Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

The von Carstein Trilogy: Inheritance

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Inheritance er underholdende, stedvis creepy, velskrevet og har en interessant dramaturgisk struktur, som fænger. Det er bestemt ikke noget mesterværk, men som game fiction er den ret god.

The von Carstein Trilogy: InheritanceMed Steven Saviles Inheritance har vi at gøre med en vaskeægte historisk korrekt omgang game fiction eller på dansk spilfiktion. Med historisk korrekt menes der, at Savile forholder sig til historiske facts, som man kender fra den sidste nye udgave af Warhammer-universet – og her tænkes der på figurspillet Warhammer.

For der er tale om fantasy i vampyrland, så vi er ganske langt væk fra den “almindelige” verden. Bogen er første del i The von Carstein Trilogy, hvor begge de to senere bind er udkommet og bærer titlerne Dominion og Retribution.

Steven Savile blev født i England i 1969, og er horror- og fantasyforfatter. Derfor virker det også ganske oplagt, at han har skrevet denne trilogi om vampyrerne i von Carstein-klanen. Det er måske også interessant for vores trofaste læsere at vide, at Savile også har skrevet to Sláine-romaner.

Sammen for evigt
Steven Savile (f. 1969).

Steven Savile (f. 1969).

Inheritance tager sin begyndelse en mørk og stormfuld i aften i Sylvania, nærmere bestemt hovedstaden Drakenhof – allerede her kan man jo godt mærke, at de gode folk bag Games Workshop, som står for at udforme Warhammer, har været en anelse uoriginale ved at kalde landet Sylvania, da det jo ligger meget tæt på Transsylvanien. Men igen, så er det mere reglen end undtagelsen, at navnene ikke er videre opfindsomme i Warhammer-verdenen.

Vi skriver året 1797 – en tidsregning, der begynder med Sigmars kroning som kejser i år 1, og som en information til de af vore læsere, der måtte være battlespillere, kan det nævnes, at Karl Franz blev kejser i 2502, og at The Storm of Chaos-supplementet udspiller sig i 2521-2522.

På selve Drakenhof Castle ligger den gamle greve Otto van Drak for døden. Ved hans side er hans smukke datter Isabella van Drak og Ottos magtliderlige bror Leopold, som vil overtage Ottos plads som greve, når denne dør. Men ind af døren kommer en betagende herre ved navn Vlad von Carstein. Han er en smuk mand med en nærmest dyrisk elegance – kendere af vampyrer og Warhammer generelt ved med det samme, at han er vampyr.

Og nu har Isabella så muligheden for at tage magten væk fra sin onkel, hvis hun bliver gift med Vlad. Men så besværligt vil Vlad ikke have, det skal være. Så da Otto dør, dræber han brutalt Leopold, og forærer hans hjerte til Isabella, som åbenbart er ret vild med det mørke og dyriske. Sammen aftaler de, at de altid skal være sammen, og så springer romanen 212 år frem i tiden.

Hævnmordere

Vi befinder os i en mindre by på grænsen til Sylvania, og vi skriver året 2009. I denne by møder vi et par ganske spændende karakterer i de to mænd Jon Skellan og Stefan Fischer. For syv år siden blev begge deres familier, koner og børn, dræbt af en brutal forbryderbande. Det forvandlede de to mænd til hævngerrige mordere, og nu har de fået færten af Sebastian Aigner, den sidste af de mænd, de mangler at hævne sig på. Og sporene har ledt dem mod Sylvania, som i løbet af de sidste 200 år er blevet til et mørkt og brutalt sted, hvor det virker som om, naturen er ved at dø, og hvor de døde går igen.

Det er til denne mørke afkrog, at Aigner er søgt for at undslippe de to mænds brutale hævn. Som Skellan og Fischer søger videre, kommer de tættere og tættere på en kult, der kalder sig selv The Risen Dead. Denne kult tilbeder døden og de udøde, nærmere bestemt de vampyrer, som har spredt sig rundt omkring, siden Vlad von Carstein blev greve.

Langsomt bliver Skellan og Fischer draget længere og længere ind i Sylvania, hvor de til sidst ender i selveste Drakenhof. Vlad von Carstein skal være vært for en stor fest, Totentanz på Geheimnisnacht, hvor alle de rige i Sylvania er inviteret med, og Skellan er sikker på, at Aigner vil være på slottet. Så de to mænd bliver smuglet ind på slottet i en meget spændende passage, hvor de skjuler sig i nogle vintønder, og snart er de i slottets store balsal. Her bærer alle gæsterne dødningemasker, men snart får Skellan øje på Aigner, som naturligvis viser sig at være vampyr.

Hele festen ender i et blodbad, da Isabella og Vlad von Carstein gør deres entré. Maskerne falder, og alle de dødelige gæster dør, undtagen Fischer, der flygter. Skellan når at myrde Aigner, men sjovt nok spiller skæbnen ham et puds: Skellan forvandles til en vampyr. Totentanz markerer indledningen på Vlad von Carsteins invasion af hele Imperiet, da han læser op fra en side af Book of Nagash. Snart begynder de døde at røre på sig, og de svarer Vlads kald. Med en hel hær af udøde bag sig, som vokser i styrke som tiden går, erklærer Vlad Imperiet krig.

Smagsprøver

Som sagt flygter Fischer, og hvad der sker med ham, vil jeg ikke afsløre. Og hvad det betyder for Skellan at blive vampyr, må du også selv erfare, når du læser bogen. Men jeg kan dog komme med at par smagsprøver på, hvad der sker.

Der er naturligvis flere fede slag med zombier, vampyrer og alt muligt andet godt. Vi kommer til at høre om Carsteins famøse ring, der faktisk næsten gør ham udødelig – for godt nok er han vampyr og kan ikke dø af alderdom, men ringen gør ham i stand til at vende tilbage, selv når hans krop bliver ødelagt.

Samtidig møder vi helte på de godes side, som giver historien et episk og følelsesmæssigt løft og som kulminerer, da Altdorf angribes af de udødes hær. Men hvad det hele ender med, vil jeg ikke røbe.

Levende persongalleri

Inheritance er på mange måder en ret speciel bog. Da jeg satte mig til at læse den, forventede jeg at få et indgående kendskab til Vlad von Carstein og muligvis en omgang udødelighedsfølelsesporno, som vi kender det fra Anne Rice. Men bogens største styrke ligger i, at fortællingen om Vlad von Carstein fortælles gennem en stor flok mennesker, der på den ene eller anden måde krydser grevens vej.

Først har vi Skellan og Fischer, senere har vi ridderen Jerek Kruger, Vlads menneskelige tjener Ganz, tyven Felix Mann og mange flere Så det er kun gennem små passager, at vi faktisk kommer helt tæt på Vlad. Her fremstår han først som en romantisk gentleman, der favner døden som var det et lille barn, men siden hen bliver han nærmest opslugt af vold og død.

Et lille minus i denne sammenhæng er, at man ikke får Vlads baggrundshistorie og en begrundelse for, hvorfor han hader Imperiet så meget. Men igen er det også med til at give Vlad en del mystik, så rent faktisk er det nok meget godt, at dette er udeladt, da det kunne have druknet historiens naturlige drivkraft.

Det er et godt træk fra Saviles side, og samtidig lykkes det ham at gøre dette store persongalleri ganske levende, og den uhygge, der kommer, virker oprigtig, da man faktisk føler for de stakkels mennesker. Så hvis man forventer en vampyrroman, hvor det er vampyrerne, der er i fokus, vil man blive skuffet. Nogle vil nok mene, at historien tager sin tid om at komme i gang, og her tænker jeg på hardcore voldsfantasyfans, men hen imod slutningen er det tæt på, at det hele drukner i vold og kamp.

De menneskelige aspekter i fokus

Generelt er det mere de menneskelige aspekter og den gru, som falder over Imperiet, der er i fokus. Og samtidig må jeg fastslå, at Savile er ganske dygtig til at opbygge denne gotiske stemning, hvor tågen er som en tyk ærtesuppe, og hvor de døde rejser sig fra deres grave i en morbid dans.

Samtidig er Savile også ganske effen til at beskrive kamp, hvor specielt slaget ved Altdorf er noget, man husker. Saviles vampyrer er klassiske fantasyvampyrer, og Vlad er om nogen arketypen på denne. Han er en flot mand med sort hår, og samtidig er han en dygtig sværdkæmper. Så på denne front tilføjer Savile ikke vampyren eller genren noget nyt.

Saviles sprog er kortfattet og præcist, med en dvælen ved de mørke passager og beskrivelserne af de udøde. Og i det præcise ligger også en af romanens styrker, der kan give den en større appel. For man kan godt få den tanke, at Inheritance udelukkende er skrevet til de læsere, som kender til Warhammer-universet. Men Savile kommer med små, præcise formuleringer, når vi eksempelvis hører Nagash og Sigmar omtalt, og det gør faktisk, at romanen sagtens kan blive læst af et større publikum, som ikke nødvendigvis kender til Warhammer-verdenen.

Man kan bare også godt fornemme, at Savile hen i mod slutningen har leflet for den laveste fællesnævner, da det hele kommer ned til episk kamp. Men i romanens udtoning finder han tilbage til den stil, som jeg håber, at de to næste romaner fortsætter i. Nemlig de personlige og ganske uhyggelige beskrivelser af, hvordan de udødes march får indflydelse på helt almindelige mennesker.

Udmærket

Alt i alt er Inheritance en ganske udmærket roman. Den er underholdende, i flere passager decideret creepy, velskrevet, og har en interessant dramaturgisk struktur, som gør, at man er fanget fra side et. Det er bestemt ikke noget mesterværk, men indenfor game fiction-genren er den ret god. Så jeg glæder mig til at læse de næste to bind i serien.

4 stjerner

Titel: The von Carstein Trilogy: Inheritance
Forfatter: Steven Savile
Forlag, år: Black Library Publication, 2006
Format: Paperback
Sideantal: 394

Anmeldt i nr. 25 | 13/11/2007

Stikord: Spilfiktion, Vampyrer, Warhammer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *