Jacob Krogsøe
Ingen kommentarer

The Quiet Earth

The Quiet Earth
Decrease Font Size Increase Font Size Tekst Print denne side

The Quiet EarthDenne lille perle fra New Zealand er noget så sjældent som et vellykket afkom af den postapokalyptiske genres håndgribelige impact og art filmens tvetydighed.

1980’erne er kendt for mange ting. Kikset musik, kikset tøj, kiksede politikere og kikset hår. Blandt andet. Men man må heller ikke underkende, at der faktisk kom mange, ja rigtig mange, gode film i 80’erne. Specielt når det kommer til action og sci-fi. De fleste sci-fi-film fra 80’erne var enten sequels eller plagiater af tidligere succeser. Men, men, men. Der var også en gruppe af sci-fi, der forsøgte noget nyt. Søren Thomas skriver følgende om 80’ernes sci-fi-film i bogen Science fiction film i et halvt århundrede (2002):

”Kun i meget få tilfælde søgte man at lave film, der kunne stimulere tankevirksomheden….En lille gruppe film så dog ved første øjekast ud til at være produktioner med et så seriøst sigte, at de også kunne have interesse for et seriøst publikum”.

Og her tænker Søren Thomas på film som Blade Runner (1982), Brazil (1984), Dune (1984) og Enemy Mine (1985). Det kan i den sammenhæng godt undre mig, at Søren Thomas ikke nævner The Quiet Earth med ord i sin bog. For den er netop en sci-fi tænkt til et seriøst publikum og har i dag den efterhånden kiksede betegnelse ”kultfilm” – The Quiet Earth vandt hele otte New Zealand Film and TV Awards tilbage i 1987 og er med i bogen 1001 movies you must see before you die (2003).

Zac alene i verden

Men lad os se nærmere på handlingen i The Quiet Earth. En nøgen mand vågner op i sin seng kl. 06.12. Manden viser sig at være forskeren Zac Hobson (Bruno Lawrence), og Zac viser sig at være Palle alene i verden. Eller næsten. Noget er gået galt. Et eksperiment har ”fjernet” alt levende fra Jorden, og denne erkendelse rammer langsomt Zac, da han i filmens mesterlige første tredjedel går på opdagelse i det tomme urbane landskab.

I starten er Zac bange, så synes han det er sjovt, og i takt med at hans forstand udfordres, bliver han bange igen. For hvor fedt er det egentlig at være helt alene? Vi har vel alle som børn leget med tanken: Alt det slik jeg kan spise, alt det legetøj jeg kan bære og alle de “forbudt for børn” -film, jeg kan forestille mig at se.

I The Quiet Earth bliver denne problemstilling fornemt berørt, og da man tror, at det vil fortsætte sådan i filmens samfulde 88 minutter, så tager historien en drejning. Og mere vil jeg ikke afsløre af det ganske fremragende plot.

Fra guld til skidt

Instruktøren Geoff Murphy har ikke helt fået den karriere, som The Quiet Earth ellers varslede. Godt nok var han second unit instruktør på The Lord of the Rings-trilogien (2001-2003), men ellers er han mest kendt for tre sequels: Young Guns II (1990), Under Siege 2: Dark Territory (1995) og Fortress 2 (1999).

Derudover vil kendere have set hans navn tilknyttet film som tidsrejsestinkeren Freejack (1992) og Rutger Hauer TV-thrilleren Blind Side (1993). Men at han sidenhen ikke har forløst sit potentiale skal ikke røre ved, at The Quiet Earth er iscenesat meget stemningsfuldt af Geoff Murphy. Filmens tempo er langsomt, men det bliver aldrig kedeligt.

Udover filmens første 36 minutter, som er noget af bedste last man on earth-scenarie, undertegnede har set, har The Quiet Earth to andre trumfer: Skuespilleren Bruno Lawrence og art filmens tilgang til en dybere mening.

The human condition

Ja, det lyder måske lidt langhåret, men ikke desto mindre er det, hvad der sker i filmens afslutning. Her berører filmen både kernen i det at være menneske, the human condition, og samtidig præsenteres vi for en overrumplende dosis sci-fi af den mere intellektuelle slags. De fleste der ser The Quiet Earth bliver suget ind af Palle alene i verden-settingen. Det er håndgribeligt og underholdende. Og det er smart tænkt ikke at starte med noget alt for arty farty, da man ellers havde tabt en stor del af publikum på gulvet.

Murphy præsenterer noget, der ved første øjekast ligner mainstreamunderholdning. Men som handlingen skrider frem, og tilskueren er draget ind i universet, skifter Murphy plade. Det er et rigtig godt skift, og The Quiet Earth er en af de bedste film, undertegnede har set i år. Der skal i den sammenhæng lyde en stor ros til drengene fra AWE, som har haft mod til at udgive denne lille nichefilm, som fortjener et enormt publikum. Filmen ligner noget fra 80’erne, men er på mange måder forud for sin tid – hvilket vel netop er en styrke, som tilhører de rigtig gode sci-fi-film.

The Quiet Earth er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

5 stjerner

Titel: The Quiet Earth
Dansk titel: Q: The Quiet Earth
Instruktør: Geoff Murphy
Manuskript: Bill Baer, Bruno Lawrence og Sam Pillsbury efter romanen The Quite Earth af Craig Harrison
Cast: Bruno Lawrence (Zac), Alison Routledge (Joanne), Pete Smith (Api),
Producere: Sam Pillsbury (producer), Don Reynolds (producer)
Foto: James Bartie
Klip: Michael Horton
Musik: John Charles
Spilletid: 88 minutter
Aspect ratio: Full frame
Lyd: Dolby digital
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, finsk, norsk
Produktionsland, år: New Zealand, 1985
Produktionsselskaber: Skouras Pictures
Distributør (DVD): Another World Entertainment (DK)
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 60 | 13/10/2010

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *