

Den skurkagtige politichef Dawson

Tintin overgiver den unge, vanvittige mand til myndighederne, og dagen efter stiger han ombord på et skib tilbage til Indien. Han når dog ikke langt – ombord på skibet bortføres han tilbage til land, hvor sagens rette sammenhæng snart bliver ham fortalt. Hans bortførere er i virkeligheden også hans velgørere, og dem der har beskyttet hans liv. De repræsenterer Dragernes Sønner, et broderskab der har til formål at bekæmpe opium, og det var dem, ikke Mitsuhirato, der sendte bud til Tintin om at komme til Shanghai. Faktisk er japaneren Mitsuhirato involveret i opiumshandelen, og dermed én af skurkene.

Nu begynder et kompliceret plot at udfolde sig, og Tintin befinder sig snart i overordentlig stor fare. Ikke bare fra Mitsuhirato, men også fra chefen for politiet i den internationale zone, Dawson, samt en amerikansk forretningsmand, som Tintin sætter på plads i begyndelsen af historien. De forsøger alle sammen at slippe af med Tintin af forskellige årsager, og det er en lang og snørklet vej, førend Tintin – og læseren – finder ud af, præcis hvordan tingene hænger sammen.

Politisk album

Tintin reddes fra et drive-by!

Det hele udspiller sig på baggrund af de begivenheder, der førte frem til den anden kinesisk-japanske krig, der begyndte i 1937 – japanerne havde dog besat Manchuriet allerede i 1931 – og først sluttede ved udgangen af 2. Verdenskrig. Her må det siges, at Hergé helt og holdent stiller sig på kinesernes side – Japanerne fremstilles i alt andet end et positivt lys, og deres opførsel portrætteres som rendyrket imperialisme.

Som sådan er Den Blå Lotus (som i albummet i øvrigt er navnet på en opiumshule) Hergés mest direkte politiske album. Selv om senere bind, f.eks. Ottokars Scepter, klart er inspireret af andre samtidige politiske begivenheder, er de overført på fiktive europæiske lande. Der er intet fiktivt i Den Blå Lotus, hvis afbildninger af begivenhederne i 1930’ernes Kina angiveligt skulle være særdeles historisk korrekte.

Denne historiske korrekthed er på én gang albummets største styrke og ét af dens få svagheder: Hergé gør nemlig ikke meget for at forklare læserne baggrunden for begivenhederne. Det har givetvis ikke været nødvendigt i 1930’erne, da historien oprindeligt udkom, men for en nutidig læser der ikke er helt stiv i østasiatisk historie, kan det godt gøre historien i Den Blå Lotus en anelse forvirrende. Til gengæld giver realismen albummet en helt speciel intensitet, som kun få andre albums har kunnet præstere.

Høj grad af realisme

Endnu et gadebillede - nu med japanske besættelsestropper

Den høje grad af realisme – også i tegningerne – skyldtes, at Hergé var blevet sat i kontakt med den unge kineser Tchang Tchong-Jen, der gik på kunstakademiet i Bruxelles. Tchang skulle komme til at danne forlæg for en figur i albummet, der bliver én af Tintins nære venner, men virkelighedens Tchang gav Hergé en indførsel i den kinesiske kultur, der sørgede for, at kineserne blev portrætteret helt anderledes end de kulturelle stereotyper, vi så i både Tintin i Congo og Tintin i Amerika – og også til en vis grad i Faraos Cigarer.

Venskabet med Tchang var også det, der sikrede albummets høje grad af visuel korrekthed i dragter, gadebilleder m.v., og Tchang forfattede endog nogle af de kinesiske tekster, der ses på skilte og lignende i albummet. En del af disse tekster var direkte anti-japanske og førte til officielle japanske protester over Den Blå Lotus!

Endnu i dag kan man stedvist læse kritik af Hergés måde at portrættere japanerne på, men det er efter min mening noget pjat. For det første har historien talt sit klare og tydelige sprog om japanernes opførsel, når det angår den kinesisk-japanske krig, og for det andet skulle albummet jo have sine skurke. I øvrigt skal man huske, at det bestemt ikke kun er japanere, der er skurke i Den Blå Lotus – der er en amerikansk forretningsmand Gibbons, den formentlig engelske politichef Dawson samt en vis græsk mangemillionær.

Et af de visuelt smukkeste Tintin-albums

Skurken Mitsuhirato truer den venlige gamle Hr. Wang

Visuelt set er Den Blå Lotus på mange måder ét af de smukkeste Tintin-albums overhovedet. Fra den flotte forside, domineret af rød og sort, til de eksotiske og stemningsfulde scener fra Shanghai og det kinesiske landskab. Den visuelle skønhed i albummet skyldes til dels, at hovedparten af albummet aldrig er omtegnet, og der er dermed en enkelhed i mange af tegningerne, der på mange måder fremhæver den fremmedartede kinesiske kultur – f.eks. klædedragterne.

Kun de fire første sider af Den Blå Lotus blev tegnet om, da albummet blev omarbejdet til en udgave på 62 sider og i farve. Det skete i 1946 – ni år tidligere end Faraos Cigarer blev omtegnet. På nær de første fire sider består resten af albummet faktisk af Hergés oprindelige sort/hvide tegninger, blot farvelagte.

Opiumshulen Den Blå Lotus

Fordi Faraos Cigarer faktisk blev helt omtegnet i 1955, betyder det, at Den Blå Lotus i sin streg ser betydeligt ældre ud end det umiddelbart foregående album – noget der er ret tydeligt i Hergés afbildning af Tintin, Terry og de to jubelidioter Dupont og Dupond, der også dukker op. Som nævnt bemærkes det også i baggrundene, der for det meste er noget enklere end i de senere og/eller omtegnede albums. Selv om det kunne have været fascinerende at se, hvordan Den Blå Lotus havde taget sig ud, hvis Edgar P. Jacobs eller Bob De Moor havde været inde og arbejde med baggrundene, så gør de enklere baggrundstegninger sig som sagt rigtig godt.

Fortjent klassikerstatus

Jubelidioter på arbejde - Dupont og Dupond er altid gode for et godt grin

Den Blå Lotus har på alle måder fortjent sin klassikerstatus. Det er et album, der i dag egner sig i udpræget grad til den voksne Tintin-læser på grund af den ret komplicerede historiske baggrund og den for det meste ganske alvorlige og også ganske komplekse historie, der udfolder sig i albummet. Det er på ingen måder en dårlig ting, og sammen med sin forgænger er Den Blå Lotus et album, man kan blive ved med at vende tilbage til igen og igen.

Tintins Oplevelser: Den Blå Lotus er venligst stillet til rådighed af Carlsen Comics.

5 stjerner

Titel: Den Blå Lotus
Originaltitel: Le lotus bleu
Seriens titel: Tintins Oplevelser
Seriens originaltitel: Les Aventures De Tintin
Forfatter: Hergé
Tegner: Hergé
Albumlængde: 62 sider
Dansk oversættelse: Niels Søndergaard
hvid
Udkom oprindeligt i 1934-35 som sort/hvid føljeton i Le Petit Vingtième Siecle, ungdomstillægget til den belgiske avis Le Vingtième Siecle.
hvid
Udkom første gang som album på 124 sider i Belgien i 1936.
hvid
Forkortet til 62 sider og farvelagt i 1946 – de første fire sider omtegnet.
hvid
1946-versionen udkom første gang på dansk som føljeton i Politiken i 1964-65.
hvid
1946-versionen udkom første gang som album i Danmark i 1974 på forlaget Carlsen Comics.
hvid
Nærværende udgave udkom i 2006 som en del af den nye serie af Tintin-udgivelser på forlaget Carlsen Comics.
hvid
Baggrundsinformation hentet fra publiceringsdetaljer i albummet samt fra Tintin og Hans Skaber (Benoît Peeters, Carlsen Comics 1988).

Anmeldt i nr. 24 | 13/10/2007

Stikord: Kina, Narko, Tintin

Én kommentar til Tintins Oplevelser: Den Blå Lotus

  1. Pingback: Jeg har set en gul kinesermand … | LUNDBECHS LOGBOG

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>