Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

The Wolf Man

The Wolf Man
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The Wolf ManStemningsfuld og velspillet klassiker, hvor varulven træder i baggrunden for det menneskelige drama. Et eksempel på at en kommerciel film i studieregi, uden nogen stor instruktør, stadig kan blive til rigtig god film.

Her har vi så at gøre med en vaskeægte klassiker. Både indenfor varulvegenren og horrorgenren i det hele taget. Men The Wolf Man er faktisk langt mere drama, end horror, og det gør, at den stadig i dag har en helt speciel tiltrækningskraft, som stikker dybere, end at man kan grine lidt over, hvordan man lavede varulveeffekter tilbage i 1941.

Rent faktisk går der 40 minutter, ud af en spilletid på 67 minutter, før man ser Lon Chaney Jr. i varulveform. Derfor vil filmen da også for et moderne publikum fremstå ganske langsom og ikke uhyggelig, og den adskiller sig da også markant fra andre af gysets guldalderperler. Men det gør den som sådan ikke til nogen dårlig film, snarere tværtimod. Samtidig introducerer The Wolf Man også en stor mængde varulvemytologi, som siden hen har inspireret et utal af varulvefilm.

Bela Lugosi som sigøjnervarulv

Klassisk titelskærm

Larry Talbot vender tilbage til sit barndomshjem i Wales. Han har været i USA i mange år, men efter at broderen er død, er det på tide at få snakket igennem med faderen, Sir John Talbot, der styrer det lille samfund omkring byen Llanwelly. Larry har fået en omgang klassisk amerikansk charme, og snart flirter han da også med antikvitetshandleren Gwen, der er forlovet, men det er ingen hindring. Larry køber en stok af Gwen, og stokken er dekoreret med et ulvehoved lavet i sølv. Efter en snak med nogle sigøjnere, bliver Larry bidt af en ulv, men da han slår ulven ihjel med sin nye sølvstok, ligger liget af sigøjneren Bela tilbage. Bela var naturligvis varulv, og nu er forbandelsen videreført til Larry. Og ellers ikke mere om handlingen her.

Et centralt element i fortællingen er det digt, man hører adskillige gange, og som det virker som om, alle i landsbyen kender til:

“Even a man who is pure in heart and says his prayers by night may become a wolf when the wolfbane blooms and the autumn moon is bright”.

Larry kommer hjem fra USA

De fleste tror, at dette digt er taget fra klassisk folklore, men rent faktisk er det “bare” skrevet af filmens manuskriptforfatter Curt Siodmak. Digtet går igen i filmens sequels, og bruges endda også i Van Helsing (2004) – dog er “the autumn moon is bright” erstattet med “And the moon is full and bright”. Van Helsing videregiver altså idéen om, at varulven kommer frem under fuldmåne, men denne idé er altså ikke at finde i The Wolf Man. Som det er tilfældet med de fleste af Universals monsterfilm er en vigtig tematik, at menneskeligheden ligger bag det monstrøse, og det videregiver The Wolf Man perfekt, blandt andet fordi det menneskelige fylder langt mere, end det uhyggelige, i filmens konkrete spilletid.

Af andre temaer er naturligvis skillelinien mellem mand og dyr, og den klassiske græske tragedie, som Siodmak har været meget inspireret af, da han skrev manuskriptet til filmen.

Drama frem for gys

Den kvindelige antikvitetshandler udsættes for Larrys begær

I The Wolf Man er det mere stemningen og dramaet, der er i fokus, når Larry Talbot trisser rundt i det skumle landskab, hvor man virkelig kan se, hvordan studiet bliver forvandlet til et magisk landskab. Det er netop også stemningen, der er det vigtige, når man skal ind under huden på den noget underlige varulv. For varulven er en bastard af et filmmonster, der finder sin styrke i transformationsscenerne, hvor vi gennem tiderne har set mange forskellige udkast. I The Wolf Man bruges den klassiske teknik, hvor tiden spiller ind, og hvor billeder, holdt i samme indstillinger, viser, at der kommer mere hår på fyren. Det er ganske klodset, hvis man ser det med moderne briller, men det virker egentlig meget godt, hvilket også skyldes, at disse effekter holdes til et minimum. Senere hen er det blevet til stopmotion, veludført makeup og sidst men ikke mindst CGI.

Personligt er jeg ikke videre tilhænger af den klassiske varulvefilm (og med klassisk mener jeg dem, man så i 1980’erne, og som jeg er vokset op med), og måske derfor er The Wolf Man i mine øjne en ganske fremragende film. Det meste af uhyggen ligger i antydningens kunst, og de mytologiske elementer er ganske spændende, samtidig med at det menneskelige drama får fuld fokus. Der er langt hen ad vejen tale om en tragedie, hvor kærligheden bliver umulig på grund af varulvens forbandelse.

Tragedien er netop en klassisk bestanddel i de bedste gyserfilm, og her er The Wolf Man bestemt ikke nogen undtagelse. Som det er tilfældet med Wolf (1994), der klart er inspireret af The Wolf Man, er dette en gyserfilm for et voksent publikum med alt hvad det indebærer. Hvilket er ganske sjovt når man tager i betragtning, at det “bare” er en klassisk kommerciel gyserfilm med en middelmådig instruktør bag rattet, men det viser også blot, at gode film også kan komme derfra, hvor man mindst venter dem. Filmen er fortalt i et langsomt tempo uden alt for mange gys. Gyset finder man i stemningen og dramaet, og det vil bestemt ikke vil falde i god jord hos de mere effekthungrende gyserfans.

Klassisk studiefilm

Claude Rains (t.v.) som Lord Talbot

Filmens instruktør George Waggner, født i 1894, drog til Hollywood for at blive skuespiller, hvor han i 20’erne fik nogle store roller i diverse stumfilm, men siden kastede han sig over manuskript og sangskrivning, før han debuterede som instruktør med Western Trails i 1938. The Wolf Man er hans absolutte højdepunkt, og i 50’erne spang han ud som TV-serieinstruktør, og sidenhen forsvandt han ud i glemslen, og døde i 1984.

The Wolf Man er en klassisk studiefilm, som vi kender det fra Universal Studios i 40’erne og 50’erne, og Lon Chaney Jr. (i varulveklæder med den noget besynderlige bøf-frisure) er i dag et filmhistorisk ikon på linie med Boris Karloffs Frankensteins monster og Bela Lugosis Dracula.

Bela Lugosi som sigøjneren Bela

Da Van Helsing i 2004 fik premiere, var det da også en hyldest, både i form og indhold, til Universal Studios klassiske studiegyserfilm, og de tre ikonografiske monstre, Frankensteins monster, Dracula og Wolf Man. At filmen så slet ikke formåede dette, og druknede det hele i et alt for højt tempo og kluntede CGI effekter er dog en helt anden historie.

Allerede tilbage i 1935 prøvede Universal Studios kræfter med varulven i Werewolf of London; en film, som kendere naturligvis har set, men ellers er den i eftertiden blevet overskygget af netop The Wolf Man. Begge film har det til fælles, at de er meget langsomme og stemningsfulde, frem for at gå efter det hurtige gys. Men i The Wolf Man får det mytologiske en større plads, hvor det i Werewolf of London mere bliver biologien, der er i fokus. Samtidig er Werewolf of London også skæmmet af en dårlig præstation i hovedrollen, og her hiver The Wolf Man ligeledes stikket hjem med sit fine cast, hvor specielt den korpulente og triste Lon Chaney Jr. passer perfekt ind i rollen. Så alt i alt er det ikke nogen overraskelse, at det blev The Wolf Man der løb med hæderen som periodens “Klassiske Varulvefilm”.

Stærkt cast

Transformationsscene

The Wolf Man har som sagt et meget stærkt cast. Claude Rains passer perfekt ind i rollen som den excentriske Lord Talbot, og det er godt at se ham i rollen som andet end skurk. Englænderen Rains med det meget markante udseende, lidt en af blanding mellem en væsel og en rotte, var ellers flittigt brugt i Hollywood som smilende skurk. Tænk blot på Prins John i The Adventures of Robin Hood (1938) og Kaptajn Renault i Casablanca (1942). I The Wolf Man er han mere underspillet og sympatisk, og hans tilstedeværelse giver dramaet pondus.

I en mindre, men meget markant rolle, ses Bela Lugosi som sigøjneren Bela, der videregiver forbandelsen til vores gode Talbot. I 1931 fik den ungarske skuespiller sit livs rolle i Tod Brownings Dracula. Lugosis accent og mimik passede perfekt til den eksotiske greve. For at gøre historien kort, så kom Lugosi aldrig videre, og han blev frem til sin død i 1956 typecastet i rollen som manisk galning i gyserfilm. I The Wolf Man spiller han sågar østeuropæisk sigøjner, der bærer navnet Bela, og Lugosi giver da også rollen den mystik, som man fornemmer, han kunne gøre med lukkede øjne.

I den altdominerende hovedrolle som Larry Talbot/The Wolf Man ses Lon Chaney Jr., der med sin tunge fysiske fremtoning giver rollen det rette format. Chaney er ellers bedst kendt i rollen som den tungnemme Lenny i Lewis Milestones klassiker Of Mice and Men (1939), og netop det tungnemme og sympatiske får Chaney ført over på Talbot i The Wolf Man. Det gør, at man som tilskuer sympatiserer med den store mand, og at man føler med ham frem mod slutningen, hvilket ikke ses ofte i gyserfilm, hvor følelser for det meste drukner i effekter og gys.

Remake og sequels

Ulvemanden

Varulve er ikke så populære som eksempelvis vampyrer eller zombier, men ikke desto mindre kan vi næste år se genindspilningen af The Wolf Man. Denne har blandt andet Benicio del Tore og Anthony Hopkins på rollelisten, og det bliver ganske spændende at se, om den drukner i effekter, eller om den holder fat i det drama, som dens forgænger så fornemt formidler – personligt tror jeg, at det første vil ske, da man helt sikkert vil lefle for et yngre publikum med et utal af CGI effekter.

Derudover fik The Wolf Man også flere sequels, der ikke når originalen til sokkeholderne rent kvalitetsmæssigt, og som langt hen ad vejen var mere håndgribelige gysere. Her på Planet Pulp har vi tidligere anmeldt Frankenstein Meets the Wolf Man (1943), House of Frankenstein (1944) og House of Dracula (1945), hvor Chaney også spiller Talbot. Når man har set slutningen på The Wolf Man forstår man faktisk ikke helt, hvordan Chaney gentager rollen igen og igen og igen, men sådan var det tilbage i 40’erne i Universal Studios, hvor der pludselig var rigtig mange penge i gyserfilm.

Chaney blev da også hængende i det samme studiemiljø, hvor han op igennem 40’erne både spillede Dracula, Frankensteins monster og Kharis The Mummy, sideløbende med at han gentog rollen som The Wolf Man. Så udover at være skikkelsen bag ikonet The Wolf Man, er Chaney, som Lugosi, også et kendt navn i gysermiljøet omkring Universal Studios i 40’erne og 50’erne. At Chaney siden hen er blevet en kliché på sig selv, skal ikke tage noget fra hans rolle i The Wolf Man som han udfylder perfekt, samtidig med at han gengiver skrøbeligheden ganske fortrinligt.

The Wolf Man er en lille perle, som vil skuffe dem, der går efter det håndgribelig gys. Men dem der elsker det klassiske studiefeel, hvor kulisserne og røgen går op i en højere enhed, og samtidig godt kan lide et tragisk drama med gyserundertoner, vil ikke gå skuffet væk fra mødet med den spøjse ulvemand. At skuespillet så også er i top gør det bestemt ikke værre.

5 stjerner

Titel: The Wolf Man
Instruktør: George Waggner
Manuskript: Curt Siodmak
Cast: Lon Chaney Jr. (Larry Talbot/The Wolf Man), Claude Rains (Sir John Talbot), Evelyn Ankers (Gwen Conliffe), Bela Lugosi (Bela)
Producere: George Waggner (producer), Jack J. Gross (executive producer)
Foto: Joseph A. Valentine
Klip: Ted J. Kent
Musik: Charles Previn, Hans J. Salter & Frank Skinner
Spilletid: 67 minutter
Aspect ratio: 1.33:1 (oprindelig aspect ratio)
Lyd: Mono
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk, hollandsk, islandsk
Produktionsland, år: USA, 1941
Produktionsselskaber: Universal Pictures
Distributør (DVD): Universal Pictures (Denmark)
Udgave/region: 2

Anmeldt af: Jacob Krogsøe | 13/11/2008

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>