The Wolfman

De gamle Universal-monsterfilm fra de gode gamle sort/hvide filmdage bliver ved med at fascinere. De kan for det yngre filmpublikum virke primitive, men de har charme og god atmosfære. Når de fleste tænker på monstre som Dracula, Frankensteins monster og Ulvemanden, er det billeder fra netop de klassiske film, der dukker op på nethinden.

I 2010 forsøgte Universal at puste nyt liv i deres populære ulvemand med et remake af The Wolf Man (1941) med Oscar-vinderen Benicio del Toro i titelrollen. Del Toro er også en af filmens producenter. Denne anmeldelse bygger på den udvidede dvd-version af filmen.

En varulv løs i Blackmoor, England

Filmen foregår i 1891 og lægger brutalt ud med mordet på Ben Talbot (Simon Merrells), der er på jagt efter et vildt dyr, der spreder død i Blackmoor, England.

Bens forlovede, Gwen (Emily Blunt), tager til London for at besøge Bens skuespiller-bror Lawrence (Benicio del Toro) for at meddele den tragiske nyhed. Lawrence tager til Blackmoor for at deltage i Bens begravelse og noget modvilligt møder han sin sære far Sir John (Anthony Hopkins), der glæder sig over gensynet med sin søn.

Under sit ophold forsøger Lawrence at opklare de mystiske mord, og under en voldsom konfrontation med en varulv bliver han bidt af den. Han overlever, men han er nu ramt af varulvens forbandelse og inden længe er det fuldmåne…

Et rodet bag om scenen-drama

The Wolfman var en noget rodet produktion og blev udsat for flere forsinkelser på grund af reshoots, der førte til, at filmens premiere blev udsat indtil flere gange.

Mark Romanek var filmens første instruktør, men efter flere uenigheder med Universal sagde han op, og Joe Johnston blev hyret i stedet.

Danny Elfmans musik til The Wolfman var flere gange i fare for at blive droppet, og studiet prøvede sågar at hyre Paul Haslinger, der bl.a. kendes for musikken til Underworld (2003), til at komponere et mere moderne og elektronisk (!) score for at fange et yngre publikum. Det virkede ikke, og Elfmans meget passende traditionelle musik blev heldigvis brugt.

Den udvidede version vs. biografversionen

Jeg så The Wolfman i biografen, da den kom ud, og jeg kunne godt mærke, at filmen havde været plaget af produktionsproblemer, især i tempoet, som flere steder virkede forhastet.

Den udvidende version på dvd/Blu-ray er en mærkbar forbedring, da man kommer en anelse dybere i det dystre familiedrama, inden Lawrence bliver bidt og forvandlet. Der er også en fin cameo af Max von Sydow, der blev klippet ud af biografversionen. Så se endelig filmen i dens længere version, der har ekstra 17 minutter.

Rent teknisk er filmen flot at se på. Den gotiske stemning er klassisk, og der bliver ikke sparet på hverken blodet eller klichéer som mørke skove og ildevarslende tåge. Scenografien og fotograferingen er Universal Horror værdig og bakkes godt op af Elfmans tilsvarende gotiske musik.

Benicio del Toro gør det godt som Lawrence og minder faktisk lidt om Lon Chaney Jr., der var stjernen i den gamle film. Makeup-legenden Rick Baker står bag den flotte varulve-sminke og vandt sin sidste Oscar for sit arbejde, inden han desværre gik på pension.

Anthony Hopkins er i fin form som den lettere uhyggelige far og spiller rollen med den samme maniske energi, som han bragte til Van Helsing i Bram Stoker’s Dracula (1992). Blunt bringer sårbarhed og hjerte til Gwen, mens den altid seværdige Hugo Weaving er en fin fornøjelse som inspektør Aberline.

En underholdende varulvefilm

The Wolfman blev et økonomisk flop og endnu et typisk eksempel på en Hollywood-produktion, der blev forpurret af studiechefer, hvis dårlige beslutninger går ud over de kreative kræfter.

Joe Johnston beklagede, at han lavede filmen, men efterfølgende havde han større succes med den fantastiske Captain America: The First Avenger (2011).

I mine øjne har Johnston intet undskylde for. Han har lavet en fin monsterfilm, der godt nok ikke leverer noget nyt til varulvemyten, men som stadig er langt mere underholdende end moderne takes på varulvemyten som f.eks. Underworld. For ind imellem er det også fedt at se noget old school horror, der bringer varme minder om fortidens mørke filmperler.

Anmeldt i nr. 135 | 13/01/2017

Stikord: Gotika, Varulve