Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

Thief

Thief
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Fremragende Michael Mann film med et stærkt plot, en fed stil og en fantastisk hovedperson. Det bliver ikke meget bedre end det her!

ThiefAdvarsel: Denne anmeldelse indeholder spoilers!

Michael Mann. En af de helt store nulevende filminstruktører. De fleste kender Mann-storværker som Manhunter (1986), The Last of the Mohicans (1992), Heat (1995) og The Insider (1999). Men en af Manns bedste film er nok hans spillefilmsdebut Thief fra 1981.

Med tyven i Hadsten

Jeg havde fornøjelsen at opleve filmen på det store lærred i Hadsten i november i år. Før filmen holdt filminstruktør og Mann-eksperten Peder Pedersen et glimrende foredrag om Manns film og om Manns kendetegn som instruktør. Det var en meget stor oplevelse – specielt fordi det var første gang, jeg så Thief!

Ja, det undrer mig, at jeg aldrig har set den før, men der er huller i alle filmelskeres tilgang til filmmediet. Og hvis jeg skal have den positive hat på, så er det jo fantastisk at kunne støde på gamle mesterværker og nyde dem med friske øjne!

Når man som jeg er ved at skrive en fagbog om den amerikanske actionfilm fra 1982-1993, er en vigtig del af bogens tilblivelse researchfasen. Der skal læses en masse bøger og ses en masse film, både fra perioden og også andre film; film der som Thief har elementer, der bliver forfinet og udviklet senere.

Thief er bestemt ikke en actionfilm. Hvis der skal genre på, er vi ovre i crime/neonoir-genren tilsat solide elementer fra dramaet og fra selve gangstergenren, naturligvis centreret om nogle vigtige heist-sekvenser. Men der er både action og noget, der minder om en actionhelt på spil, men mere om det senere.

Tyven Frank

Filmen starter med netop en heist-sekvens. Hovedpersonen Frank (en storspillende James Caan) og hans medhjælpere laver et stort diamanttyveri. Som et dække for de kriminelle aktiviteter er Frank bilforhandler.

Efter det vellykkede kup kommer Frank, mod sin vilje, i kløerne på Chicago-mafiaen i form af Leo.
Leo har igennem en længere periode holdt øje med Frank, og han overtaler Frank til at lave et sidste kup for ham.

I mellemtiden har strømerne også fået øje på Frank, da de holder øje med Leo, der er en stor fisk i Chicagos kriminelle dam.

Frank, der tidligere har været i spjældet, søger også kærligheden og har et tæt bånd til sin tidligere læremester Okla, der nu sidder inde. Så det bliver mere og mere desperat for Frank. Tiden er ved at løbe fra ham, meget er på spil.

En af filmhistoriens stærkeste scener!

I en af filmens helt centrale scener, på en diner hvor Frank sidder med sin kæreste Jessie, har Frank en meget stærk monolog, hvor han blandt andet siger følgende:

“I have run out of time. I have lost it all. So I can’t work fast enough to catch up. I can’t run fast enough to catch up. And the only thing that catches me up is doing my magic act.”

Den scene… Det er stærke, stærke sager, og den hører til blandt filmhistoriens helt store scener. Her har vi, nøgen og blottet, Frank, der fortæller om sit liv og det dilemma, der er filmens kerne: Man kan ikke løbe væk fra skæbnen, og man skal gøre det, man er god til.

Det er lignende dialogstumper, man finder i et utal af store gangsterfilm. Men det er sjældent udført så ægte og sublimt som her – og det er også den scene, der kommer til at udstikke retningen for resten af filmen; det er den scene, der er kernen i Franks karakter. Her ser man også de konflikter, der er kernen i Manns senere monstersucces Heat.

Det hele leder frem mod filmens centrale heist-sekvens, der er meget veludført og spændende, men det er efterspillet, der er mest interessant. For naturligvis vil Leo ikke lade Frank slippe med det ene kup. Naturligvis vil gangsteren have mere ud af sin guldfisk. Men Frank har andre planer, han står fast.

Actionbrillerne

I den proces må han ødelægge alt det, han har bygget op, både følelsesmæssigt og materielt. I den proces må han konfrontere Leo. Og det er her, jeg tager actionfilmbrillerne på – og det er her, man for alvor skal stoppe med at læse, hvis man aldrig har set filmen.

Da Frank ankommer til Leos tilholdssted, en fin og stor villa, ændrer filmen karakter. Men det er en ændring, som hænger godt sammen med resten af filmen og med Frank som karakter, det han siger og det, man har hørt om hans fortid i fængslet.

I en situation, hvor man har alle odds mod sig, er det uventede angreb det stærkeste kort at spille. Det ved Frank, det ved actionhelten.

Efter at Frank har cuttet alle bånd, står der en mand tilbage, som ikke har mere at miste. Og det er den farligste type at være oppe mod. Målrettet og brutalt bevæger Frank sig gennem Leos villa. Med en pistol. Og med et mål om, en gang for alle, at bryde med fortiden.

Her lever filmen for alvor op til den gamle danske titel Voldens gade. Franks modstandere skydes brutalt ned og blodet flyder i en fremragende actionsekvens, hvor Frank agerer selvtægtsmand/skraldemand.

Den karakter, Frank er i slutningen af Thief, er den type karakter, som vi ser i mange senere actionfilm. Det stærke ved Thief er til gengæld netop, at den er så meget mere end en actionfilm, og at Franks motivation er ægte og nærværende.

Michael Mann

Michael Mann har betydet meget for både tv-serien og for filmmediet. Før det mange betegner som guldalderen for tv-serien, var Mann med til at udstikke kvalitetsmæssige retninger for tv-mediet.

Hvem husker ikke Starsky & Hutch (1975-1979), Miami Vice (1984-1990) og Crime Story (1986-1988)? Det er alle serier, som Mann havde en vigtig aktie i forhold til at få udviklet. Mann hentede meget inspiration det europæiske filmmiljø, både i forhold til realismen og i forhold til crime-genren.

Som Peder Pedersen pointerede i sin introduktion, ser man i Thief alle de Mann-varemærker, som sidenhen skulle være med til at slå Manns navn fast på filmscenen. Både de stilistiske, som kærligheden til natten og storbyen, og de tematiske, som længslen efter noget andet og om at holde fast i en plan, hvor vanvittig den end må være.

Det Mann-tematiske er i Thief destilleret i form af hovedpersonen Frank. Her har vi en mand, der står fast. Han er en mand, der har en plan, en mand, der opfører sig som en naturkraft, en mand, der siger ting som “I am the last guy in the world that you wanna fuck with.”

Men han er også en mand, der søger kærligheden, og som søger at komme væk fra det kriminelle miljø – meget af det samme man ser i eksempelvis Heat.

Der er en ægte og rå tilgang til filmmediet – når skuespillerne skal bryde ind i et pengeskab, skal det se ud, som det gør i virkeligheden. Om nogen er Mann på den front realismens mester, men også i forhold til research.

I Thief møder man således ægte kriminelle og ægte politifolk i nogle af rollerne. Dennis Farina var tidligere politimand, og han spiller i Thief rollen som gangsterhåndlangeren Carl. På den anden side af loven finder vi den dømte tyv John Santucci, der i Thief spiller korrupt politimand.

Det giver det hele et skær af noget troværdigt, noget gennemarbejdet, og når alle de detaljer er på plads, er det på en sikker grund, at Mann lader sin fiktion udspille sig.

Et mesterværk

Thief er en usleben diamant. Her møder vi en filmskaber i støbeskeen. Sidenhen har Michael Mann forfinet sit filmsprog, stilen, det tekniske, men det har aldrig været så ægte og nærværende som i Thief.

Et mesterværk af de helt store centreret omkring en mageløs præstation af James Caan som Frank – og bemærk for øvrigt det fremragende score af Tangerine Dream!

6 stjerner

Titel: Thief
Dansk titel: Voldens gade
Instruktør: Michael Mann
Manuskript: Michael Mann
Cast: James Caan (Frank), Tuesday Weld (Jessie), Willie Nelson (Okla), Jim Belushi (Barry), Robert Prosky (Leo), Dennis Farina (Carl)
Foto: Donald Thorin
Klip: Dov Hoenig
Musik: Tangerine Dream
Spilletid: 122 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 1981

Anmeldt i nr. 170 | 13/12/2019

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *