Mogens Høegsberg
Ingen kommentarer

The Rage

Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The RageThe Rage er en rædsel af en lowbudgethorrorfilm med en rodet og dårligt fortalt historie, håbløse skuespillere og krydset med dårlige animatronics- og CGI-effekter. Det er en stinker, folkens, men heldigvis varer den kun 82 minutter.

Lad mig forsøge at skitsere handlingen i The Rage nogenlunde stringent, og vær opmærksom på, at filmen på ingen måde formidler handlingen så tydeligt: en russisk videnskabsmand (Andrew Divoff) opfinder en kur mod kræft. Efter Sovjetunionens fald forsøger han at afsætte kuren til vestlige medicinalfirmaer, men de er mere interesseret i at tjene penge på at behandle, end på at kurere, så de spærrer ham inde på en sindssygeanstalt.

Dommedagsvirus

Fra den splattede indledningssekvens

Da han slipper fri, går videnskabsmanden i gang med at fremstille en dødsensfarlig virus ved navn The Rage, og som ikke bare deformerer folks ansigter, men også forvandler dem til frådende galninge (hvor har vi hørt den før?). Hans plan er at bruge viruset til afpresning, så hans forskning bliver taget til nåde og kuren mod kræft sat i produktion. Han har godt nok en antivirus, men planen går – selvfølgelig – galt. En inficeret forsøgsperson slipper ud, og overfaldes af gribbe (!), der optager viruset og muterer det. Nu har videnskabsmanden pludselig ingen kur længere, og må med alle midler forsøge at finde én.

Det med gribbene er måske sket et stykke tid før filmens handling begynder, men det er meget svært at blive klog på. I begyndelsen af filmen slipper en forsøgsperson i hvert fald fri – videnskabsmandens laboratorium er et skur ude i en majsmark, så han er vel lovlig undskyldt for den dårlige sikkerhed – men han dør, og bliver spist af gribbe.

Andrew Divoff som gal videnskabsmand

Gribbene angriber en lille pige, der er ude at fiske sammen med sin onkel og bror, og gribbene overfalder også onklen, der nu bliver en frådende galning. Han dræber drengen, men bliver kort efter kørt ned af en autocamper, hvori sidder vore fire unge hovedpersoner. De har været ude og feste i skoven, og ville tage en genvej hjem. Bad idea.

De overfaldes af gribbene, flygter, stavrer formålsløst gennem skoven, angribes igen, løber ud i en majsmark, og ender – surprise! – i videnskabsmandens skur. Her følger det endelige opgør med videnskabsmanden og hans assorterede samling af freaks, der ser ud til at have været udsat for viruset, men mærkeligt nok ikke alle er frådende galninge.

Fortalt i øst og vest og uden nerve

Zombiefugl - grim animatronics-dukke

Lyder ovenstående som den perfekte overskrift på en hurtig lille splatterfilm? Hvis den gør, så er John Bisson, der har skrevet manuskript, og Robert Kurtzman, der har instrueret makværket, i hvert fald kokkene, der fordærver maden, for The Rage er en pine at sidde igennem på trods af sine kun 82 minutter.

Historien er fortalt i øst og vest (no pun intended), og de forskellige begivenheder sker uden mål og med – og uden at man som seer har nogen anelse om, hvad der sker og hvorfor det sker. Værst af alt er, at en stor del af spilletiden går med, at vore unge hovedpersoner flygter fra mutantgribbene, og fjoller rundt ude i skoven. Der sker INGENTING. Så flygter de fra gribbene igen, og havner i skuret.

Scenerne er næsten uden undtagelse fortalt uden nerve, hvilket bl.a. skyldes, at man på intet tidspunkt kan være i tvivl om, hvad der skal til at ske. Manuskriptet er pinligt forudsigeligt, på nær første gang gribbene dukker op. Derudover er det jo selvfølgelig også helt uoriginalt: viruset minder påfaldende om det i 28 Days Later (2002) og dens fortsættelse 28 Weeks Later (2007), og fugle, der spreder en zombielignende virus vil italotrashkendere huske fra Zombi 3 (1988).

Dårlig CGI og rædsomme ungdomsskuespillere

Ørkenvandring i skoven

Foruden den rodede historie, hvor scener, der burde være overstået hurtigt, får lov til at trække ud i det pinlige, gøres det hele værre af stedvist virkeligt dårlige effekter. En del af effekterne er udmærkede – nemlig dem, hvor der udelukkende er tale om make up og teaterblod. Desværre har Kurtzman og co. ikke kunnet stille sig tilfreds med denne type effekter, og gribbene er realiseret på to måder: som virkeligt ringe animatronics-dukker (skidt) og som virkelig ringe CGI (værre). Her havde det måske været klogt af Kurtzman at fordele sit budget mere fornuftigt, og glemme alt om CGI, som skal laves ordentligt, hvis det skal laves i det hele taget. Endnu værre end de dårlige CGI-gribbe, er dog CGI-ilden til sidst, da der går ild i skuret. ”Nej, nej, nej,” tænker man, og tager sig til hovedet.

Store mængder majs i gyserfilm er sjældent et godt tegn...

Sådan er det også med skuespillerne. Bedst kendt er naturligvis Andrew Divoff, der første gang arbejdede sammen med Kurtzman på Wishmaster (1997). Divoff er fint i stand til at yde udmærkede præstationer – bl.a. har han en fin birolle i tredje sæson af Lost (2004-) – men når materialet er så ringe, som i The Rage, kan han ikke klandres for at spille igennem på rutinen.

Værre står det til med resten af skuespillerne, hvoraf den bedst kendte formentlig er Erin Brown, bedre kendt under navnet Misty Mundae, under hvilket hun har indspillet et hav af softpornfilm. Hun har følgeskab af en række andre unge mennesker, hvoraf ingen har indspillet mere end en håndfuld film. Det er der nok en grund til, og de er alle uden undtagelse frygtelige. De er helt umulige at relatere sig til, og man glæder sig faktisk til at gribbene eller videnskabsmanden får bugt med dem. Selvfølgelig er der nogen, der overlever, men hvem det er, gider jeg ikke afsløre her.

Der er gode lowbudgetfilm, og der er dårlige lowbudgetfilm…

Så mange softpornfilm, og så kunne de ikke engang unde os lidt hud - Erin "Misty Mundae" Brown som Kat

Jeg har intet imod lowbudgethorror, men hvis jeg skal se dem, skal de også være ærlige, og ikke prøve at slå større brød op, end de kan bage. Når man tydeligvis har et begrænset budget at gøre godt med, skal man for det første sørge for at have en historie, der enten er pissesjov, eller som satser på at fortælle en gennemarbejdet historie, der ikke er afhængig af fancy effekter. Hvad man i hvert fald IKKE skal gøre, er at have et dårligt manuskript, hvorefter man både vil blæse og have mel i munden, hvad Kurtzman og co. tydeligvis har prøvet her. Selv uden de dårlige effekter havde The Rage været en stinker, men effekterne sætter lige en brun prik over i’et af bæ. Når man tænker på, hvad Sam Raimi opnåede i The Evil Dead (1981) eller endda hvad Peter Jackson formåede i Bad Taste (1987), der jo for Guds skyld hovedsageligt var indspillet som et hjemmevideoprojekt, kan man kun have hovedrysten til overs for The Rage.

Kurtzman er ikke af uddannelse instruktør, hvilket man ved Gud godt kan mærke. Han er effektmand, og som sådan har han en imponerende række film på CV’et (primært som make up effects supervisor). Som sagt er make up-effekterne i The Rage også aldeles udmærkede, men måske Kurtzman fremover skulle holde sig til effektmageriet, og lade dem, der har bedre forstand på det om at fortælle historierne. At det er Kurtzman, der står bag Wishmaster, som mange har et svagt punkt for, kan man kun undre sig over. Det er i hvert fald gået ned ad bakke.

Der står vist kun tilbage, at advare mod denne totale ligegyldighed. Nu har jeg i hvert fald gjort min pligt, og hvis du alligevel punger ud for The Rage skal du ikke komme her og brøle.

The Rage er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

1 stjerne

Titel: The Rage
Instruktør: Robert Kurtzman
Manuskript: John Bisson efter historie af John Bisson & Robert Kurtzman
Cast: Andrew Divoff (Dr. Viktor Vasilienko), Erin Brown (Kat), Ryan Hooks (Josh), Sean Serino (Pris), Rachel Scheer (Olivia), Anthony Clark (Jay), Christopher Allen Nelson (Larry), Reggie Bannister (Uncle Ben)
Producere: John Bisson (producer), Matt Jerrams (producer), Robert Kurtzman (producer), Tony Dotson (co-producer), Gary Jones (co-producer, line producer), Amber Bissman (executive producer), Ben Bissman (executive producer), David Campbell (executive producer), Marilyn Campbell (executive producer), Marvin Campbell (executive producer), Sandra Campbell (executive producer), Kelly Kurtzman (executive producer), Stephen Kurtzman (executive producer), Michael Moyer (executive producer), Joyce Murphy (executive producer), Patrick Murphy (executive producer), Moe Ratliff (executive producer), Randy Ratliff (executive producer), Stacy Ratliff (executive producer)
Foto: Robert Kurtzman
Klip: Andrew Sagar
Musik: Edward Douglas & Midnight Syndicate
Spilletid: 82 minutter
Aspect ratio: 1.85:1
Lyd: Dolby Digital 2.0
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA, 2007
Produktionsselskaber: Precinct 13 Entertainment
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt af: Mogens Høegsberg | 13/02/2009

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *