The Zero Theorem

3 minutters læsetid

The Zero TheoremBrazil (1985) og Twelve Monkeys (1995) er nogle af de bedste science fiction-film gennem tiden og var instrueret af den tidligere Monty Python-animator Terry Gilliam.

Begge film havde seriøse sci fi-temaer, men var også fyldt med Gilliams herlige sans for surrealisme, symbolik og satire, der var med til at gøre dem unikke.

Der var derfor spænding blandt fans, da Gilliam annoncerede sin seneste film, The Zero Theorem (2013), som er en vaskeægte science fiction-film, naturligvis udsat for Gilliams sædvanlige skævheder.

Mange filmanmeldere har peget på The Zero Theorem som den sidste film i en dystopisk sci fi-trilogi, efter netop Brazil og Twelve Monkeys. Gilliam har dog ikke selv talt om filmen på denne måde, men det giver ellers god mening, når man ser de tre film samlet.

Meningen med livet som en matematisk formel

Qohen (Christoph Waltz).
Qohen (Christoph Waltz).

Den sære computerprogrammør Qohen Leth (Christoph Waltz) arbejder for firmaet Mancom. Qohen er en meget isoleret type og lider af angst, så det at forlade hans hjem, en udbrændt kirke (!), er et stort problem.

Af sin mystiske chef Management (Matt Damon som man aldrig har set ham før!) får Qohen til opgave at at udarbejde en formel, der kan forklare meningen med livet. Heldigvis for Qohen får han lov til arbejde hjemmefra.

Men mens han arbejder intenst på at løse opgaven, bliver han tit afbrudt af den sexede webchat-stripper Bainsley (Mélanie Thierry), der tilbyder ham romantiske sexoplevelser ved hjælp af virtual reality. Der opstår en forelskelse mellem det umage par, men Mancom ser gerne, at Qohen bliver færdig med sin opgave…

Den billigste Terry Gilliam-film overhovedet

Chefen Management (Matt Damon).
Chefen Management (Matt Damon).

The Zero Theorem er den billigste film fra Terry Gilliams hånd overhovedet. Filmen er skudt på blot 37 dage i Bukarest, Rumænien, med et budget på sølle 10 millioner dollars.

Gilliam og hans trofaste hold måtte bruge billige ressourcer fra det gule marked til at skabe de fantasifulde kostumer og den originale scenografi.

Det lave budget til trods gik det mere smertefrit med optagelserne af The Zeo Theorem end Gilliams sidste film, den fabelagtige eventyrfilm The Imaginarium of Doctor Parnassus (2009), hvor Heath Ledger døde under optagelserne.

Svingende præstationer

Qohen i sin hjem.
Qohen i sin hjem.

Skuespillet er lidt svingende i kvalitet. Christoph Waltz er fin som Qohen, men hans karakter er ikke nær så spændende som Sam Lowry (Jonathan Pryce i Brazil) eller James Cole (Bruce Willis i Twelve Monkeys), som også var personer, der følte sig fortabte i deres fremtidsverdner. Qohen er og bliver en kedelig karl trods en ihærdig indsats fra Waltz.

Den franske skønhed Mélanie Thierry giver filmen noget tiltrængt liv med sin figur, som under overfladen imidlertid ikke har ret meget at byde på. Hun er for det meste bare eye candy. Den ellers fremragende David Thewlis gør heller ikke det store indtryk som Qohens kollega Joby.

Det store plus kommer faktisk fra det unge talent Lucas Hedges, der dukker op hist og pist i løbet af filmen som Managements søn Bob. Han er én, man skal holde øje med i fremtiden.

Der er adskillige cameo-roller i The Zero Theorem. Foruden Matt Damon ser man bl.a. Tilda Swinton, Sanjeev Bhaskar, Peter Stormare og Ben Whishaw, men deres indsats er meget intetsigende.

Langtfra i topform

Bainsley (Mélanie Thierry).
Bainsley (Mélanie Thierry).

The Zero Theorem er desværre ikke særlig vellykket. Den har gode ideér og er lavet med Gilliams vante flair for det vanvittige og det visuelt særprægede, men plottet bevæger sig aldrig i en ordentlig retning.

Man savner den intensitet, der var i større mængder i de andre sci fi-perler. Det hjælper heller ikke, at filmen for det meste foregår i Qohens hjem, for det ødelægger tempoet og gør The Zero Theorem til en sløv oplevelse. Så Gilliam er desværre langtfra i topform i denne her omgang.

Man skal med andre ord være hardcore Terry Gilliam-fan for at få det bedste ud af The Zero Theorem. For de fleste andre vil den bare forekomme ret kedelig.

2 stjerner

Titel: The Zero Theorem
Instruktør: Terry Gilliam
Manuskript: Pat Rushin
Cast: Christoph Waltz (Qohen), David Thewlis (Joby), Lucas Hedges (Bob), Matt Damon (Management), Tilda Swinton (Dr. Shrink-ROM), Sanjeev Bhaskar (Doctor 1), Peter Stormare (Doctor 2), Ben Whishaw (Doctor 3), Dana Rogoz (Pizza girl), Emil Hostina (Clone 1), Pavlic Nemes (Clone 2)
Producere: Nicolas Chartier (producer), Dean Zanuck (producer), Patrick Newall (executive producer)
Foto: Nicola Pecorini
Klip: Mick Audsley
Musik: George Fenton
Spilletid: 106 minutter
Aspect ratio: 1.78:1
Lyd: Dolby Digital 2.0
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, finsk, norsk
Produktionsland, år: England/Rumænien, 2013
Produktionsselskaber: Voltage Pictures, Zanuck Independent
Distributør (DVD): Sony Pictures Home Entertainment
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 119 | 13/09/2015

Michael Larsen. Michael er 27 år gammel, bor i Ørbæk på Fyn og har en baggrund som webintegrator. Han har tidligere skrevet for onlinemagasinerne Connery.dk og OnFilm.dk. Michael er tosset med film, filmmusik, tegneserier og bøger, og han elsker at skrive om det for andre nørder som sig selv.

Skriv et svar

Your email address will not be published.