Michael Lillegaard Larsen
Ingen kommentarer

The Spirit

The Spirit
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The SpiritFrank Millers The Spirit er en af de værste filmatiseringer af en tegneserie i nyere tid. Will Eisners klassiske helt havde helt klart fortjent en bedre film end denne her.

Will Eisner var en af tegneseriemediets store mestre og var den, der opfandt begrebet ”graphic novel” – den grafiske roman. Han skabte tegneseriemesterværker som bl.a. En kontrakt med Gud (1978), Storbyen (1986) og Den fjerne torden (1991). Men mest kendt var Eisner for sin maskerede tegneseriehelt The Spirit, som så dagens lys i 1940.

Tegneserien handlede om politibetjenten Denny Colt, der dør, men som vender tilbage til livet som The Spirit. Iklædt et blåt jakkesæt, en hat, handsker og en maske bekæmper The Spirit forbrydere – uden at have superkræfter! Til gengæld har han gode evner til at score babes i læssevis…

Frank Millers mentor

The Spirit var perfekt for den unge Frank Miller, og han blev derfor stor fan af og rigtig gode venner med Eisner. Miller betragtede Eisner som sin mentor, og han lærte alt fra den gamle mester. Dengang i 1980’erne og 1990’erne leverede Miller mesterværker som den episke Batman-fortælling Batman: The Dark Knight Returns (1986) og den film noir-inspirende Sin City (1991), som blev filmatiseret på fremragende vis af Miller og Robert Rodriguez i 2005. Miller arbejdede senere som producent på Zack Snyders 300 (2007) efter Millers tegneserie af samme navn.

Efter at have etableret sig i Hollywood, fik Miller mulighed for at lave sin personlige hyldest til Eisner – en filmatisering af The Spirit – efter at producent Michael Uslan havde tilbudt ham instruktørjobbet. I starten var han lidt tvivl, om han kunne klare at lave en film af den type på egen hånd. Men som han sagde det i et interview: ”’Nobody else can touch this, and I agreed to the job on the spot”” En kæmpe fejltagelse..

Det tynde plot

The Spirit ifølge Frank Miller

Det ekstreme tynde plot i filmen handler om The Spirit alias Denny Colt (Gabriel Macht), der forsøger at få ramt på sin ærkefjende The Octopus (Samuel L. Jackson), der har planer om at blive udødelig ved at få fat i sagnhelten Herakles blod og drikke det. Hans håndlangere er skurke-baben Silken Floss (Scarlett Johansson) og de totalt latterlige idiotkloner Pathos, Ethos og Logos (Louis Lombardi).

The Spirit arbejder sammen med politikommissær Dolan (Dan Lauria), som er den eneste, der kender til hans sande jeg. Han elsker Dolans datter – lægen Ellen (Sarah Paulson) – men han bliver tit fristet af andre smukke kvinder. Især af hans gamle flamme, den sexede diamanttyv Sand Saref (Eva Mendes), der vender tilbage til Central City for at sjæle noget værdifuldt.

The Spirit eller Sin City 2?

Central City

Ved første øjekast kan man hurtig mistænke The Spirit for at være en efterfølger til Sin City på grund af den visuelle stil. Miller havde også selv storyboardet og designet filmen, og har derfor givet The Spirit mange af sine sædvanlige, visuelle trademarks så som silhuetter (både sorte og hvide) og film noir-agtige vinkler, som man kender det fra Sin City.

Central City er ligesom Sin City (altså byen) en mørk og dyster storby – lavet 100 % med CGI/green screen-arbejde. Selvom filmfotografen Bill Popes flotte billeder har farver, kunne filmen ligeså godt være i sort/hvid.

Gabriel Macht som The Spirit

The Spirit-figuren ligner ikke sig selv fra tegneserien, for hans tøj i filmen er sort – lige på nær slipset, der er knaldrødt. Det ser umiddelbart flot ud, men det er langt fra den oprindelige tegneseries kulørte stil, hvilket mange af Eisners fans forståeligt nok var sure over.

En anden typisk Miller-metode er de latterlige voice over-sekvenser, hvor The Spirit taler alt for meget om sin store kærlighed til sin by, mens han udfører sine heltegerninger. De virker overhovedet ikke, og man sidder blot og tænker: ”Så hold dog din kæft!”.

The Octopus og hans bande

Endnu et problem med filmen er de mange pinlige optrin, som er med til at trække filmen gevaldigt ned. Et par eksempler finder man i de scener, hvor The Spirit og The Octopus på et tidspunkt kæmper med hinanden. Det virker som en dårlig omgang Looney Tunes – især da The Spirit bliver ramt i hovedet med et lokum!

Filmens score er af David Newman og lyder som et mix af Henry Mancini og Danny Elfman. Ikke særligt originalt, men nogenlunde velfungerende.

Latterligt skuespil og dialog

Sexede Eva Mendes som Sand Seref

Skuespillet er den værste omgang lort i en tegneseriefilm siden Batman & Robin (1997). Det er tegneserieagtigt på den ufede måde. Macht forsøger ellers ivrigt at puste liv i sin titelrolle, men han fejler gang på gang. Han fik ikke et gennembrud med rollen, men det gør han nok engang i fremtiden med andre roller, der forhåbentlig er bedre skrevet end denne her.

Samuel L. Jackson som nazist!

Jackson er direkte rædselsfuld som The Octopus, som man i tegneserien kun ser handskerne på. Her i filmen er The Octopus gået fra at være en gådefuld skurk til at være en rablede, idiotisk skurk med et særpræget garderobe (bla. cowboy-, samurai- og nazi-tøj!), og han leverer mange af filmens mærkelige og tåkrummende replikker som f.eks.: ”I don’t like egg on my face.” og ” Come on! Toilets are always funny!”. Hvad sker der lige for Miller, når han skriver sådan noget dialog? Det er sgu’ lige før, at Jackson kunne bruge en comeback-rolle, der kan forny hans karriere. Hjælp ham, Tarantino!

Babefaktoren i filmen er pænt høj med de sexede skuespillerinder Mendes, Paulson og Johansson. De er dejlig eyecandy men heller ikke mere end det, for deres præstationer er bestemt ikke noget at råbe hurra for. Andre skønheder i filmen er spanske Paz Vega og Jamie King (kendt fra Sin City) og nej, de er heller ikke gode som henholdsvis mavedanserinden/lejemorderen Plaster of Paris og dødsenglen Lorelei.

En sjælløs film

Plaster of Paris (Paz Vega)

The Spirit er en flot film, men desværre har den ingen sjæl. Man bliver ikke i tvivl om, hvem der virkelig var hjernen bag Sin City-filmen, når man ser The Spirit. For det at skrive og instruere film er bestemt ikke noget, Miller har evner for. Han er bedst som den visuelle ener, han er indenfor tegneserier.

Hvis Eisner havde levet i dag, ville han utvivlsomt hade filmen som pest, ligesom Alan Moore hader filmatiseringerne af hans værker. Mon ikke at Eisner roterer i sin grav netop nu?

2 stjerner

Titel: The Spirit
Instruktør: Frank Miller
Manuskript: Frank Miller
Cast: Gabriel Macht (The Spirit/Denny Colt), Eva Mendes (Sand Saref), Samuel L. Jackson (The Octopus), Louis Lombardi (Pathos, Ethos og Logos), Scarlett Johansson (Silken Floss), Sarah Paulson (Ellen Dolan), Dan Lauria (Politikommissær Dolan)
Foto: Bill Pope
Klip: Gregory Nussbaum
Musik: David Newman
Spilletid: 103 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk, engelsk, hebraisk, italiensk, spansk
Produktionsland, år: USA, 2008
Produktionsselskaber: Lionsgate, Odd Lot Entertaiment, Continental Entertainment Group, Media Magik Entertainment
Distributør (DVD): Sony Pictures
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 58 | 13/08/2010

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *