Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

The Walking Dead vol. 27: The Whisperer War

The Walking Dead vol. 27: The Whisperer War
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Kirkman fører os behændigt i krig. Igen. Denne gang er det mod The Whisperers og dette bind – nummer 27 i den nærmest evige serie – skuffer bestemt ikke.

The Whisperer WarSå skal vi til det igen. I den store Walking Dead-cyklus, hvor det er som med de skiftende årstider, står der nu krig i kalenderen.

Sidste gang det skete var i album 20 og 21, All Out War Part 1 og All Out War Part 2. I det sidste album, Call to Arms, løb Kirkman rundt om den varme grød, og i dette album 27 hopper han i med begge ben.

Old Man Rick?

Men der er alligevel nogle ting, der er lidt anderledes, end de plejer at være. For det første spiller Rick en ganske tilbagetrukket rolle; normalt er han jo den der løber forrest. Men han er for vigtig, han er blevet som en hærdet general man ikke kan undvære.

Som jeg har skrevet mange gange før, har jeg har svært ved at se The Walking Dead uden Rick. Den tilbagelænede rolle fungerer dog fint i dette album, og det virker som om, at Kirkman er ved at slå et brød op, der varsler ændringer. Også når man ser på den radiokontakt som Eugene har fået, der dog træder i baggrunden til fordel for krigen, så det hele ikke bliver for mudret.

Rick kører også et spil med Andrea om, at han er ved at blive gammel, hvortil Andrea svarer:
“Oh, please. This “Old Man Rick” act is getting old. You’re barely forty years old.”

Men der er noget om snakken. Selvom Rick kun er 38 år, har han jo oplevet mere end de fleste, der bliver 120 år gamle. Både i form af ændringer i verden generelt, men også i forhold til at træffe beslutninger, i forhold til at tage ansvar og i forhold til at betyde forskellen på liv og død for så mange mennesker, som det er tilfældet.

Hvad der præcis kommer til at ske, kan vi kun gætte på (personligt håber jeg, at han smutter, at han laver en lone wolf-rejse til nye steder), men noget kan man fornemme, der kommer til at ske.

Negan the Saint?

For det andet blev Negan jo sluppet løs i forrige album og denne herlige kaosfaktor gør, at handlingen i The Whisperer War bliver mindre forudsigelig, end hvad vi kunne have frygtet.

For hvad er Negans motiver? Er han virkelig blevet “et bedre menneske” eller har han andre planer?
Kan og bør man stole på ham, når han siger følgende – det skal siges, at Negan kort forinden har bragt Rick en vigtig fjendes hoved, sådan helt bogstaveligt talt, for at vise at han vil det rigtige (altså på sin helt egen voldelige måde):

“I’ve been in your cell for years. I’ve been the model prisoner. How can I prove my rehabilitation there? I can’t. You didn´t kill me. You thought there was a better way. I agree. I´m fascinated by your way of doing things. It´s inspiring. I´m on board. What more could I do to prove that?”

Ja, hvad mere? Hvis man kender Negan, og det gør Rick, så kan man nok godt tvivle på mandens ord. Men Rick giver ham en chance.

I dette album spiller Negan en lige så stor og vigtig rolle som Rick (når man ser bort fra action/krigsscenerne som fylder mest), og det er godt set fra Kirkmans side at lade Negan spille en central rolle. Og ikke kun som skurk.

For på samme måde som det giver Rick kant, når han træder væk fra “den rette sti”, så giver det også mere kød på Negans karakter, at det ikke kun er ren psykopati.

I den store skurkehistorie er det jo netop også ofte skurken med kant, som kommer til at spille en afgørende rolle, hvor de kan ende med at forløse handlingen og redde dagen. Se blot på Gollum og Darth. Så måske har Rick The Return of the King og Return of the Jedi i baghovedet?

Adlard the Magician?

For det tredje er Charlie Adlars tegninger, og brugen af forskellige størrelser af billeder, bedre og mere modig end tidligere. Adlard, der aldrig bliver den bedste persontegner, har virkelig ramt zombierne godt i dette album.

Desuden har han på fornemste vis indfanget den spændende faktor, at The Whisperers jo går rundt blandt zombierne, og flere gange leger Adlard med vores forventninger om hvem, der er zombie, hjernedød fjende, og hvem, der er Whisperer, snedig fjende.

Ved at variere størrelsen i billederne skaber Adlard også fint tempo, han klipper behændigt mellem de stort anlagte krigsscener, der kan fylde hele sider, og så små billeder, hvor der kan være helt op til 12-14 stykker pr. side, så der både kan zoomes ind og zoomes ud og kan klippes mellem stille scener og action.

Selve ideen om The Whisperers er klart noget af det fedeste, Kirkman har disket op med. Et helt andet dyrisk samfund, hvor man iklæder sig de dødes huder for at leve blandt de døde. En formidabel fjende, der hiver horder af zombier med sig.

Det er naturligvis også en fin lille kommentar til hjernedøde soldater, som bare følger ordrer, i den virkelige verden. Men det er netop en fed form for krigsførelse, da man ikke helt ved, hvor de rigtige skurke befinder sig.

Brav underholdning fra zombieland?

Naturligvis, fristes man til at sige, slutter albummet med en cliffhanger. For en krig kan da ikke kun fylde ét bind.

På papiret er det et klassisk album, men der er nogle ting, der hæver det op på de fem stjerner, og det skyldes som sagt specielt kvaliteten af tegningerne. Jeg glæder mig til næste album.

5 stjerner

Titel: The Whisperer War
Serie: The Walking Dead
Forfatter: Robert Kirkman
Tegner: Charlie Adlard
Forlag, år: Image Comics, 2017
Albumlængde: 136 sider
hvid
Udkom oprindelig i 6 hæfter i 2016-2017 på forlaget Image Comics.

Anmeldt i nr. 138 | 13/04/2017

Stikord: Postapokalyptika, Survival Horror, Zombier

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>