The Midnight Meat Train

Advarsel: denne anmeldelse indeholder spoilers.

Når Clive Barker nævnes i en samtale om film, vil de fleste nok tænke på Hellraiser fra 1987, der var baseret på hans fortælling The Hellbound Heart (1986) og instrueret af ham selv. Hellraiser var Clive Barkers gennembrud som instruktør, efter han ikke var tilfreds med filmversionen af Rawhead Rex (1986).

Men kigger man tilbage og ser lidt på, hvad manden ellers har lavet af bøger og historier, er det ikke så lidt. Barker har skrevet masser af romaner og noveller, hvoraf flere er blevet lavet til film og TV, bl.a. novellesamlingerne Books of Blood (1984-1986).

Clive Barker som ophavsmand

I Books of Blood vol. 1-3 finder man historien The Midnight Meat Train, der sidste år også fik en filmatisering, instrueret af manden bag Godzilla: Final Wars (2004).

Historien i filmen starter meget simpelt ud. Fotografen Leon (Bradley Cooper) er på jagt efter sit gennembrud i New York. Han forsøger at fange byens ånd, men efter en ekspertvurdering af en galleriejer (Brooke Shields), bliver Leon nødt til at gå mere i dybden med sine billeder og se sin frygt i øjnene.

For at få nogle gode skud, render Leon rundt i New York ved nattetid. Han får også nogle gode skud i kassen, men da han dagen efter læser om mordet på en ung kvinde, han hjalp natten før, går han til politiet, der desværre ikke kan hjælpe, da de ikke har nok information. Hvad gør man så, når man er en fotograf, der skal have i gang karrieren? Man går på jagt efter kvindens morder!

Leon går i gang med at lede efter spor i New Yorks undergrund, der kan sende ham i retning af kvindens morder, og mens han leder, forsvinder der flere og flere fra undergrunden – tilsyneladende har de alle sammen været med midnatstoget!

Slagteren fra midnatstoget

Ret hurtigt får Leon færten af den mystiske kæmpe Mahogany (Vinnie Jones), der i dagtimerne arbejder som slagter, mens han i nattetimerne venter på, at midnatstoget ankommer. Kan Mahogany have noget at gøre med de forsvundne personer, der alle sidst blev set med midnatstoget?

Nu er det meget lang tid siden, jeg sidst læste historien, men sådan som jeg husker den, adskiller filmen sig ikke synderligt fra den originale historie. Leon bliver besat af Mahogany, og gør alt for at finde ud af, hvilken rolle Mahogany spiller i forhold til de manglende personer. Det går så vidt, at Leon selv bliver mistænkt for mordene, og det får hans kæreste og ven til også at undersøge sagen.

Hele sagen kulminerer i en hektisk kamp imellem Leon, Maya og Mahogany på netop det sidste tog.
Før kampen når sit klimaks, griber noget andet ind, og historien tager en ny drejning. Da jeg læste bogen for lang tid siden, var det især slutningen der gik lige hen over hovedet på mig. Først efter anden eller tredje gennemlæsning forstod jeg, hvad der egentlig skete, og da det endelig var feset ind, var det en så skuffende slutning, at jeg tog en pause med resten af Clive Barkers historier.

Skuffende slutning

Det samme gælder desværre også for filmen, for den begynder godt og holder tempoet oppe den første halve times tid, men så er det som om, der ikke er så meget mere at fortælle, så resten af historien bare bliver trækker ud og bliver kedelig. Hvorfor skal vi f.eks. se Leons madvaner ændre sig, fordi han møder Mahogany?

The Midnight Meat Train har en meget god historie, men den er skrevet som en novelle, så en spillefilm på 94 minutter er altså at strække den for lang tid. Novellen ville have været udmærket som oplæg til et afsnit af Masters of Horror-serien, der har en spilletid på en time.

Det er tæt på, at The Midnight Meat Train går hen og bliver endnu en ligegyldig film, der er glemt kort efter rulleteksterne, og det er synd, for enkelte ting hænger stadig ved et stykke tid efter – og det er gode ting. Idéen med en person, der myrder folk i New Yorks undergrund midt om natten er jo ret skræmmende, da det er en realistisk situation, man kan sætte sig selv i. Det der ødelægger denne realistiske tone, er filmens slutning, hvor vi finder ud af, at der lever menneskeædende monstre i undergrunden, som får mennesker til at slagte andre mennesker til dem.

Filmen falder til gulvet, når et sådan subplot bliver præsenteret i filmens sidste 5-6 minutter, og river den realistiske verden fuldstændig i stykker. Okay – novellen slutter på nogenlunde samme måde, så filmen holder sig til sit materiale, men ærlig talt kunne det klares meget bedre.

Godt skuespil

Blandt de få ting der gør, at The Midnight Meat Train alligevel ikke synker ned på et helt forglemmeligt niveau er skuespillet, der leveres ganske glimrende af alle parter. Selvom nogle af de mindre birolleindehavere ikke er klasseskuespillere, virker de troværdige.

I rollen som Mahogany ser vi Vinnie Jones, der er kendt fra Hell Ride (2008), X-Men: The Last Stand (2006) og Lock, Stock and Two Smoking Barrels (1998) – hvilken som helst stor person, kunne have spillet denne rolle, da han ikke har de store replikker, men blot går rundt og er stor og smadrer folk. Havde man sat en person som Kane Hodder (kendt som Jason i flere af Friday the 13th-filmene) i Mahoganys rolle, ville filmen havde været en helt anden, selvom Kane Hodder også er en stor fyr. Et plus er også at Ted Raimi (Sam Raimis lillebror) er med i en lille rolle som et af Mahoganys ofre i toget. Scenen er selvfølgelig alt for kort til en så stor stjerne, men det hev alligevel denne anmelder op af sofaen i et par sekunder.

CGI viser sit grimme ansigt

Det største problem, udover slutningen, er den hæslige brug af CGI-effekter, der er strøet med nænsom hånd ud over hele produktionen. Filmen er selvfølgelig en lowbudget-produktion, og der har ikke været råd til alle de ting, som de gerne ville have, så hvordan gør man, hvis man skal have et skud at et tog, der køre i undergrunden? Billige computereffekter er svaret!

Når man nu ikke har de midler, der skal til for at lave nogle fede sekvenser med rigtige tog, og når de billige computereffekter man har til rådighed ligner lort, burde man nok tænke sig om en ekstra gang og sige: Kill your darlings! Jo tak, for det er ikke til at holde ud at se på, og slet ikke slutkampen mellem Leon og Mahogany, hvor der krydsklippes mellem dem inde i toget og så udefra toget – forfærdeligt!

Galskaben stopper dog ikke ved de ringe animerede tog! The Midnight Meat Train er (til tider) en meget blodig film, men før alle slasherfans begynder at klappe i hænderne, bliver I nødt til at indstille jer på, hvordan filmens splat bliver leveret.

I 80’erne vil man tæske løs på latexdukker og sprøjte teaterblod ud over settet og skuespillerne, men det har man jo fundet en meget bedre løsning på i dag, mener Hollywood. Alt bliver lavet på computeren! De eneste steder hvor det ser ud som om, der er brugt teaterblod, er på væggene i toget samt på nogle af skuespillerne, når de får blod i ansigtet. Resten ser ud til at være lavet (dårligt, naturligvis) på en computer i efterarbejdet.

Den scene der forargede mig allermest er en scene, hvor man ser Mahogany skærer halsen over på et af sine ofre, der hænger fra togets loft – set igennem ofrets P.O.V. En meget fed ide, men lavet så kunstigt og uden grund, at det er til at brække sig over. Ofrets hoved (kameraet) vipper selvfølgelig bagover, så vi kigger ned i gulvet, hvori ofret spejler sig selv i en lysende rød computerskabt blodpøl. Puha – magen til frygtelig sekvens skal man lede længe efter.

Som sagt ville filmen have klaret sig meget bedre, hvis instruktøren Ryûhei Kitamura havde skåret 20-30 minutter af filmen, så vi ikke sad med en masse løse og kedelige sidehistorier, vi ikke rigtig kan bruge til noget. Filmen får to stjerner med pil opad, da den ikke helt formår at levere noget solidt men heller ikke er bundrådden. Skulle man have lyst til at se The Midnight Meat Train på trods af disse advarsler, bør man gøre sig selv den tjeneste at finde den så billigt som muligt.

The Midnight Meat Train er venligst stillet til rådighed af Nordisk Film.

Anmeldt i nr. 46 | 13/08/2009

Stikord: Filmatisering, New York, Splat