The Postman

Ja, desværre er ”jævnt kedeligt” og ”uinspirerende” ord, der dukker op, når man lytter til albummet med James Newton Howards score til Kevin Costners postapokalyptiske epos, The Postman. CD’en indeholder omtrent 50 minutter af Howards originale filmmusik samt syv sange (ca. 24 minutter), der ligger efter scoret.

Nydelig underscore

Materialet taget i betragtning kunne man have forventet, at Newton Howard rigtigt ville slå sig løs; film som The Postman synes, kvaliteten desuagtet, ofte at inspirere komponister, og jeg havde forventet et heftigt drama/action-score, lidt i stil med Howards to år ældre musik til Waterworld (1995).

Det er imidlertid ikke tilfældet. The Postman udgøres – i hvert fald som det præsenteres på albumudgivelsen – primært af nydelig, tilbageholden symfonisk underscore, hvis stil overvejende må beskrives som romantisk/dramatisk.

Enkelte passager af suspense- og actionpræget musik sniger sig ind, men udgør langt den mindste del. De lange numre består for det meste derfor af meget enslydende, strygerdominerede stille kompositioner, der lider under det store problem, at scoret mangler nogle let identificerbare og tilbagevendende temaer.

Mangler klart definerede strukturer

Der er ganske vist et hovedtema på The Postman, men det er ikke særligt mindeværdigt, og præsenteres i de fleste tilfælde i en afdæmpet version, der aldrig for alvor griber fat i lytteren. Først hen imod slutningen af cuet “The Postman” (nr. 7), der er det sidste stykke filmmusik på CD’en, kommer der en helt klar og tydelig fremsætning af temaet, hvor orkestret svulmer op til de højder, jeg havde forventet langt mere af i musikken til en så patetisk-bombastisk film.

Stille underscore er ikke nødvendigvis dårligt, men de enkelte cues på The Postman lider under det problem, at de mangler klart definerede strukturer, hvilket formodentlig skyldes den måde CD’en med filmmusikken er sammensat på. De fleste af numrene er meget lange – på nær det første er de alle over seks minutter. Det lader til at skyldes, at numrene er sammensat af adskillige cues, der er adskilt af meget korte pauser.

I stedet for at få måske 15-20 cues af to til fire minutters varighed, får man i stedet syv meget lange. Det gør det naturligvis svært at finde de passager, der stedvist får scoret til at live lidt op, da de kommer midt i de talrige passager med ret stillestående underscore.

Filmmusikkens svar på easy listening

Selv hvis albummet havde været brudt op i flere enkeltnumre, havde der stadig været meget lidt at komme efter, med mindre man er decideret tilhænger af denne type musik, som jeg bedst kan beskrive som en slags filmmusikkens svar på easy listening: roligt, stedvist ganske smukt, symfonisk musik med klar strygerdominans.

Newton Howard anvender også enkelte soloinstrumenter, herunder fløjte, mandolin og akustisk guitar, men disse soli er aldrig lange eller markante nok til at give scoret det nøk opad, som kunne have gjort hele en smule bedre. Det symfoniske score suppleres i øvrigt stedvist af synthesizere og kor, men heller ikke disse elementer står på nogen måde frem i særlig grad.

Temmelig kedeligt

Lad mig slå én ting fast: The Postman kan ikke klassificeres som et rigtig dårligt score som sådan. Det er ganske solidt håndværk inden for genren, men når det kommer fra en komponist som James Newton Howard må man uværgeligt føle skuffelse.

Blot to år tidligere havde han givet Kevin Costners første postapokalyptiske eventyr, Waterworld, et eksplosivt og underholdende score, og i selvhalvfemserne, hvor The Postman blev komponeret, var Newton Howard i fuld gang med at udvikle sig til den uhyre populære komponist han er i dag.

Det føles bare som om Newton Howard ikke rigtigt satte sig op til at komponere musikken til denne film – kun i korte passager liver musikken for alvor op og bliver interessant (for at være rimelig må det påpeges at actionpassagerne som regel er rigtig gode), men kun for kort efter igen at returnere til den stille symfoniske underscore. Helhedsindtrykket er derfor, at det er temmelig kedeligt og enslydende musik med få lyspunkter.

Et spørgsmål, man bliver nødt til at stille sig selv efter at have hørt scoret, er i hvor høj grad Newton Howard, frivilligt eller tvungent, har ladet sig inspirere af filmens temp-track. Der er påfaldende mange stilistiske elementer i The Postman, der lyder som James Horners episke scores fra midthalvfemserne.

Ikke i den forstand, at Newton Howard planker musik direkte fra Horner, men der er visse harmoniske strukturer og stedvist endda orkestreringer, der minder meget om James Horner. Det kan skyldes, at Kevin Costner har tempet filmen med Horner-musik, men omvendt kan det også være rene tilfældigheder, for der er da også mange elementer, der er ren James Newton Howard.

I sidste ende fremstår The Postman som et ret svagt score, i hvert fald sammenlignet med komponistens øvrige produktion. Jeg vil kun anbefale det direkte til seriøse fans af Newton Howard. Andre filmmusik-entusiaster kan med fordel købe det, hvis de finder det på tilbud. Det er i hvert fald ikke et score man skal gå på jagt efter og betale i dyre domme for.

Nummerliste:
1. Main Titles (2:21)
2. Shelter In The Storm (6:23)
3. The Belly Of The Beast (6:49)
4. General Bethlehem (6:55)
5. Abby Comes Calling (10:49)
6. The Restored United States (6:43)
7. The Postman (9:50)
8. Almost Home (Performed by Jono Manson) (3:59)
9. It Will Happen Naturally (Performed by Jono Manson) (2:18)
10. The Next Big Thing (Performed by Jono Manson) (2:19)
11. This Perfect World (Performed by John Coinman) (3:38)
12. Once This Was The Promise Land (Performed by John Coinman) (2:06)
13. I Miss My Radio (Performed by Jono Manson and John Coinman) (2:42)
14. Come And Get Your Love (Performed by John Coinman) (3:06)
15. You Didn’t Have To Be So Nice (Performed by Amy Grant and Kevin Costner) (3:39)

Total spilletid: 73:40 (heraf er 49:50 score)

Anmeldt i nr. 4 | 13/02/2006