Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

Time After Time

Time After Time
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Utroligt nok lykkes det forfatteren Karl Alexander at gøre en historie om H.G. Wells, der forfølger Jack the Ripper i en tidsmaskine, til halvkedelig metervare.

Time After TimeFor efterhånden ni år siden anmeldte vi her på Planet Pulp Mark Frosts roman The List of Seven (1993), der har Arthur Conan Doyle i hovedrollen og som kaster sin faktuelle hovedperson ud i et underholdende fiktivt eventyr.

På mange måder minder konceptet bag Karl Alexanders roman Time After Time i høj grad om Frosts knap 15 år yngre roman, for også i Time After Time har vi en faktuel hovedperson, der bliver kastet ud i et fiktivt eventyr.

I stedet for Arthur Conan Doyle er det i Time After Time en anden af det sene 1800-tals store forfattere, nemlig H.G. Wells, men desværre er Time After Time langt fra så vellykket som Mark Frosts eksplosivt underholdende knaldroman.

Det er ikke fordi, Time After Time ikke er en knaldroman, for det er den så sandelig, men den er desværre bare ikke synderligt vellykket. Man skulle ellers mene at konceptet alene burde gøre det svært at skrive en dårlig roman, og her er det vel nok på tide med et kort handlingsreferat.

Wells’ tidsmaskine
Karl Alexander.

Karl Alexander.

Som de fleste vil vide var H.G. Wells forfatteren bag den klassiske tidsrejseroman The Time Machine (1895), men i Time After Time nøjes Karl Alexander ikke med at lade Wells skrive om tidsrejser. I Time After Time, der starter i året 1893, har Wells faktisk opfundet en tidsmaskine.

Desværre viser det sig, at én af Wells’ gamle studiekammerater, lægen Stephenson, er ingen ringere end den notoriske seriemorder Jack the Ripper, og da Scotland Yard er ved at komme på sporet af ham, stikker Stephenson af i Wells’ tidsmaskine til året 1979.

Til alt held har Wells indbygget en anordning, der – hvis den ikke er aktiveret – får tidsmaskinen til at vende tilbage til oprindelsestidspunktet, og Wells optager straks forfølgelsen af den skurkagtige læge.

Imidlertid befinder tidsmaskinen sig i året 1979 ikke længere i London, men på et museum i San Francisco, og det er i den californiske storby at resten af handlingen udspiller sig. Her må Wells forsøge at begå sig, alt imens han også skal prøve at få ram på Stephenson, der med stor vellyst har fortsat sine myrderier.

Naturligvis er der også en kærlighedshistorie ind over, da Wells forelsker sig i bankassistenten Amy og hun i ham, men kærligheden kan vise sig at blive en svaghed for Wells i hans opgør med den morderiske doktor.

Udynamisk
Førsteudgaven af 'Time After Time', The Delacorte Press, 1979.

Førsteudgaven af ‘Time After Time’, The Delacorte Press, 1979.

Hvordan hele molevitten udspiller sig, skal jeg ikke afsløre her, men siden H.G. Wells jo faktisk skrev både The Time Machine (1895), The War of the Worlds (1897) og adskillige andre klassiske science fiction-romaner, kan man vel nok gå ud fra, at Karl Alexander lader forfatteren komme helskindet tilbage til sin egen tid.

Spørgsmålet er selvfølgelig, hvordan det går med Wells’ nyfundne kæreste og om det lykkes for ham at få ram på Jack the Ripper.

I virkeligheden er det mig en gåde, hvorfor Time After Time ikke fungerer bedre end den gør, og det er faktisk svært at pege præcist på, hvad romanen fejler. På én eller anden måde er hele historien bare mærkeligt udynamisk.

Handlingen bevæger sig kun langsomt fremad, og der mangler noget fart over feltet, der kunne generere en basal form for spænding. Samtidig formår Karl Alexander aldrig at lade læseren opnå suspension of disbelief, så hele læseoplevelsen bliver meget distanceret.

Måske er det til dels fordi, H.G. Wells i Karl Alexanders karakteristik bliver en temmelig belastende hovedperson at skulle følges med, og særligt hans konstante lommefilosofiske grublerier om fordelene hhv. ulemperne ved fremtidens teknologi bliver ret hurtigt temmelig irriterende.

Disse har det i øvrigt med at veksle med situationer, hvor Wells gør sig selv til grin, fordi han ikke forstår fremtidens mange teknologiske frembringelser. Et eksempel på sidstnævnte er Wells’ stærke fascination af McDonald’s, som han finder helt fantastisk og maden velsmagende. Det er jo meget sjovt på en tåbelig tø hø-facon, men denne type morsomheder bliver også ret trættende i længden.

I nogle få kapitler følger vi desuden Dr. Stephenson, og han er en del mere farverig end H.G. Wells. Nu er han selvfølgelig også stjernepsykopat, hvilket altid er sjovere at læse om end tørvetrillende lommefilosoffer, men der er naturligvis grænser for alt. Også Stephenson er egentlig en lidt belastende karakter, fordi han er så entydigt ond.

Til gengæld lader den sexfikserede seriemorder Karl Alexander slippe af sted med nogle halvlumre passager, og helt generelt hænger der stedvist en halvlummer stemning over romanen. Det er ikke nødvendigvis dårligt, men i dette tilfælde er det, for lummerheden virker ekstremt kalkuleret. Som om Karl Alexander har tænkt, at det jo lige var det, folk ville have, og så skulle de fandeme også have det.

Helt generelt må man sige, at Alexanders personkarakteristikker ikke er de stærkeste, og det er især et problem i forhold til Wells-karakteren, fordi Alexander faktisk forsøger at putte noget kød på ham igennem hans overvejelser om menneskers forhold til teknologi. Alexander skulle nok have erkendt, at det ikke var det, romanen havde behov for og i stedet satset på at peppe handlingen op. Men ak…

Metervare

At det faktisk stedvist er en smule kedeligt at læse en roman, der handler om at H.G. Wells forfølger Jack the Ripper til 1979 for at fange ham, forekommer næsten absurd! Faktisk er det længe siden, jeg har læst en roman med en så umiddelbart lovende præmis, der ender med at løbe mest en dels ud i sandet.

Bevares, Time After Time er ikke en decideret frygtelig roman, men den er heller ikke rigtig underholdende. Enkelte steder lyser den op med nogle få regulært spændende passager, men snart efter er den tilbage under kogepunktet, hvor den står og småbobler det meste af tiden.

Time after Time er jævn metervare af den allermest gennemsnitligt slags, og på ingen måde en roman, man behøver at gøre sig det store besvær for at få læst.

3 stjerner

Titel: Time After Time
Forfatter: Karl Alexander
Udgivelsesår: 1979
Forlag: The Delacorte Press
hvid
Anmeldte udgave:
Udgivelsesår:1980
Forlag: Panther Books (Granada Publishing)
Format: Paperback
Sideantal: 320

Stikord: Filmatiseret, Jack the Ripper, Seriemordere, Tidsrejser

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *