Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

The Silence of the Lambs

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

Howard Shores musik til The Silence of the Lambs kan måske være svært at sidde igennem fra ende til anden, men det er imponerende god filmmusik.

Den canadiske komponist Howard Shore (f. 1946) er uden tvivl bedst kendt på grund af sine scores til Peter Jacksons tre Lord of the Rings-film (2001-03), hvor Shore vandt Oscars for sin musik til både The Fellowship of the Ring (2001) og The Return of the King (2003).

Alsidig komponist

Blandt genrefilmfans er det dog nok Shores langvarige makkerskab med David Cronenberg, der vækker mest genklang, men faktisk er Shore en overordentlig alsidig herre. Foruden hans musik til Cronenbergs film og de tre episke fantasyscores til The Lord of the Rings, har Shore komponeret musik til både thrillere, dramaer, komedier og sågar børnefilm.

Hans alsidighed til trods er der næppe tvivl om, at Shore har gjort størst indtryk med sine mange gyserscores, hvor det især er musikken til Cronenbergs film, der fremstår som noget særligt. Før The Lord of the Rings var CD’erne med Shores musik imidlertid ikke blandt de store sællerter, for han er kendt for at skrive musik, der måske nok passer helt perfekt til de film, musikken er skabt til, men som til gengæld ofte er svært tilgængeligt som selvstændig lytteoplevelse – ja nogle gange decideret ubehageligt.

Imidlertid er Shore en særdeles intelligent og ekstremt dygtig komponist, hvilket gør, at selv de af hans scores, der måske ikke kan kaldes behagelige at lytte til, er særdeles interessante fra et musikalsk synspunkt, og det er mere end man kan sige om mange af de filmkomponister, der arbejder i Hollywood i dag.

Konsekvent dyster musik

The Silence of the Lambs falder måske ikke i den direkte ubehagelige kategori, men det er helt sikkert et score af den type, som mange vil have svært ved at sætte sig ned og lytte til fra ende til anden uden en pause. Der er nemlig tale om næsten konsekvent dyster musik, der ikke byder på de store tematiske variationer.

Som det er blevet bemærket af andre filmmusikanmeldere, så er The Silence of the Lambs et score af den type, der i langt højere grad handler om orkestreringer og tekstur end det gør om temaer. Dermed skal ikke forstås, at musikken er helt utematisk, for det er den ikke, og det skal under ingen omstændigheder forstås som om, at musikken er atonal, for det er den kun sjældent.

Faktisk er The Silence of the Lambs særdeles melodisk, men det er kun nogle få af disse melodier, som man kan betegne som deciderede temaer. Resten er sådan ser bare atmosfærisk underscore, der i høj grad benytter sig af enkeltstående melodiske linjer, der ikke vender tilbage, som egentlige temaer.

Enkelte temaer

Der er imidlertid et par temaer i musikken, hvoraf det mest prominente er det, der høres i “Main Title” (nr. 1), og som vel også er det, man må kaldes filmens hovedtema, hvis ikke man bare vil kalde det filmens tema og lade det blive ved det. Det er et konsekvent dystert, relativt enkelt tema, som høres mange gange i løbet af CD’ens spilletid, men aldrig igen så relativt energisk og luftigt som i “Main Title”.

Når temaet herefter dukker op er det oftest både langsommere og endnu mere dystert, hvilket i øvrigt falder helt i tråd med resten af musikken. Derudover er der et sekundært tema, der dog er så nært beslægtet med hovedtemaet, at man kunne være fristet til blot at kalde det en variation. Dette tema – eller i alle tilfælde denne variation – anvender Shore også flere gange i løbet af scoret, og det høres første gang i begyndelsen af “The Asylum” (nr. 2).

Lydtæppe

Som sagt er The Silence of the Lambs musik, der i høj grad handler om tekstur og orkestrering. Musikken er indspillet med symfoniorkester, men med en ekstremt tæt orkestrering, der gør det overordentlig svært at skelne de forskellige sektioner af orkestret fra hinanden og giver det umiddelbare indtryk, at musikken hovedsageligt er komponeret for strygere og træblæsere. Den effekt, Shore har opnået, er, at musikken nærmest fungerer som et lydtæppe, der sænker sig og indhyller lytteren i en særdeles skummel og mørk stemning.

At kalde musikken depressiv vil være forkert, for på nær nogle få steder forsøger Shore ikke at fremmane en melankolsk lyd – det her er mørk thrillermusik, der grænser til gysermusik. Det er da også sigende, at scorets “lyseste” øjeblikke er der, hvor den meget dystre lyd viger for nogle melankolske og nærmest smukke passager, som f.eks. i begyndelsen af “Quid Pro Quo” (nr. 6) og “Lambs Screaming” (nr. 8).

Uforløst

Foruden den massive orkestrering opnår Shore sin virkning ved at lade musikken være meget lavmælt og koncentreret i instrumenternes dybere registre. Endvidere er tempoet absolut adstadigt, hvilket bare forstærker den fortættede lyd. Orkestret brummer og rumler derudaf, og det er kun i nogle få højdramatiske scener, at Shore hæver orkestrets volumen og intensitet – som f.eks. “The Abduction” (nr. 5) eller “Lecter Escapes” (nr. 9). Selv i disse øjeblikke er der kun sjældent tale om, at Shore ændrer tempo – han opnår simpelthen den mere dramatiske effekt ved at lade orkestret spille højere.

I nogle få numre anvender Shore desuden synthesizer, primært i det lange nummer “The Cellar” (nr. 12), der begynder symfonisk, men glider over i et uhyggeligt synthesizet soundscape. En detalje, som man virkelig skal nærlytte CD’en for at bemærke, er desuden det lavmælte “hjerteslag”, der ligger under musikken i begyndelsen af “Belvedere, Ohio” (nr. 10).

Som noget meget sjældent, er The Silence of the Lambs et score, der aldrig rigtigt forløses. Selv efter at faren er ovre, hen imod slutningen af “The Cellar”, skifter musikken ikke spor, og end credits-musikken i “Finale” (nr. 13) giver heller ikke nogen følelsesmæssig følelse af slutning og sikkerhed. Sidstnævnte er imidlertid et herligt skummelt nummer, der i indledningen har en dyster spilledåse-kvalitet, og som derefter går over i en reprise af hovedtemaet.

Eminent

The Silence of the Lambs er som filmmusik helt eminent, og hvis man er til virkelig dyster musik, er albummet tilsvarende glimrende. Der er meget få komponister, der som Howard Shore, kan skabe en så intens og trykkende stemning med så relativt enkle midler. Stemningen er også albummets måske eneste svaghed, for der er vitterligt tale om musik, det kan være svært at lytte i længere tid uden at blive påvirket af dens ekstreme mørke. Det skal dog på ingen måde gå ud over bedømmelsen af hverken score som sådan eller albumudgivelsen. The Silence of the Lambs er fremragende filmmusik og kan anbefales på det varmeste.

Nummerliste:
1. Main Title (5:09)
2. The Asylum (3:58)
3. Clarice (3:07)
4. Return To The Asylum (2:39)
5. The Abduction (3:05)
6. Quid Pro Quo (4:44)
7. Lecter In Memphis (5:45)
8. Lambs Screaming (5:38)
9. Lecter Escapes (5:09)
10. Belvedere, Ohio (3:36)
11. The Moth (2:22)
12. The Cellar (7:06)
13. Finale (4:53)

Total spilletid: 57:15

5 stjerner

Titel: The Silence of the Lambs
Komponeret af: Howard Shore
Fremført af: The Munich Symphony
Dirigeret af: Howard Shore
Orkestrering: Homer Denison
Eletronisk sound design på “The Cellar”: Skip Livesay
Komponeret: 1991
Udgivet: 1991
Producer: Howard Shore
Label: MCA Records – MCAD-10194

Anmeldt i nr. 22 | 13/08/2007

Stikord: FBI, Filmatisering, Hannibal Lecter, Kannibaler, Seriemordere

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *