The Omega Man

The Omega Man (dansk: Sidste mand i live) er den anden filmatisering af Richard Mathesons fabelagtige roman I Am Legend fra 1954.

Den første indspilning kom i 1964, og fik titlen The Last Man on Earth. Denne var uhyre loyal over for sit forlæg, og hovedrolleindehaveren Vincent Price leverede en forbistret god præstation som den ensomme overlevende, der desperat måtte bekæmpe vampyrerne, der flokkedes omkring ham.

Få sammenhænge med forlægget

The Omega Man blev udsendt i 1971, og bygger på samme litterære forlæg, men resultatet er meget, meget anderledes. Faktisk er der kun ganske få sammenhænge mellem filmen fra ’71 og Mathesons roman. Man kan endda gå så vidt som at stille sig spørgsmålet, hvorfor ægteparret Joyce og John Corrington, der stod for manuskriptet, i det hele taget ønskede at kreditere Mathesons historie som filmens grundlag.

Bevares, man genkender dialogstumper i The Omega Man som er løftet direkte fra bogen, men det kunne let være undgået. Sagen er nok den, at der var god PR i at få Mathesons roman knyttet til filmen. The Last Man on Earth er et mesterværk, og den gjorde meget for at udbrede kendskabet til I Am Legend. Det samme gjorde flere filmfolk og forfattere, så det har bestemt ikke været nogen skidt ting for The Omega Man, at den kunne bryste sig af at være en ny version af den kendte historie.

En slidt Charlton Heston

I hovedrollen som Dr. Robert Neville finder vi mr. Science Fiction selv, nemlig en aldrende Charlton Heston, der ser lidt mere slidt ud end hvad godt er. Helt i top er skuespillet heller ikke, men det gør ikke så meget, for det passer på en eller anden måde ind i hele filmens univers.

Historien er kort fortalt som følger: Russerne har smidt bakteriologiske masseødelæggelsesvåben over Kina, hvilket har udløst en verdensomspændende katastrofe. På rekordtid har der udviklet sig et dræbervirus, der udsletter alt liv. Folk dør som fluer ikke mere end en halv time efter, de er blevet inficeret, og livet som vi kender det går i opløsning.

Dr. Neville arbejder i et laboratorium for at udvikle en vaccine mod denne virus, men han når aldrig længere end at afprøve den på sig selv, for da er det allerede for sent. Alle er døde, og Neville er den eneste overlevende. Eller det vil sige, den eneste normale overlevende.

The Family

Det viser sig, at en række mennesker har været i stand til at komme sig efter virusangrebet, men de er for altid forandret. Den drabelige sygdom har fjernet ofrenes pigment i huden og gjort dem super overfølsomme overfor lys. De overlevende er nu stort set blinde i dagslys, og kan kun færdes ude efter mørkets frembrud. Alle disse overlevende, som faktisk er lidt flere, end man umiddelbart skulle tro, er blevet samlet under ledelse af den nyreligiøse fanatiker Matthias, spillet af Anthony Zerbe.

Matthias er prototypen på en gal dommedagsprædikant, og det er lykkes for ham at overbevise de overlevende om, at sygdommen var Guds straf for menneskehedens synder. Det nye samfund Matthias vil opbygge, er tilsyneladende en form for pseudo-Amishkultur, hvor al moderne teknologi er forbudt. Det hele er naturligvis dybt sygt og man væmmes ved den hæslige Matthias, der som alle de andre overlevende er fyldte med sære bylder.

Midt i dette sidder Dr. Robert Neville i sin lejlighed og overvejer sine muligheder. Han er ved at gå til i ensomhed, og så er han mildest talt kommet på dårlig fod med Matthias’ sekt, der har døbt sig selv Familien – eller The Family. Familien ser Neville som ondskaben selv, og de belejrer nu hans velbeskyttede hus hver nat.

Neville tager naturligvis til genmæle, og grunden til at han kan holde den store sekt fra døren er, at han ikke har skrupler ved at benytte sig af moderne bekvemmeligheder. Mens Familiens medlemmer kaster spyd og sten efter vores hovedperson, piller han dem stille og roligt ned med sin riffel, der er forsynet med natsigte.

Katalysator for historien

Da vi kommer ind i handlingen, har denne krig stået på i nogen tid. Faktisk i rigtig lang tid, men vi fornemmer, at der snart vil ske ændringer. Enten skal det lykkes Neville at finde sektens gemmested og angribe dem ved dagslys, eller også vil sekten til sidst få ram på ham.

Den tredje mulighed, som dog nok er den mest sandsynlige, er, at Dr. Neville ganske enkelt går fra forstanden, før han får udrettet, hvad han har planlagt. Ensomheden er nemlig ved at koste ham dyrt, og når han sidder og spiller skak mod sig selv, ser det alt andet end sundt ud.

Robert Nevilles verden bliver imidlertid vendt op og ned, da han en dag under en shoppingtur i et stort varehus med ét møder en anden levende, sund og rask person. Det er den unge, sorte Lisa som Neville er rendt ind i, og på trods af at Lisa indledningsvist ikke vil have noget med ham at gøre, ved vi godt, hvor det bærer hen.

Lisa spilles af Rosalind Cash, og det er hendes rolle, som kommer til at virke som en katalysator for historien. Da Lisa introduceres begynder tingene at udvikle sig, og Neville finder ud af, at der bor et helt lille samfund af raske unge uden for byen. Med ét er der håb for verden, men først skal Matthias og hans kumpaner naturligvis ordnes.

Hvordan det videre forløb afvikles skal ikke afsløres, men lad det bare være sagt, at anden halvdel af The Omega Man bestemt ikke er lutter lagkage for Dr. Neville. Det bliver blodigt, og den hurtigt voksende kærlighed mellem den ensomme doktor og Lisa har bestemt ikke gode odds.

Vellykket postapokalyptisk stemning

Hvis man kender en smule til Mathesons roman, eller The Last Man on Earth for den sags skyld, vil det være ret åbenlyst, at der er væsentlige forskelle mellem romanen og The Omega Man. Instruktør Boris Sagals film forsøger sig med en mere realistisk tilgang til tematikken, og Mathesons blodtørstige vampyrer er blevet erstattet af religiøse galninge. Det er imidlertid ikke kun vampyrerne, der er skiftet ud.

The Omega Man handler i høj grad om mennesket som socialt væsen, hvilket bogen også gør, men i denne filmatisering er dette tema blevet forstærket, og racespørgsmålet er ligeledes blevet et centralt emne. Det er ikke tilfældigt at Lisa er sort, og hele hendes black power-attitude skal tydeligvis spille op imod den stærkt konservative Nevilles verdenssyn. Det apokalyptiske element i filmen udgør også en langt større rolle her end i romanen, og navnlig dette aspekt lykkes rigtig godt.

Allerede i åbningsscenen slås den dystre, apokalyptiske tone an. Neville befinder sig her i en biograf, hvor han sætter sig til at se optagelser fra Woodstock-festivallen (1969). Her hører han en hippie fortælle om kærlighed, forbrødring og fremtiden. Set i lyset af Nevilles situation, bliver disse udtalelser komplet absurde, og scenen fungerer ekstremt godt. Det er uden tvivl noget af det stærkeste The Omega Man har at byde på, men der er flere gode scener.

Grundlæggende er filmen en spændingshistorie, hvor de stridende parter skiftes til at jagte hinanden. Hovedparten af handlingen udspiller sig i L.A., hvor filmen i øvrigt også er indspillet. Mange af eksteriørscenerne er optaget ganske tidligt om søndagen, før trafikken for alvor satte ind. De mange jagtscener betyder naturligvis også masser af action, og Heston får for alvor lov til at lege macho-survivor med maskinpistoler, håndgranater og alt hvad der ellers hører til.

Manuskriptforfatterne har dog dyrket kontrasterne, og de overlevende unge som lever uden for byen, er næsten alle bløde typer, der står i skærende modsætning til den brutale Dr. Neville. Som altid i den slags film, lærer alle imidlertid noget af hinanden.

Arketypisk Hollywood

Nogen storslået film er The Omega Man ikke, men den har mange forsonende sider. Det besynderligt bløde 70’er-univers den foregår i, har helt sikkert meget charme, og Ron Grainers score mindsker bestemt ikke denne stemning. Næsten alle rollerne er ganske karikerede, navnlig Lisa bliver ufrivilligt komisk på grund af sin meget skråsikre ghetto-attitude.

I USA er The Omega Man blevet en klassiker – på sin vis meget større end The Last Man on Earth – og det er sådan set ikke så underligt. Filmen er meget amerikansk, og både de konflikter, der tegnes i løbet af handlingen såvel som settingen oser langt væk af arketypisk Hollywood.

The Omega Man er uden tvivl en særdeles underholdende film, men den når hverken romanen eller den første indspilning til sokkeholderne. Boris Sagals film er selvhøjtidelig apokalyptika, indsovset i 68’ernes frygt for krig og bomber. Heston leverer en jævn gentagelse af den rolle, han spillede i Planet of the Apes (1968) og senere kunne gentage i Soylent Green (1973).

Han har tydeligvis været filmens store trækplaster, men det er en træt og uoplagt Heston, der optræder i The Omega Man. En Heston der vidste, at dette var en lille produktion. Der skæmmer filmen noget, men manden er dog så rutineret, at han aldrig falder igennem. Her man en fetich for 70’er science fiction er The Omega Man en oplagt investering, men alt i alt overlever man nok uden.

Anmeldt i nr. 11 | 13/09/2006

Stikord: Filmatisering, Postapokalyptika, Sygdom